Generalforsamlinger; Kampen gjorde stærk

De senere ugers aktiviteter mod forringelser på de kommunale serviceområder har præget generalforsamlingerne i de fleste af BUPL's fagforeninger. Lejligheden er blevet benyttet til at gøre status. En status, som viste, at det i nogle tilfælde, men langt fra i alle, er lykkedes at afværge eller mindske omfanget af planlagte besparelser rundt om i kommunerne.

Uanset at de eksakte resultater altså lader en del tilbage at ønske, kan indsatsen ikke kaldes forgæves.

Ikke alene har kampagnen "Husk hvad du lovede", og alle de mange aktiviteter, som fulgte i kølvandet på den, betydet, at dagpasningen er kommet højt op på både den politiske og mediemæssige dagsorden. Den lader også til at have styrket BUPL på de indre linjer.

Som det fremgår af referaterne fra generalforsamlingerne på de følgende sider er vurderingen flere steder, at kampen mod nedskæringerne og for bedre kommunal service har givet et boost til det fagpolitiske engagement i medlemsskaren.

På Fyn var der endda deltagere, som udtrykte direkte stolthed over at være medlem af BUPL. Og det på trods af, at organisationen og dens øverste ledelse er blevet skældt huden fuld af selve Anders Fogh Rasmussen og flere af hans ministre. Eller måske er det netop derfra, stoltheden stammer.

Generalforsamlingerne var de første ordinære, efter at BUPL i foråret gennemførte sin egen strukturreform. Den indebar, at de indtil da 22 fagforeninger gennem fusioner blev reduceret til 12.

Formålet var at skabe enheder, der er politisk og økonomisk bæredygtige.

En ny struktur skal bruge mere end fem måneder på at bevise sin duelighed. Det tager tid og omtanke at få en anderledes sammensat medlemsgruppe til at spille sammen og føle sig tilpas i de nye rammer. I en del tilfælde har der mellem fagforeninger, som skulle slås sammen, været forskelle i både kultur og fagpolitiske tilgange og strategier. Det har man skullet forholde sig til, ligesom man nogle steder også har skullet finde ud af, hvor fagforeningskontoret skulle ligge. En sag, som der for mange har indgået en del hjerteblod i.

En underforstået præmis, da de nye og større fagforeninger blev skabt i foråret, var, at de nye fagforeningsbestyrelser skulle have rimelig tid til at vise, hvad de duede til, inden de blev stillet til regnskab. Og at regnskabets time nok ikke skulle stå kun fem måneder, efter at de havde indtaget deres pladser.

Og det kom regnskabets time heller ikke til. Som det ses af skemaet, der viser, hvem der sidder på de tungeste poster i de 12 fagforeninger, er det på meget få undtagelser nær de samme i dag, som det var i går.