Historiske forhandlinger. Vi har trukket en streg i sandet

For præcis et år og en måned siden tog BUPL Sydjylland hul på den lange rejse, det er at forny en overenskomst.

»Overenskomst, løn og arbejdsvilkår betyder rigtig meget for vores medlemmer, men det pædagogiske arbejde med børnene i hverdagen betyder mest,« siger Jonna Jul Gudmundsen, formand i BUPL Sydjylland.

For at hæve engagementet blev der diskuteret overenskomst på medlemsmøderne, og medlemmerne kunne lægger perler i glas med skilte på som ’mere i løn’, ’højere pension’ og ’arbejdsmiljø’.

»Så der var noget visuelt, de kunne snakke ud fra,« fortæller Jonna Jul Gudmundsen.

’Mere i løn’ var topscoreren. Diskussionerne var stille og rolige.

»Vi var ikke klar over alt det, der blev sat i gang. Forhandlingerne tog en hel anden drejning, end vi på nogen måde havde kunnet forudse i maj sidste år,« siger hun.

Det er ikke for meget sagt. Overenskomstforhandlingerne kommer til at skrive sig ind i historiebøgerne. Fagbevægelsen genopdagede solidariteten, stod skulder ved skulder næsten til målstregen – og fik højere lønstigninger, end arbejdsgiverne på noget tidspunkt havde lagt op til.



Mod konflikt. Da ikke-sommeren 2017 blev til efterår, tårnede tre problemer sig op: De statsansattes spisepause, lærernes arbejdstidsaftale og lønnen.

I slutningen af februar brød forhandlingerne sammen, og der blev varslet strejke og lockout. Med udsigten til en lammende storkonflikt rykkede fagforeningerne sammen. Et stormøde i København med 80 fagforeningsformænd lagde grunden til sammenholdet, fortæller BUPL’s formand, Elisa Bergmann.

»Vi var alle enige om, at hvis vi skulle nå nogen vegne med overenskomsten, så blev vi nødt til at stå op for hinanden og sætte hårdt mod hårdt,« siger hun.

Forligsmand Mette Christensen udsatte konflikten. Musketereden tog form, og i bedste ’en for alle, alle for en’-stil begyndte forhandlerne at møde op i Forligsinstitutionen, når de andre områder forhandlede.



Presset virker. Sammenholdet pressede arbejdsgiverne til indrømmelser. Den samlede ramme for overenskomsten blev forhøjet fra arbejdsgivernes tilbud på 6,7 procent til 8,1 procent – og dermed reallønsforbedringer til alle. Det lykkedes også at slippe af med privatlønsværnet, som betød, at de offentlige ansattes lønninger skulle falde i præcis samme takt som de private lønninger i nedgangstider, mens de kun blev hævet med 80 procent af forskellen i opgangstider. Nu er man vendt tilbage til den ’gamle’ reguleringsordning, hvor de offentlige lønninger reguleres både op og ned med 80 procent af forskellen i lønudviklingen.

»Overenskomstforhandlingerne har været en stor og svær kamp, og resultatet skal selvfølgelig ses i det lys. At få fjernet nogle elementer i en reguleringsmodel er afgørende for, hvordan vores fremtidige lønudsigter ser ud,« siger Elisa Bergmann.

Hun er også glad for, at ligelønspuljen slap med ind gennem forhandlingernes nåleøje.



Ketchup. Udsigten til en lønudvikling, der matcher det private arbejdsmarked, fik Dennis Kristensens FOA til sammen med andre LO-fagforeninger at ’skrue proppen af ketchupflasken’, som han udtrykte det, og indgå det, han selv kalder et gennembrudsforlig, fordi det skulle trække en stribe forlig i sit kølvand. Andre kunne få samme forlig til at rime på forræderi.

Elisa Bergmann havde gerne set, at sammenholdet havde varet, til der var fundet en løsning for alle.

»Men der skiltes vandene. LO-gruppen var overbevist om, at deres strategi var den rigtige. Jeg er overbevist om, at deres strategi var med til at fastlåse rammen og låse for andre løsninger på spisepausen,« siger hun.

Dennis Kristensen fik ret på den måde, at forligene hurtigt fulgte efter i kommuner, regioner og stat. Men niveauet for lønnen lå fast med LO-gruppens forlig, og en løsning for den betalte frokostpause kostede mere for dem, der ikke kunne nøjes med den såkaldte betryggelse, som LO-gruppen fik.

Lærerne stod tilbage uden en arbejdstidsaftale, men til gengæld fik de en kommission, der skal arbejde på en løsning i løbet af de næste tre år – et resultat, som lærerformand Anders Bondo Christensen virkede tilfreds med. Han ville ikke skrive under på ’noget bras, som i virkeligheden var lov 409 light’ (den lov, der regulerer lærernes arbejdstid), som han ifølge Folkeskolen.dk sagde fra talerstolen 1. maj i Fælledparken i København.



Historisk. Overenskomstforhandlingerne kommer til at skrive sig ind i historiebøgerne, vurderer arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand, forskningsleder ved FAOS, Københavns Universitet.

»Og det er ikke bare på grund af musketereden, men fordi man meget tidligt har forhandlinger, som ser meget vanskelige ud, hvor man har været tæt på at kuldsejle undervejs, men hvor man alligevel får et forlig,« siger han.

Selvom det lykkedes at undgå konflikt, er det ikke et bevis på, at den danske model stadig virker, mener Mikkel Mailand. Ved to af de seneste tre forhandlinger er det gået galt eller har været tæt på, pointerer han.

»Der er tilsyneladende et relativt højt konfliktniveau og besværligheder med at nå i mål. Det kan give anledning til, at parterne både hver for sig og sammen tænker på, om nogle ting kan gøres bedre,« siger han.

BUPL’s formand glæder sig over, at overenskomstforhandlingerne i denne omgang fik taget et opgør med Moderniseringsstyrelsens tænkning om, at de offentligt ansattes løn er en del af udgiftspolitikken – og dermed et mål for besparelser i det offentlige.

»Det er en kæmpesejr. Det her er en streg i sandet i forhold til, hvad vi vil finde os i,« siger Elisa Bergmann og tilføjer:

»Vi ved godt, at det ikke er sidste gang, vi skal tage den kamp.«