Gå på Pokemonjagt med børnene

Tusindvis af børn og unge har brugt sommerferien på at rende rundt med deres smartphone i hånden på jagt efter små virtuelle monstre.

Fænomenet er ikke slut endnu, og der er masser er grunde til, at pædagoger skal hoppe med på dillen, mener to it-eksperter.

Reglerne er simple: Du bevæger dig rundt med din smartphone, til du støder på Pokémoner. Kast bolde efter dem på skærmen, fang så mange forskellige som muligt, opgrader dem, stig i level, og vælg dine bedste Pokémoner til at kæmpe mod andres.

Det lyder måske skørt, men ifølge it-konsulent og pædagog Thomas Kramer er der masser af grunde til, at både børn og voksne er ramt af spillefeberen.

»Spillet har det hele: Konkurrenceelementer, strategi, nuttede dyr og et kæmpe univers, som børnene kan leve sig ind i.«



En gammel nyhed. Spillet bygger på det knap 20 år gamle Pokémon-univers, men der er tilføjet en dimension i Pokémon Go, som man ikke hidtil har set, forklarer Thomas Kramer:

»Spillets verden smelter sammen med virkeligheden, fordi der er gjort brug af ’augmented reality’. Man har simpelthen bragt spillet ud i den virkelige verden, og det er nyt,« siger han.

Netop det koncept, at man skal bevæge sig rundt på gader og stræder for at fange de eftertragtede Pokémoner, har henover sommeren fået medierne til at koge over af historier om Pokémon-jægere, der er kollideret med lygtepæle, naboer eller kantsten.

Men ifølge Andreas Gregersen, der er lektor på Københavns Universitet og forsker i computer­spil, er det især de sociale sideeffekter af spillet, man skal bide mærke i.

»Rundtomkring ser jeg børn jagte Pokémoner i grupper. Spillet lægger ikke op til, at man spiller det sammen, for man kan kun se sig selv på sin skærm, men børnene lægger planer og strategier, sætter lurefælder ud sammen for at fange flere Pokémoner, og så bliver det til et samarbejde,« siger han.



Pokémon i pædagogtid. Et eller andet må spillet også kunne, for med flere end 100 millioner downloads på verdensplan har Pokémon Go slået rekorder for popularitet inden for spilleapps.

Og det har sat spor i klubber og SFO’er landet rundt, hvor Pokémon-effekten ramte lige ned i sommerferien.

En rundringning til 10 udvalgte SFO’er viser, at 8 ud af de 10 SFO’er gerne vil inddrage Pokémon-dillen i deres pædagogiske ­aktiviteter, men at pædagogerne er usikre på, hvordan det skal foregå i praksis.

Thomas Kramer har besøgt flere institutioner, hvor man allerede har kastet sig ud i Pokémon-dillen Han opfordrer til, at man taler projektet igennem i personalegruppen, inden man lader børnene prøve kræfter med de virtuelle dyr ’Pikachu’ og ’Raticate’.

Spillet er som udgangspunkt gratis, men jo højere level (niveau) man kommer i, jo sværere bliver det at fange nye Pokémoner. Især hvis man ikke bor i tætbefolkede områder.

»Man skal ikke meget længere ud end til Tårnby eller Amager Fælled, så er der ingen PokéStops, og der er heller ikke særlig mange Pokémoner. Og det er underligt, for i de oprindelige spil, tv-serier og film var det sådan, at man skulle ud på landet for at finde Pokémonerne. Nu er de sjældne for eksempel placeret i Tivoli, ved Fisketorvet eller i Bibliotekshaven,« fortæller Andreas Gregersen.

Appen benytter sig af telefonens GPS og kamera, og det er derfor nødvendigt med en smartphone af nyere dato, for at spillet kan fungere optimalt.

Den udfordring har nogle SFO’er løst ved, at børnene deles om ­hin­andens smartphones, eller at de bruger pæda­gogernes til at spille på. Men det er et problem, som man er nødt til at overveje nøje, hvordan man løser, lyder det fra Andreas Gregersen.

