Inklusion på afveje

Idealet om, at alle mennesker har ret til at blive inkluderet og deltage aktivt i et fællesskab, står i dagtilbudsloven, i FN's børnekonvention og i Salamanca-erklæringen om menneskerettighederne. Derfor har mange kommuner indskrevet i deres fine børne- og ungepolitikker, at de hylder tanken om social inklusion af handicappede og børn og unge med særlige behov.

Men i virkelighedens verden ser det ud til, at mange kommuner, i takt med at de satser på inklusion i almentilbuddet, sparer på støttetimer eller andre ekstra ressourcer, som institutionerne tidligere har fået for at kunne rumme de udsatte børn.



I en undersøgelse, som Børn&Unge har foretaget blandt BUPL's medlemmer, svarer 32 pædagoger, at de i forbindelse med indføring af inklusion har fået færre ressourcer. Da det ifølge eksperter og pædagogerne selv tager lang tid at implementere den inkluderende tilgang, sætter det pædagogerne i en meget vanskelig situation, når de får frataget ekstra ressourcer.

En satsning på inklusion kræver det stik modsatte af besparelser. Det kræver langsigtede investeringer, mener Bent Madsen, leder af Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE), Professionshøjskolen UCC. Han pointerer altid over for både pædagogerne og kommunerne, at inklusion ikke er et spareprojekt, for så kan man godt glemme alt om at få det til virke efter hensigten.



"Det kan slet ikke lade sig gøre at trække ressourcer væk fra en institution, som skal arbejde med inklusion, hvis man mener, at pædagogernes arbejde med inklusion skal give bonus for børnene. Tværtimod kræver det tilførsel af ressourcer i form af bedre normeringer og uddannelse af pædagogerne," siger han.

Også Janne Hedegaard, forsker i inkluderende og ekskluderende miljøer, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole - Aarhus Universitet, mener, at besparelser i forbindelse med inklusion er en misforståelse.

"Det tror jeg, at de fleste kommuner ved, og jeg har heller ikke set, at det sker. Men der skal være en forståelse hos pædagogerne for, at den viden og de ressourcer, der er i en kommune, skal bruges på en anden måde. Og det tager tid, at forandre en hel organisation til at arbejde efter den nye tankegang, som inklusion er. Derfor er det ikke muligt at spare ved indførelse af inklusion, og man skal vide, at det tager år at få indført den nye måde at arbejde på,"

siger hun.

?

Støtten reduceret. Det er lige det modsatte af tid og ekstra ressourcer, som Bettina Brandt, leder af børnehaven Hurlumhej på Bispebjerg i København, har fået. Allerede inden de syv pædagoger i børnehaven var færdige med et 15 timers kursus i inklusion, skar kommunen i støttetimer for et af de børn, som havde brug for en særlig indsats. Forklaringen var, at man forventede, at pædagogerne havde 'opbygget de nødvendige ressourcer til at rumme og stimulere et givent barn'. Sådan stod der i en mail fra forvaltningen om, hvordan støttetimer i fremtiden ville blive tildelt. I mailen stod videre: 'I lyset heraf vil støttetimer til et enkelt barn ofte blive reduceret fra periode til periode eller helt bortfalde'.



For Bettina Brandt og pædagogerne i børnehaven har den politik betydet, at de har fået endnu sværere ved at sørge for den tidlige indsats over for børn med særlige behov.

"Vi er gode til at være inkluderende, men de vilkår, vi bydes, gør det sværere for at os at være det. Det går ikke kun ud over børn med særlige behov. Det går også ud over de børn, som ikke har behov for ekstra støtte. De får ikke de udfordringer, som de skal have, for der er ikke tid til det," siger hun.

Selvom pædagogerne har fået gode redskaber på kurset, betyder det ikke, at de med det samme kan klare at inkludere meget svage børn i det almene fællesskab.

