Historisk tema; 70'erne

Pædagogik. Med ungdomsoprøret i 1968 bliver behovet for en større forståelse af samfundets betydning for individets udvikling mere udtalt. Samtidig betyder det antiautoritære oprør og flower-power bevægelsen, at et mere afslappet syn på børn og en "laissez-faire"-bølge (= lad stå til) præger institutionerne især den første halvdel af årtiet - til dels inspireret af Neill. Tilhængere af denne pædagogik mener, at man ikke skal gribe ind, vejlede og korrigere barnet, fordi det antages selv at vide, hvad det har brug for i sin udvikling. To andre retninger inden for pædagogikken - den marxistiske og den kritisk-frigørende, begge stærkt politisk inspirerede - begynder at få en betydning for pædagogikken. Den første fører til det, der kommer til at gå under navnet struktureret pædagogik, som også er almindeligt langt ind i 80'erne (se dette årti for uddybning). Den anden fører til erfaringspædagogikken, som modsat den strukturerede pædagogik lægger vægt på børnenes med-styring af aktiviteterne, fordi barnet anses for at kunne noget og have gjort sig visse erfaringer, som der skal bygges videre på. Ligesom hos de tidlige reformpædagoger lægges der vægt på legen, eksperimenter, kreativitet, kritisk tænkning, selvstændighed og selvforvaltning. Denne gren af pædagogikken slås i 70'erne, 80'erne og 90'erne op til i dag med den mere indlæringsprægede pædagogik, som i 70'erne og 80'erne vandt udbredelse i en meget stram og struktureret form.



Daginstitutioner. Antallet af daginstitutioner, som de nu hedder, er eksploderet til 3035 i 1972.

På det formelle plan er det Bistandsloven fra 1976, der får betydning for daginstitutionerne. Med den overtager kommunerne nemlig det fulde ansvar - også økonomisk - for driften af daginstitutionerne. Samtidig får pædagogerne en rigtig overenskomst, før var de lønnet efter et reglement.

Men især er det mange pædagogers politiske engagement, der sætter sit præg. I et stillingsopslag i Børn&Unge den 4. november 1971 står der således: "Hudegrundens byggelegeplads. 1. november bliver en pædagogstilling ledig. Den eventuelle ansøger skal være uddannet pædagog. Kun en marxist, der anerkender institutionens målsætning og vil arbejde aktivt ud herfra, vil blive optaget i vort kollektiv. Lønrammen er 6/8. Al løn herudover går til vor solidaritetsfond." Det beskedne stillingsopslag bringer sindene i kog, og sagen ender såmænd helt oppe hos socialminister Eva Gredal (S), der bliver bedt om at tage stilling til, hvorvidt det er lovligt at avertere efter marxistiske pædagoger. Det mener hun ikke, det er, ligesom det heller ikke er det, når institutioner søger medarbejdere med en "positiv indstilling til kristendommen".

Hudegrundens pædagoger fastholder i øvrigt, at det er uundgåeligt, at børn bliver påvirket i daginstitutionen, og at det kun er et spørgsmål om, hvilken vej påvirkningen går.

Sådanne eksempler lægger grunden til den voldsomme debat om indoktrinering, som florerer årtiet ud, hvor pædagoger, lærere og journalister bliver anklaget for venstreorienterede holdninger og samfundsundergravende virksomhed.



Samfundet. Der var i 1960'erne blevet skabt de flotteste rammer for børnene. Det var der råd til. Men nu ville en del familier pludselig leve på nye måder. Som et alternativ til den isolerede parcelhus-tilværelse blev der i kølvandet på ungdomsoprøret oprettet kollektiver, bofællesskaber og storfamilier. Rammerne sprænges, og oprøret blandt de unge slår for alvor igennem. Også kvindernes vilkår er væsentligt forandret. Fra overvejende at være hjemmearbejdende blev de erhvervsaktive. Det forudsatte bedre uddannelse, og helhedsresultatet blev et ændret syn på krop, seksualitet og moderrolle. Det var hårdt, for kvinderne havde stadig alt arbejdet derhjemme, plus at de arbejdede ude. Magtforholdet mellem mand og kvinde blev ændret takket være kvindens langt mere selvstændige uddannelsesmæssige og økonomiske stilling, og de især veluddannede unge kvinder deltog i eller sympatiserede med de nydannede græsrodsbevægelser, der kæmpede for at udvikle kvindebevidstheden og styrke kvindernes ligestilling ikke blot i hverdagen, men også i beslutningsprocesserne i erhvervsliv og politik. Rødstrømpebevægelsen opstod.

Der er oprør mod familiemønstret, mod autoriteter, forurening og atomkraft. Protester bliver til fester, og det alternative vinder frem. Befolkningen samles ofte i protest, og man tog gerne ungerne med og fik en tur ud af det.

Nogle meldte sig helt ud af samfundet og dannede Det Ny Samfund og Christiania. Her blomstrede det alternative, og her var hippier og Børnemagt.

Der sættes fokus på børns liv og kultur. Børn bliver for alvor taget højtideligt - også i medierne.

Mod slutningen af årtiet lurer opløsning, stigende arbejdsløshed, skilsmisser og angsten for fremtiden.



