Gysende god overgang

Måske er det ikke så klogt at lege gemme ved kirkegården. For så kan fem venner hurtigt blive til fire, i hvert fald når der er zombier involveret. Men de fire venner Mia, Otto, Katrine og Martin er ikke sådan at skræmme. De kaster sig ud i en eftersøgning efter deres gode ven Jeppe.

Som altid i en gyser skal man gå pænt meget grueligt igennem, her med afrevne zombieører, zombiedans som i Michael Jacksons 'Thriller', gådefulde hjælpere, snobbede piger og store kager, før de fem venner er lykkeligt genforenet.



Det er i meget korte træk handlingen i filmen 'Forsvundet', som er resultatet af to fritidshjems samarbejde gennem hele vinteren.

Men idéen til filmen udspringer et helt andet sted, nemlig for halvandet år siden hvor personalet på de to fritidshjem Hartkorn og Nordstranden i Dragør kunne konstatere, at de store børn i 3.klasserne som sædvanlig begyndte at melde sig ud omkring jul.



"Der er normalt et markant frafald der, men hvad kan vi gøre for at fastholde dem?" som René

Bojsen formulerer det spørgsmål, der skulle besvares. Han er fællesleder for Fritidshjemmet Hartkorn med 110 børn og fritidshjemmet Nordstranden med 80 børn.

Svaret på det spørgsmål endte med at blive temmelig omfattende. For ud over at lave en film blev idéen om at fastholde børnene fra 3. klasse også et socialiseringsprojekt og et projekt, der slår bro fra fritidshjem til fritidsklub.

De to fritidshjem ligger ved Nordstrandskolen, der er en tosporet skole, og traditionelt går a-klasserne og b-klasserne på hvert sit fritidshjem, med alt hvad det indebærer af 'dem og os'-mentalitet.



Film rummer det hele. Kort efter sommerferien sidste år blev de to 3. klasser så samlet, fordi man ville finde ud af, hvad der i børnenes optik kunne være med til at gøre det sidste år på fritidshjem sjovt og spændende. Det væltede selvfølgelig frem med forslag, fra rumvandring til musical. Det endte med at vise sig, at et filmprojekt kunne samle flest af de elementer, som børnene havde bragt i spil. Børnene valgte selv, hvad filmen skulle handle om, og de skrev såmænd også selv manuskriptet selvfølgelig støttet af voksne.



Og i slutningen af august var man i gang. Der blev købt et filmkamera til 4000 kroner. En uddannet skuespiller, Vera Seemann, blev koblet på projektet. De første fire uger var alle 50 børn samlet i gymnastiksalen til skuespilstræning og gruppeøvelser. Derefter kunne de få lov til at beslutte endeligt, hvilken gruppe de ville være med i. Der var masser af grupper, blandt andet for skuespillere, dansere, manuskriptforfattere, teknikere, kostumeskræddere, sminkører og klippere. Børnene kunne vælge flere grupper, fordi alle grupper i sagens natur ikke kørte samtidig.



Forpligtet til fælleskabet. For personalet var der nogle overordnede pædagogiske mål i spil, nemlig at børnene oplevede medbestemmelse og involvering og havde en forpligtelse til fællesskabet, fortæller René Bojsen. De lærte også at være en del af et hold.



"Vi kan ikke alle være skuespillere, men vi bidrager alle til fællesskabet," som han siger det.

Og børnene lærte faktisk, at alle var nødvendige, for at projektet kunne lykkes. Det kan man se på den anden film, der er kommet ud af projektet, nemlig filmen om filmen, hvor processen bliver fulgt.



"Samarbejde er det vigtigste, for så går det meget bedre," siger en pige i filmen om filmen, og en anden pige supplerer:

"I en film skal man bruge hinanden. Det er ikke nok at være en, to eller tre. Der skal man virkelig være mange."

Børnene fandt også ud af at støtte hinanden, når der var en, der blev utilfreds med sin andel i 'Forsvundet'. En pige forklarer:

"Først var Mikkel (der spiller den forsvundne Jeppe) ikke særlig glad for sin rolle, fordi han ikke var særlig meget med, men så fortalte jeg ham, at det var ham, det hele drejede sig om, for det var ham, vi skulle finde, og så blev han lidt gladere for sin rolle," siger hun.



Generelt har børnene nu ikke haft svært ved at være motiverede til det langstrakte filmprojekt, der varede næsten otte måneder. Det er så gået ud over de normale fritidsaktiviteter, der måtte finde sig i at blive sat på stand by, fortæller René Bojsen.

"Det har krævet rigtig meget af børnene, det kan man også se på forældrene, der har været ærgerlige over, at deres børn har måttet aflyse deres fritidsaktiviteter, fordi de ville herhen."

