Generalforsamlinger

BUPL MidtVestjylland: Hovedkvarter i Holstebro



Kampen mod truende nedskæringer på børneområdet har mange steder givet et boost til det faglige engagement. Det er blandt andet tilfældet hos BUPL MidtVestjylland, som 9. oktober i Skive Hallerne holdt generalforsamling med 232 deltagere.

"Jeg tilskriver det fine fremmøde, at medlemmerne, og det gælder nok især dem fra Viborg, som få dage før generalforsamlingen afsluttede ni dages overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, havde behov for at ses igen og dele deres erfaringer med andre kolleger," fortæller Jens Jensen, der er formand for fagforeningen, som kom til verden i maj og samler medlemmer fra BUPL Ringkøbing Amt og BUPL Viborg Amt og også en lille sjat fra BUPL Vejle Amt.

Formanden beretter ellers om en god og positiv stemning på en generalforsamling, som i enighed fastlagde fagforeningens politik på væsentlige sagsområder som ledelse, løn, TR, information og arbejdsmiljø.

En afgørelse på, hvor fagforeningen skal bo, blev også fundet. Bygningen, som hidtil har rummet BUPL Viborg Amts kontorer, skal sælges og hele styrken flytte sammen på Stationsvej i Holstebro, hvor BUPL Ringkøbing Amt har hørt til gennem mange år. aly



Bestyrelsen: Formand: Jens Jensen. Næstformand: Mogens Brinch Dinesen. Kasserer: Astrid Jensen. HB-medlemmer: Mogens Brinch Dinesen og Jonna Uhre. 1. og 2. suppleanter til HB: Mikkel Scheufens Petersen, Per Hesselberg. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Pia Villesen, Ivan H. Jensen, Søren Roslyng-Jensen, John Gregersen, Lone Røge, Anita Kjær, Else Thorning Jørgensen, Lone Råbjerg Lauritsen og Knud Sloth. Sidstnævnte var eneste nyvalgte.





BUPL Midtsjælland: Ny form gav gode input



Noget nyt blev afprøvet, og det gik faktisk glimrende, fortæller formand Bertha Langhoff Hansen fra BUPL Midtsjælland om den første ordinære generalforsamling i den nye fagforening. Den blev holdt 4. oktober og havde 140 deltagere.

Det nye bestod i, at deltagerne efter diverse hilsningstaler blev sendt i grupper og bedt om at komme med input til et arbejdsprogram, som rækker tre år ud i fremtiden.

"Det kom der både gode diskussioner og produktive forslag ud af," siger Bertha Langhoff Hansen, som på den stiftende generalforsamling i maj havde lovet en politisk programerklæring klar til denne første ordinære generalforsamling.

"Det var mere, end vi kunne holde. Vi har retningen klar, men ikke den mere handlingsorienterede del. Den skal der arbejdes med de kommende måneder, og så vil vi lægge tingene på vores hjemmeside, efterhånden som de bliver klar," siger hun.

Den nye midtsjællandske fagforening, som i hovedsagen omfatter medlemmer fra BUPL Vestsjælland og BUPL Roskilde Amt, opslår hovedkvarter på Lindevej i Slagelse, mens huset i Hersegade i Roskilde sættes til salg. Det er dog kun en midlertidig ordning, for målet er at finde eller bygge nyt fælleshus.



Bestyrelsen: Formand: Bertha Langhoff Hansen. Næstformand: Ib Marquardsen. Kasserer: Kia Petersen. HB-medlemmer: Jette W. Jørgensen og Kay Abrahamsen. HB-suppleanter: Hanne Kraul Jensen og Lene Christensen. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Søren Th. Andersen, Poul Egå Jensen, Helle Brix Nielsen. Anne Marie Carlsen, Jesper Lilholt, Marianne Søbæk, Marianne Sørensen og Caj Christensen.





BUPL Sydøst: God og lidt stille



Fin stemning, en god, men også lidt stille generalforsamling.

Mette Gerdøe Kristensen, faglig sekretær hos BUPL Sydøst, der er stykket sammen af det gamle BUPL Storstrøms Amt og en del kommuner, som tidligere hørte under henholdsvis BUPL Roskilde Amt og BULP Vestsjælland, spoler filmen tilbage til 28. september, da 118 medlemmer var til generalforsamling i Medborgerhuset i Vordingborg.

