Hårdhændet fyring

Det begynder som en morgen som de fleste andre i denne SFO i Århus. Den 35-årige pædagog Jesper Laursen står for morgenåbningen sammen med en kollega. De har ansvaret for 50-60 børn. Kort før klokken 8 denne novembermorgen i 2004 er Jesper alene tilbage på arbejde med 45 børn, idet kollegaen er gået op i sin klasse for at forberede noget til undervisningen. Og Jesper har et problem, for to drenge er røget i totterne på hinanden, og selv om han i første omgang får dem skilt ad, bliver de to drenge ved at holde liv i konflikten ved at råbe ad hinanden.

Jesper beskriver selv det videre forløb sådan her i et brev til forældrene:

"På det tidspunkt står jeg i døren fra køkken ud til gangen nede i SFO'en, gangen er fyldt med børn, og det er temmelig kaotisk. Drengen (navnet udeladt, red.) er stadig ophidset og vil løbe væk (...) Da der er mange børn, og han er ved at forsvinde i mængden, tager jeg fat i kraven på hans bluse. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg nok trak lidt hårdt, og det virkede voldsomt, men drengen var meget ophidset (...) For at få en fornuftig dialog og kontakt med drengen vil jeg trække ham ud i køkkenet alene. Her lukkede jeg døren, men han var stadigvæk voldsom, så jeg prøvede at holde ham fast ved at tage om hans skuldre".

Til sidst må Jesper opgive at berolige den syvårige dreng, han slipper ham, og drengen stikker af fra SFO'en. Jesper vælger ikke at følge efter ham, for så vil der stå 44 børn uden pasning i SFO'en.

Men drengen har en helt anden opfattelse af, hvad der sker. I en mail til skolelederen beskriver drengens forældre, hvordan deres søn har oplevet episoden:

"Så kom Jesper (den voksne fra SFO) og hev drengen baglæns i trøjen ud i køkkenet, hvor der ikke var andre. Lukkede døren og løftede ham op i et kvælertag, så hans hoved var presset mod mur og dør. Han løsnede kun lidt for at skifte hånd og løftede ham så op igen med den anden hånd, uden at sige noget til drengen."

Mailen bliver vedhæftet to billeder af den syvårige drengs hals, som bærer præg af to store blodudtrædninger.

Jesper bliver selv dybt chokeret, da han ser billederne af drengens hals. Men han kan ikke genkende drengens version:

"Selve det overgreb benægter jeg, til jeg bliver lagt i graven. Det har jeg aldrig nogensinde gjort.

Hvorfor er forældrene ikke gået på skadestuen og har politianmeldt mig, hvis de mener, jeg har gjort det? Det havde jeg da gjort som far," siger Jesper Laursen til Børn&Unge.

"I den situation, hvor han er rasende og er oppe og slås, der tager jeg fat i hans jakke, og han er voldsomt hidsig og trækker den modsatte vej, det vil jeg ikke løbe fra. Han har følt det som et overgreb, det er jeg ikke i tvivl om."



Fyret. Alligevel vurderer Jesper, at episoden ikke er så usædvanlig, at han skal informere sin leder. Det er en vurdering, som Jesper ender med at stå meget alene med.

"Jeg er stærkt foruroliget over, at Jesper ikke erkender sagens alvor umiddelbart efter konflikten med drengen og over, at han ikke følger op herpå, navnlig i forhold til SFO-leder, forældre og klasselærer. Der ligger en klar forpligtelse for alle medarbejdere til at inddrage en leder, når der har været en hændelse af en sådan alvorlig karakter ...", skriver Jespers SFO-leder.

Det var en fejl ikke at gå til en ledelsesperson, erkender Jesper i dag:

"Men jeg vurderer det ikke så voldsomt igen, men det er en forkert vurdering, absolut. Det var dumt, det skal jeg erkende. Men det er da lige lovlig voldsomt at fyre en for det," siger Jesper Laursen.

For fyret det bliver han.

