Her bander vi bare ikke

Blandt byggerod, grusbunker og parkerede biler ligger en rød aflang bygning, der mest af alt minder om en militærbarak. Betonens grå nuancer overstråler naturskønheden, og københavnerforstaden Ishøjs grålige image opfyldes.

Men det er ikke en militærbarak. Det er værestedet Den Flyvende Kuffert i Ishøj, som er et af de eneste fritidstilbud til Ishøjs unge.

Trods den sparsomme udsmykning og de beskedne lokaler emmer stedet af hygge og ro. Udbrud af jubel og ærgrelse fra et par drenge, der spiller Fifa 10 på Xboxen i sofahjørnet, og skridtene fra et stilfærdigt slag pool udgør lydkulissen denne mandag eftermiddag.

Hvis man havde forventet kaskader af bandeord og hård tale, er det ikke her, det foregår. Pædagogerne, der er ansat i Den Flyvende Kuffert, har en klar idé om, hvordan der skal kommunikeres med de unge.

Sproget er en forudsætning for et konstruktivt pædagogisk miljø. Dyderne er høflighed og ærlighed.

"Jeg tror faktisk, at de unge i dag taler pænere, end unge gjorde for 10-15 år siden. Sproget er i hvert fald ikke inde i en dårlig udvikling," siger Peter Lauridsen.

Hvis nogen skulle vide det, må det være Peter Lauridsen. Han har siden 1994 været daglig leder af Den Flyvende Kuffert. I daglig tale bare kaldt Kufferten.



Bandeord 24/7. Størstedelen af Kuffertens brugere er unge mellem 13-18 år af anden etnisk herkomst. En del af de unge kommer fra et belastet miljø. En af dem er Kiasya på 16 år. Han har både erfaring med politiet og de sociale myndigheder. Han er født i Danmark, og forældrene har iransk baggrund.

På spørgsmålet om, hvordan ungdommen taler i dag, svarer han:

"Grimt! Min generation af venner snakker grimt. I stort set hver en sætning er der et bandeord i. Der er jo bandeord 24/7. I reklamer, internet, film, medier og musik. Hele tiden. Det er klart, at man bliver påvirket," siger Kiasya ivrigt gestikulerende.



Den hårde tone, som praktiseres på gaden, trænger dog ikke ind i Kufferten. Der skal de unge tale høfligt.

"Det er vigtigt for os i konfliktsituationer, at vi er meget rolige og ikke råber ad de unge. At vi hele tiden taler pænt. Vi siger ikke 'skrid', men 'vil du være sød at gå'," fortæller Peter Lauridsen.

Klubben har også en regel om, at de unge skal tale dansk med hinanden.

"Vi har altid sagt til de unge, at når de er hernede, er det smartest at snakke dansk.



Det betyder, at de ikke kan sidde og lave fis og bagtale andre på deres modersmål," siger Peter Lauridsen.



De kalder mig storebror. Til hverdag er der 20-30 brugere af værestedet, og pædagogerne varetager mange forskellige opgaver. Yusuf Ulaz, der er uddannet pædagog, har arbejdet på Kufferten i fem år, og hans rolle er helt speciel.

"Jeg er mere en storebror, end jeg er pædagog for dem. Alle kalder mig agabey, som betyder storebror på tyrkisk. Selv en dansk dreng er begyndt at kalde mig det, så de opfatter mig nok mere som en storebror, der kan vejlede dem," siger han.

Men selvom Yusuf Ulaz betragtes som en storebror, har han flere andre roller i sit pædagogiske arbejde. Han er blandt andet ansvarlig for lektiehjælp og fodbold.

Uanset hvilken kasket han har på, spiller kommunikationen og sproget en afgørende rolle.

"De unge kan mærke forskel, om jeg er seriøs, eller om jeg joker. Når det er uformelt, kan jeg godt finde på at sige 'hey, hva' så?', men når vi skal have en mere formel samtale, bliver tonen mere seriøs," siger han.

Det er en hårfin pædagogisk balancegang for pædagogerne at møde de unge på deres præmisser. Høflighed og gensidig respekt er nøgleordene i samarbejdet og pædagogikken. Det er ikke frugtbart for voksne pædagoger at begynde at tale som de unge. Faktisk er det ikke frugtbart for nogen voksne overhovedet, mener Peter Lauridsen.