"Nej, debat var der ikke så meget af, men hvorfor også tage ordet, når man i øvrigt er enig i det, der står skrevet eller bliver sagt," siger hun.

Og enighed var der. Såvel beretningen som forslaget til fremtidigt virke blev godkendt enstemmigt, ligesom generalforsamlingen gav mandat til, at de delegerede fra BUPL Sydøst på kongressen stemmer for forslaget om, at BUPL's klagenævn får udvidet sin kompetence til også at kunne behandle klager over rådgivning, og imod forslaget om, at medlemmerne af forbundsledelsen skal vælges ved urafstemning. vbj



Bestyrelsen: Formand: Ulla Smedegaard. Næstformand: Bøje Kristiansen. Kasserer: Gert Lorentzen. HB-medlemmer: Helle Olsen og Mette Gerdøe Kristensen. HB-suppleanter: Jens Peter Ørregaard og Lisbeth Møller. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Susanne Lindskov, Knud Ærbo, Flemming Jørgensen, Mette Laurentzius, Erich Mix, Nicolai Vilhelm Tell, Bente Mortensen, Irene Pedersen, Flemming Stemark og Kristian Thorsted.





BUPL Storkøbenhavn: Medlemmer på tynd is



269 medlemmer var mødt op, da BUPL Storkøbenhavn holdt sin første ordinære generalforsamling i Glostruphallen den 10. oktober.

Beretning, fremtidig virke og personvalg skete uden sværdslag, men alligevel var der en pæn diskussionslyst. Formand for BUPL Storkøbenhavn Michael Egelund fremhæver en diskussion om, hvordan de forskellige kommunegrupper i fagforeningen, der dækker 13 kommuner, skal fungere.

"Der var forskellige synspunkter, for nogle kommunegrupper er vant til at have rigtig meget kompetence, og nogle kommunegrupper har reelt aldrig eksisteret, så hvordan skaber vi nu en fælles ramme for de kommunegrupper," siger Michael Egelund og understreger, at målet er at lave en fælles platform for alle kommunegrupper, men den skal kunne justeres, så den passer til de enkelte mennesker i kommunegruppen.

Der var også en diskussion om, hvordan fagforening kunne understøtte de medlemmer, der kommer i krise på grund af arbejdet.

"For der er flere og flere medlemmer, der oplever sig stående på meget tynd is," fortæller Michael Egelund. Et medlem foreslog, at BUPL skulle stå for en forsikringsordning, men det blev påpeget, at det må være arbejdsgivernes ansvar. Og de fleste kommuner har sådan en ordning, siger Michael Egelund.

"Nu vil vi lægge pres på de få kommuner, der ikke har en forsikringsordning, for at få det lavet."

BUPL's landsdækkende kampagne, "Husk, hvad du lovede", blev også diskuteret, og der var stor opbakning og anerkendelse til kampagnen fra medlemmerne.

"Det blev i diskussionen fremhævet, at det er en balancegang imellem at være troværdig og aktiv. Det drejer sig om, hvordan tager vi vare på os selv og vores gode navn og bevarer vores indflydelse," fortæller Michael Egelund.

De kommunale nedskæringer fyldte ikke meget. I BUPL Storkøbenhavn er det "kun" Ballerup Kommune, der har måttet igennem en større sparerunde. Her har sparekniven skåret 66 stillinger væk, oplyser Michael Egelund.

Bestyrelsen blev reduceret fra 37 ved forårets stiftende generalforsamling til 26 medlemmer. sbh



Bestyrelsen: Formand: Michael Egelund. Næstformænd: Charlotte Stendorf, Pia M. Jespersen. Kasserer: Brigitte Christensen. HB-medlemmer: Randi Tielbo, Jeanett Drewsen. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Peter Leth Olsen, Benny Kamper, Peer Iversen, Maj-Britt Kristensen, Karen Bentsen, Karin Vesterberg Hansen, Mogens Mathiesen, Pia Petersen, Jette Toldsted, Anette Bech, Marianne Mathiesen, Gitte Klemensen, Susanne Lund, Henrik Vengfelt, Michael Nørvig, Lars Lefholm, Juan Calero, Lene Due, Kirsten Ingemann, Pernille Estrup.







BUPL Nordsjælland: Danmarks bedste fagforening



Der var ikke meget dramatik på BUPL Nordsjællands generalforsamling den 20. september i Hillerød, fortæller formanden for BUPL Nordsjælland, Lars Christensen. Men de 150 fremmødte bidrog til en diskussion om Danmarks bedste fagforening, som er målet for BUPL Nordsjælland.