"Derfor vil der stadig være brug for ekstra ressourcer, for det tager jo tid at få opbygget en inkluderende tilgang. Der er også sparet i de faste personaletimer, hvilket gør det endnu sværere at skulle rumme børn med særlige behov," siger Bettina Brandt.



I Bettina Brandts ledernetværksgruppe er der enighed om, at indførelsen af inklusion og den efterfølgende fratagelse af støtteressourcer, er stærkt problematisk. Også fordi det ikke fungerer med de støttepædagoger, der trods alt stadig findes. De skal nu bruge de få timer, de er tilknyttet hver institution, til at hjælpe med og lære pædagogerne at være inkluderende.

Det er muligvis en god idé på papiret, men det fungerer ikke i praksis, fordi det også er nyt for støttepædagogerne. De skal indgå på en anden måde end tidligere. Konceptet er, at de skal fungere sammen med de faste pædagoger i et team og skal sætte sig ind i hver enkelt institutions kultur, værdier og måde at arbejde på. Og i forlængelse af inklusionstanken skal de indgå i et samarbejde om alle børn.



"Det betyder, at de meget gerne vil holde møder med os. Men pædagogerne i Hurlumhej bør ikke gå fra børnene, fordi en pædagog udefra skal lære noget om vores kultur, værdier og regler. Det er jo heller ikke pædagoger, jeg selv har ansat, og de kan naturligvis ikke uden videre fungere så godt i en inkluderende sammenhæng, som de fastansatte kan. De er her simpelthen i for få timer," siger Bettina Brandt.



Koster ligesom læreplanerne. Netop det tværfaglige samarbejde er afgørende vigtigt i inklusionsarbejdet, mener Bent Madsen, der må betegnes som en af landets fremmeste eksperter i inklusion. Han har sammen med medarbejderne på NVIE hjulpet adskillelige kommuner med at klæde pædagogerne på til at arbejde med inklusion. Og han siger, at inklusion slet ikke kan lade sig gøre, hvis man ikke får alle parter omkring børnene til at arbejde sammen på en ny måde. Og det tager tid.



"Hvis man vil inklusion, skal man vide, at det faktisk er en investering af samme omfang, som implementeringen af de pædagogiske læreplaner var. For det er en omtænkning af hele pædagogikken, og vil man virkelig arbejde kvalificeret med børn med særlige behov, kræver det, at man kan dele viden, og at man kan samarbejde med eksperter. Det kræver også, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) skal være til rådighed for pædagogerne og de andre fagpersoner. Og det er ikke nok, at man holder møde med pædagogerne hver tredje måned. PPR skal ud i daginstitutionerne for at støtte op om pædagogernes arbejde hver eneste uge. Og det kræver jo virkelig investeringer," siger Bent Madsen.

Janne Hedegaard er enig i, at en succesfuld indførelse af inklusion kræver, at alle omkring institutionerne er godt klædt på til og magter den nye måde at arbejde på.



"Den oplevelse af problemer, som alle fagpersoner har, skal man tage dybt alvorligt, for ellers har man ikke opbakning til projektet. Som pædagog skal man kunne se meningen med inklusion og også mulighederne. Man kan ikke bare overhøre de problemer, som pædagogerne siger, at de har, for så skaber det modstand, og forandringsprocessen vil ikke lykkes," siger hun.



Forebyggelse gjort sværere. I undersøgelsen, som BUPL's politisk-økonomiske team har lavet for Børn&Unge, svarer næsten alle pædagoger, at de arbejder med inklusion. 32 ud af 428 siger, at de har oplevet direkte nedskæringer i timetallet i forbindelse med indførelse af inklusion.

Men hele 68 procent siger, at de har fået færre ressourcer til opgaverne med udsatte børn inden for de seneste tre til fem år. Og næsten lige så mange mener, at der i samme periode er kommet flere børn med vanskeligheder, som skal rummes inden for almentilbuddet. En pædagog svarer sådan her:"Vi har fået færre ressourcer i det hele taget og dermed også færre ressourcer til de udsatte børn."



