Hanne tabte 135.000 kroner

Pensionsopsparing og tal er ikke noget, som 58-årige Hanne Vahl Giersing fra Øster Skerninge på Sydfyn forstår sig så meget på.

Men da hun sidste år får det årlige overblik over sin pensionsopsparing, lægger hun godt nok mærke til afkastet.

"Jeg så, at der stod minus 120.000 kroner. Det kiggede jeg lidt på og undrede mig," fortæller Hanne Vahl Giersing, der har været pædagog siden 1975.

2008 er et dårligt år for pensionskasser generelt, også for pædagogernes pensionskasse, PBU. Pensionskassen må se næsten en femtedel af formuen forsvinde, mens aktiemarkederne styrtdykker, og desperate regeringer over hele kloden pumper milliarder ud for at redde økonomien.

For Hanne Vahl Giersing betyder 2008, at afkastet af hendes pensionsopsparing ender på minus 122.291 kroner for at være helt nøjagtig. Det svarer til et minus på godt 20 procent af hendes samlede opsparing.



Året efter, i 2009, er heller ikke et godt år for Hanne Vahl Giersings pension. Et afkast på minus 13.499 kroner forringer hendes opsparing yderligere.

Hanne spørger sine kolleger i Ollerup Børnehus, hvordan deres opsparing ser ud, da hun i maj i år får sin oversigt fra PBU. Ingen af hendes kolleger kan berette om et negativt afkast på pensionen i 2009. Tværtimod har de fleste af dem fået stort set de penge igen, som de tabte i 2008.

Bare ikke Hanne. Så hun bliver vred og ringer til PBU for at få en forklaring.

Forklaringen på, hvorfor Hannes pension ikke gav et positivt afkast i 2009, er, at hun er født på det forkerte tidspunkt. Her deler hun skæbne med omkring 500 andre PBU-medlemmer, der rundede 57 år fra 1. oktober 2008 til 1. april 2009.



Hanne blev 57 år den 9. marts 2009. Samme dag blev vilkårene for hendes pensionsopsparing ændret. I stedet for at have en pensionsordning med en rente, som fulgte markedets op- og nedture, blev renten på Hannes opsparing låst fast på en gennemsnitsrente. Den skulle sikre, at pensionen beholder sin værdi, når aktiemarkederne falder.

Men for Hanne betød det, at hendes pension ikke steg i værdi, da aktiemarkederne i 2009 genvandt deres styrke.

"Jeg får ingen glæde af de stigninger, der er kommet, fordi jeg er kommet på den ordning. Den er lavet for at beskytte os, men har haft den modsatte virkning," siger Hanne Vahl Giersing.



Efterlyser information. Hun ville gerne have haft mere information om, hvad hendes pensionsordning betød og måske en mulighed for at vælge gennemsnitsrenten fra. Men samtidig erkender hun, at hun ikke ved nok om pensionsregler og tal til at kunne foretage et kvalificeret valg.

"Men jeg synes, det er en underlig ordning. Jeg forstår godt, at det er for at beskytte os, men jeg synes, den er lidt mærkelig. Hvorfor skal de unge ikke beskyttes? Hvorfor er det kun de gamle? Hvad nu hvis jeg blev ved, til jeg var 65? Så skulle jeg stå på gennemsnitsrenten i alle de år. Jeg kan godt forstå, at ordningen skal passe på os, men jeg synes, der er noget tosset ved den," siger hun.

Den konklusion må PBU også være nået frem til. For den 1. september 2009 ændrede PBU reglerne, sådan at man ikke længere kommer på gennemsnitsrente, når man fylder 57 år. I stedet bliver ens opsparing nu først sikret mod finansmarkedernes udsving, når man går på pension.



Ramt af arbejdsskade. Den fastlåste pensionsopsparing er ekstra uheldig for Hanne Vahl Giersing, fordi hun ikke har så lang tid til at spare ekstra op til pensionen. Hun har blikket stift rettet mod sin 60-års fødselsdag om to år. Til den tid vil hun på efterløn, ikke mindst fordi hun er plaget af tinnitus i begge ører.

"Det er ikke sådan, at jeg ikke kan gå på arbejde. Jeg har fået nogle musikerhøreværn, som jeg har på, når vi laver musik, eller hvis vi er ude i garderoben om vinteren, når der er meget uro. Men når jeg kommer hjem, så er tinnitussen rigtig slem. Især når jeg er træt," siger Hanne Vahl Giersing, som forgæves har forsøgt at få tinnitussen godkendt som en arbejdsskade.

Der er ellers en økonomisk god grund til at blive ved med at arbejde for Hanne. Bliver hun ved, til hun fylder 65 år, vil hun få 61.600 om året fra sin pensionsopsparing. Når hun går på efterløn som 60-årig, får hun kun 37.374 kroner om året.

Og hun har bemærket forskellen.

