GUIDE: Sådan bruger du nudging

Forældre fordybet i telefonsamtaler, mens de afleverer deres barn. Børn, der aldrig rydder op af sig selv. Forældre, der afleverer halvsyge børn. Som pædagog kan man opleve flere handlinger hos andre mennesker, som både du – og måske de andre selv – mener burde være anderledes.

Du kan få dem til at ændre adfærd uden at hæve den moralske pegefinger. Metoden hedder nudging. Den tager udgangspunkt i adfærdsforskning og handler ofte om blot at gøre det nemt for mennesker at gøre det, der er mest hensigtsmæssigt, og som de i virkeligheden gerne vil uden at fratage dem muligheden for at træffe et frit valg. Der findes dog ingen universalløsninger

»Nudging er en samlebetegnelse for, hvordan man kan påvirke menneskers adfærd og valg uden at benytte sig af regler og incitamentsstyring. Styrken ved nudging er forarbejdet, hvor man analyserer, hvorfor mennesker handler, som de gør. Man observerer dem, men modsat de fleste andre tilgange spørger man dem sjældent direkte,« siger Pelle ­Guldborg Hansen, der er adjunkt ved Roskilde Universitet og af mange fremhæves som landets ­førende nudging-ekspert.

Der er ingen videre etiske problemer med at bruge nudging – heller ikke over for børn – så længe man er åben omkring, hvad man gør, mener Pelle Guldborg Hansen

»Det er en god tommelfingerregel, at det skal være transparent, så folk opdager, at de bliver påvirket. Er det ikke let gennemskueligt, er det som regel ligetil at gøre dem opmærksom på det.«



NUDGING

Begrebet ’nudge’ stammer fra bogen 'Nudge: Improving decisions about health, wealth and happiness' fra 2008, skrevet af adfærdsøkonom Richard Thaler og jurist Cass Sunstein.



Definition på nudging

At nudge er et forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning og i overensstemmelse med deres reflekterede præferencer uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger, hvor omkostninger forstås som økonomi, tid, besvær, sociale sanktioner og lignende.

Kilde: Pelle Guldborg Hansen, nudging-ekspert.



Eksempler på NUDGING



Flue i pissoir

Når mænd tisser på et offentligt toilet, er der ofte en flue eller andet malet et bestemt sted på pissoirets kumme. Det får mænd til at sigte efter fluen, hvilket mindsker sandsynligheden for, at væggen eller gulvet bliver ramt.

De andre bruger sikkerhedssele

Vi handler i høj grad ud fra normer, og hvad der er socialt accepteret. Det har en amerikansk organisation brugt til at få folk til at tage sikkerhedssele på. De undersøgte, hvor mange der tager den på, hvilket var flere, end mange troede. Alene informationen om, at de fleste bruger sikkerhedssele, fik flere til at tage selen på.

Det kan du spille på

• Vi vil gerne være som de andre. Får vi at vide, at 9 ud af 10 cykler med deres barn til institutionen, er der større chance for, at vi også gør det.

•Der er større mulighed for, at vi kommer til arbejdsdagen i børne­haven, hvis vi har sagt eller skrevet offentligt, at vi kommer.

Fodspor hen mod skraldespanden

I København har man ved nogle skraldespande sat seks grønne klistermærkefodspor, der fører hen mod skraldespanden. I et eksperiment har det mindsket mængden af affald, der bliver smidt ved siden af skraldespanden, med 46 procent.

Sådan nudger du

• Gør op med sig selv, præcis hvilken adfærd du vil forsøge at ændre.

• Analyser folks adfærd i den konkrete situation. Observer dem for at finde ud af, hvorfor de gør, som de gør, og hvad der forhindrer dem i at gøre, som de gerne vil?

• Overvej om rent praktiske ting skal ændres, så det bliver lettere at udføre handlingen.

• Læg en strategi for, hvordan du vil ændre deres handlinger uden at begrænse deres mulighed for at vælge selv.

• Udfør en prøvehandling i det små. Prøv din idé af, inden du laver et stort, forkromet projekt.



