Hannes OK18-kamp

Navnet er Hanne Kathrine Byskov. Hun er hurtig i replikken, og hendes engagement som faglig aktiv pædagog gløder. Hun er altid parat til at tage en ekstra tørn og et ekstra møde for at sikre kollegerne de bedste arbejdsforhold, men det startede et helt andet sted. Det startede til søs.

»Jeg ville være matros og tog først på søfartsskole. Derefter sejlede jeg på Sydamerika og Sydafrika, men da jeg mødte sømanden i mit liv, måtte en af os jo blive i land, hvis vi ville have familie. Og det ville vi,« fortæller Hanne.

Tre børn og et arbejdsliv på landjorden blev det til. Først en uddannelse som pædagog, og så i 2000 ansættelse som nyuddannet ved et Røde Kors Flygtningecenter. Dog kun nogle få måneder, så fik Hanne arbejde i SFO på Hundested Skole, og der blev hun frem til 2015. Det år blev hun fællestillidsrepræsentant for 250 pædagoger og fik kontor på rådhuset. Hun er næstformand for MED-udvalget og i bestyrelsen for BUPL Nordsjælland, så det faglige arbejde fylder i hendes liv.

»Jeg er opvokset i et hjem, hvor fagbevægelsen betød meget, og min mor sad i hovedbestyrelsen for Kvindeligt Arbejderforbund. Så for mig var det naturligt også at kunne være med til at præge det fremadrettede politiske arbejde i BUPL, da jeg var blevet fællestillidsrepræsentant,« siger hun.



Folkefest ved Forligsen. Hannes mand arbejder som lods, så ham kunne hun ikke regne så meget med i hverdagen, da livet for tre år siden for alvor blev til mange møder og lange dage, og den yngste var 11 år.

»Men så siger vi skål og tak til familie og venner,« kommer det hurtigt fra Hanne, der ikke har noget imod, at der er nok at se til.

»Nej, det giver god energi,« siger hun.

Det gjorde det også, da overenskomstforhandlingerne brød sammen, og Hanne fandt kræfter til stort engagement.

»Det er jo god gammel sømandsviden, at den, der peger med piben, har ret. Så jeg og FTR­kollega i Lejre Bitten Persson satte en indsamling i gang mellem FTR’ere over hele landet. Det blev til 10 kilo slik og 144 lakridspiber, og så gik vi op til forretningsudvalget i BUPL og forærede dem det hele, så de kunne blive klædt godt på.«

Hanne blev også selv klædt på til den kommende kamp. BUPL-huen passede ikke for godt, så hun fik en veninde til at hækle en ny. Og så troppede hun op ved Forligsen i København, igen og igen og igen.

»Det var fantastisk. Nu skulle der kæmpes, og sammenholdet var stort. Det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på det. Der stod vi – stilladsarbejdere, jordmødre og alle andre skulder ved skulder. Den første gang var vi højst 50 i kulde og sne. Til sidst var det en stor folkefest, og vi måtte fortælle rigtig mange turister, hvorfor vi både kunne demonstrere og se glade ud.«

For Hanne er kampen ikke slut:

»Jeg er glad for resultatet og for, at vi fik det, vi gik efter. Og så er jeg glad for det sammenhold, der blev bygget op, og som stadig findes. Det er et godstog, der er blevet sat i gang, og som ikke kan stoppes. Jeg tror ikke, det var lige det, arbejdsgiverne havde regnet med.«

Hanne er sømanden, der for mange år siden gik i land, men som pludselig igen fik brug for sit sømandssprog, da symbolikken skulle tale overfor et kampklart forretningsudvalg. Og lakridspiberne? Det er stadig en stående vittighed i BUPL, at folk, der peger med piber, altid har ret.