Idrætsbørnehaver; Idræt med omtanke

Pædagogerne skal lære at tænke mere didaktisk og videreuddanne sig, hvis de vil kombinere idræt og pædagogik for børn i børnehavealderen. Ellers er der fare for, at de gode intentioner ikke fører til mere fysisk aktivitet, som netop er det, man ønsker i en idrætsinstitution. Det er tre eksperter i børn og idræt enige om. Men enigheden stopper ved, om idrætslegene, som benyttes i idrætsbørnehaverne, direkte kan forhindre bevægelse, som Anne Brus siger i artiklen "Ingen garanti for bevægelse", der også er trykt på disse sider.

Grethe Sandholm, lektor på Peter Sabroe Seminariet samt en af initiativtagerne til at lave idrætsbørnehaver sammen med Danmarks Idræts-Forbund, mener, at Anne Brus' iagttagelser beror på, at hun ikke har tilbragt lang nok tid i børnehaverne til at se den udvikling, der sker. Og i øvrigt bruger man i Peter Sabroe-idrætsbørnehaverne ikke begrebet idrætslege, men kalder det pædagogisk idræt og definerer det ud fra treenigheden idræt, leg og bevægelse.

"Intentionen med at lege en idrætsleg er, at man vil fremme bestemte bevægelser. Men hvis det kokser, så skulle pædagogen gerne have det overblik, at hun kan se, hvor børnene er henne og tage hensyn til det, de vil og så følge med. Hun skal sørge for, at idrætslegene er sjove for børnene, men samtidig er et læringsrum for dem," siger hun.

Mia Herskind, adjunkt på Learning Lab Denmark og forsker i læreprocesser hos børn og voksne i forbindelse med kropslig udfoldelse, er derimod helt sikker på, at idrætslege sagtens kan forhindre bevægelse.

"Det er svært at få helt små børn til at forstå lege med regler. Der skal ikke ret mange regler til, før det bliver for komplekst. Børn forhandler jo hele tiden, når de leger. Men i idrætslegene er reglerne ikke til forhandling, og derfor skal der ikke være for mange af dem, for så falder børnene fra," siger hun.

Helle Rønholt er lektor i idrætspædagogik på Institut for Idræt ved Københavns Universitet og forsker i børneidræt. Hun mener, at pædagogerne meget nøje skal overveje, hvordan man strukturerer idrætslegene.

"Skal børnene stå på en lang række og vente på at komme til et eller andet, eller skaber man mange små grupper, hvor de kan komme til med det samme. Det er et spørgsmål om organisering at sørge for, at reglerne ikke er så mange, eller at børnene kan forstå dem. Det kunne være spændende at forske i, om børn, der går i idrætsbørnehaver, faktisk kommer i bedre form og i, hvilke læreprocesser, der er i spil ved idrætslege, for det ved vi faktisk ikke ret meget om," siger hun.



Regellege er ikke for småbørn. Helle Rønholt mener, at det er rigtigt, at børn i børnehaven slet ikke kan finde ud af at lege regellege. Hun har oplevet børn i 1. og 2. klasse, som ikke kan lege en tagfat-leg, som ellers har rimeligt simple regler.

"Det er farligt for dem at blive fanget, og de begynder at græde. Nogle børn har svært ved at bremse deres bevægelser og ændre retning, og de ryger hele tiden ind i nogle andre, og det kommer der jo konflikter ud af, som kan forstyrre legen. Så der er utroligt mange ting at tage hensyn til med børn i den alder, man kan ikke bare sætte hvad som helst i gang. Jeg tror, at man skal være meget opmærksom på, hvad børnene kan klare. Man skal dele dem op efter alder og udviklingsniveau, for de ældste børn kan jo mange ting, og de vil opleve meget idræt som en god udfordring, mens det kan være mere skræmmende for de mindre børn," siger hun.

