Gråzonebørn; Svage børn får ikke hjælp

Aldrig er der blevet brugt så mange penge på børn med særlige behov, siger politikerne. Men i daginstitutionerne, hvor mange af børnene skal støttes, kan pædagogerne ikke genkende billedet af de mange millioner, der skulle flyde ind på området. De oplever, at der bliver flere og flere børn med særlige behov i de danske daginstitutioner, men at de slet ikke får den hjælp, som de har brug for.

Det viser undersøgelsen 'Gråzonebørn - undersøgelse af vilkårene i de almene daginstitutioner for arbejdet med børn og unge, der har særlige behov', som BUPL har foretaget blandt daginstitutionerne. 418 førskole- og skolebørnsinstitutioner har deltaget, og svarene viser, at 98 procent af alle institutioner har børn med særlige behov.

Pædagogerne vurderer, at 14 procent af de indskrevne børn har særlige behov. De defineres som 'børn, der har behov for særlig opmærksomhed og støtte, hvis det skal sikres, at de udvikler sig så godt som muligt'. Størstedelen af institutionerne vurderer, at der i de seneste tre til fem år er kommet flere af disse børn.

Pædagogerne mener, at mange af børnene i stedet burde være indskrevet i et specialiseret tilbud. Men også, at en del af dem sagtens kan profitere af at være sammen med almenbørnene - og omvendt. Pædagogerne vil gerne være rummelige og inkluderende, men mener, at det er nødvendigt for et positivt udkomme af en inkluderende tilgang, at der tildeles ekstra ressourcer. Det sker ikke i dag i tilstrækkeligt omfang, siger de.



Ikke ressourcer nok. Under en tredjedel af de børn, der har særlige behov i børnehaver og vuggestuer, udløser ekstra ressourcer til daginstitutionen. I SFO'er, fritidshjem og klubber gives der kun ekstra ressourcer til otte procent børn med behov for hjælp. Og det får de fleste pædagoger i undersøgelsen til at sige, at alt for mange af de udsatte børn ikke får den hjælp og støtte, de har brug for. For det betyder, at institutionerne hverken har mulighed for at planlægge eller gennemføre forløb for børn med særlige behov og for almenbørnene.

Kommunerne giver ekstra ressourcer til nogle af børnene, men langt de fleste pædagoger mener, at tildelingen er alt for sparsom i forhold til opgavens omfang. Pædagogerne skønner samtidig, at det i de seneste tre til fem år er blevet vanskeligere at få hjælp til børn med særlige behov.

Bente Jensen, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, har i mange år forsket i daginstitutionernes arbejde med de udsatte børn. Hun synes, at undersøgelsens resultater er 'sørgeligt genkendelige'. Hun mener, at der nu må nye boller på suppen, hvis man vil have, at pædagogerne skal klare opgaven med de udsatte børn.

"Vi skal anerkende, at pædagogerne er ved at give op over for problemets størrelse. Man kan se, at pædagogerne føler sig afmægtige i forhold til udsatte børn. Det er ikke godt, for det er en vigtig opgave, som man skal sørge for, at pædagogerne kan klare, ellers lader vi jo børnene i stikken," siger hun.

Pædagogerne mener, at antallet af udsatte børn er steget, og det viser Bente Jensens undersøgelser også.

"Det er ikke godt for en løsning af opgaven, at pædagogerne ser ud til at mene, at de ikke gør det godt nok, på trods af at de arbejder med problemstillingen. Det er nedslående," siger hun.

Bente Jensen er ikke i tvivl om, at der skal tilføres flere ressourcer. Men hun mener, at det er mindst lige så vigtigt, at man finder ud, hvad man vil bruge øgede ressourcer til. Et analysearbejde bør vise, hvordan ressourcerne skal bruges, og hvilke ressourcer der er brug for.

"Pædagogerne skal overbevise kommunerne om, at de vil arbejde med de udsatte børn, at de har brug for tid, viden, uddannelse og ledelse, og de skal have ressourcer til det. Mange pædagoger oplever, at kommunerne vil spare på området, mens kravet om større rummelighed er blevet en af de opgaver, som i dag stilles til institutionerne, uden at der følger økonomi med. Pædagogerne klynker ikke, når de siger, at de skal have flere ressourcer, men problemet løser sig ikke af sig selv, fordi man får flere ressourcer," siger hun.



