Guatemala; Bange for regnen

Victoria Marroquin Hernandez er 47 år og mor til 10 børn. Hendes families hus lå lige der, hvor orkanen Stan pløjede sig igennem. Klokken tre om natten blev hun vækket af sin mand, der havde drømt, at deres børn flød i vandmasserne. De tog det som et tegn til at flygte. Hurtigt vækkede forældrene hele familien, der i alt består af 22 personer, og skyndte sig ud af huset.

Det er svært at forestille sig, at kartoffelrækkerne og de grønne majsmarker, de små lerhuse og træerne på bjergsiderne for knap et år siden blev totalt ødelagt af naturens voldsomme kræfter. Især når man ser på de flittigt arbejdende mennesker, der troligt går i marken fra tidlig morgenstund til sen aftentime.

På vej ud til landsbyen Las Nubes - eller på dansk: "Skyerne", er der tydelige spor efter Stan. Et sted er vejen nærmest revet itu, og nogle arbejdere er i gang med at udbedre skaderne. Støvet fra den aktive vulkan Chicabal drysser utrætteligt ned fra himmelen og generer luftvejene. Luften føles væsentlig tyndere end hjemme i Danmark, men Las Nubes ligger også 2490 meter over havets overflade.

Efter et skarpt sving på vejen, hvor man på begge sider ser dybe slugter efter orkanens hærgen, ligger et lille hus, hvor familien Marroquin Hernandez bor. Det er som om nogen har kørt en stor bulldozer gennem slugten og trukket alt med sig. Den dybe slugt er tom og fortsætter så langt øjet rækker i begge retninger. Det er uhyggeligt at forestille sig, hvordan vandet strømmede igennem lige her, hvor jeg nu står og lytter til familiens beretning.



Hjælp på vej. Las Nubes er bare en af mange landsbyer, der ligger omkring San Martín Sacatepéquez, en by oppe i bjergene i det vestlige Guatemala med omkring 20.000 indbyggere. Da orkanen Stan hærgede for 10 måneder siden, blev netop dette område hårdt ramt.

Et danskstøttet projekt skal nu hjælpe de orkanramte børn i San Martín området. Formålet med projektet er at hele børnenes psykiske sår, så reaktionerne bliver mindre intensive, og børnene bliver parat til at begynde i skole.

Mange af de små børn har ændret adfærd, efter de har oplevet orkanen.

"De sover dårligere om natten, græder mere og bliver lettere aggressive. Når det regner kraftigt, siger de til deres forældre, at de skal flygte," fortæller direktør for organisationen UNODESMA, Francisco Vásquez.

UNODESMA er den lokale guatemalanske udviklingsorganisation, der skal stå for projektet. Og ifølge organisationens politisk valgte formand, José Antonio Pérez Juáraz, er de klar til at gå i gang med at hjælpe børnene, så snart økonomien er på plads.

Økonomisk søger de støtte hos EU og den danske udviklingsorganisation IBIS.

95 procent af indbyggerne i området er mayaindianere, det oprindelige folk i Guatemala. Langt de fleste voksne i området har enten slet ikke gået i skole, eller kun gået et par år i skole. Analfabetisme er derfor udbredt. De lever af landbrug, og selvsagt er de familier, der blev ramt af Stan næsten uden undtagelse fattige og uden mange ressourcer.

400 børn mellem tre og seks år skal ved hjælp af projektet for eksempel forstå, at der ikke nødvendigvis kommer en ny orkan, hver gang det regner, og flodens vandstand stiger.



Leg er midlet. Projektet, som UNODESMA er klar til at starte op, skal blandt andet få børnene til at lege ubekymret.

"Målet med projektet er, at børnene skal komme ovenpå gennem psykologisk støtte, men også gennem undervisning og leg, sådan at de bliver klar til at begynde i skole," fortæller Francisco Vásquez.

Undervisningen kommer til at foregå både på spansk og mám, der er børnenes oprindelige indianske sprog. Det sker for at støtte børnene i deres indianske identitet.

Alle lærere, der er knyttet til projektet, har specialiseret sig i børn i tre til seksårsalderen. De er desuden meget kreative og taler både mám og spansk.

"Gennem lege, sange, samtaler og digte vil vi hjælpe børnene videre efter den voldsomme oplevelse, det var at se sit hus og alle sine ting forsvinde i en orkan, selv at måtte flygte med hele sin familie og måske endda miste et eller flere familiemedlemmer," siger Francisco Vásquez.



Alting forsvandt. Familien Marroquin Hernandez mistede ingen familiemedlemmer under orkanen, men der var allerede vand alle steder, da familien kom ud fra huset.

"I begyndelsen troede jeg slet ikke, det var rigtigt. Jeg havde aldrig set så høj en flod før," fortæller Victoria Marroquin Hernandez. De fik ingenting med sig, men Victoria Marroquin Hernandez takker fortsat Gud, for at de alle slap med livet i behold.

For at komme væk fra huset og op på vejen blev de nødt til at krydse noget vand i mørket, det var bælgmørkt, for elektriciteten var for længst gået, og de havde ingen stearinlys. Victoria Marroquin Hernandez, hendes mand og deres børn var meget bange.

