Inklusion. Vi passer på hinanden

Når så stor en del af børnene har fysiske og psykiske problemer og handicap, stiller det særlige krav til pædagogerne.

Der kan være et barn med muskelsvind eller et barn med Downs Syndrom. Der kan være et autistisk barn, og der kan være et socialt skadet barn, som ikke kan finde ud af at være sammen med andre. Når så mange i en børnegruppe enten har en diagnose med vidtgående handicap eller er observationsbørn, stiller det høje krav til personalet.

»Det betyder, at opmærksomheden skal være konstant og meget stor«, siger institutionsleder Jeanette Rasmussen, Skolegades Børnehave.

»Der er også mange følelser involveret, for vi har børn, der virkelig har noget at kæmpe med. Derfor skal vi passe på os selv og ­hinanden i personalegruppen. Det betyder, at pædagogerne skal være gode til at sparre med hinanden i dagligdagen, og det er de, for de kender hinanden godt og har arbejdet sammen længe. Derudover sørger jeg for at få en snak med alle i løbet af en almindelig arbejdsuge, og er der brug for en dybere snak, tager vi den. Jeg kan også tilkalde en psykolog, hvis en pædagog har behov for det, og hver femte-sjette uge har vi fast supervision i grupperne med deltagelse af en psykolog udefra«, siger Jeanette Rasmussen.

Hun tilføjer, at de i personalegruppen gør en dyd ud af ikke at være bedrevidende over for forældrene i forhold til deres barns sygdom eller handicap.

Enten kan man trives med arbejdet i en institution, hvor så mange børn har særlige behov og særlige vilkår, eller også kan man ikke. Kan man, bliver man længe. I personalegruppen i Skolegades Børnehave har næsten alle ansatte været i institutionen i mere end 10 år.



Om institutionen



● Skolegades Børnehave i Silkeborg ligger i en gammel villa fra omkring 1900. Institutionen blev oprettet i 1965 som legestue for handicappede børn. Senere kom der også børn uden handicap. Fra 1977 blev Skolegades Børnehave en ordinær børnehave drevet i samarbejde mellem kommune og amt.

● Institutionen består af børnehaven i Skolegade og busbørnehaven Columbus. Der er i alt 55 børn. Af dem er der i skrivende stund 22 børn med behov for særlig støtte som enten obser­vationsbørn (OBS-børn) eller

§ 32-børn.

● Personalegruppen består af 17 pædagoger og 2 medhjælpere. Derudover er der ansat en fysio­terapeut og en ergoterapeut 30 timer ugentlig, og der er tilknyttet talepædagog to gange ugentlig.

● En OBS-plads udløser 15 pædagogtimer ekstra, mens en

§ 32-plads udløser 25 timer ugentlig. OBS-børn kan være børn med ADHD, autisme, angst eller som er socialt skadede.

§ 32-børn er diagnosticeret som fysisk eller psykisk syge eller handicappede.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.