Inspiration. Når livet er uendeligt

Små føder trisser hen over det grå linoleumsgulv i Bandholm Børnehus. Klokken er 10 onsdag formiddag, og energien er ligesom støjniveauet høj. Her summer af liv. Af hverdag. Af formiddag, småkonflikter og børn, der skal tisse.

»Spring ud og tis«, siger børnehusets leder, Pia Rasmussen, og genner de 15 børnehavebørn ud i garderoben til flyverdragter, vinterstøvler og vanter.

Ved et bord er pædagog Arijana Brka gået i stå et øjeblik. Hun holder en hvid papirengel i hænderne. Børnene har lavet den, og sammen med et par nisser lavet af wc-ruller og strik er det gaver til Svanevig Hospice på den anden side af markerne.

Arijana Brka er usikker på, om det er en god idé at give en engel til et sted, hvor folk skal dø. Men det synes børnene. De har altid noget med, når de besøger byens hospice – en tradition, som blev til, da kommunen lukkede plejehjemmet, hvor børnene kom på besøg til fastelavn, jul og andre højtider.

Arijana Brka samler sig og putter gaverne i en gennemsigtig pose.

»Ja, den skal de have,« siger hun og ryster den sidste tvivl af sig.

Så sådan bliver det. Hun går ud i køkkenet og henter en slidt, lyseblå shoppingtrolley af den slags, pensionister bruger, når de skal købe ind i supermarkedet. Den er til børnenes madpakker.

I garderoben har de fleste børnehavebørn fået flyverdragterne på. Udenfor står en strid sidevind hen over de brune marker. Det er koldt, men der er ikke længere hen til hospice, end at børnene kan gå. Helt præcis en kilometer ad landevejen forbi markerne med udsigt over Smålandsfarvandet, som i dag går i et med den grå himmel.

»I den alder er livet jo uendeligt,« smiler Pia Rasmussen, mens hun, Arijana Brka og husets faste vikar Gitta Stryhn trasker ud i vinterkulden med 15 børn pakket ind i flyverdragter og strikkede huer.

Ritsch-ritsch-ritsch lyder det vandtætte stof for hvert skridt. De går forbi en flok gravhøje beplantet med høje fyrretræer. Så kommer kirken på højre side, og til venstre ligger den store, grå og nyistandsatte bygning, der indtil for nylig var plejehjem. Vinduerne er mørke og uden liv.

De drejer ned ad vejen til venstre, og snart dukker de gule bygninger op på pløjemarken ud mod vandet mellem de sidste rester af sukkerroer. Svanevig Hospice gør ikke meget væsen af sig. Her er plads til 16 mennesker i livets sidst fase. I dag får de besøg af en tilsvarende lille flok, som lige har taget hul på livet.



Sang i gangene. I forhallen indenfor de automatiske døre sætter børnene sig småsnakkende og maser flyverdragterne af. De hurtigste tager grinende en drejetur i fire petroleumsblå lænestole i venteområdet.

»Huuuiiiii,« griner de.

»Goddag og velkommen,« lyder det glædestrålende fra en kvinde med kort, gråt hår.

63-årige Ruth Bierre er en af de mange frivillige på Svanevig Hospice. Hun er tidligere institutionsleder i Næstved og synes, at de jævnlige børnebesøg er en fornøjelse.

Arijana Brka overrækker den gennemsigtige pose med pynt, hvorefter flokken føres ad de åbne gange hen til opholdsstuen med blå sofaer og gulv til loft-udsigt over markerne. Nisserne bliver placeret på flygelet, og den hvide papirengel hænges på en enorm sølvfarvet lysestage. Børnene sætter sig i en uformelig rundkreds og venter.

Imens køres en hospitalsseng med en bleg, tynd ældre kvinde ind i rummet. To andre patienter kommer til, skubbet i kørestole: en kvinde med et levende blik og klædt i sit eget tøj, en anden i hvid morgenkåbe og med slanger i næsen. Et par af de frivillige sætter sig i sofaen, mens Ruth deler små chokolader ud til børnene, fordi en af patienterne for nylig fyldte 90. Pædagogerne og børnene bliver enige om at synge fødselsdagssang for kvinden. Hun følger med fra sit værelse bag en åben dør, fordi hun er for dårlig til at komme ud. Pædagogerne synger for, børnene følger dem med forsigtige stemmer, og de frivillige slutter sig til.

»Det bliver vist for meget med 90 hurra’er, så vi tager bare 9,« griner Pia Rasmussen og tæller for, indtil børnene hyler i kor: Huraaaaaaaaaa!

Gangene på Svanevig Hospice er lavet sådan, at lyde og leben, musik og menneskestemmer kommer omkring i hjørnerne og kan høres i alle kroge og værelser. Selvom hospice for mange er sidste stop før døden, så skal her emme af liv. Og det gør der i dag, hvor børnene fornøjet synger ’Kender du den om Rudolf,’ ’Jeg gik mig over sø og land’ og ’På loftet sidder nissen’.