"Og det kræver et aktivt samspil mellem medlemmerne og bestyrelsen," siger Lars Christensen til Børn&Unge.

"Det er for at lave en arbejdstitel, der rykker lidt ved folks opfattelse. Tilgangen er, at hvis vi skal være den bedste fagforening, så skal medlemmerne også være med til det. Det er ikke nok at læne sig tilbage og kigge på det," siger Lars Christensen.

Det kommer også til at kræve lidt af fagforeningen at leve op til målsætningen.

"Vi skal være bedre til at analysere, hvor medlemmerne er, og hvad de har brug for af fagpolitiske redskaber. Hvis lederne for eksempel synes, at de har lidt ondt i det psykiske arbejdsmiljø, så skal vi kunne levere en rapport om spørgsmålet inden for to måneder," forklarer Lars Christensen.

Da generalforsamlingen blev afholdt for en måned siden, var der udsigt til nedskæringer for 67,7 millioner kroner i det nordsjællandske. Lars Christensen glæder sig over, at en aktiv indsats nu har bragt tallet ned, men der er stadig udsigt til besparelser i størrelsesordenen 20 millioner kroner, anslår han og kalder besparelserne uacceptable.

Formandens beretning, budget og fremtidigt virke blev vedtaget uden problemer, ligesom der var fredsvalg til bestyrelsen, som dog blev reduceret med et medlem - helt i tråd med målsætningen.



Bestyrelsen: Formand: Lars Christensen. Næstformand: Pernille Riis. Kasserer: Christa Thestrup. HB-medlemmer: Dorte Djurslev Jensen, John Saunders. HB-suppleanter: Annette Bisgaard, Karen Jensen. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Ingrid Madsen, Rie Nielsen, Katja Bank Christensen, Steen Louis, Connie E. Madsen, Anders H. Jensen, Rikke Jørgensen, Bernfried Biron, Mette Brix Curtis, Helle Torp Pedersen.







BUPL Bornholm: Mathed og stress



35 pædagoger var mødt op, da BUPL Bornholm holdt generalforsamling i Rønne den 5. oktober. Og det var nok ikke verdens muntreste forsamling, for der blev snakket meget om Bornholm Regionskommunes økonomiske situation, fortæller Tomas Nielsen, formand for BUPL Bornholm.

"Jeg vil nærmest tro, det er landets dårligste økonomi," siger Tomas Nielsen.

"Vi står for, at der skal nedlægges institutioner."

De nationale aktiviteter i kampen mod nedskæringer i kommunerne blev dog også vendt.

"Vi havde lidt selvransagelse over, at vi som et af de steder med den ringeste økonomi per barn på institutionerne ikke havde reageret i forhold til de landsting, der var. Men der er en mathed og en stress blandt pædagogerne over, hvad der skal ske. En aktionsvilje har været svær at finde, og også hvor den skal rettes hen," fortæller Tomas Nielsen.

Stresskonsulent Frank Kure var inviteret til at holde et oplæg om stress.

"Det gjorde det sådan set ikke mindre stressende. Tre år inde i kommunesammenlægningen må vi konstatere, at stressen blandt medarbejderne er til at tage og føle på," siger Tomas Nielsen.

Som noget positivt blev det lokale samarbejde med Socialpædagogernes Landsforbund omtalt.

"Vi bor dør om dør, så vi har nemt ved at trække på hinanden, og det vil vi gerne udbygge," siger Tomas Nielsen og tilføjede, at man også havde nævnt, at man skulle huske at inddrage lærerforeningen, når det var muligt.

Beretning, budget og fremtidigt virke blev stemt hjem uden dikkedarer. Det lykkedes ikke at finde kandidater til samtlige poster i bestyrelsen.



Bestyrelsen: Formand: Tomas Nielsen. Kasserer: Henrik Salinas. Hovedbestyrelsesmedlem: Birte Johnbeck. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Ann Rubæk-Nielsen, Susanne Frederiksen, Birgit Darling. Faglige sekretærer: Ulla Kjærgaard, Leif Kjærgaard.







BUPL Sydjylland: Fagforening satte dagsorden



BUPL's største fagforening, BUPL Sydjylland, var talstærkt og bredt repræsenteret, da fagforeningen i onsdags holdt generalforsamling. 430 af afdelingens godt 8000 medlemmer havde fundet vej til Bramdrupdamhallerne i Kolding, som også er byen, hvor fagforeningens hovedsæde befinder sig.

