Howard Gardner: Gummi-Tarzan-pædagogik

Det er måske ikke den største film i dansk filmhistorie. Og det er nok heller ikke den vigtigste scene. Men alligevel har baggårdspumaen Otto Brandenburg gjort et uudsletteligt indtryk som kranføreren Ole i filmen Gummi-Tarzan fra 1981, hvor han siger de udødelige ord:

"Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er."

Ordene skal trøste hovedpersonen Ivan Olsen, kaldet Gummi-Tarzan, der bestemt ikke er dygtig i skolen eller på fodboldbanen.

Kranfører Oles udsagn ligger i den grad i tråd med vores menneskesyn og den pædagogiske tradition i Danmark, at det nu, små 25 år senere, er ved at revolutionere den verden, de danske børn bevæger sig i, når de er udenfor hjemmets forhåbentligt trygge rammer.

Men der er kommet en ny kranfører. Han er fra USA, 62 år gammel og søn af tyske jøder, der i 1938 flygtede fra Nazityskland til USA. Han har været gift to gange, har fire børn, er habil klaverspiller og passioneret Mozart-fan. Og så er han professor fra Harvard University og hedder Howard Gardner.

"Det er vigtigt for børn og unge at opdage ting, de er gode til, og som de kan lide at gøre," lyder hans version af Gummi-Tarzan-pædagogikken fra talerstolen i Odense Congress Center forrige tirsdag. 1493 interesserede er mødt op til Howard Gardner-Konference for at høre manden selv fortælle om sin banebrydende teori om de mange intelligenser. En teori, som han beskrev første gang i bogen "Frames of mind" fra 1983.

Den går i al sin enkelthed ud på, at der i stedet for en intelligens findes otte intelligenser. De traditionelle fortalere for en almen, målbar intelligens mener således, at der, med Gardners metafor, er én computer, der driver hele hjernen. Han mener selv, at der må være otte forbundne computere, der driver hjernen.

"Hvis der kun var en computer, så ville du være god til alt, hvis du var klog. Og hvis du havde en lav intelligenskvotient, ville du være dårlig til alt. Sådan er det ikke," anfører han.

Problemet for børn er, at først og fremmest skolen har en tendens til især at appellere til den sproglige og logisk-matematiske intelligens. De børn, som har styrkerne i for eksempel den musiske eller kropslige intelligens klarer sig sjældent så godt i skolen. Derfor skal undervisningen (og for den sags skyld daginstitutionerne) indrettes, så den appellerer til alle børn og alle intelligenser, mener Howard Gardner.



Populær teori. Det budskab er i den grad blevet hørt af lærere, pædagoger og endda politikere, at det ikke er for meget at kalde det en revolution. Således nævner omkring halvdelen af alle de folkeskoler, der er på internettet, hans teori om de mange intelligenser som en del af deres pædagogiske udgangspunkt. Kommunalbestyrelser udformer politikker på baggrund af det, for eksempel i Billund Kommune hvor man har vedtaget en fælles pædagogisk tænkning, som baserer sig på hans teori, for alle dagplejemødre, lærere, pædagoger og psykologer. I Esbjerg har Spas-projektet (Spille på alle strenge) også inddraget de mange intelligenser. Og mange daginstitutioner har ladet sig inspirere, når der skulle findes en pædagogisk tilgang til de krav, som de pædagogiske læreplaner stiller.

Gardner selv mener, at behovet for en pædagogik, hvor alle børn og unge lærer noget, er opstået indenfor de seneste årtier.

"I gamle dage var skolegang elitært, mest udtalt i Frankrig, hvor skolernes især var rettet mod de bedste 10 procent af eleverne.



Men det har vi ikke råd til længere. Nu skal alle børn lære noget," siger Howard Gardner, der mener, at det er globaliseringen, der har fremtvunget den udvikling.



Kritik. Mens pædagoger og lærere med kyshånd har taget imod en tænkning, der gør det nemmere for dem at favne og rumme de "anderledes" børn, så har teorien om de mange intelligenser ikke fået den samme hjertelige modtagelse på det videnskabelige parnas. Kritikere anfører, at de otte intelligenser ikke kan dokumenteres og måles på samme måde som den gammelkendte intelligenskvotient. At det langt fra er alle otte intelligenser, der lever fuldt op til Gardners egne definitioner af en intelligens. Og at den mellemmenneskelige intelligens snarere er et træk ved personligheden end en egentlig intelligens.