De fleste uger har børnene skullet bruge to-tre dage til filmprojektet.



Masser af nye venner. René Bojsen er rigtig glad for filmen. Selv den tekniske kvalitet er god, fremhæver han. Og alligevel er det ikke det vigtigste.

"Filmen er et produkt af en proces. Filmen har været vigtig for børn og forældre, det har processen også. Men processen har været speciel for os," siger han med henvisning til et af de mål, personalet havde sat for projektet, nemlig at børnene skulle lære hinanden at kende på tværs af de to fritidshjem. Og det er lykkedes i høj grad. Det viser den evaluering, som børn og forældre lavede efter afslutningen af projektet.

"75 procent har skabt nye relationer i form af venskaber med det andet fritidshjem, og det var et tilsigtet mål. Helt op mod 90 procent har lært nye at kende," fremhæver René Bojsen.



Tallene er ikke bare gætværk. Børn og forældre fik nemlig et evalueringsskema med hjem. 20 børn og 20 forældre returnerede skemaet, og selvom René Bojsen godt kunne have ønsket sig flere svar, er han godt tilfreds. Også selvom forældrene ikke er så entydigt begejstrede som børnene.

"Forældrene synes, det har været meget tidskrævende, og informationsniveauet har været svingende," siger han og erkender, at nogle gange er tingene simpelthen gået så stærkt, at forældrene ikke er blevet ordentligt informeret. Og der har for eksempel stået børn på fritidshjemmet, der måske ikke lige var klar over, at de skulle ned og filme på kirkegården den dag.



Rørende. De medvirkende har til gengæld elsket at være med i projektet. Til premieren, der blev holdt for børn og forældre i Dragør Bio, blev pædagogerne overrasket af børnene, fortæller René Bojsen.

"Børnene havde selv forberedt taler til de voksne, der havde været primærpædagoger. De fortalte, hvad det havde gjort ved dem at være med i filmen, og hvordan de havde fået nye venner. Det var altså rørende, " siger René Bojsen.

"Så det var ikke bare en film for filmens skyld, det havde rørt noget ved børnene."

Det bekræfter børnene i filmen om filmen:

"Før vi var med i filmprojektet, havde vi det ikke så godt med 3.b.," siger Louis, der spiller Zombie-Ole i filmen.

"Vi har også fundet ud af, at de ikke er, som vi mener, de er," tilføjer en anden.

Og stort set alle børnene kan berette, at de har fået nye venner.



Krammere i klubben. Den overordnede målsætning med projektet, nemlig at holde på børnene fra 3. klasse, er også indfriet, fortæller René Bojsen.

"Der har ikke været nogen udmeldelser, og der har ikke været noget frafald, så et eller andet er der sket."

Om den sidste del af projektet bliver en succes, ved man først til efteråret. For det handler nemlig om overgangen fra fritidshjem til fritidsklubben Elisenborg, der i øvrigt ligger lige ved siden af filmens hovedlocation, Dragør Kirkegård.

Da Børn&Unge er på besøg, har 3. klasserne kun gået i klubben i 14 dage. Men der er ikke meget usikkerhed at spore hos dem. De har indtaget billardbord, sofaer og boldspilrummet med en vis selvfølgelighed.



Ved indgangen sidder en mand med en sixpence og holder godt øje med, hvad der sker. Et par piger giver ham en hjertelig krammer, men de fleste af børnene har også kendt ham i lang tid.

Hans navn er Theis Veile, og han arbejder på Nordstrandens Fritidshjem. Han har været fast pædagog for de børn, der nu er rykket i klub, siden de begyndte på fritidshjemmet for fire år siden.

"Vi har været meget sammen det sidste år ikke mindst på grund af projektet. Jeg har fået et tættere forhold til den her gruppe, end jeg har haft med andre grupper, " siger Theis Veile.



Når han sidder i klubben lige nu, er det hverken, fordi han er ved at skifte job, eller fordi han har svært ved at slippe de kære børn. Han er der for at give børnene en tryg overgang fra fritidshjem til klub.

Hver dag har han sat to timer af til at være i klubben og give børnene mulighed for at kunne kontakte en voksen, som de er tryg ved. De første par dage fulgte han dem også fra skolen til klubben, men det bad børnene ham nu hurtigt om at holde op med. 'Nu skal du følge os ned på klub, men vil du ikke være sød og vente 10 minutter og komme bagefter', sagde de til ham.

Det gælder om at være selvstændig, når man skal gå i klub.



Positiv forskel. Theis Veile har arbejdet på fritidshjemmet i 10 år, og den her årgang er ikke som de tidligere 3. klasser, han har afleveret til klubben, siger han.

