Historisk tema; 2000'erne

Pædagogik. Relationer er et ord, der høres meget lige nu. Der er fokus på den enkelte pædagogs evne til at være nærværende i sin relation med barnet og anerkende det, barnet kommer med. Det enkelte barns personlige styrker, svagheder, behov og ideer skal tages i betragtning, når hun vil forstå barnet og dets hensigter. At relationen mellem voksen og barn og mellem børnene anses for at være selve livsnerven i pædagogikken har givet anledning til, at ordet refleksion er blevet et andet modeord i den pædagogiske debat. For når relationen er så vigtig, må pædagogen hele tiden reflektere over sin egen rolle i relationen. Desuden giver de øgede krav til skriftlighed (virksomhedsplaner, handleplaner m.m.) også basis for, at pædagoger reflekterer over praksis og de værdier og normer, de lægger til grund for denne praksis. Desuden er der en tendens til at vende sig fra psykologien, antropologien og sociologien og vende tilbage til pædagogikkens egne dyder, som er dannelsen. Dannelse forstås i sin nyfortolkning ikke som almendannelse, men som en socialisationsproces, der indebærer overvejelser omkring pædagogikkens mål, midler og metoder - og en interesse for virkningerne af pædagogikken på barnets udvikling. Debatten går på, om man skal styre børns udvikling mod det fremtidige liv i skolen og give dem bestemte kompetencer, som de har brug for der - gerne på en legende, men alligevel voksenstyret måde. Eller om arbejdet går ud på at give barnet så gode rammer, at det kan udvikle sig frit og i overensstemmelse med dets iboende lyst til og behov for læring.



Daginstitutionerne. Daginstitutionerne har fået en prominent rolle i dagens Danmark. Med læreplaner skal den sociale arv brydes, tosprogede børn skal integreres og lære dansk, børns sundhed og trivsel skal tilgodeses - og så skal der også helst være tid til lidt leg og omsorg. Pædagogerne er gået fra at være udskældte og uglesete i 1970'erne til at være en grundsten i velfærdssamfundet.

Desværre afspejler den betydning, som politikerne gerne tillægger pædagogerne i ovennævnte sammenhænge, sig sjældent, når de kommunale budgetter skal lægges. Her må daginstitutionerne ofte holde for, når budgetaftalerne bliver indgået. Af samme grund har pædagogerne taget hul på det nye årtusind med massive protester og arbejdsnedlæggelser - oftest forgæves, for kommunerne skal spare på grund af VK-regeringens skattestop.



Samfundet. Vi gifter os stadig i håbet om en idyllisk kernefamilie, men ofte ender det i skilsmisse, og håbet om kernefamilien smuldrer. Vi stiller alt for store krav til os selv, til vores børn og til vores arbejdsplads, og ud af det får vi bare frustrationer og stress. Det er nøgleordene i børnefamilierne i dag.

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø har tidligere forklaret problemet således:

"Vi vil stadig både blæse og have mel i munden. I vores generation har vi lært at vælge til og planlægge, så vi kan nå det hele - og vi vil det hele. Problemet bliver så bare, at jagten på det gode liv ender med at true lykken. For i vores stræben efter de rigtige ydre rammer med alt, hvad det indebærer af børnevenlig bolig, økologisk mad og succes på arbejdspladsen, spænder vi ben for os selv både økonomisk og følelsesmæssigt."

De tidligere generationer stillede ikke lige så høje krav til tilværelsen, som vi gør i dag. Dengang var arbejdspladsen bare det sted, hvor man tjente sine penge, mens det var det sted, som man gik hjem til efter endt arbejdsdag, som var det vigtige. Hjertet lå i hjemmet. Sådan er det ikke mere, og det giver også kvinderne et dilemma.

"Flere og flere mennesker har deres identitet via arbejdspladsen, og den er svær at give afkald på. Konkurrencen er også blevet betydeligt hårdere, og det kan være svært at være væk fra sin arbejdsplads i en periode på grund af barsel. Som 30-årige er man godt på vej op ad karrierestigen, men samtidig er det også tidspunktet, hvor mange vælger at få børn, og det sætter kvinden i et dilemma. Hun betaler den højeste pris for at få familielivet til at fungere," siger Liselotte Lyngsø.



Uddannnelse. Med det nye århundrede indvarsles også nye tider for pædagoguddannelsen - og med Fogh Rasmussen-regeringens tiltræden - tillige klubuddannelsens endeligt. Efter et årelangt tilløb opnår pædagoguddannelsen i 2001 status som en professionsbacheloruddannelse. Det bevirker, at pædagoger får nye muligheder for at videreuddanne sig og lettere ved at få deres uddannelse godkendt i udlandet.

Årskursus på Danmarks Lærerhøjskole nedlægges og genopstår i nyt udstyr og med ændret indhold på det nyetablerede Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor der gives mulighed for at tage både diplom- og masteruddannelser. Akademiseringen af de mellemlange videregående udannelser er en trend i tiden.

Uddannelsesinstitutioner, som før har levet deres selvstændige liv, går sammen i Centre for Videregående Uddannelser. Der tales om synergieffekter, som vil føre til et højere fagligt niveau.

