Inspiration. Skilsmisseplaner er ikke vejen frem
Inspiration. Skilsmisseplaner er ikke vejen frem
Trine Boel Nielsen er pædagog i institutionen Skovkanten i Viby. Her er ingen planer for, hvordan man skal håndtere sårbare emner som skilsmisser. Trine Boel Nielsen har før arbejdet i institutioner med planer og politikker, men lige lidt hjalp de.
»Jeg har været i institutioner med rigtig mange planer, men det viser sig, at planer ikke er en garanti for, at der bliver gjort noget. I rigtig mange tilfælde orker man ikke at følge en plan, fordi ting udspiller sig anderledes i situationen, og det er mennesker, vi har med at gøre,« siger hun.
Den helt rette håndtering af skilsmisser ligger ifølge Trine Boel Nielsen i institutionens kultur. Hvis der generelt er en kultur indlejret i institutionen, hvor man taler om tingene og fortæller hinanden om sårbare emner, så smitter det også af på samarbejdet med forældrene. Skilsmisseplaner garanterer ikke den rette håndtering, siger hun og giver et eksempel:
»Hvis man får en helt ny pædagog ind i institutionen, som skal til samtale med en familie om deres skilsmisse, så er det alt afgørende, hvordan pædagogen går ind i samtalen og får hjælp til det. Så kan det godt være, at der ligger en overordnet plan om samtalen, men realiteten er, at det hele kommer an på, hvor godt klædt på den nye pædagog er til samtalen. En skilsmisseplan kan ikke hjælpe dér,« siger hun.
Opmærksomhed. Til spørgsmålet om, hvorvidt der er nok opmærksomhed omkring børnenes trivsel midt i en skilsmisse uden en skilsmisseplan, sætter Trine Boel Nielsen foden ned og konstaterer, at en plan i sig selv ikke giver mere opmærksomhed.
»For mig vil der altid være opmærksomhed på barnet. En plan vil ikke sikre en god håndtering og opmærksomhed på barnet. Det vil en god grundkultur i institutionen derimod. Har vi en kultur, hvor vi siger tingene til hinanden i institutionen, så ser vi også det ske mellem forældre, børn og pædagoger. Det er en ledelsesopgave at finde ud af, hvad kulturen er, og om den fungerer,« siger Trine Boel Nielsen, der selv har en fortid som daglig leder.