Inspiration. Gud må have begået en fejl med mig

Det var om aftenen, da Ketty Seratski skulle putte sit plejebarn Alexander på fire et halvt år, at det gik op for hende, at hun måtte fortælle ham sandheden.

Alexander var ked af det. Han havde været med børnehaven i kirke, og præsten havde fortalt, at det var Gud, der havde skabt alle mennesker.

»Men så må Gud jo have begået en fejl med mig,« sagde drengen til sin plejemor.

For Alexander følte sig anderledes end de andre i børnehaven. Han forstod ikke hvorfor, men han var ikke som dem. Og så måtte han jo også være mindre værd.

»Det var så rystende, at et lille barn så sig selv som et fejlprodukt. Jeg vendte det med vores supervisor og med familieambulatoriet, og vi blev enige om, at han skulle have klar besked. Han måtte ikke gå rundt og føle, at han var forkert,« siger Ketty Seratski.

Og så fortalte hun Alexander det hele. At det ikke var ham, der var noget galt med. Det var de stoffer, som kom ind i ham, mens han lå i sin mors mave, der gjorde så mange ting svære for ham. Hun fortalte ham også, hvor meget han faktisk kunne. Og hvor flot det var, at han havde lært alt det, når han havde haft det så svært.

»Da jeg fortalte Alexander det, både grinede og græd han i samme åndedræt. Han så på mig og sagde: ’Betyder det, at jeg kan få det bedre?’ Det tændte et håb i Alexander. Det er det håb, vi bygger på hver eneste dag, når Alexander bliver klar over, hvad han ikke kan, og hvad der er særligt svært for ham,« fortæller Ketty Seratski.



Ét barn ud af 3.500. Alexander er i dag ni år. Og selvom han rent faktisk har fået det bedre, er han langtfra som andre niårige drenge. Han slås stadig med de skader, han pådrog sig i fostertilstand på grund af sin mors misbrug af blandt andet stoffer.

Dermed er Alexander ét blandt op mod 3.500 børn, der hvert år fødes med rusmiddelskader i Danmark.

De er alle blevet påvirket på forskellig vis i fosterstadiet, og mange vokser derudover op under ustabile forhold. Nogle er svært hjerneskadede og vil få brug for hjælp og støtte gennem hele livet, mens andre er sluppet billigere fra deres mors misbrug og ligger i normalspektret – eller i nærheden af det.

Fælles for dem er dog, at der i samfundet generelt ikke er tilstrækkelig viden og opmærksomhed omkring deres særlige situation. Og at de, hvad enten de går i almindelige institutioner eller i specialtilbud, møder en lang række pædagoger, lærere og andre fagpersoner, som har mulighed for at give dem en særligt tilpasset hjælp og støtte – hvis de altså har den nødvendige viden og de rette værktøjer.

Det mener May Olofsson, speciallæge og formand for foreningen FASD – mennesker med medfødt alkoholskade. I mere end 40 år har hun arbejdet med børn, der i fosterlivet er blevet udsat for alkohol eller andre rusmidler.

»Hvis vi som samfund skal blive bedre til at håndtere børn med den type skader, kræver det, at vi får fundet frem til så mange som muligt af de børn, det drejer sig om. Der er derfor generelt brug for mere oplysning, men særligt er der brug for at få viden om emnet ind på uddannelserne og få opkvalificeret fagpersoner,« siger May Olofsson.

»Det gælder både praktiserende læger, jordemødre, psykologer, sagsbehandlere og pædagoger. Alle, der arbejder med børn, gravide og børnefamilier, bør have viden om, hvordan alkohol og andre rusmidler påvirker fosteret. De arbejder med børnene i dagligdagen, har kendskab til dem og deres familie og har mulighed for at observere og gribe ind i barnets udvikling og trivsel,« fortsætter hun.

Risikoen ved ikke at få afdækket et barns skader på grund af rusmidler er nemlig, at børnene ikke får den tilstrækkelige hjælp og omsorg i tide, mener May Olofsson.

»Dermed bliver børnenes videre trivsel og udvikling forværret, og de får ikke den livskvalitet og det funktionsniveau, de kunne have haft. Og hvis vi ser bort fra de menneskelige konsekvenser, så har det i den grad også samfundsøkonomisk interesse at sætte ind med en forebyggende og opsporende indsats,« siger hun.



Madpakken slap op. Da Ketty Seratski og hendes mand fik tilbud om at få Alexander i pleje, var han endnu ikke født. De vidste, at barnet ville blive født med abstinenser, at han ville blive fjernet fra sin mor umiddelbart efter fødslen, og at Ketty Seratski skulle indlægges med ham og blive hans primære omsorgsperson. Alt andet var usikkert. Ingen kunne fortælle plejeforældrene, hvor slemt den lille dreng ville være påvirket af skaderne fra sin mors misbrug.

Det krævede nogle dages betænkningstid. Men i sidste ende sagde plejeforældrene ja til at tage vare på Alexander, når han kom til verden.