Grethe Sandholm mener, at man sagtens kan lege regellege med børnehavebørn, for det handler om, at de voksne er bevidste om, at krop imiterer krop, og derfor skal pædagogerne være gode rollemodeller. Man skal selvfølgelig passe på med, at børnene ikke bliver de rene regelryttere, men sørge for at få børnene med i idrætsaktiviteten og arbejde med normer og værdier sammen med og i forhold til reglerne.

"Senere skal de finde ud af at lege i skolegården, og derfor leger man grundlege i børnehaven, for eksempel "Alle mine kyllinger kom hjem", hvor barnet skal kunne stå stille eller løbe, når det skal, og forstå hvorfor det bliver fanget. Alle tre ting er godt at have lært i børnehaven for så mestrer barnet det, når det kommer i skole, og er overladt til børnegruppen uden voksenhjælp," siger hun.



Idræt, konkurrence og sport. Mia Herskind mener, at det er spørgsmålet, om man overhovedet skal bruge idræt i børnehaver. Måske skal man meget hellere bare tænke i bevægelse. Grethe Sandholm siger, at man har ønsket at fastholde, at det hedder idrætsbørnehaver for at udnytte idrættens egenværdi. Den indebærer blandt andet, at man har begreber som kamp, konkurrence og fascination med i aktiviteterne.

Mia Herskind mener, at børn selv sørger for at tage konkurrence og kamp ind i deres leg.

"Ofte betyder de mange regler, at hele konkurrenceaspektet, som kan være sjovt for børnene, er væk, og børnene leger nærmest med for de voksnes skyld. Er det så ikke sjovere for dem, at de kan lave deres egne konkurrencer om, hvem der kan hoppe ned fra en ribbe eller fra kanten af en sandkasse," siger hun.



Ikke for idrættens skyld. De tre forskere er enige om, at børn kan lære noget af idrætslegene, hvis de bliver tænkt ordentlig ind i den pædagogiske kontekst. Helle Rønholt mener, at børnene i så fald lærer kropslig dannelse.

"Hvis vi tager tagfat-legen, så lærer de blandt andet at orientere sig, skifte retning og stoppe op. De lærer meget om deres krop, og hvad den kan, uden at de er bevidste om det. De lærer også noget socialt, når de leger i en gruppe. Det gør de selvfølgelig også i fri leg, men fordelen ved den strukturerede leg er, at pædagogen er med i det og kan iagttage børnene og følge op på det, som legen kan give. Pædagogerne skal stå bag børnene og se på, hvad de gør, i stedet for at stå foran og sige, hvad de skal gøre," siger hun.

Grethe Sandholm mener, at idræt helt sikkert har noget at gøre sammen med pædagogik.

"Man kan nærmest kalde pædagogikken et filter, som idrætten går igennem uden at miste sin egenværdi. Idrætten skal være en integreret del af den pædagogiske hverdag, og kulturen i en idrætsbørnehave skal bære præg af kroppens centrale rolle. Derfor skal man som idrætsbørnehave tænke over, hvordan man bruger idrætten som pædagogisk metode og mål, hvordan overvejer og planlægger man det, så det kommer til at handle om skabende og aktive aktiviteter," siger hun.

Mia Herskind mener, at pædagogerne skal tilstræbe at lave bevægelsesdidaktik. For faren ved at kalde det idræt, er, at det er idrættens værdier, der skinner igennem. Helle Rønholt mener, at man som pædagog skal være meget varsom med bare at overføre nogle idrætsaktiviter, som normalt foregår på et højere udviklingsniveau. Idrætten er forskellig alt efter, hvilken kontekst den udfolder sig i.

"En dygtig pædagog kan selv tænke og se, hvad der sker, når hun sætter en idrætsleg i gang. For legene kan gøres mere elle mindre egnet til den børnegruppe, man har. De steder, hvor man primært overlader de bevægelsesmæssige aktiviteter til det uuddannede personale, skal man være opmærksom på, at de mandlige pædagogmedhjælpere, som ikke har den pædagogiske tilgang, nemt kan tænkes bare at overføre noget fra den idræt, han selv dyrker eller har dyrket, og så kan man gå helt galt i byen."