Huller i bukserne for egen regning

Beklædningspenge er et fremmedord for pædagoger. De må selv punge ud, når deres aktive lege med børnene koster dem et hul eller to på buksebenet. En del af faget, mener konsulent i BUPL.

Børnetis på bukserne, snot på trøjen eller bræk på skoene. Lyder det lækkert? Nej, men det er ifølge debatsiden på bupl.dk hverdag for danske pædagoger. Her skriver Karina, der er pædagog på Sjælland, at hendes tøj - udover at blive overhældt med børnenes kropsvæsker - også lider under hendes aktive leg.

"Her den anden dag kom jeg hjem fra arbejde med hul på mine bukser. De var sprækkede, efter jeg havde kravlet rundt på gulvet for at lege med børnene i den børnehave, jeg er arbejder i."

"Hvorfor får vi som pædagoger i en børnehave ikke beklædningstillæg? Jeg ved, at ansatte på plejehjem og i visse døgninstitutioner får et tillæg til beklædning. Vi har ikke en uniform, men vi må jo heller ikke komme i laset og grimt tøj på arbejde," spørger hun på BUPL's hjemmeside.

BUPL-konsulent på Politisk Fagligt Område, Niels Bang Hansen mener, at slidet på tøjet er en del af faget.

"Man kan også sige, at der er en grund til, at man er blevet pædagog. Man slider jo også på sin bil og cykel, når man kører til arbejde."

Niels Bang Hansen mener ikke, at Karinas sammenligning med andre faggruppers pålagte retningslinjer om ens påklædning holder vand.

"Det er svært at sammenligne det med medarbejdere på et plejehjem. Deres tøj fungerer mere som en uniform, der signalerer ensartethed og har til formål at forhindre stødende påklædning. Det er i den forstand en kultur, der er anderledes end pædagogernes," siger han.

Han henviser til, at alle ansatte - også pædagoger - har et lønmodtagerfradrag, som kan bruges i forbindelse med indkøb af beklædning, og opfordrer institutionerne til at tage et ansvar.

"Hvis man vil løse problemet, kan institutionen jo altid købe tøj til de ansatte som for eksempel flyverdragter, træsko og regntøj til de aktiviteter, medarbejderne medvirker i," siger han.

Der er, ifølge Niels Bang Hansen, ikke politisk opbakning bag kravet om tøjpenge til alle pædagoger.

"Man kunne sætte det ind som et overenskomstkrav, men jeg tvivler på, at politikere eller medlemmer vil synes, at det er et interessant krav. Det optimale vil være, hvis kommunerne tilfører flere penge til arbejdstøj," siger han.

Trods sin skepsis vil han gå videre i det politiske system med Karinas ønske.

Medlem af BUPL's forretningsudvalg, Lis Pedersen, mener heller ikke, at der er en politisk pointe i at rejse overenskomstkrav om beklædningspenge.

"Jeg foreslår, at vi holder os til de centrale krav om højere løn, der i sidste ende kan betyde, at medarbejderen automatisk får flere penge til finansiere sit tøjforbrug," siger hun.



Vær med i debatten på www.bupl.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.