Historisk tema; Før 1930

Pædagogik. Med det første danske asyl i København i 1828 er offentlig pasning og opdragelse en realitet. Pædagogikken, hvis den kan betegnes som en sådan, er streng disciplin efter devisen ro, renlighed og regelmæssighed. Børnene opholder sig meget af dagen på den såkaldte "trappe" - en af trin opbygget forhøjning, hvor børnene modtager nogen undervisning - mest af bibelsk karakter. Man beder og synger salmer og sange, og børnene får undervisning i strikning og i regning ved hjælp af en kugleramme og i skrivning på små tavler. Der er dog også leg i det fri samt fortæring af den medbragte mad. Først i 1871 med den første danske Fröbelbørnehave kan man tale om egentlig pædagogik baseret på en pædagogisk teori. Erna og Niels Juel Hansen, der opretter børnehaven, mener, at "Børnehaverne ere ikke Skoler - al Skolemæssig læren er udelukket. Hovedformålet er at medvirke til Uddannelsen af det Barnlige i Barnet". Legen får for første gang en betydning. "Fröbels Ide med Opdragelsen er gennem Legen alt fra den tidligste Alder at tilfredsstille Barnets Virksomhedsdrift og udvikle dets Sanser. Legen er ikke blot Leg, men et for Barnet naturligt og kærkomment Middel til dets Udvikling, og Børnehaven er ikke blot en Legeskole, men en virkelig Forskole til Livet". I 1910 er der seks "skolebørnsasyler" beregnet for skolebørn i København. Her bliver børn efter skoletid beskæftiget med lektielæsning, leg, sang, håndgerning - for pigernes vedkommende: Strikning, syning og arbejde med papir eller pap - for drengene: Kurvefletning, børstenbinderi og arbejde med træ og linoleum. Grunden til fritidshjemmene er lagt.



Daginstitutionerne. Den første offentlige børneinstitution i Danmark blev oprettet i 1605. Institutionen, Christian VI's børnehus, var i virkeligheden et tugt- og børnehus, hvor tiggere (og deres børn) blev indsat og tvunget til at arbejde for kongen, blandt andet med tekstilproduktion. Tugt- og børnehuset eksisterede i 45 år, og det anslås, at omkring 5.000 børn tilbragte deres barndom der.

Men den moderne daginstitutions historie tager sin begyndelse i 1828, hvor Det Kvindelige Velgørenhedsselskab opretter et asyl i St. Kongensgade i København. Prinsesse Caroline Amalie (1796-1881) var initiativtager til asylet, og året efter oprettede hun for egne midler "Prinsesse Caroline Amalies Asyl" i Kronprinsessegade. I de følgende år bredte asylerne sig til de fleste større provinsbyer. Således fik Horsens allerede i 1840 et børneasyl.

Samme år bliver verdens første børnehave indviet i Blankenburg i Sydtyskland. Manden bag var Friedrich Fröbel (1782-1852), der både havde ulejliget sig med at finde på navnet og et pædagogisk indhold.

Fröbels tanker inspirerede, og 1. maj 1871 oprettede cand.jur. Niels Juel-Hansen og hans hustru Erna Juel-Hansen en rigtig Fröbel-børnehave i Kvæsthusgade 7 i København. Ni år senere åbner fru Hedevig Bagger den tredje børnehave i København. Samme fru Bagger bliver senere den første rektor for Fröbelseminariet.

År 1900 er der omkring 100 asyler i Danmark.

I 1901 bliver forløberen for fritidshjemmet lanceret. I København stiftes på Dronning Louises initiativ "Foreningen til Oprettelse af Friskolebørnsasyler i Københavns Arbejderkvarterer". Disse asyler henvender sig til børn fra syv år til konfirmationen. 1910 er der seks sådanne asyler i hovedstaden.

1919 kom daginstitutionerne på finansloven med et årligt tilskud på 250.000 kroner.



Samfundet. Landbrug havde indtil anden halvdel af 1800-tallet været Danmarks ubestridte hovederhverv, men nu flyttede mange mennesker fra landet til byerne. Det var hårde tider for landarbejderne, og derfor drog folk mod byerne, hvor fabrikker var begyndt at skyde op. Nogle tal fra København kan give en ide om, hvor kraftig tilstrømningen til byerne såvel som til industrien var: I 1839 var industriens arbejdsstyrke på 6.600 personer. Det tal var i 1914 steget til 61.500.

