Historisk tema; 80'erne

Pædagogik. Den strukturerede pædagogik rammer lige ned i et mere og mere udtalt behov hos pædagogerne for at få en professionel identitet. Den bygger på en direkte og til dels ukritisk overføring af især østtysk og sovjetisk pædagogik især inspireret af Anton Makarenko. Målet er, "at uddanne og opdrage børnene til alsidige og kritisk tænkende socialistiske personligheder", som Stig Broström udtrykker det i sine bøger fra slutningen af 70'erne til midten af 80'erne. Man lægger stor vægt på gruppen frem for individet, og at det er vigtigt, at børn lærer noget. Børnene bliver objekter for de voksnes mål, uden at man medinddrager de konkrete børns forudsætninger, behov og interesser. Den vigtigste metode er emnearbejde, som mange steder bliver planlagt for et år ad gangen. I slutningen af 80'erne forlades den stramme struktur til fordel for mere selvforvaltning og børns selvbestemmelse. Fra Norditalien og især Reggio Emilia kommer inspiration til en læringspræget pædagogik, der tager udgangspunkt i barnets perspektiv. Der er meget fokus på indretning af rummet som en vigtig del af pædagogikken. I slutningen af årtiet diskuteres børns evne til selv at forvalte sin dag, hvilket nogle steder fører til en tendens til, at børn selv skal finde ud af, hvornår de vil lege hvad og med hvem, hvornår de vil spise og hvor meget. Kritiske røster mener, at denne selvforvaltningsbølge er til skade for børn, fritager pædagoger for ansvar, og at de mest ekstreme selvforvaltningspædagoger har misforstået teorierne. Tendensen går mod, at børn har brug for kompetente voksne, der vil dem, ser dem og som viser dem, hvordan verden hænger sammen ved at give dem rammer, værdier og normer at udvikle sig indenfor.



Daginstitutionerne. Væksten i daginstitutioner er fladet ud. I 1982 er der 4772 daginstitutioner og over 1000 fritids- og ungdomsklubber.

1984 bliver et skelsættende år. Før 1984 hørte alle daginstitutioner under Bistandsloven og var dermed sociale foranstaltninger. Men fra det år kommer der en lille tilføjelse til folkeskoleloven, nemlig paragraf 3, stk. 4: "Folkeskolen kan tilbyde børn optagelse i en skolefritidsordning, hvis børnene er optaget i skolen eller har nået den alder, hvor de tidligst ville kunne optages i børnehaveklasse." Dermed var SFO'erne født.

Det første år blev 1223 børn passet i en SFO, men siden er populariteten vokset. I 1990 bliver 35.000 børn passet i SFO, i 2003 er tallet oppe på 187.000 børn.



Samfundet. 1980'erne er blevet kaldt fattigfirserne, forandringsfirserne og forvandlingsfirserne. Forskellen mellem rig og fattig var igen mærkbar, og årtiet var præget af angst og intolerance.

Tiden mellem 1960 og 1980 var præget af nedbrydningen af det gamle kulturmønster. Stærk vækst i den offentlige sektor blev politikernes forsøg på at styre udviklingen og forny samfundet gennem planlægning og centralisering, mens velfærdsstaten skulle erstatte lokalsamfundets og familiens omsorgsfunktion. Det blev også tiden for ambitiøse offentlige tiltag med store investeringer i uddannelse og offentlige anlæg. Løsningen på mange problemer hed "mere af det samme". Det vil sige større offentlig indsats. Omkring 1980 stod det klart, at denne vej ikke længere var farbar. I 1982 gav Socialdemokratiet op som regeringsparti og overlod magten til skiftende borgerlige regeringer. I 1980'erne kom velfærds- og solidaritetstanken under debat og nedprioritering. Politikerne begyndte at erstatte centralisering med decentralisering, offentlig service med privatisering.

1980'erne blev et årti fuld af usikkerhed og rådvildhed, som viste sig som politiker- og organisationslede og en følelse af afmagt.

Samtidig var der også stor frygt for, at der skulle blive atomkrig. Supermagterne USA og Sovjetunionen hobede våben op. I skolerne havde børnene temauger om krig og fred, og de demonstrerede for fred.

Usikkerheden var også en stor faktor i familielivet. Mange børn oplevede, at deres forældre blev skilt. Antallet af skilsmisser toppede i 1985 med 14.385 mod 9.524 i 1970. Børnene boede på skift hos de to forældre, men selv om de på den måde egentlig havde to hjem, så følte mange børn, at de ikke havde et rigtigt hjem.

Nogle børn og unge blev så vrede på deres familie, at de i protest opførte sig lige modsat af, hvad forældrene sagde. Begrebet punkere bliver udbredt. Det var vrede unge, der klædte sig i råt tøj, havde rotter som kæledyr og mærkelige farver og formationer i håret. Grafitti er et andet middel til protest.

Sidst i 80'erne sker der noget, der vender fuldstændigt om på verdenssituationen. Murens fald i 1989. Med murens forsvinden forsvandt også frygten for krig.



Uddannelsen. Poul Schlüter (K) danner i 1982 regering. Hans undervisningsminister, Bertel Haarder (V), har en plan. De unge mennesker skal ledes over i teknisk-naturvidenskabelige uddannelser, mens de humanistiske skal på smalkost. På pædagoguddannelserne bliver optaget reduceret med en tredjedel. Haarders hovedargument er, at det er synd for de unge og samfundsøkonomisk ufornuftigt at uddanne til arbejdsløshed.

