Inklusion; På sidelinjen

"Sidelinjen" er det ord, pædagogerne Sonja Jensen og Edith Maag Duus fra observationsgruppen Paraplyen bruger flittigst: "Vi er på sidelinjen, når vi skal finde ud af, hvad børnene kan og ikke kan, når de kommer her". "Vi er på sidelinjen, når vi observerer børnene". "Vi er på sidelinjen, når vi sender børnene i "praktik" i de andre grupper". "Faktisk ser det ofte ud, som om vi sidder, og bare er der, men vi er hele tiden på sidelinjen og kan guide børnene, hvis de får brug for hjælp til at lege med de andre".

De børn, der kommer i Paraplyen, har ofte levet et liv på sidelinjen i de daginstitutioner, de kommer fra.

"Det er børn, der ikke er ressourcer til ude i institutionerne. Man har ikke engang ressourcer til bare at have dem og da slet ikke til at finde ud af, hvad der så er galt med dem. De børn, vi får her, fylder simpelthen for meget til, at man kan klare dem i det "normale system". Det er ofte børn, som er en tand længere ude end gråzonebørnene, men det kan også være gråzonebørn," siger Sonja Jensen.

De fire pædagoger - hvoraf Børn&Unge har interviewet de to - arbejder med at observere de otte børn, der er i gruppen. De skal finde ud af, hvad børnenes problemer og ressourcer er, træne dem i sprog, motorik og guide dem i at blive bedre til det sociale samspil med andre børn.

"Børnene bliver som regel visiteret videre til et specialtilbud. Selv efter de har været hos os, hører de ikke til i almindelige børnehaver, for de har ikke muligheden for den behandling, som disse børn har brug for," siger Edith Maag Duus.

Paraplyen har, siden institutionen blev etableret i 1997, været en del af Ådalsparkens Børnehave i Esbjerg Kommune. Der går 88 børn i institutionen, som ud over observationsgruppen også har en gruppe for børn med psykisk nedsat funktionsevne. Institutionen har til huse i en lejet, stor, forhenværende kontorbygning, og grupperne ligger to og to overfor hinanden i den H-formede bygnings fire "fingre". Paraplyen ligger lidt for sig selv i den ene finger, fordi ro og struktur er et vigtigt element i arbejdet med børnene. Gruppen er endda lejlighedsvist afspærret fra resten af huset med en låge på gangen, så børn fra børnehaven ikke forstyrrer Paraplyens børn. Lågen giver noget arbejdsro og forhindrer også de ofte ret udadrettede børn i at forlade Paraplyen.



Samspil. Lågen er dog ikke altid lukket, for pædagogerne ser en stor fordel i at være en del af en almindelig daginstitution. De børn, der er i Paraplyen, har både brug for den sikkerhed, der er i at være i den lille gruppe. Og på den anden side have muligheden for at prøve sig af sammen med de "normale" børn.

"Det er vigtigt for vores børn at kunne "spejle" sig i de "normale børn". Og vi kan prøve vores børn af i de normale grupper, når de har været her i et stykke tid, og mest lige før de skal sendes videre. Vi sender engang imellem et barn i "praktik" i en uges tid i en af grupperne for at se, om han eventuelt vil kunne klare sig sammen med mange børn, hvor han ikke hele tiden er under tæt opsyn, og hvor han selv skal finde ud af mange ting. Som regel er vi med på sidelinjen og får set, hvordan vores børn klarer at være i en større gruppe," siger Sonja Jensen.

"Der er jo mange arrangementer for alle børn i løbet af et år i en almindelig børnehave, eller der er samarbejde på tværs af grupperne, og der kan vi godt deltage med vores børn. Lige for tiden har vi "Storeklub" for de børn, der skal i skole her til april, og der har vi tre børn med sammen med en voksen herfra. Sådan et tilbud ville de aldrig få, hvis de var på en specialinstitution, for der ville de kun være sammen med andre børn med problemer, som de selv har. Samtidig har både de andre voksne og børnene godt af at se, at der er børn, som er anderledes, for dem møder de jo også andre steder i samfundet og ved så mere om, hvordan man skal forholde sig," siger Edith Maag Duus.

Børnene til Paraplyen visiteres via et udvalg i Esbjerg Kommune, der fordeler de børn, der skal have ekstra støtte eller i et specialtilbud. Leder af Ådalsparken, Inga Sørensen, deltager i de møder. Der er sjældent problemer med at fylde de otte pladser, men Inga Sørensen synes, at Paraplyen ofte får børnene for sent.

