Højt begavede børn; For begavet til børnehaven

Som så mange andre drenge på fire år er Zack meget optaget af biler. Det særlige ved ham er, at han læser om dem i bilmagasiner og går op i, hvor mange cylindre den nye Audi har.

Da Zack var to år legede han med et alfabetpuslespil og begyndte at sige B og D-lyde, og derefter gik det stærkt. "Vi kørte mommy til et møde," har han bl.a. skrevet i et word-dokument, han sad og "legede med", da han var to et halvt år gammel.

Zack er halv dansk og halv amerikansk, og derfor har han helt naturligt lært at tale både dansk og engelsk og læse og skrive på begge sprog.

Zacks forældre Bo Andersen og Deborah Briggs står og spejder ud over legepladsen for at få øje på deres søn. Zack sidder på en bænk sammen med en stor flok børn, der er ved at få læst historie op af en pædagog.

"Det plejer han ellers ikke, normalt er han for sig selv," smiler Bo og går sammen med sin kone over for at sige hej til drengen. Zack lyser op og begynder straks at fortælle om historien, han hører.

Nu smiler Zack, men det har han ikke gjort hver dag i børnehaven Nyager i Rødovre. Det var nemlig ikke sjovt for Zack at begynde hos Kænguruerne, hvor personalet gik meget op i rytmik og grovmotorik, mens Zack hellere ville sidde for sig selv og læse i en bog.

I dag er han blevet en glad dreng i børnehaven, fortæller leder Lissi Jensen og Zacks forældre. De mødes i personalestuen over en kop kaffe for at fortælle historien om en meget begavet dreng, der begyndte i en helt almindelig dansk børnehave. En begyndelse, der var alt andet end nem.

"Jeg tænkte på janteloven, og var bange for at sige lige ud, at vores dreng er meget intelligent," siger Bo Andersen.

"Vi var bekymrede for ham og havde mistanke om, at han havde kontaktforstyrrelser. Vi vidste intet om børn med særlige begavelse, og jeg havde ingen forestilling om, at det var derfor Zack isolerede sig," siger Lissi Jensen.

I de første par uger ville Zack ikke andet end at ligge på gulvet og lege med en lille bus. Han begyndte at græde, hvis pædagogerne forsøgte at få ham med til rytmik, gå ud på legepladsen eller bare lave noget sammen med andre børn. Lissi Jensen og resten af personalet blev meget hurtigt bekymrede.

"Alt det som vi gør i børnehaven - øver børnene i sociale færdigheder, selvhjælp, grov- og finmotorik, alt det, som skal gøre dem klar til skolen, ville han overhovedet ikke. Og han reagerede med gråd og vrede. Samtidig er han meget vedholdende, så når han havde besluttet sig for ikke at ville på legepladsen, så ville han ikke," siger Lissi Jensen.

Hun husker, at noget af det eneste de kunne få ham til at vise interesse for, var at dele madkasser ud. Han syntes, det var sjovt at læse navnene på madkasserne, men han kunne ikke forbinde navnene med børnenes ansigter, husker Lissi Jensen.



Ledte efter tal. Zacks mor var fra begyndelsen lidt bekymret for, hvordan det skulle gå i børnehaven.

"Der var ingen bogstaver eller tal på stuen, og det svarer lidt til at et menneske, som er glad for farver skal opholde sig i et sort hvidt rum," siger Deborah Briggs.

Og i dag kan Lissi Jensen godt huske, at Zack fra begyndelsen søgte mod de få steder med bogstaver som for eksempel en kalender på væggen.

"Som pædagoger føler vi, vi svigter, når vi ikke kan få et barn med i fællesskabet. Vi handlede dog på uvidenhed, og vi var ikke gode nok til at se Zacks behov. Det har været svært for os, fordi vi ville have Zack til at passe ned i en bestemt kasse, men han passede slet ikke," siger Lissi Jensen.

Hun er glad for at fortælle om Zack, fordi hun håber, at andre pædagoger kan lære af processen.

Zack begyndte dog at bløde en smule op i forhold til børn og voksne, samtidig begyndte hans far at maile artikler og materiale om højt begavede børn til Lissi Jensen og på den måde blev hun langsomt klogere på, at disse børn kan have sociale problemer, men at der ikke er noget galt med dem.

Det endte dog alligevel med, at Zack fik en støttepædagog via PPR. I dage kan Lissi Jensen godt se, at det ikke var en god idé, og Zacks forældre fortryder, at de lod sig overtale til, at der skulle ekstra støtte på Zack.

Problemet var, at støttepædagogen efter Zacks forældres mening fokuserede på alt det, Zack var dårlig til - at få sko på eller hvordan man går forbi tre store drenge på gangen.

"Det var for ensidigt, og han holdt helt op med at skrive og læse, og han var ikke glad i den periode," siger Bo Andersen, der forklarer, at for Zack er det intellektuelle en leg.

Han spørger om, hvad staten Virginia hedder på dansk og kan huske, hvilke måneder den 18. falder på en torsdag, og han synes, det er sjovt.



Læste på computer. Zacks vendepunkt i børnehaven var, da han begyndte at gå ind på kontoret til Lissi Jensen. Han begyndte så småt at nærme sig og var meget interesseret i computeren. Lissi Jensen tog ham på skødet, og hun opdagede lige pludselig, at han kunne læse, hvad der stod på computerskærmen.

"Jeg tænkte hold da op, og brikkerne begyndte at falde på plads," siger Lissi Jensen.

Derefter begyndte lederen og resten af personalet at behandle Zack anderledes. Hvis han ikke ville være med til rytmik blev han fri, og han kunne få lov til at gå ind på kontoret.

Zack fik lov til at hjælpe med at skrive børnenes navne ind i skemaer, og han sad og læste bøger. Kontoret blev et helle og et frirum, hvor Zack slappede af, og det har det været lige siden.

"Når han har haft sit helle, er det som om, at han bedre kan klare at gå ud i løvens gab igen," siger Lissi Jensen.

I dag er han hjemmevant på kontoret og driller Lissi Jensen ved at liste ind og skrive Lissie med et e i enden, og så løbe ud igen. Den slags humor fanger de andre børn i børnehaven ikke, lige som de heller ikke deler hans interesse for kalendere, og hvornår hvem har fødselsdag, måske derfor har Zack ikke fået nogen kammerater.

Zacks forældre har nu skrevet ham op til en skole for børn med særlige forudsætninger, og hvis han får plads, skal han begynde til sommer.

"Vi tror, at han får det bedre og har bedre chancer for at få en god ven i et miljø med meget forståelse. Ikke at vi tror, at højt begavede kun kan være venner med andre højtbegavede," siger Deborah Briggs.

Lissi Jensen mener, hun og personalet har lært meget af forløbet med Zack.

"Det er vigtigt at vi fokuserer på barnets forcer. Vi skal kigge på barnet som det er, og acceptere dets udvikling. Hvis et barn ikke passer til daginstitutionen, skal vi lave daginstitutionen om, så den passer til ham," siger Lissi Jensen.

Hun mener, det handler om at være rummelig og det gælder ikke bare over for Zack, for som lederen siger, så er alle børn noget særligt og har specielle behov.





Efter aftale med forældrene har vi udeladt Zacks efternavn.