"Min far hjalp først alle os børn over vandet, og til sidst min mor. Jeg var meget bange, for jeg kan ikke svømme," fortæller 12-årige Omar Garcia Marroquin.

Det var heldigt, de flygtede, for da de blev evakueret af organisationen UNODESMA om morgenen, var deres hus og alle deres ting forsvundet med orkanens vandmasser. Kun det lille køkken, som var i en bygning for sig, stod tilbage.

Victoria Marroquin Hernandez havde da heller ikke spekuleret på at få nogle af deres ejendele med sig.

"Jeg kunne slet ikke tænke på at tage noget med. Jeg ville bare redde vores liv. Det var det eneste, jeg tænkte på," fortæller hun.



Fokus på det positive. Familien Marroquin Hernandez' orkanoplevelse kan sammenlignes med andre katastrofer som for eksempel tsunamien i december 2004.

Den danske psykolog på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov ved Århus, Karin Abel, har blandt andet behandlet hjemvendte ofre og pårørende fra tsunamien i Sydøstasien i 2004, og aktuelt arbejder hun med danskere, der er blevet evakueret fra Libanon og Israel. Karin Abel mener, det er vigtigt at vise børnene, at der stadig er positive ting i livet og håb forude.

"Det kan man for eksempel gøre gennem leg. De voksne skal vise børnene, at de har det godt, og der trods katastrofen stadig er noget at bygge videre på. Somme tider kan man se, at børn, der har været udsat for katastrofer, mister fremtidshåbet. Derfor er det vigtigt at vise, at det for eksempel er rart at være sammen med mor og far og sjovt at lege med kammeraterne," forklarer Karin Abel.



Spor efter orkanen. Familien Marroquin Hernandez' baghave minder dem hver dag om Stan, fordi der her trækker sig et langt spor, hvor der kun er jord. Trærødder er brækket over, og ingenting vokser i den dybe slugt. Egentlig ligner det mest af alt en byggeplads, hvor håndværkerne for længst har givet op. En gammel blikbalje står for sig selv, nogle sække flyder, en trillebør ligger væltet, det samme gør et par træstammer og en mountainbike. Det hele er hulter til bulter. En slidt gammel fodbold fortæller, at børnene plejede at lege her.

Jorden er kold, alligevel render de fleste af børnene rundt på bare tæer. Maverne er udspilede på de mindste af børnene, alligevel smiler de. I modsætning til deres handikappede 10-årige bror. Han sidder gemt af vejen i et af værelserne. Han ligner en krøbling, som han sidder der, blind og med de tynde ben viklet ind i hinanden i en form for skrædderstilling. Han siger ikke en lyd, stopper bare majstortillas i munden. Og moren Victoria Marroquin Hernandez spørger tvivlende, om hun skal tælle ham med, da jeg spørger, hvor mange børn hun har.

Udenfor ser 12-årige Omar García Marroquin stolt ud, da jeg spørger, om han vil prøve at fotografere. Lidt efter står han med det store kamera om halsen og klikker løs som en erfaren fotograf og dirigerer, hvor jeg skal stå, så han får det bedste motiv.



Bange for regn. Frygten for nye orkaner lever endnu. Hvert år er det regntid i Guatemala fra maj til oktober, så om eftermiddagen og aftenen i denne periode regner det ofte meget voldsomt.

"Børnene bliver bange, når floderne vokser. Den eneste jord, vi ejer, er lige her, og vi har ikke penge til at flytte til et nyt sted," fortæller Victoria Marroquin Hernandez.

12-årige Omar García Marroquin er et af de største børn i familien, så han prøver at berolige sine små søskende, når regnen trommer på familiens bliktag.

"Jeg siger til mine søskende, at de ikke skal være bange, men i virkeligheden er jeg selv meget bange," fortæller han. o



Se flashproduktion fra Guatemala på www.boernogunge.dk



Udviklingsorganisationen IBIS er ved at samle penge ind til projektet for de 400 førskolebørn i San Martín området.

Det forventes at vare to år, og projektmedarbejder i IBIS, Gitte Hermansen, oplyser, at hvis du har lyst til at støtte projektet, kan du gøre det via IBIS' hjemmeside: www.ibis.dk/stoet. Her kan du også læse mere om projektet.





Børneliv i Guatemala



I juli 2006 besøgte Børn&Unge det mellemamerikanske land Guatemala. Det er blevet til en række historier om børnene og det oprindelige folk i Mellemamerikas folkerigeste land med knapt 13 millioner indbyggere. Befolkningen består af maya-indianere - det oprindelige folk, der udgør cirka 60 procent og ladinoer, der udgør resten.





Nye orkaner på vej



Orkansæsonen 2006, der løber fra 1. juni til 1. november, byder sandsynligvis på flere alvorlige orkaner. Prognoser fra Colorado State University viser, at områderne Mellem-amerika, Caribien og det sydøstlige USA kan forvente 17 orkaner, hvor fem af dem formentlig når op i kategori tre. Stan var "kun" en kategori 1 orkan, og den mest dødbringende i 2005, hvor mindst 2.800 mistede livet alene i Guatemala, 1.500.000 mennesker blev direkte berørt af orkanen og mistede for eksempel hus og ejendele.

Kilde: Edgar Estrada, ACJ Guatemala