Gadernes brosten gav i denne tid genlyd af et mylder af børn. De små lejligheder betød nemlig, at børnene måtte lege udenfor. De ældre børn passede på de mindste, for det var før vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

Den industrielle udvikling og byernes vækst dannede fra 1870 grundlag for en dansk arbejderbevægelse med

Louis Pio som central faktor. I løbet af 1880'erne voksede antallet af fagligt organiserede arbejdere stærkt.

Mange børn fik arbejde på fabrik - ofte samme sted som deres forældre, og det var ikke ualmindeligt, at børnene allerede begyndte at arbejde, når de var fem år. Børnenes arbejde var ofte farligt, og i 1873 kom den første lov, der sikrede, at børnene kunne have tid til skole ved siden af. I 1901 kom der endnu en lov, som igen skærpede reglerne, og i 1913 kom loven så, der forbød alle skolebørn at arbejde på fabrik eller på et større værksted. De fleste arbejderbørn gik i skole, til de fyldte 14 år. Derefter kom de i lære eller fik en rigtig arbejdsplads, for så var man voksen.



Uddannelsen. Tyskeren Friedrich Fröbel (1782-1852) tilrettelægger som den første en uddannelse for medarbejderne i de børnehaver (kindergarten), han selv er stamfader til.

I Danmark er det ægteparret Hedevig og Sophus Bagger, der er først ude. Med støtte fra en sælsom koalition af kongehus, socialdemokrati og jævne arbejdsfolk opretter de i 1885 det første kursus for børnehavelærerinder. Det bliver med tiden til Frøbel-Seminariet. Her tilbydes frem til 1915 et forløb over to gange 10 måneder. Efter de første 10 måneder kan eleverne, alle kvinder, få stilling som medhjælpere i børnehave eller asyl, mens de efter endnu 10 måneders undervisning anses for at være kvalificerede til en lederstilling. I 1915 bliver uddannelsen gjort toårig for alle.

Nummer to i rækken af pædagog-seminarier, oprettet af søstrene Anna og Bertha Wulff i 1904, kommer til at hedde Frøbel-Højskolen og henter først og fremmest støtte i og omkring kirken og den københavnske bymission.

Begge seminarier bygger deres undervisning på Fröbels teorier og - især for Frøbel-Højskolens vedkommende - på det kristne livssyn.

I 1928 brydes det frøbelske uddannelsesmonopol. En kreds af reformpædagoger og personligheder fra det kulturradikale miljø opretter Montessori-kursus for Småbørnslærerinder, der er inspireret af den italienske nytænker Maria Montessori (1870-1952).

Seminarierne, som er enten lederejede eller selvejende, har stor frihed med hensyn til både pensum og metode. Der er ikke nogen statslig instruks for uddannelsens indhold.

Frøbel- og Montessorifolkene bryder sig i udpræget grad ikke om hinanden. På Montessori-kurset omtales de frøbelske håndgerninger hånligt som "frøbel-fletterier", mens Frøbel-folkenes kritik af Montessori-metoden går på, at den er for skole- og indlæringspræget.



Fagforeningen. Børn er en privat sag. Ansvaret for deres opdragelse er

forældrenes, og kun hvis de ikke magter opgaven, træder andre til. Disse andre kan for eksempel være Foreningen af 1837 til forsømte Børns Frelse, De Danske Plejehjemsforeninger fra 1894, Kristelig Forening for Børneforsorg fra 1898 og Foreningen Jysk Børneforsorg fra 1906.

Fælles for dem er, at de bedriver godgørenhed på privat basis, og at de i hovedsagen har fokus rettet mod børn og unge i vanskelige omstændigheder.

Til at varetage interesserne for de mennesker, som arbejder på felter, er der ikke rigtig nogen. Tættest på at være en fagforening er vel Landsforeningen Forebyggende Børneværn, der stiftes i 1926. Dens formål er at samle institutionerne til samarbejde og gensidig støtte og, som det siges, "at varetage disses interesser af faglig og økonomisk art til hævdelse af det forebyggende børneværns berettigede krav og til udvikling af arbejdet".