»Jeg blev ringet op et kvarter efter fødslen og fik at vide, at jeg gerne måtte komme ind til hospitalet. Der så jeg ham. Han lignede ethvert andet nyfødt barn, dejlig og velskabt. Han lå og sov. Og da han vågnede, fik jeg ham i armene og sad med ham,« husker Ketty Seratski.

Ketty Seratski kunne mærke en fornemmelse brede sig fra maven – et moderinstinkt og en trang til at beskytte det lille barn. Hun tænkte, at hvis hun kunne give ham omsorg og kærlighed, så skulle han nok klare den, uanset hvad. Sådan forløb Alexanders første døgn.

»Men så begyndte mareridtet,« siger Ketty Seratski.

For nu slap Alexanders ’madpakke’ op. Det depot af euforiserende stoffer, han havde haft med sig fra fødslen, blev tømt ud og afløst af abstinenser.

»Det her lille, nyfødte, forsvarsløse barn lå fuldstændig anspændt i kroppen og skreg. Han kastede op, blev helt marmoreret i huden og sov kun ganske lidt. Det var så rædselsfuldt at se ham i det smertehelvede og ikke kunne gøre andet end bare at være der,« fortæller plejemoren.

»Jeg havde ikke på noget tidspunkt kunnet gennemskue, hvor forfærdeligt han ville få det,« siger hun.



Toppen af isbjerget. Abstinensbehandlingen tog omkring seks uger, og så kunne Ketty Seratski vende hjem fra hospitalet med Alexander. Men stofafhængigheden var kun det første i en lang række af problemer, drengen skulle igennem. For som Alexander voksede og udviklede sig, fandt hans plejeforældre ud af, at rusmidlerne havde skadet ham så grundlæggende og gennemgribende, at vi blot kan nævne nogle af skaderne i denne artikel.

Alexander er ikke alderssvarende i sin udvikling, hverken kognitivt eller følelsesmæssigt. Han er hypermobil, multiallergiker, har dårligt syn og er overvægtig. Han bliver hurtigt voldsomt overstimuleret af lys, lyde og indtryk, og han sover dårligt. Og så fungerer hans kropstemperatur ikke på samme måde som andres. Faktisk kan selv lunkent vand føles skoldhedt for ham.

»Den dag i dag bader han kun i det, vi andre ville kalde for koldt vand. Og han fryser stort set aldrig, uanset hvor bidende koldt det er, og hvor lidt tøj han har på. Jeg har tit tænkt tilbage på alle de varme bade, vi har givet ham i den bedste mening. Hvor har det været grufuldt for ham. Men vi fandt først ud af det, da han var omkring to år og selv kunne give udtryk for det,« siger Ketty Seratski, der er optaget af at oplyse plejeforældre og fagpersoner om vilkårene for børn med rusmiddelskader.

Det gør hun gennem sit arbejde for Center for Rusmiddelskadede Børn (CFRB). Hun har desuden udgivet bogen ’Hvorfor er jeg anderledes?’.



Mere robust. I dag går Alexander i skole i et specialtilbud, der forstår hans udfordringer og de særlige hensyn, man bliver nødt til at vise ham. Han kan indgå i relationer med de andre børn på sine præmisser og trække sig, når det hele er ved at blive for meget.

»På trods af alt, hvad Alexander har med, bliver han mere robust med årene. Det er nødvendigt at bruge bestemte værktøjer, hvis man vil hjælpe ham med at udvikle sig. Men hvis vi kan blive ved med at arbejde med ham sammen med nogle dygtige fagpersoner, så kan han også nå langt. Alexander kan få et godt liv. Han vil kunne lære at håndtere sine udfordringer og være en del af vores samfund på sine egne præmisser,« er Ketty Seratski overbevist om.

»Især fordi han er sådan et glad og positivt barn. Selv efter de nætter, hvor jeg har været hos ham 10 gange, fordi han ikke kunne finde ro, er han vågnet op med et kæmpe smil. Og så har vi været klar til at tage næste dag med.«



Alexander er ikke drengens rigtige navn. Af hensyn til ham og hans biologiske familie har redaktionen valgt at give ham pseudonym. Vi er bekendt med hans rigtige identitet.



Om rusmiddelskader



● Hvert år fødes der op mod 3.500 børn af mødre, der er afhængige af

alkohol og/eller stoffer.



● Det er vanskeligt at angive det præcise antal samt de konkrete skader, da sundhedsvæsenet ikke systematisk registrerer en mors misbrug og sammenholder det med barnets funktionsforstyrrelser og helbredsproblemer.



● Rusmiddelskade er ikke en selvstændig diagnose. Man bruger den samlende betegnelse Fetal Alcohol Spectrum Disorders (FASD) til at beskrive medfødte alkoholskader. Herunder finder man diagnosen FAS, Føtalt Alkoholsyndrom, som er den alvorligste medfødte alkoholskade.



Kilde: Afrapportering fra arbejdsgruppe under Social- og Indenrigsministeriet samt Sundheds- og Ældreministeriet, 2015.