GUIDE: Sådan hjælper du børn med separationsangst

Mange små børn har svært ved at skilles fra deres forældre. For de fleste går frygten over, når de bliver ældre. Men nogle børn bliver ved med at være bange, og der kan være tale om abnorm separationsangst.

Jens Henrik Thomsen er psykolog med speciale i børn og unge op til 18 år med abnorm separationsangst og forfatter til bogen ’Slip Mig Fri!’, der hjælper børn med separationsangst.

»Børns separationsangst er en kompleks affære. Den kan skyldes indre følsomhed, der gør, at de reagerer voldsommere på ting. Det kan også skyldes konkrete episoder i deres liv, eller at de hører noget eller ser noget på tv, der får dem til at frygte, at forældrene eller de selv skal komme galt afsted. Det handler også om temperament, og hvor gode børnene er til at rumme frustration, modgang og krav,« siger han.

Ikke alle børn lider af separationsangst, men det er svært at forudse, hvem der kommer til det, fortæller Jens Henrik Thomsen. Men forældrenes opførsel over for barnet kan have betydning.

»Det kan skyldes, at forældrene er overbeskyttende. Får forældrene sagt og vist, at verden er et farligt sted, vil det smitte børnene med generelle bekymringer, der kan komme til udtryk som separationsangst. Hvis forældrene lider af angst, kan det også gå i arv,« siger han.

Børn med separationsangst har ofte katastrofetanker om, hvad der vil ske, mens de er skilt fra deres forældre.

»De kan for eksempel være bange for at blive kidnappet, fare vild, eller at de selv eller forældrene skal komme ud for en ulykke og aldrig se hinanden igen. Det kan medføre, at børnene ikke kan gå i skole. Når det er så slemt, rammer det hele familien, for så kan forældrene ikke tage på arbejde og bliver meget pressede,« siger Jens Henrik Thomsen.



Vidste du ...?

Det er normalt for børn at have separationsangst, når de er omkring 8-14 måneder. I den alder begynder spædbørn at genkende steder og mennesker, så når de kommer et ukendt sted hen uden deres forældre, kan det virke skræmmende. Normalt forsvinder angsten igen omkring toårsalderen, men hvis det ikke sker, kan det være, fordi barnet eller den unge lider af abnorm separationsangst. Det vil sige, at barnet er ualmindeligt bange for adskillelse, bliver ved med at være det, når det bliver ældre og får svært ved at fungere godt socialt.



Børn kan opleve, at deres separationsangst bliver større eller mindre i perioder. Det kan forværre angsten, hvis barnet skal flytte til et nyt sted, skifte skole, begynde i en ny institution eller SFO osv. Skilsmisse, alvorlig sygdom eller død i familien kan også forværre separationsangsten.



Det er vigtigt, at et barn med abnorm separationsangst får behandling. Ellers kan separationsangsten medføre andre psykiske problemer, som at barnet bliver deprimeret og har svært ved at udvikle en alderssvarende social adfærd.



Hvad er kriterierne for abnorm separationsangst?

Her er nogle af symptomerne på abnorm separationsangst. Barnet behøver ikke have dem alle, men mindst tre skal være til stede:

● Er uden grund meget bange for, at nogen, det holder af, skal dø.

● Er meget bange for ikke at se dem, det holder af, igen pga. ydre forhold, fx at barnet farer vild eller bliver kidnappet.

● Vil ikke i skole, fordi det er bange for at være væk fra sin familie.

● Er meget bange for adskillelse om natten og vil ikke sove alene eller uden for hjemmet. Vågner ofte for at se, om familien stadig er der.

● Er meget bange for at være alene hjemme om dagen.

● Har tilbagevendende angstdrømme om at blive adskilt fra dem, det holder af.

● Har fysiske symptomer pga. adskillelse, fx ondt i maven, opkast eller hovedpine.

● Reagerer meget voldsomt forud for adskillelsen.

Desuden skal separationsangsten begynde før seksårsalderen, vare mindst fire uger og ikke kunne forklares med andre former for angst eller andre psykiske lidelser.



3 Øvelser til at bekæmpe angsten

Man kan behandle angst ved trinvis at udsætte barnet for det, det frygter. Det kaldes eksponering. Når du eksponerer barnet, er det vigtigt, at du sikrer dig, at barnet ønsker at udfordre angsten. I starten skal det være så let, at barnet kan nå målet og derved opleve at få succes.



TRIN 1

Ønskelisten: Nedskriv sammen med barnet en ønskeliste over ting, som barnet gerne vil gøre, men ikke kan på grund af angsten. For eksempel være alene hjemme, overnatte hos en ven eller være i skole/institution hele dagen uden at blive bange.

TRIN 2

Trappen: Nu skal I øve det, der står på ønskelisten. Lad barnet vælge, hvilken ting det vil begynde med. Tegn en trappe, og skriv hvert trin mod målet ind på den. Begynd så med det nederste trin, og arbejd jer opad. Planlæg øvelserne grundigt, og sørg for, at de ikke er for svære, så barnet ikke havner i situationer med voldsom angst.