"Der er jo ikke noget værre, end når man får en mail fra kommunen, hvor en på over 50 år skriver knus med z. Så prøver man at være sit eget barnebarn med sms-sprog," siger han og græmmer sig.



Rune Klan på afveje. Kuffertens pædagogiske indgangsvinkel tager højde for de unges kulturelle baggrund. Mange af de unge kommer fra en kollektiviseret baggrund, hvor familien er i centrum. Modsat danskernes individualiserede baggrund, hvor egoet kommer i første række. Det kan skabe problemer, specielt med humoren. Det mærkede den tryllende stand-up-komiker Rune Klan for 10 år siden.

Rune Klan var hyret til at give et show på Kufferten. Det startede fint med lidt ufarligt trylleri, men da et par stykker af de unge buhede, kom komikeren galt af sted. Han fyrede en henslængt bemærkning om en af de unges mor af og fik efterfølgende en massiv guldkæde smidt i ansigtet. Han måtte hastes ud ad bagdøren og sendes hurtigt af sted, inden det ophidsede publikum kunne få kløerne i ham.

"Med fare for at generalisere er danskere meget jeg-fikserede. Unge af anden etnisk herkomst er derimod meget vi-orienterede. Groft sagt er de deres familie, og det er vi ikke," siger Peter Lauridsen.

"Det var jo ikke, fordi Rune Klan mente noget ondt med det, medmindre han havde selvmordsønsker. Men dér fandt vi ud af, at det nok ikke lige var her, Rune Klan havde sin målgruppe."

Kiasya bakker op om, at moderen er et tabu i humor og sprog blandt unge 2. G'ere.

"Nu til dags kan du ikke nævne mor. Hvis du siger 'fuck din mor', vil der være slåskamp i 99 ud af 100 tilfælde," siger han.



Et menneskeligt ansigt. Den typiske danske sarkasme og satire er ikke altid gangbar i Kufferten.

"Det kan være et problem i forhold til unge med anden etnisk baggrund, når danskere begynder at blive satiriske. De forstår det heller ikke, når danskere begynder at blive sarkastiske," siger Peter Lauridsen.

Humoren er bare vigtig som pædagogisk redskab, og der er da også plads til spas i Kufferten. De årelange relationer mellem pædagogerne og de unge betyder, at tonen sagtens kan være bramfri.

"I mange tilfælde kender vi jo de unges onkler og storebrødre. Hvis man først har relationer til de unge, og de kender og respekterer én, så er det okay at tage tykt pis på hinanden," siger Peter Lauridsen.

Kropssprog og attitude betyder meget for Yusuf Ulaz' pædagogik. Han lægger vægt på at være ærlig i sin mimik og til stede i sine handlinger. Eksempelvis ved konflikter.

"Når jeg irettesætter dem, er det ikke altid, at de kan se, om det er alvor eller en joke. Men min tale og ikke mindst mit ansigtsudtryk gør det meget hurtigt klart, hvad det er. Kropssproget betyder meget. Nogle gange behøver jeg slet ikke at sige noget som helst," siger han.

Yusuf Ulaz prøver at hjælpe de unge med deres problemer ved hjælp af kommunikation og sprog.

"Når vi har en alvorssnak, sætter jeg selv ord på deres følelser. De kan ikke altid finde ordene. De ved godt selv, hvad de laver og har lavet, men det kan være svært at komme ud med. Jeg prøver at formulere, hvad de føler," siger han.

Vigtigheden af at være mentalt til stede bekræftes af Kiyasa.

"Når man ser en mand som Yusuf, der vil bruge sin tid på at hjælpe med lektier og gider bruge sin tid på os, tænker man, at han er en god mand og en god pædagog. Ham kan man snakke med," siger han.



Overhøflig omgangstone. Interviewet med Kiaysa og pædagogerne i køkkenstuen afbrydes, da en utålmodig køleskabsmontør vil ind med et nyt køleskab.

Vi fortrækker til et andet rum og sætter os ned. Kiaysas telefon ringer. Han aftaler at mødes med en ven efter interviewet. Uden opfordring kommer han med sit syn på forholdet mellem de unge og pædagogerne.

"Pædagogerne kunne sagtens bare være ligeglade. Sige, at det er de unge, der har svinet køleskabet til og ikke gøre noget ved det. Men du kan se, at de gør noget for os. Det betyder meget. Hvis vi møder dem med respekt, får vi respekt. I sidste ende er det de unges eget ansvar," siger Kiaysa.