En anden siger: "Selvom kommunerne ved, at vi har fået flere udsatte børn, skærer de voldsomt på sundhedsplejersker, hjælp i familierne og i normeringen af pædagogtimer i både daginstitutioner og skoler. Og ikke mindst skæres der i efter- og videreuddannelse af de voksne, der skal varetage opgaverne vedrørende de udsatte børn."



Også undersøgelsen 'Gråzonebørn - undersøgelse af vilkårene i de almene daginstitutioner om arbejdet med børn og unge, der har særlige behov', som BUPL fik lavet sidste år, viste, at der er for få ressourcer til, at pædagogerne kan arbejde inkluderende og sørge for en ordentlig forebyggende indsats.

Her fremgik det, at under en tredjedel af de børn, der har særlige behov, udløser ekstra ressourcer i vuggestuer og børnehaver. Konsekvensen er, at alt for mange børn ikke får den hjælp og støtte, de har brug for, mente pædagogerne i undersøgelsen.



Billigere ikke at udskille. Jane Findahl (SF), formand for Børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, genkender ikke billedet af, at man tager ressourcer fra institutionerne samtidig med, at man inkluderer børn fra specialområdet i almeninstitutioner.

"Kommunerne skal jo spare generelt, men jeg har ikke hørt, at man beder en institution om ikke at udskille så mange børn, og så sparer på de ressourcer, der skal til for at have børnene. Det, som jeg har hørt, er, at man snakker om, hvordan man kan nedbringe stigningen i udskillelse fra daginstitutionen. Og så er det næste spørgsmål jo, hvad der skal til for ikke at udskille de her børn," siger hun.



Jane Findahl, der sidder i kommunalbestyrelsen i Fredericia Kommune, siger, at det ofte er langt billigere at give ressourcer til daginstitutionerne end at lave specielle tiltag.

"Efter min mening er det også meget bedre for børnene ikke at blive udskilt, derfor er det klart, at man skal arbejde på at udskille færre børn, end man gør i dag. Samtidig er det, man udskiller til, jo meget dyrere foranstaltninger. Hvis man vil give daginstitutioner og skoler ressourcer til at lade være med at udskille, så sparer man også penge. Så det er faktisk en dobbeltgevinst. Men det kræver, at man laver en aftale om, hvad der skal til, for at daginstitutionerne kan undgå at udskille børn. Det kan dels være ressourcer, dels efteruddannelse. Men det vigtige er, at pædagogerne ikke kommer til at stå alene med ansvaret for sådan en indsats," siger hun.



Frustration over hele landet. Ikke kun i Københavns Kommune er det blevet almindeligt, at pædagogerne i de almene børneinstitutioner skal inkludere flere og flere børn med særlige behov. Faktisk er inklusion den næstmest anvendte pædagogiske tilgang. Det kunne man se på det 'Pædagogiske Danmarkskort', som Børn&Unge foldede ud i nummer 25/2009.



Men det giver problemer. Flere BUPL-fagforeninger har holdt møder om emnet, fordi pædagogerne oplever det som et ekstra og alt for stort pres, at de skal rumme flere børn uden flere ressourcer.

I BUPL Storkøbenhavn viste en temadag om emnet, at pædagogerne mener, at inklusion er en værdi, som det er værd at stræbe efter, men at det samtidig er frustrerende, at kommunerne afsætter så få midler til inklusionsarbejdet. Inklusion kræver mere efter- og videreuddannelse og flere pædagoger i institutionerne, mener formand Michael Egelund.

"Alle kommuner ønsker i øjeblikket at nedbringe deres udgifter til specialområdet. De storkøbenhavnske pædagoger ser en inkluderende pædagogisk praksis som en mulighed for at nå det mål, samtidig med at de udsatte børn får den menneskelige ballast og det sociale netværk, der er nødvendigt for at få et godt liv. Gevinsten kan indløses i form af succesfuld forebyggelse og i livsduelige samfundsborgere med solide netværk og gode sociale kompetencer. Men det kræver investeringer," siger han.



