Idrætsbørnehaver; Svært at få armene ned

Børn, der bevæger sig, er glade børn, og glade børn kan høres. Sådan er indstillingen i Asnæs Idrætsbørnehave, som i løbet af et par år er gået fra at være traditionel børnehave til idrætsbørnehave. At glade børn larmer kan man høre, straks man træder ind i børnehaven i det nordvestsjællandske. Motorikrummet ligger i forbindelse med garderoben og kan udvides ved at rulle garderoberne til side. Her klatrer børn i ribberne og lander i frit fald på en madras, svinger sig i loftsgyngen og bumper af sted på store hoppebolde. Desuden udgør madrasser, "vadesten" af plastik og en tunnel til at kravle i en lille forhindringsbane. I sanserummet er en gruppe børn og en voksen i gang med at lege "Gæt hvem du kan mærke". Et barn sidder i en hængestol med bind for øjnene, den voksne drejer stolen rundt og bagefter skal barnet gætte hvem af vennerne i rundkredsen udenom, han mærker på. I andre rum leger børn mere traditionelle børnehavelege som puslespil, vendespil og nogle leger med legoklodser. På den 5000 m2 stor legeplads med mange forskellige muligheder for bevægelse og leg, er to drenge meget ivrige for at vise, hvor dygtige de er til at gå armgang mellem to udspændte reb. Bagefter viser de balancens svære kunst på nogle stolper, og hvor hurtigt de kan rutsje gennem et rør, der er lagt ned i bakken fra skoven til legepladsen.

Idrætsbørnehaven er nu funktionsopdelt, og selv om børnene også er delt i faste grupper, kan de bevæge sig, hvor de vil, og de voksne må så bevæge sig hen, hvor børnene er. Flere gange om ugen er der strukturerede aktiviteter - ofte med fokus på bevægelse - og man benytter sig af den nærliggende idræts- og svømmehal. Idræt, leg og bevægelse er altså den fremtrædende pædagogiske metode. Og det er der rigtig meget læring i samtidig med, at man altså får nogle glade børn ud af det, mener pædagogerne. De har været igennem en lang og meget spændende proces, inden de sidste år blev idrætsbørnehave efter konceptet fra Peter Sabroe Seminariet og Danmarks IdrætsForbund (DIF).



Vi laver pædagogisk idræt. Leder Charlotte Larsen mærkede en stigende interesse for at blive idrætsbørnehave fra medarbejderne, der i forvejen var glade for bevægelse. Man tog derfor kontakt til DIF, som fik pædagogerne overbevist om, at konceptet ikke går ud på at motivere børnene til konkurrenceidræt.

"Inden da havde vi haft mange og lange diskussioner om, hvorfor vi skulle være en idrætsbørnehave. Vi har diskuteret ordet idræt en del, for vi har det allesammen forskelligt med idræt. Nogle har elsket det i skolen, og nogle har elsket det meget mindre. For os er det bevægelse og motorik, der er i højsædet, men for mange er ordet idræt lig med eliteidræt. Flere af forældrene var da også bekymrede, de havde ikke brug for, at deres barn blev en ny Kenneth Carlsen eller fodboldspilleren Christian Poulsen - som i øvrigt har gået her - og vi er helt enige. Det, vi laver her, er pædagogisk idræt," siger hun.

Pædagog Merete Hansen var en af dem, der var skeptisk.

"Jeg var ret bange for det her, fordi jeg så det som noget eliteagtigt. Men det er jo slet ikke sådan, det er. Den kan vi godt mane helt i jorden. Jeg var bange for, at det, vi skulle, var konkurrenceidræt, og det kunne jeg slet ikke acceptere, for det sociale har altid stået øverst for mig. Men da jeg fik forståelse for, at vi lige så godt kunne kalde det leg og bevægelse, var jeg helt på." siger hun.

Pædagogerne i Asnæs mener ikke, at det, de gør, kan forhindre bevægelse. Charlotte Larsen ville være forfærdelig ked af, hvis det virkelig skulle være sådan, for det er det modsatte, de vil. (Se artiklen "Ingen garanti for bevægelse").

"Men det, Anne Brus har set, er interessant, og vi kan da lære af det," siger hun.