"Jeg synes, at jeg fungerer godt nok på mit arbejde nu, men jeg bliver mere og mere slidt, det kan jeg godt mærke. Derfor har jeg bestemt mig for, at jeg vil holde, når jeg bliver 60. Ikke fordi jeg ikke kan lide at være pædagog, for jeg har faktisk altid elsket at være

pædagog, men jeg tror, det vil være bedst for mig," siger Hanne Vahl Giersing.

Hun håber, at PBU finder frem til en kompensationsordning, der kan rette noget op på hendes økonomi.

"Det er noget skidt, at jeg har tabt så mange penge, så der skal meget til, før jeg er tilfreds. For det er en meget stor procentdel af de penge, jeg har sparet op hele mit liv, som de har tabt," siger hun.





PBU: Vi arbejder på en løsning



PBU forsøger at sikre en kompensation til de 500 pædagoger, der blev tvunget over på en gennemsnitsrente. Men der foreligger først en løsning om tre måneder, siger PBU's direktør.



PBU's direktør Leif Brask Rasmussen vil af principielle grunde ikke diskutere Hanne Vahl Giersings sag i Børn&Unge.

Men generelt vil han gerne fortælle om den klemme, Hanne Vahl Giersing og 500 andre pædagoger er havnet i. En klemme, som dels skyldes finanskrisens hærgen på aktiemarkedet, og dels skyldes PBU's nu skrottede regel om, at ens pensionsordning automatisk kom på gennemsnitsrente, når man fyldte 57 år.

"Vi kan ikke sætte dem tilbage på almindelig markedsrente nu," understreger Leif Brask Rasmussen.

"Men vi arbejder på at finde en løsning for de personer, der har været så uheldige at blive flyttet over til gennemsnitsrente i slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009," siger han.

Hvordan den endelige løsning bliver, er endnu ikke fastlagt i PBU. Derfor vil Leif Brask Rasmussen ikke sige noget om, hvordan en eventuel kompensation vil blive skruet sammen.

"Jeg tror først, jeg er klar til at sige noget om tre måneder. Men vi arbejder på at finde en ordning, så de ramte ikke bliver dårligere stillet end dem med den nye ordning," siger Leif Brask Rasmussen.



En sikkerhed. PBU indførte reglen om, at medlemmer af pensionskassen skulle på gennemsnitsrente, når de fyldte 57 år, for at give dem en sikkerhed, så de vidste, hvad de havde, når de gik på pension tre år senere. Dengang forlod stort set alle pædagoger nemlig arbejdsmarkedet, når de blev 60 år.

Men det gør de ikke længere. Billedet er mere broget nu, og det er en af grundene til, at reglen om gennemsnitsrente er afskaffet. For med den regel risikerede en person, som ønskede at arbejde, til han/hun fyldte 65 år, at stå med et dårligere afkast fra gennemsnitsrenten i otte år - hvis aktiemarkederne udviklede sig, som de plejede og gav fornuftige afkast. Når der er finanskrise, er gennemsnitsrenten naturligvis at foretrække.

Derfor har PBU indført en ny regel, sådan at man bliver ved med at få markedsrenten, indtil man går på pension. Det skulle give flere penge til pensionistlivet, hvis man ellers er heldig at gå på pension, når der ikke er krise.

Men for at sikre de folk, der skal på pension i nedgangstider, har PBU lavet en tilføjelse til pensionsordningen, sådan at man trods alt kan vide, hvad man som minimum har at regne med i sin pensionisttilværelse.

Lad os tage Hanne Vahl Giersing som et tænkt eksempel: Hvis hun var omfattet af de nye regler (hvad hun ikke er), skulle hun forblive på markedsrente, til hun går på efterløn i 2012.

Tre år før, i 2009, ville hun kunne se på sin årsopgørelse, hvad hun som minimum kan forvente rent økonomisk. Skulle det ske, at Hannes pensionsopsparing var mindre i 2012 end i 2009, kan PBU's bestyrelse beslutte at fylde Hannes pension op til 2009-niveau.

Det er ikke en garanti, understreger Leif Brask Rasmussen. PBU's bestyrelse skal aktivt beslutte at kompensere medlemmerne.

"Men det er systemets intention, at der vil være en form for kompensation," siger han.



Tænk langsigtet. Bag den nye regel ligger også en forventning om, at aktiemarkederne i det store og hele vil fortsætte den positive udvikling, der historisk har været, sådan at PBU kun yderst sjældent skal kompensere berørte medlemmer.

I øvrigt råder Leif Brask Rasmussen til, at man ikke vurderer sin pensionsopsparing på et enkelt års resultateter.

"Man skal huske, at en pensionsopsparing er langsigtet, og man kan ikke tage et enkelt års afkast og gøre det til genstand for, om man har tabt eller vundet på ordningen. Man er nødt til at se på hele ordningens løbetid, hvor meget der er kommet ind i forrentning," siger han og peger på, at pensionskassen allerede i 2009 har vundet det meste af det, finanskrisen kostede, tilbage igen (se boks).