Ikke et job for tøsedrenge

Mandlige pædagoger har den traditionelle manderolle med på arbejdet. De har den fysiske styrke, overblik, lederevner, mod og selvfølgelig tjek på sport og teknik. Hvis de forstår at tage beslutninger, risici og handle - og samtidig give omsorg, er der masser af plads til dem i daginstitutionerne.

Det er en af konklusionerne i sociolog Kenn Warmings speciale "Kønnet som med- og modspiller".

Han har til sit speciale på Sociologisk Institut, Københavns Universitet, interviewet 11 mandlige pædagoger og 14 mandlige sygeplejersker, som fungerer godt inden for deres erhverv.

Kenn Warming fortæller, at de mandlige pædagoger i store træk betragter sig som privilegerede. De har det ganske enkelt "nemmere" end deres kvindelige kollegaer, som de udtrykker det.

"Fordi de er så få, oplever de sig selv som stærkt synlige og får ekstra opmærksomhed. På arbejdet er de først og fremmest mænd og siden pædagoger," siger han.

Generelt set kan de mandlige pædagoger godt lide at være så synlige, men hvis de jokker i spinaten, har en dårlig dag eller bare ikke har lyst til at være fremme i skoene, er det ikke så sjovt.

"Men det kan ikke lade sig gøre at skjule sig som mand på en kvindedomineret arbejdsplads, og det kan skabe et præstationspres. Og mændenes adfærd og præstationer bliver bedømt og vurderet på godt og ondt," siger Kenn Warming.

Hvis man kan leve med synligheden, ligger pædagogfaget faktisk lige til højrebenet for mænd.

"Hvis der skal flere mænd i omsorgsjob, kræver det, at fagene får mere prestige. Og det kan man blandt andet gøre ved at profilere jobbene på en mere maskulin måde. Som det ser ud nu, er lønnen jo ikke noget at råbe hurra for. Man kan blive elektriker langt hurtigere og tjene væsentlig mere, og så er faget meget mere i harmoni med det traditionelle billede af, hvad en mand laver. Desuden skal man ikke hele tiden forklare, hvorfor man har valgt et traditionelt kvindefag," siger Kenn Warming.

De mandlige pædagoger og sygeplejersker, som Kenn Warming har interviewet, fungerer godt inden for deres erhverv.

"De har fundet en måde at reagere mod alle de barrierer, som de møder. Det har de gjort på en måde, som gør, at de er tilfredse med at være inden for faget. Hvis man skal lave et mere fyldestgørende billede, skulle man dog også have fat i de mænd, der har droppet faget igen," siger han.

"Meget af det arbejde, mændene fortæller, at de udfører, kunne de lige så godt have udført som it-medarbejdere eller under en anden jobbeskrivelse. Når jeg er forbavset over, at fagene også indeholder de ting, som "rigtige mænd" gør, vil det nok også rykke ved andres opfattelse af, hvad det vil sige at være pædagog."

Når man som mand vælger pædagogjobbet, gør man livet lidt mere besværligt for sig selv. Det er sociologen slet ikke i tvivl om.

"De skal da kæmpe mere for deres valg. De er meget bevidste om, at valget har konsekvenser. Mange af dem tænker over det i flere år, før de begynder på uddannelsen. De ved, hvad det betyder at rykke over i et kvindedomineret erhverv, og de har deres argumenter i orden. Men de har det godt i faget, og det er derfor, de bliver der," siger Kenn Warming.

Han oplevede under interviewene, at mændene fokuserede på deres mandighed.

"De har helt sikkert følt sig provokeret på deres maskulinitet og har skullet vise over for mig som mand, at de er rigtige mænd. De positionerer sig som mænd med alt det, der hører sig til, fodbold, computer, teknik, styrke, og når de har gjort det, kommer det til sidst, at de selvfølgelig også tørrer snotnæser og trøster."



Forventninger og pres. Sociologen mener, det er vigtigt at tegne et virkeligt billede af at være mandlig pædagog, så man ikke får mænd ind i faget på forkerte præmisser. Og der er både minusser og plusser.

