Gitte er pædagog med et særligt talent

Gitte Larsen er udpeget som en særligt talentfuld pædagog. Hun brænder for sit arbejde og vil videre.

John Larsen, 54 år, er glad og stolt over det, som han gennem sine ni år som leder af Specialpædagogisk Center i Fredericia har været med til at skabe. Derfor er han optaget af, at arbejdspladsens særlige ånd videreføres, når han om nogle år ikke mere selv står i spidsen for centret. Det rummer specialbørnehaven Roden og er base for kommunens støttepædagogkorps.

Her kommer Gitte Jakobsen, 37 år, ind i billedet.

"Jeg har flere meget kompetente medarbejdere, men Gitte er noget særligt. Hun er kontant, tilstedeværende og ekstremt dygtig til børn, som ikke helt er i balance. Da jeg af kommunen blev spurgt, om jeg i staben havde medarbejdere, som var specielt talentfulde, var jeg ikke i tvivl om, hvem jeg skulle pege på, " siger John Larsen og tilføjer, at han ville være helt tryg ved at overlade pågældende medarbejder, altså Gitte Jakobsen, tømmerne, når tiden er inde for hans egen retræte.



På sikker grund. Gitte Jakobsen, der er uddannet pædagog fra Kolding Børnehaveseminarium i 1997 og siden har føjet en uddannelse som psykoterapeut til sit cv, er beæret over udpegningen, men især er hun glad for de muligheder, den åbner for hende.

"Jeg brænder for mit arbejde, men for mig er det ikke mere nok "bare" at være almindelig støttepædagog. Jeg vil sætte ting i gang, prøve nye ting af og kunne bevæge mig på kryds og tværs af barrierer. Det gør jeg faktisk også, eftersom min chef har set sin interesse i at udnytte de kompetencer, som jeg har erhvervet gennem min udannelse som psykoterapeut. Det seneste års tid har jeg således brugt en del af min arbejdstid på at vejlede og supervisere rundt om i kommunens institutioner - både i relation til børn, forældre og personale," siger Gitte Jakobsen.

Mere sikker på sin faglighed er hun også blevet.

"Før var jeg nogle gange i tvivl om, hvad jeg kunne tillade mig, men nu føler jeg mig på sikrere grund. Jeg har fået et skub og endnu mere mod på at søge nye udfordringer, for jeg ved med mig selv, at jeg qua min tillægsuddannelse kan noget ekstra. Den selvtillid, det giver, er vigtig i et job som mit, hvor jeg ofte bringes i situationer, hvor jeg må handle på egen hånd."

Gitte Jakobsen kan ikke helt præcist sige, hvilken af de tre karriereveje, som kommunen har lagt ud for de særligt talentfulde, hun er slået ind på.

"Jeg er mest projektleder, men også lidt af det andet," siger Gitte Jakobsen, som har en ambition om at komme til at bruge sine talenter som vejleder og supervisor andre steder i det kommunale system.



Ingen misundelse. I en udpræget lighedskultur som den pædagogiske burde udpegningen af særligt talentfulde være kontroversiel og vække modstand. Det lader dog ikke til at være tilfældet i Fredericia.

John Larsen, der er Gitte Jakobsens chef, er tværtimod ret begejstret.

"Det er et vældigt interessant og spændende initiativ, kommunen her har taget. Gennem det vil der på vores område kunne udvikles nye kompetencer og en stærkere faglighed," siger han.

Fællestillidsrepræsentant for SFO-området i Fredericia Kommune, Birgit Kristiansen, er personligt også tiltalt af projektet. Det samme er, siger hun, flertallet af de medlemmer, hun har drøftet det med.

"De synes, det er positivt, at man satser på den talentmasse, som allerede findes i kommunen, i stedet for at lede alle mulige andre steder."

Ingen misundelse at spore?

"Nej, det synes jeg ikke, at der er. Så længe det kan godtgøres, at der ligger strengt faglige vurderinger bag udpegningen, accepterer man den," siger Birgit Kristiansen, som går og venter på at skulle i forhandling med Fredericia Kommune om løntillæg til pædagoger, der har arbejdsgivers ord for at gøre en forskel.





Talentfabrikken i Fredericia



Hvem udpeger de særligt talentfulde? Nærmeste leder.

Hvad definerer et talent? Personlige kompetencer, handlekraft og initiativ, helhedsorientering og evnen til at tænke fremadrettet.

Hvor mange talenter er udpeget? Indtil videre 24, hvoraf de seks er pædagoger.

Hvor mange findes der? Formodningen er, at der i en given arbejdsstyrke vil være ti procent særligt talentfulde.

Hvad har medarbejderne ud af at blive udpeget? Endnu ingen konkrete aftaler, men mere i løn, højere charge, uddannelsesmuligheder og større kreativt råderum er på dagsordenen.

Hvad vil kommunen opnå? En bedre offentlig service ved at fastholde og rekruttere særligt talentfulde medarbejdere.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.