Generalforsamlinger 2005; BUPL afdeling 6

Det lakker mod enden. BUPL's nok mest autonome fagforening, Afdeling 6 på Amager, gør klar til sammenlægning med københavnerne

Humlebien og BUPL Afdeling 6 har en del til fælles. Af ganske vist forskellige grunde er ingen af dem bæredygtige. Humlebiens problem er, at dens krop er for stor til de vinger, naturen har udstyret den med. Problemet for BUPL Afdeling 6 er det modsatte. Fagforeningen yderst på Amager, som dækker Tårnby og Dragør kommuner, har så få medlemmer, at den efter enhver målestok burde være for lille til at udgøre en bæredygtig enhed. Ikke desto mindre udmærker BUPL Afdeling 6 sig ved at have nogle både aktive og loyale medlemmer samt en brølende stærk økonomi og en meget tæt population af tillidsrepræsentanter. 20 år efter, at alle andre har lukket ned, eksisterer her også stadig et Pædagogisk Kartel.

Mens humlebien nok bliver ved med flyve ubekymret rundt i det danske landskab, lakker det mod enden for BUPL Afdeling 6. Planen er, at den med virkning fra 1. juni næste år skal slås sammen med fagforeningerne i København og på Frederiksberg til BUPL Hovedstaden.

Den måske sidste ordinære generalforsamling i 6'erens historie, holdt 11. oktober i SiD-Kastrups lokaler på Saltværksvej med deltagelse af 85 ud af godt 600 medlemmer, viste, at ikke alle er begejstrede for den udsigt. Mange års selvstændighedskamp har sat sine spor.



Stort og småt. Astri Budtz fandt begrundelserne for at ændre BUPL-strukturen noget søgt.

"Man siger, at kommunerne bliver mere professionelle. Hvor ved man det fra? Jeg kan ikke se for mig, at Tårnby Kommune bliver professionel overhovedet. Man prøver at være moderne, og dermed kommer vi til at løbe i røven af alle de andre," sagde Astri Budtz, som ville vide, hvad der sker, hvis 6'eren ikke vil sammenlægningen.

Erik Terkelsen mente, at der ingen faglig styrke er i bare at være stor. Det er derimod i et have indgående kendskab til den enkelte institution i fagforeningens område.

"Småt er godt, stort er lort," påstod han.

På engelsk siger man " don't fix it, if it aint broken". Tine Pedersen sagde det på denne måde:

"Vi har det fint, som vi har det. Ønsket om en ny struktur kommer i hvert fald ikke fra os medlemmer."

Ole Olsen foreslog en voldgrav rundt om 6'eren, mens Poul Petersen ønskede princippet om, at de nye BUPL-fagforeninger skal have mindst 3000 medlemmer udskiftet med ét, der siger, at der højest må være 1000.

Signe Thomsen, nytilkomment medlem af Afdeling 6: "Jeg kan godt forstå, at I er glade for jeres fagforening, men hvorfor vil I ikke være med til det nye. I har jo noget at byde på."



Betroede midler. Noget at byde på har BUPL Afdeling 6 i hvert fald rent økonomisk. Egenkapitalen på 1,4 millioner kroner gør fagforeningen til den mest velkonsoliderede i BUPL. Hvad der skal ske med de mange penge, hvis det kommer til en sammenlægning med København og Frederiksberg, optog forsamlingen en hel del.

"Hva' med at fyre dem af på et lokalt band, D-A-D for eksempel," foreslog én.

En anden ville have gravøl og Poul Krebs.

Flemming Brøgger Andersen, formand for BUPL, replicerede hertil, at der ingen grund er til gravøl - endnu. Til et konkret spørgsmål om egenkapitalens fremkomst svarede han, at en af de vigtigste kilder var påpasselighed i omgangen med betroede midler.

En fremstilling, som fagforeningens mangeårige kasserer, Birgit Sejbjerg Madsen, kunne nikke bekræftende til.

"Da vi skulle til ekstraordinær kongres inde i København sidste forår, havde vi i delegationen planlagt at fordele os og vores fagforeningsfane i to taxaer. Det mente Flemming ikke, der var nogen grund til, når der nu gik offentlig transport til døren."



Ny fagforening. Trods tilfredsheden med det bestående og indvendinger mod det forestående, endte generalforsamlingens store flertal med at tilslutte sig en intern udtalelse, hvori der udtrykkes overbevisning om, at det vil lykkes at skabe enighed om en ny fagforening i hovedstaden, som medlemmerne i afdeling 6 kan være tilfredse med.

I udtalelsen står endog, at fagforeningen vil indgå positivt i samarbejdet med BUPL København og BUPL Frederiksberg.

Astri Budtz fandt ordet "positivt" lige stærkt nok.

"Jamen, hvis vi ikke er positive, så får vi ingen indflydelse på det færdige resultat. Men i øvrigt er vi i Afdeling 6 ikke alene om at vægte nærhed og demokrati. Det gør de andre også, selv om de måske gør det på en anden måde," lød det fortrøstningsfulde svar fra Flemming Brøgger Andersen.



Bestyrelsen: Formand: Flemming Brøgger Andersen, genvalgt. Næstformand: Per Grønn Hansen, genvalgt. Hovedbestyrelsesmedlem: Jan Poulsen, ikke på valg. 1. HB-suppleant: Reidun Balle-Christiansen, nyvalgt. Kasserer: Marchen G. Jans, nyvalgt. Øvrige bestyrelse: Nyvalgt: Signe Thomsen. Ikke på valg: Hanne Glad Gregersen og Susanne Beyer Jørgensen, ikke på valg. PBU-delegerede: Katrine Petersen, genvalgt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.