»Syng med Frederik,« opfordrer Arijana Brka, mens hun slår ud i luften med en usynlig ske, mens hun synger:

»Meeeeen nissefar han truer med sin store ske!«

Kvinderne i kørestolene nikker stille med hovederne fra side til side. Den ene bevæger læberne og følger flokken med blikket, da børnene rejser sig op og danser ’Nu er det jul igen’ ned ad gangen. Hendes før så blege ansigt har fået en smule farve i kinderne.



Frokost på gulvet. Klokken er 11. Patienterne er kørt tilbage for at hvile på deres værelser, og det er tid til madpakker. Hospicefrivillig Ruth Bierre styrer smilende en rullevogn med saftevand hen til børneflokken, som pakker pizzastykker, klementiner, kødpølsemadder, gulerodsstave og rugbød med smør ud i rundkredsen på gulvet.

»Livsglæden er vigtig her. Alt, hvad vi kan lave af glade stunder for patienterne, så de får tankerne væk fra sygdom, er alfa og omega. De nyder børnestemmerne. Og så giver det nogle dejlige snakke bagefter,« fortæller hun.

Her bliver intet aflyst, hvis døden kommer, og det gør den med jævne mellemrum. Men børnene lader sig umiddelbart ikke mærke af det, bortset fra at stedet ifølge pædagogerne lægger en naturlig dæmper på deres stemmer og bevægelser.

»Børnene ved godt, det er en helt anden kontekst, når vi kommer ind i fællesrummet på hospice. Når den første patient kommer, så bliver de ekstra stille. De er ikke i tvivl om, at det ikke er et sted, hvor man løber og råber, og sangen foregår mere stille og roligt,« forklarer Pia Rasmussen.

»Hospice er et sted, hvor man passer på syge mennesker,« siger David på 5 år.

Han og kammeraten Liam kan godt lide at komme her, fordi ’det er hyggeligt, og man får noget at spise’.

Mere har de ikke at sige om det. Men det har pædagog Arijana Brka. Selvom hun var i tvivl om englen, så er hun overhovedet ikke i tvivl om, hvorfor det giver mening for børn at besøge et hospice.

»Fordi det er vigtigt, at vi alle sammen oplever, hvad det indebærer, at man er alvorligt syg og skal dø. Nogle patienter ser slet ikke syge ud. Når vi går derfra, er jeg lettet. For hvor er det dog dejligt, at vi har gjort noget godt. Vi har givet noget til stemningen. Det er fantastisk,« fastslår hun.

I sommer besøgte børnehuset hospice og legede og sang udenfor på græsplænen. Herefter er besøgene blevet jævnligt tilbagevendende – både til fastelavn og æggeløb på plænen omkring påske. I dagene op til besøgene snakker de om, hvad der skal ske. Og om døden.

»Det foregår meget på børnenes niveau. Vi fortæller, at mennesker på hospice er syge og kan dø, så det bliver helt naturligt og ikke et tabu. De får det i små bidder. For det er et svært emne at tale om,« forklarer børnehusets leder Pia Rasmussen og tilføjer:

»Men det er nemmere, når vi har noget konkret at snakke ud fra, når vi har været henne på hospice. Vi håber, at de får det med sig fra barndommen, så det bliver lettere i voksenlivet at tale om døden og sige farvel. Det er jo en del af livet.«



Besøg af livet. Madkasserne klikkes sammen, og børnene rejser sig. Tilbage på parketgulvet ligger spredte rugbrødskrummer og et plastikkrus er væltet, så den sidste sjat saft ligger i en lille pyt.

Indenfor på hospice er der varmt. Omkring 24 grader, så de svage patienter ikke fryser. Varmen gør luften tør og tæt, så tungen føles som sand i munden, og kinderne blusser. Det får vinteren udenfor til at føles ekstra kold på turen hjem. Blæsten suser i fyrretræerne på gravhøjene og bider i de små ansigter. Men humøret er højt. Snakken går. Hånd i hånd og i rask trav langs hovedvejen.

Pædagogerne går også hjem med en god følelse efter besøget. Som om de kom forbi med et pift af livsglæde og håb.

»Patienterne får glæde i øjnene, når vi synger, og når de ser børnene fjolle rundt på gulvet og ikke kan sidde stille længere. Vi kommer og synger fire-fem sange, spiser vores madpakke, får en kage og så lister vi af igen. Og så har de fået en times besøg af livet udefra,« siger Pia Rasmussen.

Tilbage i Børnehuset Bandholm flår de 15 børnehavebørn flyverdragterne af. I en eksplosion af nyvunden energi finder de straks byggeklodser og Barbiedukker frem.

»Når vi kommer tilbage fra hospice, gælder det legen, fordi børnene har været meget på og koncentrerede. Nogle gange kommer snakken om eftermiddagen eller dagen efter. Små bemærkninger om, hvad de så, for eksempel damen, der lå i sengen i dag. I morgen kommer der måske respons på det,« siger Pia Rasmussen, mens hun dirigerer tissetrængende børn på toilettet og hjælper med at fordele legetøj.