Sådan kan du nudge

En række pædagoger har givet Børn&Unge eksempler på situationer, hvor de

gerne vil have forældre eller børn til at ændre adfærd. Pelle Guldborg Hansen

giver sit bud på, hvordan nudging kan være et middel til det.



De blå overtrækssko

Det er efterår, og det regner. Børnene går med hjemmesko, mens nogle forældre til gengæld trækker masser af vand, sand og mudder med sig ind i institution i stedet for at tage de blå overtrækssko på.

Sådan gør du

Undersøg, hvad der sker, når forældrene kommer om morgenen. Observer dem og forsøg at afdække, hvorfor de ikke tager overtræksskoene på. Det er sandsynligvis ikke, fordi de ikke vil. Måske hænger kurven med overtræksskoene for lavt, så forældrene taber deres store skuldertaske, når de bukker sig ned, så måske skal de have et sted at sætte tasken. Måske er der ikke et sted at læne sig op ad eller sætte sig ned, når skoene skal på.

Et andet typisk problem er, at forældrene måske slet ikke får øje på kurven. Er det en årsag, så sæt et skilt et sted, hvor alle ser det.

Udnyt eventuelt, at vi ikke bryder os om at skille os negativt ud fra de andre. Tager næsten alle forældre skoene på, kan du skrive et skilt, hvor der står. '9 ud af 10 forældre tager overtrækssko på om morgenen'. Så vil de sidste sikkert følge efter.



Det sløje barn

Forældre afleverer et halvsygt barn, der har fået en halv Panodil til morgenmaden.

Sådan gør du

Her er det sværere at analysere, hvorfor det sker, fordi beslutningen ikke træffes i institutionen, men i hjemmet. Det er dog oplagt, at det kan være svært for forældrene at vurdere, om barnet er syg. Det er op til fortolkning, og så har vi det med at tolke det på en måde, der passer ind i vores kram. Har forældre aftalt møder på jobbet, er det mest praktisk, hvis barnet ikke er syg.

Giv forældrene et redskab til at afgøre, om barnet er for syg til at komme i institution. Det kan være en procedure for, hvordan man gør i institutionen. Udvikl sammen med det sundhedsfaglige personale en række konkrete spørgsmål, eksempelvis 'Har barnet feber?'. Skriv, at hvis forældrene kan svare ja til et af spørgsmålene, er barnet for syg til at komme i institution den dag. Det fjerner tvetydighed og vil sandsynligvis betyde, at flere børn bliver holdt hjemme, når de er syge.



Telefonsnakkeren

Forældre taler i telefon, når de afleverer og henter. De er ikke nærværende over for børnene, og det er vanskeligt at give beskeder videre og fortælle om barnets dag.

Sådan gør du

Problemet er, at personalet har én norm for, hvordan man skal opføre sig med mobilen, mens nogle forældre har en anden.

Derfor er det afgørende at kommunikere, hvilken norm man har i institutionen. Det gør man ved at fortælle, hvad man gerne vil have forældrene til – og ikke, hvad de skal lade være med.

Vil man have dem til at stoppe mobilsnakken, inden de kommer ind i institutionen, så sæt et tydeligt skilt – eventuelt med et piktogram – på et relevant sted.



Oprydning

Børn i SFO’en er verdensmestre i at lege uden at rydde op efter sig, og derfor bruger personalet en del krudt på at få dem til at rydde op igen.

Sådan gør du

Børns leg kan sammenlignes med Tarzan, der svinger sig fra lian til lian. De leger en leg, der fører videre til næste leg, så i deres bevidsthed slutter leg næppe. Derfor er det nok svært med regler om, at de skal rydde op, når legen slutter, og man skal overveje nøje, om det overhovedet er, hvad man ønsker. Man skal finde nogle naturlige steder at sætte regler op. Det kan være, når børnene forlader et område. Man kan indføre reglerne og følge dem op med tydelige skilte.

Kilder: Pelle Guldborg Hansen, inudgeyou.dk, Line Groes, Isitabird.dk