I øvrigt har de asiatiske lande ikke samme syn på intelligens, som folk fra vesten, påpeger Howard Gardner:

"I Asien er det at være klog lig med, hvor hårdt man arbejder."



Fordybelse. Howard Gardner har et bud på, hvordan man inddrager flest mulige intelligenser i arbejdet med børn og unge. Løsningen er fordybelse.

"Når man fordyber sig i noget, så sker der vidunderlige ting. Man når flere børn. Og man viser, hvad det vil sige virkelig at forstå noget," siger Howard Gardner.

Ved virkelig at trænge til bunds i et emne får man også tid og mulighed for at nærme sig det fra mange sider. Gardner bruger som et eksempel, der vel mest er rettet til skolebrug, at man kunne tage udgangspunkt i Darwins evolutionsteori. Så kunne man fortælle om den enestående videnskabsmand (med den veludviklede naturalistiske intelligens), der sejlede med skibet Beagle til Galapagos-øerne, man kunne tælle arter, man kunne avle bananfluer for at tilgodese de børn, der har brug for at lave noget med hænderne, lyder nogle af hans forslag.

"Alle børn skal selvfølgelig lære de samme ting, men det behøver da ikke være på samme måde. Den holdning er arrogant. Så for de børn, der ikke er så stærke i sprog og logik, må vi finde andre måder at lære dem det," siger Howard Gardner.

Han advarer også mod at blive ved med at presse på med at ville lære en elev noget på en bestemt måde.

"Hvis et vindue bliver ved med at være lukket, så vil jeg kigge efter et åbent vindue," siger han og tilføjer, at det ikke er sikkert, at der er et åben vindue.

"Når man vil undervise i noget, og den ene intelligens ikke virker, så er der ingen garanti for, at de andre virker. Men jo mere man ved om de mange intelligenser og den person, man arbejder med, jo større er sandsynligheden for, at man finder et åbent vindue."

En almindelig misforståelse omkring de mange intelligenser er ifølge Gardner at man automatisk antager, at folk er for eksempel rumligt intelligente, hvis de er dygtige til skak.

"Intelligens er ikke det samme som at være god til en sport eller videnskab. Folk kan være mere eller mindre dygtige til sport, men vi ved ikke, hvilken intelligens de bruger. Man kan heller ikke sige, at en musiker har en musisk intelligens. Det er meget mere kompliceret," mener Howard Gardner.

Derfor skal man heller ikke træne intelligenser, anfører han. Man skal træne kompetencer, så man kan blive dygtig til de forskellige discipliner, som man har brug for eller er interesseret i at mestre.

"Men man træner intelligensen ved at øve kompetencerne. Hvis vi udvikler musiske kompetencer, så udvikler vi også musisk intelligens," siger han og tilføjer:

"Musik er en vidunderlig legeplads for mange intelligenser."

Netop fordi man kun kan opøve kompetencer og ikke intelligens, advarer Howard Gardner mod at gøre de mange intelligenser til noget, det ikke kan være:

"Mange intelligenser er ikke et uddannelsesmål. Det er brugbart som et middel til at nå et uddannelsesmål. Målet skal ikke findes i en teori, det skal samfundet sætte. Det vigtigste er, at man har et mål, og så må man se, hvordan mange intelligenser kan hjæpe en til at nå det," siger Howard Gardner.



God til drager. I øvrigt er det på sin plads at nævne, at Gummi-Tarzan, Ivan Olsen, i filmen finder ud af, at han faktisk er god til at flyve med drager. I det litterære forlæg til filmen, bogen med samme titel, der er skrevet af Ole Lund Kirkegaard, går det Ivan Olsen knap så godt. Han er stadig en uheldig lille dreng, der ikke kan læse, cykle eller spille fodbold, og som konstant bliver mobbet. Men der er ingen kranfører til at hjælpe ham, til gengæld møder han en gammel heks, der giver Ivan mulighed for at få alle sine ønsker opfyldt - i én dag. Den dag kan Ivan læse, cykle og spille fodbold, og det er de store drenge, der får buksevand af ham. Næste dag er alt ved det gamle igen, Ivan er igen uduelig set med andres øjne, og bogen slutter sådan her:

Klokken ni faldt han ned fra buk'en og fik næseblod.