"Den manglende orientering til de relevante parter opfattes som enten et forsøg på at dække over overgrebet eller som en mangel på erkendelse af en sags alvor. I begge tilfælde medfører det tab af tillid til, at Jesper agerer som en professionel pædagog. Tabet af tillid er så betydeligt, at jeg har vanskeligt ved at tage ansvaret for Jespers virke som pædagog", skriver SFO-lederen i en udtalelse 14 dage efter episoden. Fire dage senere får Jesper Laursen et anbefalet brev fra Skoleforvaltningen i Århus Kommune, hvoraf det fremgår, at man snarest muligt vil bringe hans ansættelse til ophør. Snarest muligt ender med at blive den 28. februar 2005, hvor Jesper Laursen får besked om, at han er opsagt med udgangen af august måned og er fritstillet i opsigelsesperioden. Da har han allerede gået hjemme i to måneder.

"Da var jeg psykisk nede. Jeg var rasende, jeg havde en vrede, der udmøntede sig i, at der ikke var nogen begejstring at hente. Jeg var rasende på min SFO-leder, som jeg følte løj og snød sig til at få mig sparket ud. Ud over hun fik mig fyret, var hun også ved at ødelægge min fremtid," siger Jesper Laursen, der dog kunne glæde sig over, at han blev kaldt til jobsamtale, mens han gik derhjemme.

"Samme dag som jeg fik afskedigelse, var jeg til jobsamtale og fik nyt job. Og jeg har fået et job, som jeg er tre gange så glad for, som det jeg mistede," siger Jesper Laursen, der nu arbejder i specialområdet med udviklingshæmmede psykisk syge.

Men han har ikke fortalt sin nye arbejdsplads, hvorfor han søgte væk fra sin gamle SFO.

"Jeg har ikke turde nævne det for min nye arbejdsplads. Jeg var bange for, at det ville få for meget indflydelse på, om man ville ansætte mig. Ikke fordi jeg har noget at skjule, men hvordan tolker de det.

Det var ikke rart som det første at skulle fortælle, at man stod med sådan en sag," siger Jesper Laursen.



Spis brød til. Men i BUPL ville man ikke acceptere kommunens afskedigelse. Derfor krævede man, at sagen skulle indbringes for et afskedigelsesnævn. Det fik kommunen tilbage til forhandlingsbordet, og det endte med, at der nu er indgået forlig i sagen, og at Jesper Laursen får en "rimelig" godtgørelse, som advaokat i BUPL Michael Berner kalder det:

"Det er hjerteblod for BUPL at forsvare de medlemmer, der udsættes for de her beskyldninger. Naturligvis skal der være meget kort lunte fra arbejdsgiveren over for den ansatte, som har en meget uheldig pædagogisk praksis og udøver vold eller tager alt for hårdhændet fat. Men omvendt må man også indrømme den pædagog, der virker under nogle normeringsmæssigt vanskelige vilkår - måske bare alene eller sammen med en kollega med ansvaret for 30-40-50 halvvilde unger - en ret vid margen til at udøve sit skøn, også sit skøn overfor fysisk meget udadreagerende og vanskelige børn," anfører Michael Berner.

"Det var slet ikke ubestridt, at der havde været en form for fysisk kontakt, men der var to børn, der i den grad gik i flæsket på hinanden. Det var en meget ophidset situation, og der kan det være helt legitimt, synes jeg, at skille de pågældende børn ad. Og hvis pædagogen i den situation ikke må bruge sin krop, uden der straks bliver råbt misbrug og magtanvendelse, så har man altså indsnævret pædagogens handlemuligheder. Man må stole på, at veluddannede pædagoger handler rationelt i sådanne situationer. Og man må også tåle, at de eventuelt kan skønne lidt ved siden af, uden at det skal have ansættelsesretlige konsekvenser," siger Michael Berner.

"Det giver nogle knubs, livet, og jeg synes, det vil være helt urimeligt, at man skulle miste sit arbejde, fordi man forsøgte at skille to børn ad. Børn ryger i totterne på hinanden. Det har de alle dage gjort. Lad os spise en lille smule brød til og give pædagogerne en chance for at klare deres arbejde, herunder også de mere ubehagelige sider."