»Problemet er, at en smartphone altid vil være nogens. Det sætter pres på det barn, der skal dele sin smartphone og sin Pokémon-profil med alle andre,« siger han og tilføjer:

»Det er en eksklusionsfaktor, at ikke alle har udstyret eller pengene til at være med.«



Lån af spil. Trods de økonomiske udfordringer ved at gå i kast med Pokémon-universet er både Andreas Gregersen og Thomas Kramer enige om, at Pokémon-dillen er noget, som man bør favne i den pædagogiske praksis, hvis det optager børnene.

Andreas Gregersen forklarer, at når noget bliver en dille, uanset om det er Pokémoner eller fodboldkort, så opstår der social kapital i at kunne tale om det blandt børnene. Derfor kan den pædagogiske inddragelse lige så vel handle om, at man taler med børnene om det, der fanger dem lige nu.

»Uanset hvad kan man sagtens få en god oplevelse af at snakke med børnene om det her.

Sæt dig ned med dem, der har hentet spillet, og prøv at få en fornemmelse af, hvad de synes, hvad er sjovt, og hvad er ikke sjovt.

Bare det vil jo kunne generere timers snak om de monstre,« siger han.

Selvom Pokémon-dillen appellerer til en bred aldersgruppe, kræver kompleksiteten i spillet en vis alder, for at alle elementer af spillet udnyttes og forstås. Men nogle seks- til otteårige vil være interesserede i Pokémoner, især hvis de har ældre søskende eller forældre, der spiller. For dem er det oplagt at tage elementer af dillen med over i SFO-værkstedet.

»Pokémoner er forholdsvis simple at tegne eller farvelægge. Man kan have dem med i mange kreative aktiviteter, for eksempel bygge dem i papmaché, farvelægge dem, klippe dem ud og lave historier med dem. Det handler om, at man går ned på børnenes niveau og møder dem med noget, de kan relatere til,« siger Thomas Kramer og henviser til, at de fleste af Pokémon-filmene og serien nu ligger frit tilgængelig online.



Et hit i klubben. Der er ufravigelige fordele ved den nye virtuelle Pokémon-version.

Det kræver eksempelvis flere kilometers gå- eller løbetur at udruge et Pokémon-æg, ligesom de bedste Pokémoner ofte dukker op, når man går rundt med sin telefon. Det kan man med fordel udnytte blandt de lidt ældre børn, som kan være svære at motivere til motion eller leg udendørs. Her vinder Pokémon-appen stort.

»I en fritidsklub kan man nok bedre sige, at der afholdes Pokémon Go-aftener, hvor børnene medbringer deres egne smartphones.

De fleste har jo alligevel en, der dur, eller mor eller far har en,« siger Andreas Gregersen.

»Uanset hvad er det en kæmpestor ressource, når børn begynder at gå op i noget med et kæmpestort univers bag – masser af spændende monstre og masser af ting at tale om. Der er bare også lagt en struktur ind i spillet, som man skal vide lidt om, før man bare giver sig i kast med det,« siger Andreas Gregersen. Her kan du møde tre institutioner, der har taget Pokémon-dillen til sig og brugt den i pædagogikken.



Hvad er Pokémon Go?

Selve Pokémon-universet bygger på de mere end 20 år gamle tegneserier, samlekort, film og gameboyspil. Pokémon Go er en gratis app, der blev lanceret i sommer. Appen kræver internetadgang og GPS, og den fungerer kun på nyere

smartphones.



Sådan spiller du

Spillet går ud på, at man fysisk bevæger sig rundt med sin smartphone for at fange så mange forskellige Pokémoner, som muligt. Når spillet er tændt, bevæger du dig rundt på et kort, der viser veje, stier og vand- og skovområder i nærområdet.

Du skal bevæge dig rundt, før appen registrerer, hvor du er, og hvor langt du går. Imens du bevæger dig, kan du støde på Pokémoner, der optræder som små dyr på din skærm. Tryk på Pokémonen for at kaste PokéBalls efter den og fange den. Jo flere du fanger, og jo flere combat points, de har, jo bedre chancer har du, når du skal kæmpe mod andre spillere.

Historiske bygninger eller seværdigheder er ofte markeret på kortet som PokéStops. Når du bevæger dig tæt på disse, har du mulighed for at få flere PokéBalls eller andre genstande, du skal bruge i spillet. PokéGyms er steder på kortet, hvor du kan kæmpe mod andres Pokémoner. Du stiger i level, i takt med at du fanger flere Pokémoner, udvikler dem og kæmper mod andre. Det er ikke nødvendigt at foretage tilkøb i spillet.



