GUIDE: Sådan kører I trygt med bussen

En undersøgelse fra Trafikstyrelsen viser, at 12 ud af 13 busser, der bruges til at transportere børn, ikke har lovligt sikkerhedsudstyr. Derfor gælder det om at have tjek på køretøjet – og en del mere, når I skal på tur.

Der sad en erfaren chauffør bag rattet, hastigheden var i orden, og alle i bussen opførte sig, som de skulle. Alligevel var 41 børn og 5 pædagoger fra et børnehus i København tæt på en katastrofe, da de for to år siden var involveret i et trafikuheld i Nordsjælland.

En modkørende bil, hvis fører blev dræbt ved ulykken, kørte frontalt ind i bussen, der skred ud over en skrænt og endte på siden flere meter nedenfor.

Syv fra bussen blev indlagt på hospitalet med mindre skader, og både børn og pædagoger fik efterfølgende tilbudt hjælp af krisepsykologer. De var forholdsvis heldigt sluppet. Havde bussen ikke været forsynet med lovlige sikkerhedsseler, og havde selerne ikke været i brug, kunne det være endt meget værre.

»Der var tale om en ny bus med godkendte sikkerhedsseler. Vi kører ikke med passagerer i vores turistbusser, uden at alle sidder spændt fast,« siger vognmand Carsten Rasmussen, Vedde Turistfart, der ejede den ulykkesramte bus.

Hvordan begrænser man skader mest muligt, hvis trafikuheldet er ude? Det har man i Børne- og Ungehuset Lundergaard i Hjørring en klar opfattelse af. Ifølge Finn Thrane Thomsen, en af husets to bus­ansvarlige pædagoger, handler det om flere ting. Først skal den bus, man har til rådighed, leve op til sikkerhedskravene. Dernæst skal sikkerhedsseler anvendes rigtigt, og både chauffør og alle andre voksne i bussen skal være agtpågivende under kørslen.

»Vi har vores egen bus, men uanset, om man selv står for kørslen, eller andre leverer den, skal materiellet være i orden. Er det det, og er de voksne i bussen agtpågivende, er der ingen grund til at være utryg ved buskørsel,« siger den nordjyske pædagog.



Det siger loven

Siden 1999 har det været et krav, at alle nyregistrerede busser skal have sikkerhedsseler. Det gælder ikke bybusser.

Er der sele i bussen, er reglerne:

  • Børn fra tre år og opefter skal bruge selen.
  • Børn under tre år må gerne sidde uden sele.
  • Hvis der er en barnestol eller en selepude til rådighed, skal børn fra tre år og op til 135 cm bruge den.

Er der ikke sele i bussen:

  • Børn må gerne sidde uden sele ligesom alle andre i bussen

Kilde: Rådet for Síkker Trafik.



Før I kører

Uanset om I kører i egen bus eller en lejet, starter en god køretur med

Forholdsregler

  • Hvor mange pædagoger i forhold til antal børn skal med?
  • Hvem tjekker, at alle børn sidder rigtigt og er ordentligt spændt fast?
  • Hvem træffer aftaler med chaufføren og tjekker, at han har styr på kørslen?

Godt at huske

  • Er ruten lagt, så der er mindst mulig fare fra havari og uheld?
  • Har alle voksne i bussen et førstehjælpskursus?

Hvis I har egen bus

  • Er den vedligeholdt?
  • Er alle sæder og sikkerhedsseler indstillet ordentligt?

Sådan tjekker du selerne

Selvom bussen er ny eller lige har været til syn, er det ingen garanti for, at dens sikkerhedsseler er i orden. I Odense fandt kommunen sidste år ud af, at kommunens 17 busser, der anvendes til institutionskørsel, ikke havde lovligt udstyr. Selerne var monteret, så de ikke beskyttede passagererne ordentligt, hvis bussen blev udsat for et kraftigt sammenstød.

Har I selv en bus?

  • Tjek, at selerne er monteret ordentligt.

Lejer I bussen?

  • Få vognmandens garanti for, at den lever op til sikkerhedskravene
  • Foreslå, at der stilles generelle krav om sikkerhed til de firmaer, der kører for kommunens institutioner.



Hvem spændes fast og hvordan?