Brug for ny energi. Bente Jensen synes også, at man trænger til at få afklaret begreberne i forhold til de udsatte børn. Det har betydning for, hvordan ressourcerne skal bruges, og hvilke der er brug for. Mener man, at udsatte børn er nogle, der skal stilles en diagnose på, har man brug for flere psykologer og støttepædagoger. Men mener man, at pædagogerne skal inkludere og finde børnenes ressourcer, skal man satse på en anden metode. Så handler det om flere mennesker, der er gode til at analysere hverdagen og pædagogikken i forhold det enkelte barn og dets muligheder for at profitere af fællesskabet.

"Det kan ikke nytte, at man melder ud, at nu skal pædagogerne være inkluderende efter et kort kursus, for det kan de ikke. Så begynder de at slå sig selv oven i hovedet med, at de ikke er gode nok, og det er det sidste, vi har brug for. Demotiverede og opgivende medarbejdere løser ikke opgaven, og vi har brug for, at den bliver løst. Kommunerne må tage det alvorligt, at de står med en medarbejdergruppe, som ikke har energi til det her meget vigtige arbejde," siger hun.



Ingen støtte til gråzonebørn. Undersøgelsen drejer sig om alle slags børn med særlige behov. Men et afsnit handler om 'gråzonebørn. Det er børn, som ikke har eller ikke skal have en diagnose, men som pædagogerne bekymrer sig om. Det kan være børn, hvis sprog eller motorik ikke udvikles optimalt, børn, som har en problematisk adfærd, eller børn, som er i krise på grund af skilsmisse eller dødelig sygdom i familien. De børn udgør, ifølge pædagogerne, 36 procent af børn med særlige behov i førskoleinstitutionerne. I skoleinstitutionerne drejer det sig om næsten halvdelen.

Institutionerne får sjældent ekstra ressourcer til disse børn. Det kan være, fordi deres behov for ekstra støtte ikke er afklaret, eller fordi institutionen ikke har bedt om ekstra støtte. Det gør pædagogerne typisk ikke, fordi de har erfaret, at det er nytteløst.

Ifølge undersøgelsen opgiver pædagogerne at søge de ekstra ressourcer til gråzonebørnene, fordi de oplever, at kommunens økonomi står over børnenes behov. De ved, at det ikke nytter at søge, når 'kassen er tom', og at ekstra ressourcer alene bevilges til børn med diagnoser.

Pædagogerne oplever ofte, at deres arbejde med pædagogisk inklusion af børn med særlige behov kommer til at fungere som 'økonomisk inklusion', fordi politikere og forvaltning forventer, at institutionerne skal rumme børn med særlige behov inden for normalbevillingen. De ofte meget krævende og besværlige sagsgange, som er et resultat af en prioritering af kommunens ressourcer, kan virke afskrækkende på motivationen til at søge ekstra ressourcer.

En af deltagerne i undersøgelsen siger:

"Vi oplever det som fuldstændigt omsonst at bede om ekstra ressourcer, for vi ved af erfaring, at vi ikke får dem. Kommunens politik - er det blevet os fortalt på forvaltningsmøderne - baserer sig på 'inklusion', og det betyder, at der skal skabes plads til børn med særlige behov inden for normalrammen. 'Inklusion' lyder så flot, men er blot et andet ord for 'vi har sparet støttetimerne væk'."





Den Beslyttende vinge er stækket





11 ud af de 56 børn i Børne­haven Hurlumhej i Nordvest­kvarteret i København har særlige behov. To af børnene får støtte. Kommunens satsning på inklusion betyder, at støtte i form af ­ekstra timer og støtte­pædagoger langsomt forsvinder. Samtidig betyder nye ned­skæringer færre pædagogtimer.



Pædagoger er dygtige, også til at gøre noget for børn med særlige behov. Men deres omsorgsfulde vinger er stækket af manglen på ressourcer. Det mener Bettina Brandt, leder i Børnehaven Hurlumhej i det københavnske nordvestkvarter.

