Idrætsbørnehaver; Ingen garanti for bevægelse

Idrætslege, der ikke passer til børns alder og niveau, kan forhindre bevægelse. Det har Anne Brus, cand. scient. i idræt og psykologi og adjunkt på Slagelse Pædagogseminarium, set flere eksempler på.

I forbindelse med en undersøgelse af seks idrætsbørnehaver har hun udarbejdet rapporten "Tagfat nu - en rapport om idrætsbørnehaver og børnehaveidræt", hvor hun har videoobserveret, hvad kombinationen af idræt og børnehavepædagogik kan give børnene.

Hendes konklusion er, at det ikke er uproblematisk at lege idrætslege med børnehavebørn. Børn i børnehavealderen forstår ikke legenes regler, de magter ikke bevægelserne og fastholdes alt for ofte i bestemte positioner med kroppen, så bevægelsesmulighederne begrænses. Desuden opstår der ikke de relationer og samspil mellem børnene, som netop kendetegner leg. I stedet bliver idrætslegene til lege, hvor børnene gør, hvad pædagogen siger, hvor de venligst deltager, og hvor børnekroppe disciplineres til at stå på bestemte måder. Anne Brus mener, at idrætslege på den baggrund ikke nødvendigvis tilfører børnene den læring og de bevægelsesvaner, som er hensigten.

"Idrætslege, der ikke fungerer på grund af de mange regler, betyder, at børnene trækker sig eller ikke helt er med, og så får de jo ikke bevæget sig. Derfor kan regler for bevægelse blive til regler mod bevægelse. Pædagogerne skal være opmærksomme på, at tilrettelægge og udføre aktiviterne, så børnene har mulighed for at deltage på deres alders- og udviklingsmæssige niveau," siger hun.



Forbud mod kolbøtter. Idrætsbørnehaver er inden for de sidste år blevet et stort hit. Alene idrætsbørnehaver, der har været på kurser under Danmarks Idræts Forbund (DIF) og Peter Sabroe Seminariet, er tæt på 50. Og så er der institutioner, som uden for den sammenhæng kalder sig idrætsinstitutioner. Idrætsbørnehaverne har været fremhævet netop, fordi de lærer børnene at bevæge sig. I kampen mod fedme hos børn, har idrætsinstitutionerne været brugt som et godt eksempel på en mulighed for forebyggelse. Men ifølge Anne Brus er det altså ikke sikkert, at børnene får bevæget sig mere, fordi deres børnehave bruger idrætslege som et dagligt indslag i pædagogikken. Til gengæld mener hun, at bruger pædagogerne idrætslegene til det, de kan bidrage med og med omtanke, kan de sagtens berige pædagogikken. Men der er altså ingen garanti.

"I min undersøgelse har jeg set på, hvordan man definerer leg, og hvordan man definerer idrætsleg. Forskellen er, at idrætslegen kræver afgivelse af kropslig energi, at man bevæger sig med sin krop, og det var der nødvendigvis ikke meget af. Og det er da problematisk, hvis man siger, at man er en idræts- eller bevægelsesbørnehave, men der så ikke er meget bevægelse i det, man laver," siger hun.

I sin rapport skriver Anne Brus, at pædagogerne i for høj grad lader sig styre af reglerne i idrætslegene, og at de tildeles en alt for væsentlig rolle i legeforløbet. Derfor kan de være med til at begrænse børnenes interaktioner med hinanden og med pædagogen - både på det kropslige og det verbale plan. Der er risiko for, at idrætslegen ikke bruges som et muligt perspektiv på børns leg, men for sin egen skyld. Selv i de lege, som ikke er styret af et stramt regelsæt, opstår en ubalance i interaktionerne mellem pædagog og børn, når pædagogen undervejs sætter regler op for bestemte bevægelser eller - som Anne Brus har et eksempel på i sin rapport - laver forbud mod for eksempel kolbøtter på et sted, hvor pædagogen ikke har tænkt sig, at der skal slås kolbøtter. Anne Brus mener, at det kan være vanskeligt at lege regellege med børnehavebørn, fordi børn i den alder - ifølge Piaget - endnu ikke er kommet til det sted i deres legeudvikling, hvor de forstår regellege, ihvert fald ikke før de har leget idrætslegen mange gange.

