Genbrugsleg; Jeg kan høre træets hjerte

Stumper af ledning, papstykker og uslebne træklodser er helt almindeligt legetøj i den integrerede institution Midgaard i Randers. Materialerne stammer fra 50 forskellige virksomheder, der ellers bare ville smide tingene ud. I stedet giver børnenes kreative hænder og hoveder materialerne nyt liv

I glasmontrerne ved siden af atelieret udstiller børnene halskæder lavet af træperler, fabeldyr af træklodser og sort gummisnor, og hvad de ellers kreerer af genbrugsmaterialerne.

Kasser med gamle plastikbæltespænder, korkpropper og løse brilleglas er fast legeudstyr på stuerne i den integrerede vuggestue og børnehave Midgaard i Randers.

Midgaard er en del af et landsdækkende ReMidaprojekt, som er inspireret af den italienske Reggio Emilia pædagogik.

ReMida går ud på at bruge overskudsmaterialer som legetøj i stedet for traditionelle biler og barbiedukker, men overskudsmaterialerne er også et pædagogisk værktøj. Institutionerne får materialerne fra ReMidacentret i Randers midtby og fra ture i skoven. Og børnene tager idéerne med hjem til forældrene.

"Vi går aldrig en tur, uden at børnene finder noget, der kan bruges. De observerer alting, de kigger op og ned og forklarer og fortæller. Pinde, blade, alt kan bruges, for tiden laver de mest våben," fortæller Line Harvej, mor til to børn, der går i Midgaard, Gustav på tre og Anton på fem år.



Passer på tingene. Leder af Midgaard Rita Willum fortæller ivrigt om en pige, der under et projekt om Randers by besøger hjertefuglen, som er en skulptur i Randers. Pigen aer fuglen, lytter til den, kigger på den. Et stykke tid efter er pigen med sin familie i Århus, hvor hun siger "se, der er hjertefuglen". Det var selvfølgelig ikke hjertefuglen, men en anden fugleskulptur lavet af den samme kunstner.

"På den måde skabte projektet en sammenhæng for pigen," forklarer Rita Willum.

Og netop det at skabe en sammenhæng mellem institution og hjem er et af formålene med ReMida.

Børnene er altid sammen om at bygge og konstruere tingene. En gruppe drenge har for nylig bygget et dukkehus i to etager af pap, rødt tape og metal. Trinene på trappen op til første sal er fint udskårne, og sirligt har børnene placeret papcirklerne, som udgør tagstenene.

De fleste af de kreative og flotte ting står flere måneder i institutionen, nogle ting får endda fast plads, som den grønne frø af ler i den ene glasmontre. Selvom tingene altid er placeret i børnehøjde, er der aldrig noget, der bliver ødelagt.

"Børnene fordyber sig og er sammen om at konstruere tingene, derfor har de også respekt for det, der bliver lavet," siger Rita Willum.

Både institutionsleder Rita Willum og mor Line Harvej tror, at børnene bliver mere kreative, fordi de bliver udfordret anderledes i ReMidaprojektet, end de ellers ville blive.

"De bruger tingene på en anden måde, det giver udvikling i legen. De skal kunne bruge dem selv og deres fantasi, når de leger, og det gør de med deres hjemmelavede våben, men de gider for eksempel ikke lege med en robot fra BR," siger Line Harvej.



Altid ReMida. Før børnene kan klippe, lime og bygge, skal materialerne den lange vej fra virksomhederne til ReMidacentret i centrum af Randers. Til daglig styrer en gruppe udviklingshæmmede centret. De sørger for, at der er fyldt op med materialer, og tager imod, når der kommer nye leveringer fra de 50 forskellige virksomheder, der er med i projektet.

Næsten hver dag besøger en institution centret for at hente forsyninger af papir, pap, fjerbolde, gummi, flis, eller hvad der nu er et hit i øjeblikket.

Midgaard henter forsyninger, når de mangler, der er ikke en fast dag eller måde at gøre det på. Nogen gange gør de en tur ud af det, hvor et par børn kommer med, andre gange henter en pædagog det alene.

Der går ikke en dag, uden at børnene beskæftiger sig med ReMida. På alle stuerne er der forskellige materialer tilgængelige hele tiden. Børnene bestemmer selv, hvad de vil lege med, men af og til vælger pædagogerne bestemte materialer ud. En planche i atelieret vidner om, at en gruppe børn er blevet udfordret med farven grøn. Alt fra knapper til malingen over bæltespænder er nemlig i grønne nuancer.

Børnene leger med genbrugsmaterialerne, fra de er helt små. De mindste sorterer for eksempel kastanjer, nødder, og pasta i nogle plastikbakker eller kigger på tingene i et forstørrelsesglas eller lytter med stetoskop til, hvad nødden eller træet siger.

Af og til giver det nogle sjove svar. En gruppe af børn har haft bålprojekt, hvor de blandt andet lyttede til det forkullede træ. "Jeg kan høre træets hjerte," erklærede et af børnene. Det citat, sammen med de andre, blev skrevet ned og hænger nu på opslagstavlen ved siden af de andre ting, der dokumenterer børnenes projekt om bål.

Efterfølgende blev de forkullede stykker træ lavet til skulpturer, der lige nu er udstillet på blå stue.



Pædagogens rolle er vigtig. Indimellem dukker en legetøjsbil eller en plastikdinosaur op mellem genbrugsmaterialerne, for de er heller ikke fanatiske i Midgaard. Faktisk bliver nyt og brugt legetøj ofte blandet.

"Legen bliver beriget, hvis vi mellem genbrugsmaterialerne blander nye ting. Det giver børnene mulighed for at se nye sammenhænge og tænke kreativt," siger Rita Willum.

Det er genbrugsmaterialernes mange kombinationsmuligheder, der skiller sig ud fra det traditionelle legetøj.

"Med en barbiedukke er der kun en mulighed, hvorimod der hele tiden er nye muligheder med genbrugstingene. Vi kan tage flere ting med i legen, skifte ud og så videre," forklarer Rita Willum.

Selvom det i høj grad er børnene selv, der finder på, klipper, limer og er kreative, spiller pædagogerne også en meget vigtig og aktiv rolle.

På et tidspunkt lagde en pædagog for eksempel mærke til, at et barn var interesseret i murstenene, der holder sammen på Midgaard. Det udviklede sig til et projekt med at føle på, lytte til og tale om muren.

Ved at tage udgangspunkt i børnenes leg med materialerne hjælper pædagogerne med hele tiden at udvikle legen. For eksempel kan nye materialer og forskellige børn og voksne inspirere til at opfinde nye kreationer.





Flere og flere med på genbrugsdillen

For to år siden startede den integrerede institution Midgaard sammen med Randers Kommune ReMidaprojektet.

Alle materialerne bliver samlet på ReMida-centret, og her kan institutionerne hente fjerbolde, papir, skumgummi, flamingo og så videre efter behov. De sidste 14 dage har der allerede været over 20 forskellige institutioner forbi for at hente nye forsyninger. Efterhånden kommer flere og flere randrusianske institutioner med på genbrugsdillen, hvor et medlemskab koster 200 kroner om året.

I alt er der fem ReMidacentre i Danmark, som drives på forskellig vis. Udover Randers er der også et center i Jelling, Vandel, Hirtshals, Roskilde, og center nummer seks er på vej i Odense.



Læs mere om den danske udgave af Reggio Emila på

www.reggioemilia.dk. Børn&Unge har også tidligere

skrevet om Reggio Emilia. Se blandt andet Børn&Unge

nummer 11, 12 og 13/04 og 24/03.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.