Inklusion: Alle børn kan være her

I Gentofte Kommune satser man på inklusion. Ikke for at spare, men fordi man tror på, at udsatte børn har det bedre i et almentilbud, der er gearet til at have dem.

Børnehuset Lunden er et af kommunes otte inkluderende tilbud, og her leger Søren og Malene, på trods af at de er født med Downs Syndrom på legepladsen med de andre børn. De seks andre inkluderede børn har lige så svære handicap, og de otte børn har siden september sidste år skullet fungere i de almindelige børnehave- og vuggestuegrupper, da man opløste den specialgruppe, de tidligere var samlet i.

Det har været en positiv oplevelse for alle, fortæller leder Lise Bælum.

"Da vi åbnede specialgruppen og lavede inklusion, spurgte de andre børn meget til, hvad der var galt med den og den. Men det hører vi ikke længere. Nu kender de hvert enkelt barn, og når de spørger, hvorfor de ikke kan tale, så siger vi, at han eller hun har lidt svært ved det, men at der er mange andre ting, de kan. Vi tror på, at det differentierede fællesskab er godt for alle børn, også dem uden særlige udfordringer," siger hun.

De otte børn med særlige udfordringer udløser alle 20 timer hver om ugen i ekstra ressourcer ud over grundnormeringen til den stue, de er på. I Gentofte har otte almeninstitutioner inkluderende tilbud, og det er et projekt, som kommunen har valgt at etablere for fem år siden, og som sandsynligvis udvides. I Lunden er der ud over de otte børn med udfordringer plads til 75 almenbørn fra 0-6 år.



Organisering skal der til. Lise Bælum har arbejdet med inklusion i mange år på en anden af kommunens daginstitutioner, og hun blev ansat til også at få inklusion indført i Lunden. Det er dog ikke så lige til at lave inklusion. Det kræver en god organisering, og at pædagogerne ved, hvad inkluderende pædagogik går ud på.

"Vi kunne ikke have gjort det her, hvis ikke kommunen var gået ind med uddannelse og kurser over flere år. Og så har det krævet af os selv, at vi er meget organiserede," siger hun.

Organiseringen går ud på at have års- og månedsplanerne på plads og vide, hvad der skal ske hver dag og hvordan. Ellers er det ikke muligt at skabe den ro og kvalitet, der skal til for at så udfordrede børn kan profitere af at være i en almeninstitution.

"Hvis man hver dag skal finde ud af alt det praktiske først, kommer man aldrig til pædagogikken, og det er jo den, der er vigtig, når man vil lave inklusion. Vi skal tilrettelægge en fornuftig og udviklende hverdag for alle børnene på en diffentieret måde, og vi skal have øje for hvert enkelt barns behov. Hvis vi ikke gør det, kan vi glemme alt om at få fællesskabet til at fungere," siger Lise Bælum.

Desuden er rammerne indrettet til, at børnene skal have overskuelighed i hverdagen, kan lege og have aktiviteter i mindre grupper.

"Organisering er alfa og omega. Det betyder, at børnene med udfordringer ved, hvad der skal ske. Man kan mærke, at børnene let bliver urolige, hvis de ikke forberedt på, hvad der skal ske. De har ikke noget filter, og hvis de bydes noget, de ikke er forberedt på, bliver det for svært for dem. De almene børn har også brug for organisering, for alle har jo særlige behov. De får det faktisk også bedre af en organiseret hverdag, hvor der er tid til fordybelse, leg og læring," siger hun.

En brugerundersøgelse, der lige er lavet blandt forældrene i kommunen, viser, at de otte inkluderende tilbud scorer højt, fordi pædagogikken er tydelig, og forældrene har let ved at få øje på fagligheden.



Ekstra timer nødvendigt. Det ville slet ikke kunne lade sig gøre at arbejde med inklusion, hvis der ikke var afsat ekstra ressourcer, mener Lise Bælum.