I 1989 går et reformarbejde i gang. Haarders udgangspunkt er, at staten skal spare 50 millioner kroner i uddannelsesstøtte ved at indføre en lønnet praktik, som det overlades kommunerne at finansiere. Desuden forestiller Haarder sig børnehavepædagog-, fritidspædagog- og socialpædagogudannelserne slået sammen og uddannelsens længde afkortet med et år.

BUPL står over for en svær beslutning. Skal man indgå i udvalgsarbejdet om den nye uddannelse, eller skal man fralægge sig ethvert ansvar. Man gør det første.

Resultatet ender med at blive en fællesuddannelse med en lønnet praktik, som man ikke bryder sig om. En uddannelse på 3 1/2 år, som man godt kan lide, fordi det åbner mulighed for at udvide både de teoretiske og kreative elementer i studiet. Og en uddannelse, der ikke, som Haarder ellers har ønsket sig, er opbygget af moduler, som den studerende kan springe fra og på.

De første studerende optages på den nye pædagoguddannelse i 1992.



Fagforeningen. Mange forhåbninger knyttes til Pædagogisk Kartel, siden starten i 1978 rammen om et stadigt tættere samarbejde mellem BUPL, Pædagogisk Medhjælper Forbund, Landsforeningen for Socialpædagoger og Landsforeningen Danske Klubfolk. Målet er et enhedsforbund for i første omgang alle, der arbejder inden for daginstitutionsområdet, og i anden omgang hele den socialpædagogiske sektor.

Ingen af delene bliver til noget. Pædagogisk Kartel opløses 1. januar 1985. Første pind til kisten leverer BUPL's medlemmer, da de på generalforsamlingerne i 1983 siger nej til det ambitiøse enhedsforbunds-projekt.

Endnu en pind følger, da BUPL og PMF kommer på kant med hinanden om bemandingen i de nye skolefritidsordninger. BUPL plæderer for, at der udelukkende skal ansættes uddannet arbejdskraft, mens PMF ønsker stillingsstrukturen fra daginstitutionsområdet overført.

Ødelæggende for sammenhængskraften i Pædagogisk Kartel er endvidere forløbet af overenskomstforhandlingerne i 1983. Her begår Kurt Jensen, BUPL-næstformand og forhandlingsleder for det samlede kartel, noget, der efter kollegernes mening tangerer brodermord. Selv kalder han det en ædruelig stemmevejledning.

Det, Kurt Jensen gør, er på samme tid at anbefale både et ja og nej til det mæglingsforslag, som forligsmand Mette Koefoed Bjørnsen er kommet med. Nej på kartellets vegne, ja på BUPL's. Hjælpsomt er det heller ikke, at der går partipolitik i sagerne. Stort set alle højere placerede politikere og funktionærer i de pædagogiske fagforeninger er på dette tidspunkt DKP'ere. Lige populære hos partiledelsen er de dog ikke. Kammeraterne i PMF regnes for at være af en særlig ædel støbning, hvorimod

BUPL'erne jævnligt bliver kaldt til kammeratlig samtale og retledning. Det synes BUPL-kammeraterne i længden er noget trættende.



Pædagogiske personligheder

Stig Broström (1945-): Pædagog, cand.pæd., ph.d., nu lektor i småbørnspædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet. Introducerer marxistisk pædagogik under navnet "den strukturerede pædagogik" i Danmark. Allerede først i 70'erne skriver han i seks lange artikler i Børn&Unge om den marxistiske ideologi, der ligger til grund for den strukturerede pædagogik. Blandt andet fremhæver han, at "selv de bedste anlæg og samfundsmæssige betingelser kan blive betydningsløse, hvis den menneskelige udvikling ikke ledes aktivt og målrettet under bevidst voksen ledelse". Desuden skriver han, at "vi tjener ikke børnenes udvikling ved blot at stimulere deres egne frie udfoldelser. Førskolebarnet må igennem bevidst planlagte aktiviteter forberedes til skolens mere systematiske undervisning". B. har trods senere opblødning i forhold til den strukturerede pædagogik fastholdt vigtigheden af planlægning af aktiviteter og af overordnede planer for arbejdet som en sikkerhed for, at børn får de nødvendige kompetencer. I et interview sammen med Jan Kampmann i Børn&Unge 2001 siger Stig Broström: "Jeg er ikke fortaler for, at det (voksenstyrede pædagogiske arbejde. red.) skal organiseres på nogen bestemt måde. Det skal bare foregå. Og det betyder jo ikke, at der i den institution ikke er masser af tid og plads til hemmelige lege bag skuret og selvvalgte lege. Det hører også til".



Loris Malaguzzi (1920-94): Ophavsmanden til Reggio Emilia-pædagogikken, som også er blevet kaldt den lyttende, den skabende og glædens pædagogik. Lige efter Anden Verdenskrig opretter Malaguzzi børnehaver i Norditaliens røde bælte. M. tager afstand fra den traditionelle, autoritære og ofte katolske opdragelse med udtryk som "Børn har 100 sprog, men er frarøvet de 99". Reggio Emilia-pædagogikken er kendt for at lægge vægt på barnets perspektiv, at børn har uanede ressourcer, som bare skal vækkes af indsigtsfulde voksne, der lytter til barnet samt på børns kunstneriske udtryk, dokumentation og arbejdet i værksteder med helhedspræget pædagogik i emneforløb. Også indretningen af rummet har en særlig betydning.