"I børnehaver er det jo ikke træning, der er på programmet. Men det kan lade sig gøre at lege idrætslege med børnehavebørn, hvis man er opmærksom på, hvilken leg, der bliver igangsat, hvilken legetype legen tager udgangspunkt i og hvordan reglerne bliver videreformidlet," siger hun.

Børns deltagelse i leg er i den alder stadig præget af symbollege, hvor "som om"-aspektet er dominerende, og først fra seksårsalderen er børn klar rent udviklingsmæssigt til at være med i idrætslegene og idrætslegefællesskabet. Jo mere enkle og forståelige reglerne i idrætslegene fremstår for børnene, desto hurtigere kommer de til at se idrætslegene som en forhandling - en gensidig overenskomst, hvor børn og pædagoger samarbejder om måder at lege og bevæge sig på. Hvis idrætsleg skal anvendes sammen med børnehavebørn er det derfor væsentligt, at børnene kan forstå reglerne og overskue konsekvenserne af dem.



Man skal vide, hvad man gør. Pædagogens viden om børns udvikling, om hvad børn kan lære af en leg eller aktivitet, samt planlægningen og udførelsen af idrætslegene bliver helt central, hvis børnene skal have noget ud af legene. Pædagogerne skal arbejde didaktisk med idrætslegene, mener Anne Brus.

"Det er vigtigt, at pædagogerne reflekterer over de læreprocesser, som igangsættes i idrætslegene og har pædagogiske mål for, hvad legene skal bruges til. Jeg er enig med Stig Broström i, at det er en del af det at være pædagog i dag, at man kan tænke didaktisk. Man kan sagtens både få et kognitivt, socialt, motorisk og følelsesmæssigt perspektiv på idrætslegene. Går man bare lidt ind under huden på legene, foregår der også en helt masse andre processer end lige det fysiske, som det er godt at få observeret og analyseret i forhold til hvert enkelt barn og til hele gruppen," siger hun.

Pædagogerne skal blandt andet være opmærksomme på, at der ikke skabes ubalance i samspillet mellem voksne og børn, eller at intentionen om at skabe gensidighed mellem børnene ikke forhindres af legen. De legerum man har etableret kan opløses, når pædagogen lader noget andet - for eksempel musikken - dirigere legens udvikling i stedet for at lade børnenes bevægelser eller ideer styre eller i det mindste få indflydelse. Tiden til at dvæle ved bevægelserne og tage børnenes egne initiativer med i legen, kan også indsnævres, hvis tempoet er for forceret.

"På mine videooptagelser kan jeg se eksempler på, at selv om pædagogen faktisk bliver klar over idrætslegens manglende udviklingsbetingelser undervejs, vælger hun ofte at gennemføre den, fordi den nu er planlagt," siger Anne Brus.

På idrætsbørnehavekurserne lærer pædagogerne at arbejde med skemaer, så man for de enkelte lege opsætter mål, midler og metoder, pædagogerne bliver skolet i at tænke didaktisk. Men Anne Brus oplevede, at rigtig mange pædagoger har svært ved at gøre sig mål, midler og metoder klart, at igangsætte og evaluere, så de har sikkerhed for at børnene får det ud af idrætslegene, som de har brug for i deres udvikling.



Kropssprog frem for sprog. Anne Brus mener, at man stadig er ved at finde ud af, hvad man skal stille op med den forholdsvis nye konstruktion idrætsbørnehaver, og hvad de reelt skal indeholde. Nogle af de pædagoger, Anne Brus interviewede, havde det svært med begrebet idræt, og hvordan de skulle bruge det i en pædagogisk kontekst. Mange pædagoger forholder sig til idræt ud fra de erfaringer, de selv har gjort sig i skolen eller idrætsforeningen.