Klokken ti blev han låst inde på et af skolens lokum'er.

Klokken elleve fik han en ordentlig gang buksevand af de store drenge.

Og da han kom hjem fra skole, havde hans far - hr. Olsen - købt sig en ny Tarzan-bog.

Tarzan vender tilbage, hed den. "Her," sagde hans far og prikkede i bogen med pege-fingeren. "Her skal du bare se."

"Ja," sagde Ivan Olsen og sukkede.

"Det skal jeg vel..."







Harvard-psykologen Howard Gardners teori går i al sin enkelthed, hvis man da kan sige det, ud på, at mennesket ikke har en overordnet intelligens, men derimod otte uafhængige intelligenser. Her er intelligenserne med Howard Gardners egne ord (oversat til dansk, forstås):



Sproglig intelligens. Det er evnen til at bruge sprog, både ens modersmål og fremmede sprog, til at udtrykke, hvad man tænker på, og forstå andre mennesker. Digtere er specialiserede i sproglig intelligens, men enhver form for skribent eller advokat eller andre, der bruger sproget i deres arbejde, har en høj sproglig intelligens.



Logisk-matematisk intelligens. Folk med en højt udviklet logisk-matematisk intelligens forstår de underliggende principper i systemer, som videnskabsmænd gør det, og de kan bearbejde tal som en matematiker.



Rumlig intelligens. Evnen til at forstå den rumlige verden i hovedet, som en sømand eller pilot navigerer i det store rum, eller som en skakspiller eller skulptør opererer i et mere afgrænset rum.



Motorisk/kropslig intelligens. Evnen til at bruge hele kroppen eller dele af den til at løse et problem eller producere noget. De mest oplagte eksempler er sportsfolk, dansere og skuespillere.



Musisk intelligens. Evnen til at tænke i musik, høre mønstre og genkende dem, og måske endda forandre dem. Mennesker med en høj musisk intelligens har ikke bare let ved at huske musik - de kan ikke få musik ud af hovedet. Og når folk siger: "Musik er kun et talent, det er ikke en intelligens", så mener jeg, at vi må udelade ordet intelligens, når vi snakker om menneskelige evner. Mozart var da forbandet klog.



Mellemmenneskelig intelligens. Evnen til at forstå andre mennesker. Den er uundværlig, hvis man er lærer, sælger eller politiker. Alle, der arbejder med mennesker, skal have mellemmenneskelig intelligens.



Personlig intelligens. Dækker forståelsen af en selv, hvem man er, hvad man kan og vil, hvordan man reagerer på ting, og hvilke ting man skal undgå, og hvilke man skal opsøge. Vi er tiltrukket af mennesker, som har en god forståelse af sig selv, for de plejer ikke at forkludre tingene.



Naturalistisk intelligens. Evnen til at skelne mellem og klassificere levende ting (dyr og planter) og andre naturlige fænomener (f.eks. skyer og bjerglandskaber). Denne evne var af stor værdi i vores evolutionære fortid som jægere, samlere og bønder. Det er stadig vigtigt i erhverv som botaniker eller kok. Jeg tror også, at forbrugssamfundet udnytter denne evne, som bliver brugt, når folk skal se forskel på biler, kondisko eller make-up. Charles Darwin havde en høj naturalistisk intelligens.



Kilde: Educational Leadership Vol. 55, No. 1, September 1997



Litteratur:

"De mange intelligensers pædagogik" af Howard Gardner, Gyldendal, 1997.

"Perspektiver på de mange intelligenser" af Mogens Hansen, Per Fibæk Laursen og Anne Maj Nielsen, Roskilde Universitetsforlag, 2005

"Gummi-Tarzan" af Ole Lund Kirkegaard, Gyldendal.