Uddannelsen. De første studerede på den tre-årige pædagoguddannelse bliver optaget august 1970. Med virkning fra 1973 bortfalder forpraktikken. Erfaring fra arbejde i daginstitution er ikke mere en betingelse for at blive optaget på uddannelsen.

Mange flere end der er plads til vil ind. 4000 kvalificerede ansøgere afvises i 1971. 2000 optagne og afviste demonstrerer foran Undervisningsministeriet. En talsmand forklarer i tidens toneart: "Den eneste vej ud af dette morads går gennem en enhedsfront mod dem, der udnytter vores situation. I denne kamp må de studerendes og lærernes organisationer stå sammen med fagbevægelsen og arbejderpartierne, som alle må have det til fælles at ville skabe et Danmark, der er værd at leve i, både for børn, unge og voksne."

Og noget kommer til at ske. Antallet af seminarier og studiepladser øges betragteligt op gennem 70'erne.

Hen mod årtiets slutning sker der en dramatisk vending. Langt færre end tidligere søger ind på uddannelsen. Seminarierne har det allerstørste besvær med at få pladserne besat. Bl.a. fordi der i forbindelse med daginstitutionsområdets kommunalisering i 1976 er nedlagt 4000 stillinger. Ikke bare er udsigterne til at få job sløje, man skal også finde sig i en massiv, offentlig nedrakning. Det er der mange, som ikke gider stille op til.

Årtiet, som begyndte så lovende, slutter med nedtur og tristesse.



Fagforening. Et begivenhedsrigt årti. For samfundet, for pædagogfaget og for de pædagogiske fagforeninger.

Første nummer af nærværende fagblad udkommer 7. januar 1971.

To år senere, januar 1973, går Dansk Børnehaveråd, Dansk Barneplejeråd og Foreningen af Fritidspædagoger sammen i Børne- og Ungdomspædagogernes Landsorganisation (BUPL). Gertrud Berg fra Dansk Børnehaveråd vælges som landsorganisationens første formand. BUPL har i stiftelsesåret 5763 medlemmer.

1. april 1976 træder Bistandsloven i kraft. Samme dato overlader staten ansvaret for daginstitutionsområdet til kommunerne. Folketingets borgerlige flertal gennemtvinger i den anledning en beslutning om, at personalenormeringerne skal beskæres med 4000 fuldtidsstillinger.

BUPL er rystet i sin grundvold. Hvordan skal der reageres? Et flertal i hovedbestyrelsen opfordrer til arbejdsnedlæggelser. Formand Gertrud Berg lægger offentligt afstand, hvorfor der indkaldes til ekstraordinær kongres. Her vedtages med stemmetallene 80 mod 26 en udtalelse, som udløser socialdemokraten Gertrud Bergs afgang.

BUPL bekender sig i udtalelsen til en mere aktivistisk linje og brugen af udenomsparlamentariske metoder. Som ny formand vælger kongressen Janni Milsted, mens Kurt Jensen bliver hovedkasserer.

Det hedder i samtiden, at BUPL er faldet i hænderne på Danmarks Kommunistiske Parti.

BUPL indgår 1977 sin første overenskomst. Den indebærer væsentlige vilkårsændringer. Det er slut med reglementsansættelser. Pædagoger er ikke mere at betragte som tjenestemænd, men som regulære lønarbejdere. BUPL får derfor også ret til at varsle overenskomstmæssige strejker. De nye forhold medfører tillige, at BUPL går fra tjenestemandssammenslutningen COII til FTF (Funktionærerne og Tjenestemændenes Fællesråd).



Pædagogiske personligheder

Anton Makarenko (1888-1939): Sovjetisk pædagog, der i bogen "Vejen til livet" (1912) skriver om sin vision om at gøre kollektivet til en opdragende magt. Der skal herske disciplin og orden, men det skal være af en sådan karakter, at den har rod i kollektivets tarv og interesse. M. anser det for mangel på agtelse for individet, hvis man ikke stiller krav til det, men tilgiver enhver forseelse. Han går ind for autoritet i opdragelsen. Får størst betydning i Danmark i 1970'erne og 80'ernes marxistisk inspirerede pædagogik.



Paulo Freire: (1921- ): Ophavsmand til den frigørende pædagogik. Han mener, at mennesket nok er påvirket af de historisk-samfundsmæssige forhold, hvorunder det er vokset op. Men at det kan frigøre sig fra de forhold, der undertrykker, ved hjælp af bevidstgørelse. "Folket" holdes nede af borgerskabets model af sig selv, som påduttes gennem undervisning, medier m.m. F. mener, at den borgerlige pædagogik gør mennesket til genstand for bestemte læreprocesser, der indoktrinerer til systemets normer, og han kalder den for "sparekassepædagogik", fordi pædagogen ser det som sin sag at fylde barnet med viden. Pædagogisk får hans filosofi den betydning, at man skal tage udgangspunkt i børns virkelighed, og at det er pædagogens opgave gennem viden om børn generelt og specifikt om det enkelte barn, at denne kan forstå barnet og dets oplevelse af situationer, af sig selv og dets problemer og dermed styre aktiviteter hen mod det, barnet finder vigtigt.