De spiller 1

Børnene spiller på tværs af klasser

I Søndervang SFO i Kolding oplevede man i sommerferien stor interesse for Pokémon Go hos børnene.

SFO'en organiserede ture, hvor børnene enten lånte SFO’ens iPads eller smartphones, eller børnene tog deres egne med.

»Vi opdelte børnene i grupper på tværs af klasserne, og så skiftedes de til at bruge deres smartphones og hjælpe hinanden. De store kunne fortælle de mindre, hvordan man gør, og hvad spillet går ud på,« fortæller pædagog Kim Puggaard.

Undervejs på turen talte pædagogerne med børnene om de trafikskilte, som de passerede på vejen hen til det næste PokéStop eller PokéGym.

»Vi vil helt sikkert gøre det igen. Næste gang skal børnene tilmelde sig aktiviteten, så de ved, at de kan have deres egen smartphone med,« siger Kim Puggaard og tilføjer:

»Jeg kender ikke så meget til Pokémon, men jeg synes, det er meget sjovt. Det giver helt sikkert sociale relationer på tværs af klasserne,« siger han.

Søndervang SFO har haft så gode erfaringer med turen, at de regner med, at omkring 30 børn vil tilmelde sig den næste tur.



De spiller 2

Pokémonuge var en glødende succes

Havdrup SFO holdt i sommerferien en temauge med Pokémon på dagsordenen. I stedet for at bruge appen tog man udgangspunkt i universet omkring Pokémon, fortæller pædagog Chris Bjørn Stougaard.

»Vi havde fremstillet nogle store karton-Pokémoner, der var gemt rundt omkring på SFO'en. Børnene gik på jagt efter dem i hold, og de fik skumbolde som PokéBalls med. Når de fandt en Pokémon, skulle de stille sig fire skridt fra den og forsøge at ramme den. Hvis de ramte den, fangede de den,« fortæller han. Børnene kunne desuden kreere lerfigurer eller Pokémon-armbånd, farvelægge billeder af Pokémoner eller opfinde deres egne med navn, evner, udviklinger og kampangreb.

Den sidste dag afholdt de en kæmpe turnering, hvor hvert barn fik 10 PokéBalls, som de måtte kaste efter Pokémonerne, og de, der fangede flest, blev Pokémon-mester.

»Ugen var en glødende succes, så det bliver en fast tradition, hvis dillen holder,« siger Chris Bjørn Stougaard.

»Det har været et fantastisk pædagogisk middel. Spillet griber en af de ulemper, som alle andre computerspil har, nemlig at man ender med at sidde stille og være inaktiv. Det er vendt helt på hovedet her, for du kan ikke bare sidde derhjemme og spille,« fortæller han.



De spiller 3

Københavnertur gav nye venskaber

I klubben FK Engvadgård opstod idéen, fordi en af pædagogerne selv begyndte at spille Pokémon Go.

Klubbørnene var allerede optaget af spillet, så i sommerferien besluttede to af pædagogerne at arrangere en tur til København for at gå på Pokémon-jagt.

»Det var enormt fedt at se, at de børn, der typisk bare vil sidde foran computeren og spille, pludselig ville med ud. Børn, der ellers ikke taler sammen, stod pludselig og hjalp hinanden, og der blev dannet nye venskaber på tværs af alder,« fortæller pædagog Frederik Poppelvig, der var med på turen sammen med cirka 20 børn i alderen 10-16 år.

Børnene havde deres egne smartphones med, og klubben havde købt et par powerbanks, som de kunne deles om på turen. Enkelte børn kunne ikke installere spillet, men lånte i stedet en smartphone af en af pædagogerne. Turen foregik i en park i

København, hvor børnene selv kunne få lov til at gå rundt grupper og jagte de små monstre.

Frederik Poppelvig anslår, at nogle af børnene fik op imod 10 kilometer på turen.

»Det var en kæmpe succes, og børnene efterspørger det, så vi gentager det helt sikkert. Men vi skal ind til byen igen, for der ikke så meget gang i den herude, hvor klubben ligger,« siger han.