Merete Hansen vil ikke afvise, at en fastlåst holdning til reglerne i idrætslegene kan betyde, at de forhindrer bevægelse.

"Men det er ikke det, vi har lært, og ikke sådan vi synes, at det skal være," siger hun.



Lært at tilpasse regler. Charlotte Larsen gør opmærksom på, at alle jo kan kalde sig idrætsbørnehave, og at ikke alle er uddannet i konceptet fra Peter Sabroe og DIF. Men det ville pædagogerne i Asnæs, og det har givet dem et gevaldigt løft.

"Vi har grinet sammen og svedt sammen samtidig med, at vi har fået de samme input, og det gør, at vi har fået en fælles oplevelse i stedet for, at der er to af sted og skal prøve at få resten med bagefter. Vi har haft svært ved at få armene ned," siger hun.

De mange regler, der kan være i idrætslegene, synes personalet, at de har fået gode ideer til at håndtere. Pædagogmedhjælper Pernille Anker mener, at de har fået redskaber til at justere op eller ned i niveauerne alt efter den børnegruppe, der skal lege.

"Vi har lært at se, hvis noget ikke fungerer, så laver vi det om, deler børnene op i flere grupper eller tilpasser legene, så de passer bedre til den gruppe børn, vi nu har. Idræt kan jo også være en god sangleg. For eksempel "Tante Agathe", hvor man bruger kroppen, mens man synger. Det er jo lige så meget idræt som, hvis vi stod og kastede en bold - ja faktisk mere, fordi man får hele kroppen med i den sangleg," siger hun.

Merete Hansen mener, at det nogle gange er godt nok med regler, men at der skal være mulighed for at tage det med, som børnene selv kommer med.

"Det er en fed oplevelse at se, at det, man har lavet med børnene om formiddagen, det fortsætter de med efter frokost. Børnene udvikler på det, de har lært, og faktisk giver de os nye ideer til, hvordan man kan lege," siger hun.

Charlotte Larsen siger, at pædagogerne arbejder meget bevidst med det formelle og det uformelle rum. "Det formelle rum er der, hvor de voksne enten går med i børnenes leg, eller hvor de voksne sætter lege i gang. Det uformelle rum er det, børnene selv sætter i scene, for eksempel når de hopper rundt på bordene på legepladsen eller lægger brædder mellem to genstande, så de kan gå balancegang."



En masse læring. Pædagogerne pointerer hele tiden, at det hverken er forenings- eller skoleidræt, de laver. Det er pædagogisk idræt. De observerer børnene for at finde ud af, hvad de har brug for lige nu, og de analyserer de aktiviteter, de sætter i gang, så de ændre det, hvis det ikke fungerer.

"Bevægelse og idræt er en god måde at være i kontakt med andre på, der er meget social læring i det. Vi har fire fokusområder, vi arbejder ud fra, hvor vi hele tiden tænker på det kognitive, det fysiske, det psykiske og det sociale. Så når vi leger nogle lege, kan vi tage højde for, at den gruppe mangler noget til det fysiske, og så finder vi en leg, hvor de virkelig skal mosle og bruge kroppen. Og hvis der er brug for noget til det kognitive, så finder vi en leg, hvor de skal bruge knolden. Og bagefter kigger vi så på, om vi opnår det med legen, vi vil," siger Charlotte Larsen.

Merete Hansen mener, at lavede de kun rytmik en gang om ugen, kunne de ikke nå at observere så meget.

"Men her farer børnene rundt hele dagen og bevæger sig. Vi kan se de børn, der havde svært ved et eller andet, da de startede, hurtigt bliver bedre og bedre, fordi de har muligheden for at øve sig. Det med at tænke didaktisk i forhold til idrætslegene, er jo det, vi har lært på kurserne. Sådan tænkte vi ikke førhen, vi legede bare, vi havde ikke hovedet med på den måde, nu er det meget bevidst, at vi bruger idrætten i alt, hvad vi laver. Selv når vi bager, bruger vi store bevægelser og bokser dejen godt sammen. Vi gør også alt det, som man gør i en traditionel institution, for vi er stadig også en almindelig børnehave. Det ene udelukker ikke det andet, og hos os er julegaverne en kolbøtte," siger hun.