Fagforeningen strækker sig over et 200 kilometer langt område på kryds og på tværs og baserer sig på de tre gamle BUPL Amts fagforeninger: Ribe, Sønderjylland og Vejle. Grundet de store afstande gik ikke en uvæsentlig del af debatten med at tale lokal forankring af fagforeningens generelle politik.

"Vi har i BUPL Sydjylland valgt at satse på såkaldte kommunegrupper. En kommunegruppe er sammensat af blandt andre lokale fællestillidsrepræsentanter, ledere, tillidsrepræsentanter, sikkerhedsrepræsentanter og af BUPL bestyrelsesmedlemmer og de valgte ansatte fra området. Formålet med de lokale grupper er at gøre vores børnepolitik nærværende og dagsordenssættende i den lokale kommunalpolitiske beslutningsproces," fortæller John Johannessen, næstformand i BUPL Sydjylland, og tilføjer, at det af formand John Nyborgs beretning fremgik, at dette var lykkedes meget godt for fagforeningen.

"Og ikke mindst har både BUPL og pædagogerne med den seneste tids protester, kampagner og demonstrationer imod de kommunale budgetter formået at sætte politisk dagsorden og sætte BUPL på landkortet," siger næstformanden.

Han indvender, at den megen debat om børneområdet og dagpasning samt BUPL's vigtige rolle deri - BUPL blev for eksempel nævnt i statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) åbningstale i Folketinget - bidrog til en god og positiv stemning på generalforsamlingsmødet.

"Med både de centrale og lokale kampagneinitiativer har BUPL været synlig og dagsordensættende på det børnepolitiske område - ikke mindst BUPL Sydjylland, idet vi jo er den største fagforening i BUPL," fastslår John Johannessen.

Forsamlingen vedtog også en politisk beslutning med blandt andet ordlyden: "(...) Netop i disse dage vedtages landet over kommunale budgetter, hvori der foretages besparelser i mange-million-størrelsen på såvel det pædagogiske og forebyggende område, som undervisning, administration og så videre. Den kommende kommunalreform vil gøre ondt værre, da der ikke er afsat de nødvendige økonomiske resurser til denne kæmpe proces. (...) Vi ønsker denne, efterhånden mangeårige, kommunale økonomiske rutsjetur stoppet til fordel for bevarelse og udvikling af kvaliteten i det pædagogiske arbejde (...)".

Valgene forløb fredeligt, og bestyrelsen kunne byde to nye medlemmer velkommen, mens Anne Dorte Graae trak sig som HB-medlem, og Kim Jørgensen overtog hendes plads. TVL



Bestyrelsen: Formand: John Nyborg. Næstformand: John Johannessen og Ulla Koustrup. HB-medlemmer: Kim Jørgensen og Anne Marie Olesen. Kasserer: Bent Albrechtsen. HB-suppleanter: Lasse Nielsen og Per Wøssner. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Palle W. Petersen, Torben Jørgensen, Karina Andersen, Birthe Rasmussen, Anne-Dorte Graae, Carsten Høj Nielsen, Dorthe Andresen, Mona Lewandowska, Charlotte V. Nielsen, Jonna Jul Gudmundsen, Trine Winter Andersen.





BUPL Nordjylland: Stille sejr i Aalborg



Stemningen var god, og der var opbakning til bestyrelsens arbejde og fremtidige satsningsområder, fortæller formand i BUPL Nordjylland Birgit Elgaard om fagforeningens generalforsamling den 9. oktober. 365 medlemmer deltog i generalforsamlingen, som fandt sted i Aalborg Kongres og Kultur Center, men det store fremmøde til trods, var det en stille forsamling.

"Jeg kunne mærke på medlemmerne, at de er afmattede efter en benhård periode med kamp mod nedskæringer og besparelser," siger formand Birgit Elgaard.

BUPL Nordjylland dækker kommuner, der er ramt forskelligt af de mange besparelser, og mens Aalborg-pædagogerne har vundet en stor sejr, går andre kommuner i det jyske en fortsat hård fremtid i møde med udsigter til fyringer og lukninger af institutioner.

"Derfor var det også en stille sejr, Aalborg-pædagogerne kunne fejre," siger en dog meget stolt og glad formand.