"Ude i institutionerne forsøger man at klare problemerne, og så venter man lidt for længe, inden man får gjort noget ved tingene. Når børnene så nærmer sig skolealderen, bliver deres problemer så tydelige, at man først får taget sig af det, når barnet er fem-seks år og måske falder igennem i forhold til resten af gruppen. Det kan være svært at arbejde med børnene på så sent et tidspunkt, for deres personlighed er jo dannet, og mange vaner er indgroede. Hvis vi fik dem noget før, kunne vi bedre hjælpe børnene," siger hun.



Svært for forældrene. Lige nu er der en tendens til, at de børn, der kommer i Paraplyen, har markante sprogproblemer. Men det er meget forskelligt, hvilke problemer børnene har.

"Man kan sige, at det er otte forskellige problemstillinger. Men de ligger inden for det psykiske og sociale. Det er sproghandicappede børn og børn med svære adfærdsproblemer," siger Sonja Jensen.

"Det kan også være udviklingshæmmede, og vi skal så finde ud af, hvor meget de er tilbage i udvikling, og hvor meget eller hvor lidt der er at arbejde med," siger Edith Maag Duus.

Pædagogerne mener selvfølgelig, at deres arbejde gør en forskel for børnene. Også fordi man både i Paraplyen og i hele institutionen arbejder med anerkendende relationer og ser på børnenes ressourcer frem for problemerne.

"Det mærkes også på forældrene. Der sker noget med dem, når de lige har vænnet sig til, at deres barn skal være her. Det er ofte svært for forældre at kapere, at deres barn skal gå her, men når de så opdager, at pædagogerne her ser deres barn og ser, at barnet også har ressourcer, så går det bedre med samarbejdet," siger leder Inga Sørensen.

"Vi oplever gang på gang, at forældrenes holdning starter som negativ, men vender, når de opdager, at vi også fortæller dem positive ting om deres børn. Det er de ikke vant til at høre," siger Edith Maag Duus.

"Vi ser jo ofte, at forældrene næsten ikke kan komme ind ad døren her, og når de skal herfra, kan vi næsten ikke få dem skubbet ud igen," siger Sonja Jensen.



Guider i leg. Arbejdet med børnene går ud på at finde ind til kernen af deres problemer. Og dernæst at hjælpe hvert enkelt barn med at kunne tackle dets problemer, hvis det er muligt. Der bruges derfor meget tid på sprogtræning, motorisk træning med hjælp fra en fysioterapeut, og sansemotorisk træning - blandt andet bliver mange af børnene børstet med en speciel børste for at træne deres taktile sans.

"Vi arbejder meget individuelt, for alle vores børn har brug for individuel træning af den ene eller den anden art. Men vi har også fælles aktiviteter, hvor vi maler eller bager, laver mad, tager på tur eller i svømmehallen," fortæller Sonja Jensen.

"Eller vi går ind i vores gymnastiksal, hvor børnene leger, og vi observerer dem. Eller vi laver en bane, som giver nogle af de udfordringer rent kropsligt, børnene har brug for. Så samtidig med, at de egentlig bare leger, putter vi træningen ind," supplerer Edith Maag Duus.

Desuden bruger pædagogerne meget tid og mange kræfter på at guide børnene, så de lærer andre måder at gebærde sig på sammen med andre.

"Vi giver dem nogle redskaber til at kunne indgå i samspillet med de andre børn. Det kan for eksempel være, hvis et af vores børn, som har svært ved at indgå i sociale relationer, gerne vil lege i puderummet, som ligger på den anden side af lågen i forbindelse med gangarealet. Så går vi med og guider barnet igennem en leg, eller hjælper det med at bygge en leg op og få nogle kontakter med de andre børn, så det bliver en positiv legesituation. Vi hjælper barnet ved for eksempel at fortælle det, at man ikke skal smide puder i hovedet på de andre, når man kan se, at det er det, han er på vej til at gøre. Hele tiden at være lidt foran barnet og guide det i en anden retning, end det måske er på vej i," siger Sonja Jensen.

