Fugleinfluenza koster institutionshøns livet

Nye restriktioner mod den smitsomme fugleinfluenza får pædagoger til at skaffe sig af med institutionernes høns. Den pædagogiske værdi går tabt, når fjerkræet ikke længere kan gå frit omkring, siger de. Andre tager det mere roligt, selv om reglerne begrænser måden at holde høns på

Børnene må se langt efter de seks høns, der plejer at pirke i jorden rundt om Abildhøjgården i Præstø. Pædagogerne har kappet hovederne af fjerkræet som følge af den smittefarlige fugleinfluenza.

"Kommunen gav os besked om, at hønsene skulle være inde, men de har altid gået frit omkring, så børnene kunne kæle med dem. Vi har dyr, fordi børnene skal lære at være sammen med dem, så den pædagogiske værdi ved hønsene ville forsvinde, hvis hønsene skulle være inde," siger souschef Jannie Madsen fra Abildhøjgården, der både indeholder SFO og klub.

Børnene kan godt forstå, at hønsene måtte lade livet.

"Skolebørn er velinformede om fugleinfluenza gennem medierne. Desuden er liv og død en del af det at have dyr. Vi slagter af og til vores kaniner og geder og spiser dem. Vi har dog smidt de seks høns ud," beroliger Jannie Madsen.

Dax Rohde valgte at skille sig af med de seks høns på True Fritidshjem, da Århus Kommune midt i februar sendte retningslinjer ud om, hvordan skoler, daginstitutioner, klubber og legepladser med fjerkræ skal forholde sig i forbindelse med fugleinfluenzaen.



"Vi har foræret hønsene til nogle i byen, som har de rigtige forhold. Det var vi nødt til, for vores hønsehus er kun på halvanden kvadratmeter, og det er for lidt til, at de kan være inde døgnet rundt," siger leder Dax Rohde.

Beslutningen blev truffet med vemod.

"Børnene har haft stor glæde af at se hønsene gå rundt sammen med vores geder. På den anden side vil vi hverken være skyld i, at børnene bliver syge, eller at fugleinfluenzaen kommer ud af kontrol. Som offentlig institution skal vi opføre os lidt bedre end andre," siger hun.



Skærpede krav. Retningslinjerne i Århus gjaldt midlertidigt under fugletrækket i efteråret og er nu gjort permanente. Kommunen kræver blandt andet, at fuglene holdes i en overdækket indhegning, at de bliver fodret indendørs, og at børn og voksne skal vaske hænder, når de har været i kontakt med dem.

"Nogle institutioner spørger, om alt det virkelig er nødvendigt. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor stor risikoen er for at blive smittet, men vi har ansvaret for børnene i daginstitutioner og klubber. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis nogle institutioner må tage livet af deres høns, fordi de ikke har plads til dem i hønsehuset, men vi følger anbefalingerne fra Fødevarestyrelsen," siger sagsbehandler John Jessen fra Børn og Unge-forvaltningen i Århus Kommune.

Det er umuligt at få børn til at vaske hænder hele tiden, mener Dax Rohde fra True Fritidshjem.

"Desuden ville vi hellere selv træffe beslutningen om, at vi ikke længere skal have høns, frem for at vente på at det kommer som et krav fra kommunen."

Dax Rohde er overbevist om, at alle institutioner bliver pålagt at skaffe sig af med fugle og fjerkræ, hvis der bliver konstateret fugleinfluenza i Danmark. Alene det, at sygdommen er dukket op i Tyskland og nu Sverige, har fået Fødevarestyrelsen til at udvide kravene til erhvervsfjerkræ til også at omfatte hobbyfjerkræ. Krav, som også institutioner skal følge.

Høns, ænder og andre fugle skal nu fodres og have vand indendørs eller under et tag, så vilde fugle ikke kan komme i kontakt med hverken foder eller vand. Høns må stadig være udenfor, men de skal være i en overdækket hønsegård og må ikke gå frit omkring.



Fugle til at se på. Byggelegepladsen Nydam i det nordlige Århus har lagt et halvtag over hele hønsegården, så den kan beholde sine otte høns. Men de bliver stadig fodret inde i hønsehuset.

"Vi voksne fodrer hønsene morgen og aften og sørger for at vaske hænder, inden vi går videre til undulaterne. Børnene er ikke ret meget inde hos hønsene, men det er godt for dem at se livet blive til, når vi får kyllinger. Derfor vil vi ikke undvære vores høns," siger leder Alf Nielsen.

Til gengæld er det slut med ænder i denne omgang.

"Under fugletrækket i efteråret kom de i pleje på en gård, men der huserede en mår derude, så vi fik aldrig ænderne tilbage," konstaterer Alf Nielsen.

I centrum af Århus har Børnenes Hus høns, ænder, nymfeparakitter, dværgpapegøjer, zebrafinker og undulater. Og det bliver de ved med.

"Der er ofte sygdom omkring fjerkræ, så vi har altid haft vores fugle under hegn. Børnene kan klappe og holde kaniner og marsvin, mens fuglene er pæne at se på. Men vi taler med børnene om, at de ikke skal samle døde fugle op, når de er ude i naturen," siger leder Christian Schwab.





Nye regler om hobbyfjerkræ



Den 24. februar 2006 trådte en ny bekendtgørelse i kraft om forebyggende foranstaltninger mod fugleinfluenza. I bekendtgørelsen, der også gælder institutioner, hedder det blandt andet:

"Hobbyfjerkræ og hobbyfugle kan fortsat holdes udendørs i indhegning, hvis der fodres og vandes indendørs eller under en overdækning, der sikrer, at vilde fugle ikke kan komme i kontakt med det foder og vand, som er tiltænkt de pågældende fugle eller fjerkræ. Endvidere skal indhegningen være dækket af et net med en maskestørrelse på maksimum 100 mm, som sikrer, at vilde fugle holdes ude af indhegningen."

Overtrædelse straffes med bøde.

Læs hele bekendtgørelsen og flere informationer om fugleinfluenza på Fødevarestyrelsens hjemmeside www.foedevarestyrelsen.dk





Okay at fodre fugle



Pædagoger kan stadig tage børnene med hen til dammen for at fodre ænder og andre fugle. Men advar børnene om, at de ikke må røre eller lege med syge eller døde fugle, lyder opfordringen fra Sundhedsstyrelsen.

Man skal aldrig røre ved fugle - heller ikke nu. Så kommer katten hjem med en død fugl, skal børnene få en voksen til at smide den i skraldespanden. Den voksne skal bruge plastikhandsker eller en plastikpose til at bære fugle i - og skal vaske hænder bagefter.

Læs mere på www.sundhedsstyrelsen.dk.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.