"Der blev udtrykt glæde over fagforeningens arbejde og synlighed i medierne, og der var stor tilfredshed med, at Aalborg Kommunes sammenlægningsudvalg har omprioriteret, så de flytter 30 millioner kroner fra besparelserne på daginsitutionsområdet til andre områder," siger Birgit Elgaard, der dog påpeger, at pengene til besparelser i kommunen nu bliver fundet ved prisstigninger på maden til de ældre og nedlægning af ni lokale biblioteker samt nedlæggelse af 200 administrative stillinger ved naturlig afgang.



"Kommunen bliver inden for rammebevillingen, så nu sparer de på andre vigtige områder," siger Birgit Elgaard.

Beretning og de to satsningsområder "Styrkelse af pædagogprofessionen" og "Pædagog, institution og kommunalreform" blev enstemmigt vedtaget, men der var kampvalg til bestyrelsen.

"Der var en ledig plads, da Susanne Vigsø valgte ikke at genopstille, og to stillede op til pladsen," fortæller Birgit Elgaard, der ser kampvalget som udtryk for en øget fagpolitisk interesse blandt medlemmerne.

Et andet nyt bestyrelsesmedlem blev valgt ind i stedet for Lars Søndergaard, der kun fik fem måneder på posten. tvl



Bestyrelsen: Formand: Birgit Elgaard. Næstformand: Lotte Thomsen. Kasserer: Carsten Salberg. HB-Medlemmer: Per Rishøj og Liselotte Thomsen. HB-suppleanter: Søren Petersen og Grethe Nielsen. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Mette Thideman Bui, Linda Bisgaard, Ulla Bøjesen, Niels Jørn Routhe, Charlotte Jensen, Ida Jensen, Hanne Bloch Ingvardsen, Majbrit Michelsen, Susan Andersen, Jan Janner og Torben Nielsen. Suppleanter til bestyrelsen: Susanne Vigsø, Malene Danhøj og Lars Søndergaard.





BUPL Fyn: Strejker og professionen



156 medlemmer havde fredag den 6. oktober fundet vej til BUPL Fyns generalforsamling i Odense. De havde besøg af forbundsformand Henning Pedersen, der fik store klapsalver for sin tale. Formand for fynboerne Lars Søgaard Jensen fortæller, at medlemmerne for øjeblikket er meget glade for, at BUPL har været så synlig på det sidste.

"Mange gav udtryk for, at de er stolte af at være medlemmer i BUPL," siger han.

Der har været arbejdsnedlæggelser i Fåborg-Midtfyn Kommune, hvor der er varslet besparelser. Spares skal der også i Nordfyn Kommune, i Assens og i Middelfart, mens andre kommuner har trukket følehornene til sig.

"Så det samlede billede på Fyn kommer ikke til at se så slemt ud, som det først så ud til," fortæller Lars Søgaard Jensen.

Generalforsamlingen havde blandt andet på den baggrund et stille og roligt forløb. Udover arbejdsnedlæggelserne diskuterede man professionsudvikling. Da man på Fyn ikke har skullet forholde sig til en fusion - den skete for år tilbage, da Fyn og Odense gik sammen - har man lavet lokale medlemsklubber i kommunerne. Og det er her, man gerne vil have professionsdiskussionen til at udfolde sig. Blandt de fremmødte var der stor opbakning til det arbejde. vbj



Bestyrelsen: Formand: Lars Søgaard Jensen. Næstformænd: Anette Lukasiewicz og Ulla Koustrup. Kasserer: Thomas Friis. HB-medlemmer: Marianne Carlsen og Anette Lukasiewicz. HB-suppleanter: Tommy Bredal og Karin Pedersen. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Yvette Christoffersen, Helene Svejgård Nielsen, Rikke Hunsdahl Jette Jespersen, Katrine Gryndahl, Thomas Jensen, Heidi Nielsen, Lene Rasmussen og Lise Ravn. De to sidstnævnte er nyvalgte.





BUPL Østjylland: Strejkerne styrkede fagidentiteten



Et nyt professionsbegreb, kampvalg til bestyrelsen og livlig debatlyst. På generalforsamlingen i BUPL Østjylland den 6. oktober blev det klart for formand Anne Grethe Rosenberg, at medlemmernes fagidentitet stod styrket efter de mange dage med strejker og demonstrationer mod nedskæringer i forbindelse med kommunernes budgetforhandlinger.

