Idræts-SFO; Katrine bliver ikke tyk

Katrine hopper i firkantede mønstre på en stor trampolin, mens fire andre piger venter på, at det bliver deres tur. En flok drenge har bygget mure af skumgummistykker. De gemmer sig bag murene, mens de skyder med tøjklemmer efter hinanden.

"Vi synes, det er sjovt med sport. Man bliver frisk af det og ikke sådan en, der bliver tyk," siger Katrine, der går i Idræts-SFO'en i Randers.

Fritidsordningen holder til i Dronningborghallen lidt uden for byen. Her har børnene blandt andet en hal, otte fodboldbaner, et bokselokale og en stor gymnastiksal med springgrav, trampolin, madrasser og andet springudstyr at boltre sig på.

Til gengæld må de finde sig i, at idræts-SFO'ens basislokale består af halvdelen af hallens cafeteria, og at deres samlede beholdning af spil, tegneredskaber og andet kreativt legetøj kan være i et skab, der hver eftermiddag låses, så hallens gæster ikke kan komme til dem.

"Vi koncentrerer os om idræt og bevægelse. Vores opgave er at fremme børnenes lyst til at dyrke idræt. Og så lærer vi dem forskellige måder at organisere det på, fordi vi håber, de også vil dyrke idræt i fritiden," fortæller Jesper Jakobsen.

Han er leder af den fem år gamle institution, der blev oprettet, fordi der var for mange børn i den nærliggende SFO, og fordi man ønskede at give et alternativt tilbud til børn med krudt i.



Takler sejre og nederlag. Efter børnene har leget frit, klædt om og spist, bliver de stort set hver dag samlet til fælles idrætsaktiviteter. Her dyrker de for eksempel atletik, gymnastik og svømning eller skyder med luftgevær. De fælles aktiviteter bliver blandt andet brugt til at lære børnene at håndtere sejre og nederlag.

"Når vi laver styrede aktiviteter, spiller vi ikke meget fodbold eller løber om kap. Så ved vi jo, de samme fem er bedst hver gang. Vi finder på noget, som har andre fokuspunkter. Det kan være, det kræver styrke, eller man skal være god til at samarbejde. Det betyder, at de børn, der ikke er så vant til sejre, kan få nogle, og de børn, der plejer at vinde, lærer også at tabe ind imellem. Vi er ikke bange for konkurrence, men vi sørger for at snakke med børnene om det," siger Jesper Jakobsen.

Det store fokus på idræt betyder, at børnene bliver gode til idræt.

"De bliver bedre til de idrætsgrene, vi dyrker, men det er ikke et mål i sig selv. Det er fedt, de får succeser og selvtillid, men det vigtigste er, at de har det sjovt. Om de bliver nummer 400 eller nummer et, det er ligegyldigt," siger Jesper Jakobsen.



De forskellige fælles aktiviteter har ind i mellem den positive konsekvens, at de børn, der måske ikke umiddelbart har så meget med hinanden at gøre, finder sammen om nye aktiviteter.



Niveauet skal tilpasses. Selvom det er en idræts-SFO, er der ikke krav om, at børnene skal være specielt gode til idræt. De skal bare være interessede og kunne lide at røre sig. Derfor er der også stor niveauforskel på børnene. Det stiller krav til personalet at finde passende udfordringer for alle.

"Hvis vi spiller badminton, skal nogle lære, hvordan man holder på ketsjeren. De skal måske starte med at spille med en ballon. Det er selvfølgelig svært altid at finde et niveau, der passer til hver enkelt barn, men det lykkes da ofte," siger Jesper Jakobsen.

For at have større sandsynlighed for at ramme niveauet bliver børnene ofte inddelt i hold efter alder og køn.

"Vi har ikke direkte planer for hvert enkelt barns motoriske udvikling. Men hvis vi er alene med to børn og ved, at den ene har problemer med balancen, så leger vi lege, der træner balancen. Vi har en ide med legen, men børnene synes bare, det er sjovt," siger Jesper Jakobsen og fortæller, at det kan være svært, fordi der kun er tre ansatte til 40 børn.

"Det betyder, at vi ind i mellem arbejder lidt længere, end vi skulle. Vi har altid aktiviteten og børnene i fokus - ikke os selv og vores arbejdstider. Men det falder os også ret naturligt, da vi alle har en baggrund i foreningsverdenen, hvor man ikke kigger så meget på, hvad klokken er."



Færre kreative udfoldelser. Fritidsordningen tager ofte på ture, hvor de prøver forskellige idrætsgrene af. De har blandt andet været i en sejlklub og en bokseklub. Det har stor betydning for børnene, at en ekspert viser dem, hvad de skal gøre. Og klubberne er klar til at stille op.

"Vi bruger vores netværk og kontakter, folk vi kender i foreninger og idrætsklubber. Vi spørger, om de vil komme ud og lave noget sammen med os, og ni ud af ti gange siger de ja. Foreningerne vil gerne fortælle om det, de laver," siger Jesper Jakobsen og tilføjer, at fritidsordningen også trækker på forældrenes kontakter.

Ind imellem resulterer børnenes møde med nye sportsgrene i, at de begynder at dyrke dem i fritiden.

"Vi deltog for eksempel i en fodboldturnering. En pige, der aldrig havde spillet fordbold før, stod på mål. Der gik en del mål ind

på hende, men hun syntes, det var sjovt,

og nu går hun selv til fodbold", fortæller

Jesper Jakobsen.

Det er ikke et mål i sig selv, at børnene skal være aktive i foreningslivet.

"Vi vil gerne give dem lysten til at dyrke idræt på en eller anden måde. Nogle af dem kommer så ud i foreningerne, og det er jo fint," siger Jesper Jakobsen.

Til gengæld går børnene glip af noget.

"Vi prioriterer lege og bevægelse højt, så børnene kan ikke komme til at udfolde den kreative del så meget. Forældre og børn skal gøre op med sig selv, hvad de vil have, inden de begynder hos os," siger lederen af Idræts-SFO'en i Randers.

Det har Lucas og Kasper ikke helt hørt efter. De er vilde med at dyrke sport, men i dag synes de, den sjoveste idrætsgren er 'hule.'

"Nogle gange kan det være lidt irriterende, når de voksne siger, hvad vi skal. Fordi så kan vi ikke nå det, vi havde aftalt," fortæller Lucas og Kasper, inden de bliver afbrudt af Anders fra 3. klasse.

"Jeg synes kun, der er én ting, som er irriterende her. Det er irriterende, at man kun kan gå her, indtil man er færdig med 3. klasse," siger han.