"Vi kan mærke en markant positiv forskel. De er blevet styrket individuelt, men det har selvfølgelig også været et projekt, hvor de skulle vokse med opgaven. Vi har skilt dem fra deres faste kammerater, arbejdet individuelt med børnene og styrket grupperelationen," siger han.



Fordi de kender hinanden på tværs af klasserne, har børnene simpelthen et større udvalg af legekammerater, når de kommer i klubben. Theis Veile henviser til en lille gruppe børn, der var i fuld gang i boldspilsalen.

"Det er halvt a og halvt b-klasse. Det lader til, at de har et naturligt tilhørsforhold til b-klassen nu," siger han og fremhæver, at det bredere udvalg af venner og veninder betyder, at de ikke er så afhængige af, om for eksempel den bedste veninde lige skal gå til badminton den dag.

"Jeg prøver at gøre mig så undværlig som muligt, for jeg skal tilbage på fritidshjemmet snart," siger Theis Veile. Hjemme på fritidshjemmet venter nemlig en hel flok kommende børnehaveklasseelever.



Klubpædagogikken måtte ændres. Også personalet i fritidsklubben har været glade for det brobygningsarbejde, der er i gang, fortæller Peter Gall, leder af Klub Dragør, som Elisenborg er en del af.

"Klubbens medarbejdere har helt klart oplevet det som en stor gevinst i forhold til at lære børnene at kende, at der har været en voksen fra fritidshjemmet," siger Peter Gall, der også har mærket en forskel på den gruppe børn, der lige har indtaget klubben, i forhold til de tidligere.

"De er meget mere socialt forankrede i hinanden. Normalt er det mere klasseopdelt. Det er helt klart en mærkbar forskel, at fritidshjemmet har kørt det her projekt, og at fritidshjemmet har gjort en enorm indsats for at fastholde 3.-klasserne i fritidshjemmet," siger Peter Gall.



Arbejdet med at skabe en bedre overgang fra fritidshjem til klub har også betydet, at fritidsklubbens pædagogik har måttet ændre sig. For klubben har tidligere kørt en klubpædagogik med frie valg, hvor det selvfølgelig er frit, hvornår man vil komme og gå, fortæller Peter Gall.

"Men når man går i 3. klasse, er man ikke parat til det frie valg på alle hylder. Det har medført en udvikling af vores pædagogik. Vi har fået et andet syn på, hvor parat man er, når man starter i klub," siger han.

Det betyder, at medarbejderne gør mere ud af at skabe tætte relationer, tryghed og tage lidt mere hånd om de nye børn.

Peter Gall synes, det er gået over al forventning med fritidshjemspædagoger i klubben.



"Vi ser rigtig gode tegn hos børnene og får gode tilbagemeldinger fra forældrene, så det er noget, vi vil videreudvikle," fastslår han.

"Vi vil godt lave kvalitet i overgangen fra fritidshjem til fritidsklub. Vi tager det alvorligt at skabe helhed i barnets liv, og vi har fået så godt et resultat, at det er værd at fortsætte," siger Peter Gall

Til efteråret skal overgangsprojektet igen evalueres. Der skal fritidsklubben se på, hvor mange i de nuværende 3. klasser, der har fundet vej til klubben efter sommerferien. Og børnene skal høres igen.

Og til den tid skal de to personalegrupper nok også se på, hvem der skal betale for brobygningsprojektet. For lige nu er det fritidshjemmet, der giver, selvom børnene ikke går på fritidshjem mere.

"Vi vil vise, at det kan gøre en stor forskel, og når vi har gjort det, så må vi se på de samlede ressourcer. Det kan da godt være, at klubben måske skal betale nogle ressourcer til fritidshjemmet, Hvis vi får et godt resultat og en nemmere overgang til klubben, så er det godt givet ud," siger Peter Gall.



Spørgeskemaet

Efter filmprojektet fik børn og forældre et spørgeskema med hjem. Ud af 50 børn svarede 20.



Her er nogle af spørgsmålene og svarene fra børnene:



Har du mødt nye venner, mens vi har haft filmprojekt?

Ja: 13. Nej: 7



Kender du flere fra Hartkorn eller Nordstrandens fritter nu?

Ja: 16. Nej: 4



Nævn tre gode ting ved at lave film:

Flertallet af børn skriver, at det har været sjovt og spændende at være med til at lave film, at være i grupper og lære andre at kende.



Nævn tre ting, som var knap så gode ved

at lave film.

Flere mener, at det var koldt (der var udendørsoptagelser i vinterens bidende kulde), meget ventetid mellem optagelserne. Flere beklager, at de ikke fik den rolle i filmen, som ønskede sig