Grundstenen til det, der siden skal blive til BUPL, lægges 24. marts 1918, da en snes børnehavelærerinder danner Frøbel-Højskolens Elevforbund. Forbundet arrangerer kurser i sprog og småbørnsgymnastik, oplysende foredrag, udflugter og institutionsbesøg, ligesom det har gode forbindelser til ligesindede i Tyskland og de nordiske lande.

Om en fagforening er der ikke tale, men det er dog fra Frøbel-Højskolens Elevforbund, initiativet til en sådan nyttig indretning kommer til at udgå.

I slutningen af 1800-tallet er

årslønnen for "asylmoderen" i Viborg 400 kroner, mens redaktøren på byens avis bliver sat i skat af en årsindtægt på 4.800 kroner.



Pædagogiske personligheder

Johan Amos Comenius (1592-1670): Tjekkisk filosof og reformator, der i den tidlige industrialisme opkastede en plan for organiseret fællesopdragelse af børn i førskolealderen. Han foreslog også, at børn fra det fjerde til det sjette år skulle forberedes på den senere skolegang. Betegnelsen moderskoler, som Comenius opfandt, kan i dag ses i den franske forskoles navn Ecole Maternelle og den italienske dittos Scoula Materna.



Jean-Jacques Rousseau (1712-78): Fransk filosof, der i hovedværket Emile taler for en tilbagevenden til et simplere og naturligere liv. Han mener, at opdragelsens opgave er at give børn det, som de ikke har ved fødslen, men som de har brug for som voksne. En naturlig opdragelse skal give barnet bevægelsesfrihed, gøre så lidt så muligt og lade naturen gå sin gang.



Johan Heinrich Pestalozzi (1746-1827): Schweizisk pædagog, der for en tid er enig med Rousseau, men senere går i retning af mere disciplin, fordi "mennesket af naturen, når det overlades til sig selv, er dovent, uvidende, uforsigtigt, ubetænksomt, letsindigt og grådigt". Han betragtes som den første socialpædagog, der selv omsætter sine teorier i praksis, fordi han i perioder viede sit liv til at tage sig af fattige, hjemløse og krigsramte børn.



Hedevig Bagger (1842-1926): Åbner en børnehave efter Fröbels teorier på sin mand Sofus Baggers skole i 1880. Her underviser hun de unge piger, hun har som hjælpere. Det bliver starten til Fröbelseminariet (1904). Sammen med socialdemokratiske kræfter former hun tanken om en folkebørnehave, som også er baseret på Fröbels teorier, men tilpasset danske forhold.



Friedrich Fröbel (1782-1852): Tyskeren, der opfinder børnehaverne og udvikler den første selvstændige førskolepædagogik. Er discipel af Pestalozzi, men modsat denne lægger han afgørende vægt på elevernes egen-virksomhed. I 1816 opretter han sit eget "opdragelsesinstitut", men forlader i 1830 skolen for at koncentrere sig om førskolepædagogikken og er fra 1837-48 leder af det, han finder på at kalde Kindergarten. Hans indsats er især, at han udvikler legetøj og materialer til udviklende leg og beskæftigelse, uddanner de første småbørnslærerinder og betoner legens selvstændige betydning. Hovedsagen for Fröbel er aktiviteter med udviklende beskæftigelsesmaterialer i relativ frihed og en forståelse for børn og deres behov. Men nogle efterkommeres fortolkning får hans metode til at stivne, idet børnenes aktiviteter bliver genstand for hersen efter en række regler, som "læreren" formulerer.



Maria Montessori (1870-1952): Italiensk læge. Opretter "Casa dei Bambini" - børnenes hus. Det er ikke en børnehave, men en skole, fordi M. ikke tror på, at den hjælp til udvikling, småbørn skal have, er anderledes end den, ældre børn skal have. Der er tale om overvåget og ledet selvudvikling, for børn besidder, ifølge M., en form for personlighed og begavelse, som det er voksnes opgave at sætte fri med de rette midler. Hun mener, at børn ikke bryder sig om færdiglavet legetøj, men foretrækker at skabe noget selv med klodser og andet materiale, kort sagt at "arbejde". M. uddanner sig senere til psykolog og mener, at pædagogikken skal være under psykologiens ledelse.



Erna Juel Hansen

(1845-1922): Opretter den første Fröbelbørnehave i København i 1871.