Et eksempel

Lukas på 7 år er bange for, at hans forældre skal dø i et trafikuheld, mens han er i skole. Derfor bruger han 20 minutter på at sige farvel til sine forældre hver morgen. Begynd med at aftale, at han kun skal bruge et kvarter. Når det så lykkes, kan I gå til det næste trin og sætte det ned til 10 minutter osv.

Bed barnet vurdere, hvor bange det er på en skala fra 0 (angstfri) til 10 (meget bange) undervejs. Når angsten er nede på to-tre stykker, kan I afslutte øvelsen. Ved nogle af trinnene skal I måske øve flere gange. Bliv ved med at øve det trin, indtil der ikke er mere angst tilbage, inden i går videre til det næste trin.



Forskerspørgsmål

Hjælp barnet med at finde på nogle spørgsmål, der viser, at det, barnet frygter, ikke er farligt. Barnet skal selv svare på ­spørgsmålene.

Eksempel: I Lukas’ tilfælde, kan det for eksempel være:

● Har mine forældre nogensinde været involveret i et trafikuheld?

● Har mine venners forældre været involveret i et trafikuheld?

● Hvis de har, døde de så af det?

Lukas kan svare nej til alle spørgsmålene. På den måde kan han se, at risikoen for, at det sker, er meget lille. Selvom hans

forældre skulle være involveret i et biluheld, behøver det ikke betyde, at de dør. Hver gang Lukas bliver bange, kan han stille spørgsmålene.

Kan barnet selv skrive, kan det skrive spørgsmålene og svarene ned og tage dem frem, hver gang det bliver bange. Ellers kan du hjælpe barnet med at huske spørgsmålene.

Nå i mål: Når I har øvet alle trinnene på trappen, indtil der ikke er mere angst tilbage, er det lykkedes barnet at få et af ønskerne på ønskelisten opfyldt. Så er I klar til at gå videre til det næste ønske. Gør det på samme måde ved at tegne en trappe og bruge forskerspørgsmålene.



7 gode råd

Her er psykolog Jens Henrik Thomsens gode råd til, hvordan pædagoger kan hjælpe børn med separationsangst.

1. Vær en god rollemodel for barnet. Fortæl gerne om en situation, hvor du selv var bange, og hvordan du overvandt angsten. Skab en atmosfære, hvor I kan tale om svære ting.

2. Vær anerkendende, og ros barnet, når det kæmper med at vinde over angsten, også selvom det ikke lykkes for barnet. Det vigtigste er, at barnet bliver ved med at prøve.

3. Undgå at presse barnet for meget, for så risikerer du, at barnet mister tilliden til dig. Skab i stedet trygge rammer, hvor barnet kan presse sig selv. Tal åbent med barnet, om du skal presse, guide eller opmuntre

– eller det hele.

4. Vær forstående over for forældrenes situation. Forældre til børn med abnorm separationsangst kan virke overbeskyttende, men de fleste gør det så godt, de kan. Forældrene har oplevet, at barnet har reageret voldsomt på adskillelsen. Det kan være svært at tvinge sit barn afsted, hvis det for eksempel græder hele vejen og får ondt i maven.

5. Tag dialogen. Samarbejd med forældrene. Tal om, hvordan forældrene ­arbejder med barnet derhjemme, og hvordan I kan fortsætte arbejdet i institutionen eller i skolen. Tal også om, om forældrene oplever angsten anderledes, end I gør.

6. Søg professionel hjælp. En psykolog kan være en stor hjælp for et barn, der lider af abnorm separationsangst. Foreslå eventuelt forældrene, at de finder en specialist. Denne kan hjælpe med at få samarbejdet mellem hjem og skole/daginstitution til at fungere endnu bedre.

7. Sæt dig ind i angsten. For bedre at kunne hjælpe barnet er det vigtigt, at du sætter dig ind i, hvad separationsangst er, og hvordan det påvirker barnet. Få en psykolog til at komme og fortælle jer om det, eller læs en bog om emnet. Det er også vigtigt at finde ud af, hvad separationsangsten betyder for netop det barn, så vær nysgerrig og spørg ind til det.



Kilder: ’Slip mig fri!’af Jens Henrik Thomsen samt interview med Jens Henrik Thomsen, kognitivpsykologkbh.dk, sundhedslex.dk, angstforeningen.dk



Læs mere

’Slip Mig Fri!’ af Jens Henrik Thomsen

Bogen henvender sig til børn med separationsangst og deres voksne. Den giver konkrete øvelser til, hvordan barnet kan formindske separationsangsten eller slippe helt af med den. Barnet kan selv bruge bogen, hvis det er gammel nok, og ellers kan bogen bruges i samarbejde med en voksen.



Læs tema om angst i Børn&Unge nr. 2/2014 her: kortlink.dk/mawa