"Hvis man har gode oplevelser, vil man gerne føre den begejstring videre til børnene. Og er det ikke gode oplevelser, ved man i bedste fald, hvad man ikke vil bruge fra idrættens verden. Man skal have begreberne på plads, og begreberne udvikles både i den pædagogiske praksis og i idrætsforskningen. I idrætsverdenen har der også været skepsis i forhold til kombinationen af idræt og småbørnspædagogik," siger hun.

Det er en væsentlig pointe i Anne Brus' rapport, at pædagogernes idrætsdidaktiske kompetence så ud til at smitte af på idrætsbørnehavernes måde at tænke bevægelse ind i indretning af rummet, samt valg af møbler og legetøj. Men flere af de børnehaver, hun besøgte, havde svært ved på en god bevægelsesmæssig måde at bruge de rum- og pladsforhold, som de havde.

"De åbne rumforhold kan skabe større uro og i hvertfald større bevægelser, og så er der fare for, at man mister kontrollen, og det er ikke alle pædagoger, der kan klare det. Så selv om der er plads og rum til bevægelse, er det altså ikke altid, den udnyttes."

Anne Brus mener også, at det også er vigtigt for den positive indvirkning, idræt kan have i institutionerne, hvordan pædagogerne personligt har det med bevægelse og idræt.

"Kan man selv lide at bevæge sig og er engageret, får det en afsmittende virkning på børnene. Men det slog mig, at jeg på videooptagelserne ofte så, at pædagogerne talte og talte, når de legede idrætslege. Nogle havde et sprog fuldt af metaforer, som børnene blev inspireret af. Men benyttede pædagogen sig af det pædagogiske, irettesættende sprog og kun talte ud fra reglerne, kunne man se, at børnene slet ikke reagerede på det, der blev sagt. De pædagoger, der magter at bruge deres kropsprog og lave interaktion mellem sig selv og børnene og børnene imellem, kan fastholde en børnegruppe i lang tid og virkelig få børnene engageret i idrætslegen, så de får noget ud af det," siger hun.



Idrætsleg uden bevægelse



Anne Brus har beskrevet og analyseret 29 videooptagelser af idrætslege. Nedenstående er en let forkortet udgave af en af de idrætslege, hun så i forbindelse med sin undersøgelse af seks idrætsbørnehavers praksis:

Tre børnehaver er samlet i en idrætshal, som summer af forskellige aktiviteter med bolde. I et hjørne er en pædagog i gang med at fortælle reglerne i idrætslegen "Tunnelbold" til fem børn i 3-4 års alderen. Børnene skal stå på en række med spredte ben. Den forreste i rækken skal trille bolden igennem benene, når den bageste har modtaget bolden, skal hun skynde sig op foran og trille bolden gennem benene på de øvrige børn. Men da det forreste barn skal trille bolden, flytter hun sig en smule og bolden triller derfor ikke igennem benene på det næste barn, men bliver liggende mellem hendes fødder. Pædagogen peger og fortæller endnu engang barnet, hvordan hun skal gøre. Bolden kommer nu igennem rækken af spredte ben, men det bageste barn har opmærksomheden et helt andet sted, og bolden triller væk. Det bagerste barn bliver bedt om at hente bolden, det gør han og giver bolden til pædagogen. Hun peger i stedet på starten af køen, for at vise barnet, hvor han skal stå. Han glemmer at sprede benene, og pædagogen må instruere ham og tager ham også blidt i benet for at vise, hvad hun mener. De andre børn vil gerne følge med, men fordi de kan ikke se, rykker de sig ud af rækken. Drengen foran kaster bolden ned i jorden og pædagogen må endnu engang vise ham, hvordan han skal gøre, men idet han spreder benene, vælger pædagogen selv at kaste bolden gennem rækken af spredte ben. Det bagerste barn er ikke klar til at tage bolden, hun har travlt med at kigge på et andet barn, der leger med bolde et par meter væk. Bolden ryger endnu engang væk fra rækken. Legen opløses hurtigt.