"Pædagogerne fra Randers Kommune indtog simpelthen salen til trommefanfarer og med de slagsange, de havde brugt under strejkerne," fortæller Anne Grethe Rosenberg og anslår, at BUPL Østjylland var den lokale afdeling af BUPL, der har haft mest at gøre med at opfordre medlemmer til at genoptage deres arbejde.

"I de store kommuner som Randers og Silkeborg strejkede pædagogerne og medhjælperne og forældre var med til at lave blokader i op til otte dage," siger hun til Børn&Unge.

De seneste ugers faglige aktiviteter blandt pædagogerne havde måske ikke givet så meget udslag i ændring af budgetterne, men i hvert fald bidrog den fælles kamp mod nedskæringer samt mediernes opmærksomhed på pædagogfaget til en styrkelse af fagidentiteten blandt de 120 fremmødte i DGI Huset i Værkmestergade i Århus forrige fredag.

"For eksempel medførte det faglige engagement, at der blev kampvalg til bestyrelsen, som fik to nye medlemmer, mens to garvede måtte gå," siger Anne Grethe Rosenberg og tilføjer, at det så gav udslag i en dominoeffekt, hvor der også blev kampvalg om suppleantpladserne.

"Og det har jeg aldrig set før, men fire stillede op til tre suppleantpladser og de to, der ikke kom i bestyrelsen, blev i stedet valgt som suppleanter," fortæller Anne Grethe Rosenberg, der også i sin formandsberetning havde talt om nye tider og nye konstellationer.

"I de sidste fem måneder siden BUPL Østjyllands stiftende generalforsamling i foråret, er der sket så meget, og vi har i den nye struktur fået oparbejdet et godt samarbejde i bestyrelsen," siger formanden, som fik sin beretning vedtaget på generalforsamlingen. I forbindelse med professionsdebatten i forhold til forslaget fra BUPL's hovedbestyrelse blev et øget fagligt engagement også tydeligt.

"Vores udtalelse blev vedtaget efter først at være tilføjet flere formuleringer om det pædagogiske arbejde, og det ønske tilskriver jeg de mange strejker mod nedskæringer. Medlemmerne havde brug for at markere og tydeliggøre de mange opgavekrav, de dagligt stilles over for uden at få tilført ressourcer til at løse opgaverne," siger Anne Grethe Rosenberg, der også er stolt af generalforsamlingens vedtagelse af et nyt fælles, fagligt begreb for, hvad en pædagog kan kaldes.

"Et medlem i salen var irriteret over, at man altid siger daginstitutionspersonale om pædagoger. Så tænker man på børnehave- og vuggestuepædagoger, mente hun. Og flere klubpædagoger og fritidspædagoger følte sig også glemt. Derfor var der enighed om at indføje et nyt begreb i professionsforslaget, som gik på, at en pædagog er en ansat på en pædagogisk arbejdsplads,"siger Anne Grethe Rosenberg.



Bestyrelsen: Formand: Anne Grethe Rosenberg. Næstformand: Else Marie Møller. Kasserer: Thomas Bering Kristensen. HB-medlemmer: Jesper Korshøj Nielsen og Else Marie Møller. HB-suppleanter: Ann Pedersen og Tine Honoré. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Jeanette Handberg, Anette Justesen, Kim Ager, Rikke Weigel Ganderupog Jonna Horup. Suppleanter til bestyrelsen: Jette Klitgaard, Hans Hedgaard og Karsten Madsen.







BUPL Århus: Protester mod sparepakke



Formanden i BUPL Århus, Henning Truelsegaard, betegnede Århus-pædagogernes situation som "historisk", da han på fagforeningens generalforsamling den 29. september aflagde sin beretning.

"Vi afholder generalforsamling, mens pædagogerne konflikter," sagde han og henviste også til de forestående voldsomme besparelser på børneområdet, der i de forgangne uger har fået Århus-pædagoger til at strejke og forældre til at lave blokader i byens børnehaver og fritidsinstitutioner.

Den fredag på generalforsamlingen i Centralværkstedet i Værkmestergade i smilets by, blev det klart for de 550 fremmødte, at Århus-pædagogerne ikke har så meget at smile over.

Det blev udtrykt fra bestyrelsens side, at pædagogerne skulle genoptage deres arbejde, men der var dog forståelse for deres vrede og frustration over besparelserne.

"På generalforsamlingen lige op til budgetforliget skulle vedtages, var de spåede besparelser på over 150 millioner kroner alene på børneområdet meget til debat," fortæller Henning Truelsegaard, da Børn&Unge ringer efter generalforsamlingen.