"De gode intentioner om, at vi skal have en tidlig indsats, forebygge den negative sociale arv og sørge for, at børnene er sprogligt velfunderede, inden de skal i skole, og at de kan begå sig i trafikken og blandt andre mennesker, er der ikke noget i vejen med. Vi er også gode til det, men vi kan ikke overkomme det med den nuværende normering. De børn, der ikke får den ekstra vinge i børnehaven, kan ende som bandemedlemmer og kriminelle. Vi kan jo næsten pege dem ud allerede nu, men ingen vil høre på os," siger hun.

I Hurlumhej går 56 børn, hvoraf de 12 er småbørn mellem to og tre år. 11 af børnene i børnehaven kan betegnes som børn med særlige behov. Heraf har et barn en sygdom, der betyder, at det har brug for meget hjælp, og derfor er der tildelt 15 støttetimer. Et andet barn er ved at blive udredt, og støtten til det barn er lige reduceret fra 15 til 10 timer. De resterende ni børn har forskellige vanskeligheder med sprog, motorik, sociale problemer i familien eller andet, der betyder, at de i øjeblikket har brug for opmærksomhed, hjælp og støtte ud over det sædvanlige. Dem er der ikke ekstra ressourcer til. Institutionen har heller ikke søgt om ressourcerne ud fra en forventning om, at det får man ikke til den type vanskeligheder.



Inklusion uden støtte. Institutionens søger som princip fuld støtte, hvis pædagogerne mener, at barnet har brug for støtte på alle fronter i de timer, det er i børnehaven. Men de får det aldrig. Og det er ikke blevet bedre, efter at Københavns Kommune indførte inklusion som en metode til at rumme børn med særlige behov i almeninstitutionerne.

Kommunens specialreform beskriver tildeling af støtte således: 'Man må forvente, at støtten løbende bliver nedsat, eftersom man forventer, at institutionen opbygger de nødvendige ressourcer til at rumme og stimulere et givent barn'.

"Det nye er, at vi skal kunne inkludere alle børn, også dem med diagnoser, og så er konceptet, at vi kan søge støtte til at ændre vores pædagogik, så vi bliver mere inkluderende. Der er tale om en mere generel ressource, som skal lære os at have barnet uden støtte," siger hun.

Fordi Bettina Brandt syntes, at pædagogerne i Hurlumhej allerede var så gode til at være inkluderende, har børnehaven været pilotinstitution i kommunens inklusionsprojekt. Det betyder, at alle pædagoger i løbet af et år har været på et 15 timers kursus i, hvordan man vender sin pædagogik, så den inkluderer alle børn, uanset vanskeligheder. Men Bettina Brandt synes, at det giver problemer i forhold til den hjælp og støtte, som børn med særlige behov skal have.

"Vi forventes at inkludere alle børn, men det kan ikke lade sig gøre. Jeg kan se, at der er børn, som ikke profiterer af fællesskabet, og som mister udviklingspotentiale, fordi der skal gås for meget på kompromis. Det må jo være vores fornemmeste opgave at sørge for, at alle børn udvikler sig så meget, som de kan ud fra deres forudsætninger. Og det bliver glemt. Ligesom det ikke er anerkendt i vores forvaltning, at der er kommet flere børn med særlige behov," siger hun.



For store forventninger. Problemet er dog ikke kun, at idealet om inklusion ikke altid holder. Problemet er også, at forventningerne til, hvad der er menneskeligt muligt med de vilkår, institutionerne har, er for store, mener Bettina Brandt.

"Allerede inden vi har været på vores sidste kursusdag som pilotinstitution, skærer man ned i timerne til støtten, fordi det forventes, at vi lynhurtigt har oparbejdet de nødvendige kompetencer til at arbejde med inklusion, og at støtten derfor kan undværes eller højst gives midlertidigt. Det bliver sagt så mange gange, at det til sidst bliver en sandhed, uagtet at det kan handle om børn, der ikke bliver bedre, bare fordi vi bliver mere inkluderende," siger hun.

Samtidig er det blevet meldt ud, at der sandsynligvis kommer en nedskæring på cirka tre procent til næste år, ligesom indførelsen af madordningen vil betyde, at institutionen skal spare.