Foråret 2003 kommer den med spænding ventede evalueringen af den 10 år gamle fællesuddannelse for alle slags pædagoger. Dommen er relativt hård. Uddannelsen er for uensartet og mangler en fælles faglig kerne. Kvaliteten af undervisningen er ikke god nok ."Aftagerne af de nyuddannede er heller ikke tilfredse". Ikke alt er dårligt, men der er brug for en reform.

Undervisningsministeren taler om bedre sammenhæng mellem pædagog- og læreruddannelse, men har i skrivende stund ikke forklaret, hvad hun mener.

Måske den selvstændige pædagoguddannelse er ved at være nået til vejs ende. Intet kan siges med sikkerhed, men Børn&Unges kilder - alle indsigtsfulde folk - er dog fortrøstningsfulde. Noget bliver lavet om, men pædagoguddannelsen som sådan har en fremtid for sig.

Det har klubuddannelsen også, men i en ny version. Klubuddannelsen i den gammelkendte form er død og borte. Afløseren hedder Videregående Voksenuddannelse (VVU) i Ungdomspædagogik. Den er normeret til et årsværk, som dog skal tages på deltid over tre år. Det kræver to års relevant erhvervserfaring at blive optaget.



Fagforeningen. BUPL er den største og dermed også den mest indflydelsesrige organisation på det pædagogiske arbejdsmarked. Og det skal BUPL blive ved at være.

Når al bragesnakken skæres væk, er det forklaringen på, at BUPL i 2001 indleder fusionsforhandlinger med Pædagogisk Medhjælper Forbund. Hvis nemlig det skrantende medhjælperforbundet vælger en vej ud af vanskelighederne, som bringer det i armene på Forbundet af Offentligt Ansatte, er BUPL's førerstilling alvorligt truet.

Problemet er, at den slags organisationstaktiske argumenter ikke har klangbund i medlemsskaren, og at de også er problematiske at bruge. Det må jo ikke hedde sig, at forbundsledelsen betjener sig af trusler. Hvor om alting er, pædagogerne vil ikke, under nogen omstændigheder, dele fagforening med de ikke-uddannede pædagogmedhjælpere.

Konsekvensen bliver den uundgåelige, at også dette fusionsforsøg må opgives. Fusionsforsøgets hovedarkitekt, Bente Sorgenfrey, vælges 13. november 2003 som formand for FTF (Funktionærernes og Tjestemændenes Fællesråd).

Hvad konsekvensen bliver på længere sigt, kan kun fremtiden vise.

To scenarier tegner sig.

1) PMF's igangværende overvejelser om fremtidig status ender op i, at forbundet bevarer sin selvstændighed. Nyindretningen af det kommunale danmarkskort fører til amternes nedlæggelse, hvorved Socialpædagogernes Landsforbund bringes i en sådan forlegenhed, at forbundet, der jo har amterne som sin primære arbejdsgivermodpart, ikke mere kan stå alene. Vejen er banet for en storfusion.

2) PMF går til Forbundet af Offentligt Ansatte. SL finder måder at overleve på. BUPL orienterer sig i stigende omfang mod Danmarks Lærerforening. Senest i 2011 er pædagoger og lærere, sådan som tilfældet er i stort set alle andre lande, medlemmer af samme fagforening.

På en ekstraordinær kongres i København 10. december 2003 vælges Annette Trads Hansen til som forbundsformand at styre BUPL fri af farerne og til at udnytte de muligheder, som byder sig til.



Pædagogiske personligheder

Daniel Stern (1934-): Amerikansk/schweizisk børnepsykiater og professor i psykologi. Har videnskabeligt observeret det spæde barn og fundet ud af, at "det lille barn aktivt kan bruge sin omverden, hvis omverdenen kan bruges". S. mener, at barnet allerede når det er få dage gammelt har det, han kalder "et gryende selv". Hovedværket er "Barnets interpersonelle univers" fra 1991 og "Moderskabsrelationer" fra 1997. S. anser det spæde barn for at være kompetent og havende et selv, det rummer unikke kvaliteter og ressourcer (kompetencer) og er disponeret for at søge og engagere sig i læreprocesser med stor motivation. Han mener, at det er relationen mellem barnet og omsorgspersonen, der er vigtig for, hvordan barnet kommer til at udnytte sit medfødte potentiale. Stern opererer med en lagdelt udviklingsmodel i stedet for den hidtil kendte stadiemodel, fordi han definerer udvikling som reorganisering eller nyorganisering af personlige oplevelser og erfaringer og inddeler udvikling i forskellige domæner, som alle vokser og eksisterer sammen.



Howard Gardner: Pskykolog, forsker og professor ved Harvard University i Boston. Hans udgangspunkt er kognitiv psykologi, altså viden om tænkning, intelligens, viden og kunnen. Det er G's teorier om de mange intelligenser, der har gjort hans forskning brugbar inden for småbørnspædagogik. Kodeordene er: Hvert enkelt barn er unikt, skal føle sig set og har krav på at blive mødt med respekt, børn har lyst til og behov for at udforske verden og tage den i besiddelse, børn er født med potentialer, der kan udvikle mangesidig intelligens, som skal stimuleres og udvikles gennem brug. I konsekvens heraf skal voksne benytte mange forskellige indgange til det enkelte barn i det pædagogiske arbejde. Der fokuseres bevidst på barnets stærke sider, og der arbejdes helhedsorienteret med det enkelte barn i centrum.