Rådet for Sikker Trafik anbefaler:

  • Når børnehaven eller vuggestuen skal på bustur, skal børn fra tre år spændes fast, hvis der er sikkerhedsseler i bussen. Børnene kan både bruge trepunktssele og hoftesele. Hvis der er trepunktsseler, må skråselen ikke sættes under armen, men skal sidde over skulderen.
  • Børnene sikres endnu bedre, hvis I selv tager selepude eller autostol med. Stort set intet sikkerhedsudstyr monteres i hofteseler, så undersøg på forhånd, om der er trepunktsseler i den bus, I skal køre med.

Læs mere på sikkertrafik.dk



Seler der ikke dur

Hvis bussen ikke er godkendt til det, kan sikkerhedsseler være monteret forkert. Det er, hvis de udelukkende er fastgjort på sædet, eller hvis de kun er monteret i de øverste lag af gulvet og ikke i den underliggende konstruktion.

Lyder det teknisk og en smule ligegyldigt? Så tjek den lille video på dahlengineering.dk. Den viser en crash-test med forkert monterede sikkerhedsseler.

Indtil sidste år kunne busser med forkert monterede sikkerhedsseler blive synet, uden at fejlene blev rettet. Det vil ifølge Trafikstyrelsen ikke ske fremover.



Man kan stille krav

Københavns Kommunes Børne- og Ungeforvaltning har siden 2010 stillet en række sikkerhedskrav til vognmænd, der kører for børne­haver og vuggestuer.

Her er 7 af kommunens krav:

1. Bussen må ikke være ældre end fra 2001.

2. Bussen skal være vedligeholdt.

3. Institutionen har til enhver tid ret til at kræve bussen til syn.

4. Der skal være godkendte fastmonterede sikkerhedsseler på alle køretøjets pladser.

5. Selerne i bussen til fastspænding af børn skal være lette at håndtere.

6. Vognbundens gulv bør have belægning af skridsikkert materiale.

7. Der skal forefindes lovmæssigt og relevant sikkerheds- og førstehjælpsudstyr i bussen.



Styr på det hele

Da Børne- og Ungehuset Lundergaard i Hjørring anskaffede en ny bus, besluttede man sig for, at den skulle være forsynet med de bedste sikkerhedsseler på markedet.

»Mange institutioner har busser med almindelige rulleseler, der kan gøre mere skade end gavn, fordi de ikke passer til børn. Vi har to slags seler, der er bygget ind i sædet, så de kan bruges, uanset hvor lille barnet er, og både sæde og sele kan indstilles til barnets højde. Derved undgår vi at skulle slæbe løse selepuder eller autostole frem og tilbage,« siger pædagog Finn Thrane Thomsen.

Det er ikke helt billigt at få de seler og sæder, der er i Hjørring-institutionens bus. Skal det installeres i en 17 sæders bus, kan prisen løbe op i 120.000 kroner, men der er store forskelle fra bus til bus, og i mange tilfælde kan en stor del af udgiften trækkes fra i skat. Finn Thrane Thomsen er dog ikke i tvivl om, at der er tale om en god investering.

»Det er andre folks børn, vi passer, så sikkerheden skal ganske enkelt være optimal,« siger han.



Her er vores sikre udebørnehave

Børnehaven Columbus i Munkebo har en bus, der anvendes som udebørnehave. Sikkerheden holdes højt sådan her:

  • Fleksible sikkerhedsseler og sæder, der er monteret rigtigt.
  • Bordene er altid afmonterede under kørsel, så der ikke er risiko for at komme til skade på hårde kanter.
  • Før børnene kommer ind i bussen, løsnes alle sikkerhedsseler, så der er vished for, at de bliver indstillet rigtigt.
  • Børnene får et klip i deres billedkort, når de vejer 22 kilo. Så ved de ansatte, hvordan selen skal anbringes.
  • Før de kører, tjekker chaufføren eller en pædagog, at alle børn sidder ordentligt i sikkerhedsselen og er spændt fast.
  • Man vælger ruter og destinationer, hvor der er mindst mulig risiko for glatføre eller for at sidde fast i snedriver.
  • Institutionen har en personaleaftale, der fortæller, hvor mange pædagoger der skal med i bussen.
  • Chaufføren, en pædagog eller en medhjælper, har ansvar for, at bussen er i orden, og at fejl og mangler udbedres.
  • Man har en serviceaftale, så bussen altid er vedligeholdt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.