"Vi kan også give barnet konkrete forslag til, hvad det kan gøre: "Du kan jo prøve at spørge Peter, om du må være med" eller "Du kan spørge, om han har lyst til, at I leger med biler i stedet for". Ofte kender vores børn ikke selv simple legeregler, og så er nogle af børnene også så sprogligt dårlige, at de ikke vil blive forstået, men straks afvist bare på grund af det. Og der er det så, at vi er på sidelinjen og måske oversætter lidt for barnet og guider det igennem situationen," siger Edith Maag Duus.



Vigtig iagttagelse. Pædagogerne har hele tiden antennerne ude for at se, hvad børnene gør, og hvornår de har brug for at blive guidet. Bagsiden ved al den her struktur kan være, at pædagogerne glemmer at give slip og lade børnene prøve selv.

"Det er en balance, at vi også lader dem prøve noget og så giver lidt slip, så de selv kan opleve, hvordan de klarer sig," siger Edith Maag Duus.

"Vi er meget observerende omkring barnets adfærd. For nogle gange handler det om, at træde tilbage og lave iagttagelser for at kunne se, hvor barnet skal guides hen, og hvad han skal hjælpes ekstra med. Så nogle gange sidder vi bare og ser ud, som om vi ingenting laver. Men for at kunne være støttende for barnet er man jo nødt til at være tæt på barnet hele tiden, for ellers kan man ikke se de ting, man skal se. Man kan vende hovedet et kort øjeblik og så er der sket noget, som man ikke lige fik set. Så kan man komme til gøre noget forkert - måske irettesætte, hvor man ikke skulle," siger Sonja Jensen.

Pædagogerne i Paraplyen er klar over, at med den normering, de har, kan de gå meget mere i dybden og lave mange flere iagttagelser af børnene, end en pædagog i en almindelig daginstitution har tid til.

"Det er ærgerligt, at pædagoger har så lidt tid til iagttagelser, for det er jo et af de vigtigste redskaber, man har som pædagog, at man kan observere børnenes adfærd og så hjælpe med at regulere den. Vi kan være meget nærværende omkring det enkelte barn hele tiden, og det er det, der skal til for de her børns vedkommende. På den måde kommer vi også til at se børnenes ressourcer og stærke og positive sider, som man måske ikke ser i den almindelige daginstitution, fordi man ikke har tid nok til det enkelte barn," siger Sonja Jensen.







Fakta om Paraplyen

• Paraplyen er en observationsgruppe, som er placeret i Ådalsparkens Børnehave i Esbjerg

Kommune. I gruppen går otte børn i alderen fra tre-seks år. I hele børnehaven er der 88 børn.



• Børnene kommer til Paraplyen via et visitationsudvalg i kommunen, og børnene går i

gennemsnit et år i gruppen. Herfra sendes de videre til specialtilbud eller i sjældne tilfælde tilbage til en almindelig daginstitution. Nogle børn sendes i den almindelige folkeskole i

mangel af bedre tilbud, for ofte kan børnene fra Paraplyen ikke klare sig i folkeskolen.



• I Paraplyen er ansat fire pædagoger, og der arbejdes med primær og sekundær pædagog.

Hver pædagog har to børn, som de særligt tager sig af lige fra starten.

Det er primærpædagogen, der har den overordnede røde tråd i handleplanen,

observationsforløbet og i samarbejdet med forældrene.



• Pædagogerne arbejder meget intensivt med børnene. Kodeord i arbejdet er: At være på

sidelinjen og iagttage, guide, støtte og træne. De optager også sekvenser med børnenes lege og af, hvordan barnets dag går, på video, så forældrene kan se, hvad barnet laver, og hvilke problemer der arbejdes med.



• Pædagogerne i Paraplyen kan også tage ud i almindelige daginstitutioner og lave iagttagelser

af et barn, som pædagogerne er i tvivl om, hvad de skal stille op med.



• Der arbejdes tværfagligt sammen med: Fysioterapeut, talepædagog, psykolog, psykiater,

sagsbehandler, børnekonsulent, familiekonsulent og "hjemme-hos-pædagoger".



• Pædagogerne får supervision og bruger i øvrigt hinanden, når de er i tvivl eller eventuelt kørt

fast i en problemstilling. Desuden udbygger de hele tiden deres uddannelse med kurser, og læsning af faglitteratur og artikler.



• Opholdet i Paraplyen ender med en rapport på barnet, hvor pædagogerne konkluderer på

barnets problemer, ressourcer og potentiale.