Omgangstonen i Kufferten er en af de pædagogiske grundsten for kontakten med de unge. Der tales og kommunikeres i en afslappet, behagelig og høflig tone. Faktisk kan tonen være så høflig, at etniske danskere måske ville få et chok, vurderer Peter Lauridsen.

Den pædagogiske dedikation og de simple sproglige retningslinjer ser ud til at virke på Kufferten.

Der bydes farvel med faste håndtryk. En af de unge klager over, at han ikke kan få taget et ekstra billede.

"Du er da for gammel til at se ung ud på billeder," udbryder Kiyasa.

De mulige fordomme om unge i Ishøj har ikke gode vilkår efter et besøg en grålig efterårsmandag hos Den Flyvende Kuffert i Ishøj.





Det er ikke de unge der fucker sproget

Det danske sprog skal nok bestå. Det er under konstant udvikling, men det er ikke de unge, der forpurrer den danske sprogskat.



Mavesure beskyldninger om, at den unge generation forpester det danske sprog, har ikke hold i virkeligheden. Det er blot de ældre, der ikke forstår de unges version af det danske sprog. Klagerne over den uvorne ungdoms sprogbrug er nemlig et tilbagevendende fænomen.

"Det er den samme beklagelse, der altid

kommer fra samme aldersgruppe, uanset hvilken tid det er. For 50 og 100 år siden lød de samme klager, og sådan vil det nok blive ved. Det skyldes mangel på genkendelse," siger Marianne Rathje, forsker ved Dansk Sprognævn med speciale i blandt andet bandeord.

Alle generationer bruger bandeord. Der er dog forskel på hvilken slags. Den ældre genration bruger ofte religiøst ladede bandeord som fanden, helvede og satan. Den yngre generation bruger mere bandeord, som er knyttet til seksualitet eller 'kroppens nedre funktioner', som det hedder på pænt dansk.

Eksempler på de unges foretrukne eder er skide, pis, lort og fuck.

Overraskende nok viser en nyere undersøgelse, at ældre bander mere end de unge. Specielt når de ældre skal tale med en ung, kan deres sprogbrug tage karakter af, hvad man kunne forvente at høre fra en for drukken sømand.

Myterne står i det hele taget for fald, fastslår Marianne Rathje.

"Unge af anden etnisk herkomst end dansk bander også mindre end etnisk danske unge. Det kan skyldes, at den familiære æreskrænkelse ved at bande er større i indvandrerkulturer, men indvandringen til Danmark har også haft betydning for udviklingen af bandeord," siger hun.

"En landsdækkende udvikling af skældsord, der har slået meget igennem, er fornærmelser mod familien. Eksempelvis 'din mor er en luder' og 'din far er bøsse'. Det er sikkert inspireret af de indvandrerunge, som vi har nu. I deres kultur er det dybt fornærmende at tale nedsættende om familien. Det har man ikke rigtig tradition for på dansk," siger Marianne Rathje.



Store sproglige konsekvenser. På trods af at de unges sprogvaner ikke er alarmerende, kan det få alvorlige konsekvenser, hvis de forfalder til et råddent sprogbrug, mener Marianne Rathje.

"Ligesom man bliver socialiseret som barn og ung gennem sin opførsel, socialiseres de unge også gennem sproget. Hvis man bander, kan det være, at man ikke kommer med på ture med vennerne eller ikke kan få job. Ens kammerater synes måske, at man er helt vildt sej, men det kan have konsekvenser i forhold til ens fremtid," siger hun.

Generelt er der dog ikke grund til at være bekymret for det danske sprog. Selvom sproget udvikles hastigt, er der ikke dokumentation for, at tonen generelt bliver barskere.

"De undersøgelser, jeg har kendskab til, tyder ikke på, at der er noget at være bekymret for. De unge, der bander meget, kan godt lægge bandeordene fra sig, når de bliver voksne," siger Marianne Rathje.

Selvom undersøgelserne viser, at unge bander mindre end de ældre, kan også eksperter som Marianne Rathje falde i generationsfælden.

"Som privatperson, der bliver ældre, vil jeg nu nok alligevel sige, at de unge taler et forfærdeligt sprog," griner Marianne Rathje.