Carina Hjort Olsen er en af de pædagoger, som har en særlig funktion i forhold til et af børnene med udfordringer. Hendes arbejde sammen med de andre pædagoger på stuen er at få den femårige pige med Downs syndrom og et andet barn til at være så aktive som muligt i fællesskabet.

"Pigen kræver total opmærksomhed det meste af tiden, men kan alligevel få meget ud af samværet med de andre. Det er vores opgave at lægge tingene til rette, så hun får mulighed for det. Hun skal hjælpes til at blive i lege og relationer med andre børn. Hun har ikke et verbalt sprog, så vi støtter hende med tegn-til-tale. Vi leger meget i mindre grupper, fordi det gør det lettere at få et samspil mellem børnene," fortæller hun.

Carina Hjort Olsen mener, at den forudsigelige hverdag også gør livet lettere for de andre børn.

"Det, der er så fedt ved inklusion, er, at der er plads til forskellighed. Børnene lærer så meget af hinanden. Mange af almenbørnene kan jo efterhånden også tegn til tale, fordi de ser, at vi bruger det til børnene med udfordringer, og når vi synger. Der sker også meget læring den anden vej, for børnene med udfordringer kopierer og imiterer almenbørnene," siger hun.



Forældre ikke skræmte. Lise Bælum har erfaring for, at forældrene til almenbørnene ikke er skræmte af, at deres børn går sammen med børn, der er anderledes. Hun mener, at børnene bliver mere mangfoldige i deres tilgang til andre mennesker, hvis de vokser op med forskelligheder i deres dagligdag. Det ser forældrene også som en kvalitet.

"Vi har ikke en oplevelse af, at forældre til almenbørnene er bange for, at det går ud over deres børn. De er godt informeret fra starten, og vi gør meget ud af at sige, at hvert enkelt barn ikke skal have det samme for at blive behandlet ens, og at vi alle kan noget. Derfor skal institutionen og pædagogikken være sådan indrettet, at alle kan være der. Derfor skal der også være samværsregler, så alle kan holde ud at være der," siger hun.

I det hele taget fastholder pædagogerne en positiv indstilling til, at alle børn kan noget, og de er ikke fokuseret på det, børn ikke kan.

"Det er op til os at skabet rum for både børn og voksne, så alle kommer til deres ret og ikke sættes i situationer, som de ikke kan klare. Det handler om at få læst børnene, så de ikke drukner. Men det er tydeligt, at børnene med udfordringer føler sig som en del af helheden og ikke ekskluderet," siger Lise Bælum.

Hun er sikker på, at selv meget udfordrede børn har stor glæde af inklusion, mens de er små, selvom de måske senere skal i en specialskole og aldrig kommer til at klare sig selv.

"Man får et bedre liv af som lille at have følt på sin krop, at man er en del af et fællesskab. Det er vigtigt for alle mennesker at føle, at man hører til og er en del af noget," siger Lise Bælum.



Uddannelse er vigtig. Inklusion kan slet ikke lade sig gøre uden ordentlig uddannelse. Det skal kommunen sørge for, hvis man vil have børn med udfordringer i almeninstitutionerne, mener Lise Bælum.

"Man kan hente noget ved at lave miljøet og klimaet mere inkluderende. Men man kan ikke hente det hele på den konto. Der skal gives uddannelse og ekstra ressourcer. Men hvorfor skulle man også spare på at etablere inklusion i almentilbuddet, som er en meget billigere foranstaltning end et specialtilbud - i hvert fald på den lange bane. Man løfter jo også en samfundsopgave ved ikke at gemme mennesker væk, som er anderledes, men ved at sige, at vi alle kan noget. For mig er det at arbejde med diffentierede fællesskaber netop det, som pædagogisk arbejde går ud på. Gøres det ordentligt, kan alle være til stede," siger hun.

I Lunden er alle otte udfordrede børn forsinket i deres udvikling, men i teorien kan man inkludere alle børn med vanskeligheder, mener Lise Bælum.

"Man skal bare huske at se på dem individuelt og ikke behandle dem i bundter," siger hun.