"En mand blandt mange kvinder bliver tit repræsentant for sit køn. Kvinderne henvender sig til ham og ser ham som repræsentant for alle mænd, og han kommer også selv til at se sig sådan," siger Kenn Warming.

Mændene overlever ved at pudse deres maskuline identitet af. Det er nemt for dem at tage sig af de traditionelle mandlige "pligter", og kvinderne forventer også, at de gør det.

"På den måde finder de en plads og udfylder et hul, som rent faktisk eksisterer på en kvindedomineret arbejdsplads. For at arbejdskulturen skal fungere, er det vigtig, at man ved, hvor man har hinanden, siger flere af pædagogerne, og et af de første punkter er ens køn. Det er tit lettere at sætte det på plads frem for at tage kampen hver gang," forklarer Kenn Warming.

Kenn Warming advarer dog imod, at manden bliver presset til kun at tage sig af de maskuline opgaver: "Der er fordele ved at se ham som mand blandt andet som rollemodel for børnene. Men mænd er ikke ens - mange mænd har mere til fælles med kvinder end med andre mænd."

Bare det at have en anden mand at spejle sig i og holde pauser med gør det betydeligt nemmere at være mand i institutioner.

"Mænd har en tendens til at klumpe sig sammen. Hvis der er andre mænd, giver det fingerpeg om, at her er der interessant at være som mand, og det kan smitte, så det er nemmere at få flere mænd ansat. Også under uddannelsen skaber mændene en fælles faglig maskulin identitet, hvor de drikker bajere, spiller fodbold og viser over for hinanden, at de er rigtige mænd, og ingen skal komme og sige andet."



Ja tak til lederrollen. Mændene bliver ofte favoriseret, men de bliver også det omvendte. En mandlig pædagog, som gerne vil være institutionsleder, får relativt let ved det, fordi kvinderne tit ser manden i den rolle.

"Men de får også at vide, at de ikke skal tro, at de bare kan komme og blive ledere uden videre. De må første bevise, at de har kvalifikationerne. En mandlig pædagog blev konstitueret leder, men de kvindelige kolleger ville ikke acceptere det. Så jobbet blev slået op, og han måtte søge det på lige fod med andre. Først da han fik jobbet, accepterede de kvindelige kolleger, at hans kompetencer var i orden," fortæller Kenn Warming.

"For langt de fleste mænd er der dog overensstemmelse mellem en forventning om, at man som mand ønsker at blive leder og deres egne ambitioner. Så føles det som en påskønnelse af det, man gør. Langt størstedelen af dem, jeg har snakket med, ønsker at blive leder, men de mandlige pædagoger, der har det godt med at være på "gulvet" og ikke ønsker at være leder, får et problem. Hvis de føler sig presset ind i en lederstilling, skal de pludselig forklare, hvorfor de ikke vil det, for de er jo mænd."

Kenn Warming fortæller, at vi har et kulturelt syn på manden som lederen, der symbolsk dominerer kvinderne. Når manden så også bliver tilbudt et lederjob, som hænger godt sammen med det traditionelle mandebillede, er der nok argumenter for, at han skal slå til.

"Hvis han ikke ønsker at gøre det, skal han virkelig finde argumenterne frem. Han skal igen og igen forklare sig, hvis han ikke har lyst."

Alle citaterne i artiklen stammer fra Kenn Warmings speciale: "Kønnet som med- og modspiller".







Pædofilispøgelset hænger over de mandlige pædagoger. Mændene siger, at de har det i baghovedet, men at de ikke tænker på det i hverdagen. Men det påvirker i høj grad den måde, de agerer på i hverdagen. Når de skal skifte børn, gør de bag store glasruder, de tager ikke børn på skødet, og de tager ikke et barn med ned i en kælder og så videre. Mændene siger, at det ikke er et problem, alligevel reagerer de ved at ændre deres adfærd for at undgå, at det bliver et problem, og dermed bliver det et usynligt problem.



"Det er mit værste, værste mareridt at få en beskyldning for det. Jeg bruger ikke så meget tid på det som før i tiden, men det er blevet en indgroet del af mig, at jeg skal passe på, hvad jeg gør og siger".

Max, pædagog