"De besparelser kommer til at koste os både penge og hænder, for vi kan ikke undgå at komme til at skære i pædagogtimerne. Og det i et hus, som i forvejen slet ikke har hænder nok. Vi har jo heller ikke fået kompensation for den 6. ferieuge, ekstra omsorgsdage, barns 2. sygedag og seniorordninger, så det kommer til at kunne mærkes," siger Bettina Brandt.



Meget ekstraarbejde. Bettina Brandt er ikke meget for at falde ind i kategorien 'pædagoger, der altid brokker sig og bare hele tiden siger, at de vil have mere'. Men det rokker ikke ved, at institutionerne generelt mangler ressourcer, mener hun.

"Det drejer sig ikke nødvendigvis om flere voksenhænder, men mere om færre børn pr. voksen. Hvis der var det, kunne vi inkludere det hele, for det er vi meget dygtige til. Men lige nu er opgaven uoverstigelig," siger hun.

Hun fortæller, at det bliver stadig sværere for pædagogerne at gøre det, som de er gode til. Hun oplever dagligt, at pædagogerne i hendes institution slider sig selv op i forsøget på at gøre tingene bedre hele tiden.

"Vi tager os selvfølgelig af børnene så godt vi kan. Men vi får ikke ekstra ressourcer til at skrive underretninger eller gå til netværksmøder eller indstille til talepædagog eller give børnene ekstra sprogstimulering, mens de venter på at komme i sproggruppe, eller at give dem særlig sproglig opmærksomhed, efter de er blevet testet. Der er masser af ekstraarbejde, der ikke tages højde for, når man taler om, at vi skal inkludere flere og flere børn med særlige behov. Og alle de ting tager vores tid fra tiden til at være nærværende, inkluderende, anerkendende og betydende voksne for alle børn. Så det er ikke kun børn med særlige behov, der lider under det her. Det gør også de andre børn," siger hun.



For mange skibe i søen. Bettina Brandts ønske om færre børn pr. voksen og om forberedelsestid til pædagogerne er hun helt sikker på, hun aldrig får opfyldt. For det er også et stort problem, at de fagpersoner og politikere, der skal tildele dem ekstra ressourcer, ikke har nogen fornemmelse for, hvad det vil sige at være pædagog i en daginstitution.

"Når vi fortæller, at vi ikke har tid til børnene med særlige behov, mødes vi af en indstilling, der viser, at man ikke tænker på, at der også er 21 andre børn på stuen, og som har brug for pædagogerne. Og så har de slet ikke styr på alle de opgaver, vi har. De forventer, at når de har vedtaget en politik på området, så bliver den implementeret og virker fra dag ét. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi kan altid blive bedre, men bare vi så kunne få ro til at blive det og få muligheden for at prøve de nye ting af, inden det næste skib kommer sejlende. Det kniber det med, sådan som det er i øjeblikket," siger hun.



Et råb om hjælp

Undersøgelsen viser at:

• 78 procent af de deltagende institutioner repræsenterer førskoleområdet. 22 procent er institutioner for børn og unge i skolealderen.

• Institutionerne mener, at det i højere grad end tidligere forventes, at almeninstitutionerne skal tage sig af børn med særlige behov.

• 70 procent af børnehaverne og vuggestuerne modtager en eller anden form for ressourcer til børn med særlige behov. På skolebørnsområdet drejer det sig om 62 procent af institutionerne.

• 85 procent af førskoleinstitutionerne mener, at de får for få ressourcer til børn med særlige

behov. På skolebørnsområdet drejer det sig om 77

procent.

• Af de institutioner, der modtager ekstra ressourcer, mener 75 procent af førskoleinstitutionerne, at det er for lidt i forhold til opgavens omfang. På skolebørnsområdet har 66 procent den mening.

• Gråzonebørn i vuggestuer og børnehaver samt i skoleinstitutioner svarer til 6 procent af de indskrevne børn.

• Kun få institutioner oplever, at det er klart defineret, hvilke typer af børn de forventes at modtage.

• Et flertal oplever ikke at de er en del af en helhedsorienteret indsats i kommunerne. Der er en udbredt uklarhed om rolle og om, hvilket bidrag institutionerne ventes at yde.