Det er nu besluttet, at kommunen sparer 159 millioner kroner på børneområdet fra nul til 18 år, men allerede på generalforsamlingen var indholdet af sparepakken kendt. Elementerne i pakken er blandt andet en omstrukturering af nul til seks års området, nedlæggelse af integrerede institutioner fra nul til 14 år, nedlæggelse af alle fritidshjem, som lægges ind under skolefritidsordningerne, klubområdet omdannes, og det er endnu uvist, hvad der skal ske med byggelegepladserne. Desuden indføres modulordninger og handicapområdet udsættes også for nedskæringer.

"På generalforsamlingen var mange bekymrede for fremtiden og mange udtrykte protester imod de meget gennemgribende besparelser," siger Henning Truelsegaard og tilføjer, at der bekymringer og konflikter til trods var en usædvanlig god stemning.

Selvom modstanden mod besparelserne fyldte det meste af debatten, skete der også andre historiske ting på generalforsamlingen. BUPL Århus er en af de få BUPL-afdelinger, som efter strukturforandringen ikke er forandret. Alligevel skulle afdelingen have nye vedtægter.

"Det nye for vores afdeling var, at vi måtte indføre direkte valg til kaseerer, formands- og næstformandsposten, og så fik vi nyt navn - BUPL Århus," fortæller Henning Truelsegaard. TVL



Bestyrelsen: Formand: Henning Truelsegaard. Næstformand: Ulla Nygaard. HB-medlemmer: Erik Jespersen og Ulla Nygaard. Kasserer: Anette Højmark. HB-suppleant: Claus Jensen og Henrik Plejdrup. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Claus Nielsen, Marianne G. Nielsen, Lars Møller, Tina Skaarup Olesen, Birgit Friis Beuse, Mette Hornemann, Carin Weibull, Lone Mark, Jan B. Nielsen, Lone Degn, Andreas Hviid, Stine Skogberg, Kristian L. Amdisen.







BUPL Hovedstaden: Regeringen trænger til ferie



Henriette Brockdorff, formand for BUPL Hovedstaden, som er produkt af fusionen mellem BUPL afdeling 6, BUPL Frederiksberg og BUPL København, gjorde sig på generalforsamlingen den 5. oktober på Hotel Scandic Copenhagen tanker om, hvad man stiller op med den siddende regering. Hendes løsningsforslag lød umiddelbart ret originalt.

Henriette Brockdorff fortalte de 280 deltagere, at hun i sommer havde været på ferie i Husum, en mindre by i Nordtyskland tæt ved grænsen til Danmark. Der faldt hun i snak med nogle lokale, som - selv om de i øvrigt var tysk- sindede - foretrak de danske børnehaver i byen. Fordi de, som de pågældende sagde, havde sådan et godt pædagogisk system. Meget mere alsidigt og for børnene mere frisættende end de tyske.

"Det, de andre er misundelige på, er det, vi kæmper for at fastholde. Måske skulle vi sende regeringen på ferie, for det kan man blive klog af," konkluderede hun.

Forslaget kom ikke til særskilt afstemning, men det indgik i formandens mundtlige beretning, og da denne blev enstemmigt vedtaget, kan man måske slutte, at forsamlingen også syntes, at regeringen trænger til ferie.

Generalforsamlingen fandt sted, mens der endnu var arbejdsnedlæggelser i gang blandt pædagogerne i hovedstanden.

"Det kunne man godt mærke. Folk havde så meget andet i hovedet, så der var ikke den store talelyst," siger Henriette Brockdorff.



Bestyrelsen: Formand: Henriette Brockdorff. Næstformand: Birthe Scheel. Kasserer: Kim Lohse. HB-medlemmer: Jan Poulsen og Erik Steppat. HB-suppleanter: Walter Zeballos og Mia Skou Jørgensen.

Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Stine Aksnes, Nina Hemmingsen, Elisabeth Lunding, Bjarne Kofoed, Trille Sonne Søren, Inger Larsen, Leif Boss, Ulla Mathiesen, Bjarne Benda, Hanne Paarup Christensen, Winnie Svendsen, Peter Abbondio, Marie Eskildsen, Per Grønn Hansen, Reidun Balle-Christensen, Marchen Grith Jans, Susanne Beyer Jørgensen, Signe Hovgaard Thomsen og Hanne Glad Gregersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.