Også på Frederiksberg har BUPL-pædagoger i samarbejde med lærerne og socialpædagogerne holdt møde om inklusion og ressourcetildeling. Her var der udbredt utilfredshed med, at kommunen ville have mere rummelighed uden at tilføre flere midler. Men det største problem er i Københavns Kommune, siger Mia Skou

Jørgensen, næstformand i BUPL Hovedstaden. For her er en god, ambitiøs plan om at flytte midler fra specialområdet til inklusion på almenområdet havnet i Børne- og Ungdomsforvaltningens 'store, sorte underskudshul'.



"Intentionerne om at vælge inklusion i arbejdet med de udsatte børn var god nok, men når der samtidig spares på området generelt, nytter det jo ikke noget. Pædagogerne skal dagligt vælge, om de vil drage omsorg for de børn, der kræver noget specielt, eller om de vil arbejde for hele børnegruppen. På den måde går det ud over alle børn," siger hun.

Også i BUPL Sydjyllands område sparer kommuner på støttepædagoger og anden form for støtte, samtidig med at det er en tendens i de fleste kommuner, at man ønsker at inkludere de svage børn, fordi det er for dyrt at have dem i specialtilbud. Formand Kim Jørgensen fortæller, at pædagogerne snakker om, at inklusion bliver brugt som spareobjekt, fordi man samtidig fjerner ressourcepædagoger og støttetimer, som skulle hjælpe pædagogerne i almeninstitutionerne med at klare den ekstra opgave.



"Vi har set det i Kolding og flere andre kommuner. Man udvider elastikken i normalbegrebet for, hvornår et barn skal have støtte eller være i et specialtilbud, så børn med særlige behov oftere skal inkluderes i normaltilbuddet. Inklusion er jo blevet en tilgang, som de fleste kan tilslutte sig, og det giver ofte god mening at bevare børnene i det miljø, de kender. Men der kan være tilfælde, hvor det ikke er hensigtsmæssigt for udsatte børn at være i de store fællesskaber. Så nogle børn bliver gidsler i det her set i forhold til deres mulighed for udvikling. Derudover er der jo noget personale, som bliver stillet dårligere, fordi de får en opgave, som ligger ud over det, som de har ressourcerne til at løse," siger han.





Inklusion har betydning på fire niveauer:



En politisk vision

Alle borgere har ret til at deltage som medborgere i samfundets demokratiske processer - uanset deres særlige behov (Børnekonventionen og Menneskerettighedskonventionen).



Et pædagogisk mål

Hvor man skaber inkluderende lærings- og udviklingsmiljøer, så alle børn har lige adgang til læring og udvikling (Dagtilbudsloven).



Et børneperspektiv

Alle børn skal have mulighed for at deltage i betydningsfulde fællesskaber inden for almeninstitutioners rammer (daginstitution, skole og fritid) - også selvom de er henvist til specialinstitutioner og specialtilbud.



Et deltagelsesperspektiv

Alle børn skal have mulighed for at være aktive deltagere på de livsarenaer, hvor livschancer fordeles.



Kilde: Bent Madsens bog 'Socialpædagogik - Integration og inklusion i det moderne samfund'. Hans Reitzels Forlag 2008.



Inklusion er:

'Inklusion er det forhold mellem individ og fællesskab, hvor problemer i forholdet først og fremmest søges løst gennem forandringer i det almene fællesskab, men hvor individet har ret til at blive involveret i et andet fællesskab, hvis dette vurderes at være til den enkeltes bedste'.



Kilde: Bent Madsens bog 'Socialpædagogik - Integration og inklusion i det moderne samfund'. Hans Reitzels Forlag 2008.