FRIT VALG - Profit på børnepasning

Det har uden tvivl været et endda meget hårdt slag for VK-regeringen at se ISS og flere andre private entreprenører trække sig ud af markedet for udliciterede daginstitutioner, fordi de ikke kunne få forretningen til at hænge sammen. Regeringen bebuder nu initiativer, der skal gøre det interessant for private at gøre et nyt forsøg.

Svaret er en lovgivning, som tillader private at oprette børneinstitutioner og også at tjene penge på dem. Socialminister Henriette Kjærs (K) påskud er, at forældrene først har et reelt frit valg, når private får mulighed for at drive daginstitutioner med fortjeneste.

Systemet vil komme til at fungere på den måde, at forældrene får en sum penge i hånden, svarende til, hvad pågældendes hjemkommune bruger på en institutionsplads. Herefter er det op til forældrene selv at udrede en eventuel merpris for at have barnet i en privatejet institution. Og socialministerens forventning er, at der bliver en sådan merpris.

»Ellers er der jo ingen fortjeneste,« påpeger hun snusfornuftigt.



Profit og ædle motiver. På Børn&Unges spørgsmål om, hvad profitmotivet har at bestille på dagpasningsområdet, svarer Henriette Kjær igen med et modspørgsmål.

»Jamen, hvorfor må der ikke tjenes penge på børnepasning? Det her handler ikke om ideologi, men om at skaffe flest mulige former for pasning. Jeg vil ikke være med til, at en for snæver lovgivning skal afholde nogen fra at lave gode daginstitutioner, fordi de ikke kan tjene penge på det. Muligheden for at opnå profit betyder jo ikke, at man ikke har ædle motiver.«

Bange for at hendes initiativ vil føre til private børnehaver for de rige og offentlige børnehaver for de fattige, er socialministeren heller ikke.

»Vi har en så god offentlig børnepasning i Danmark, at jeg ikke frygter, at de private vil overtage hele markedet, sådan som det er set i for eksempel England. Jeg tror heller ikke på, at ressourcestærke forældre vil flytte deres børn over i de private. Jeg kan bare tage mig selv. Jeg er så tilfreds med de kommunale institutioner, mine egne børn går i, at det aldrig kunne falde mig ind at flytte dem,« forsikrer Henriette Kjær.



Som i gamle dage. Det, ministeren lægger op til, minder på flere punkter om tilstandene for 100 år siden. Dengang var det stort set udelukkende det private initiativ, som bar driften af børnehaver, vuggestuer og fritidshjem i Danmark.

Det offentliges økonomiske engagement steg efterhånden, men helt frem til 1960'erne var det største antal institutioner fortsat selvejende. Dertil kom et mindre antal leder-ejede institutioner. De var i enhver henseende i privat eje, og der var formelt ikke noget i vejen for, at lederen kunne score en fortjeneste til sig selv. Da der med bistandslovens ikrafttræden 1. april 1976 blev sat en stopper for leder-ejede daginstitutioner, var der kun 10 tilbage af dem.

Daværende direktør i børne- og ungdomsforsorgen, Holger Horstens, argumenterede allerede i 1961 for afskaffelsen af rent privatejede institutioner.

"Derved vil man kunne opnå, at lederen ikke længere har mulighed for at indtjene en indtægt ud over det normalt godkendte, hvilket må anses for urimeligt ved et så stærkt betonet socialt arbejde, hvis økonomi væsentligst hviler på offentlige tilskud," påpegede Holger Horstens.



Konkurrence gavner. Reaktionerne på ministerens udspil er blandede. Berlingske Tidende, som var først med omtalen af det, skriver i en leder: "De faglige organisationer finder det naturligvis afskyeligt, at der skal kunne tjenes penge på børnepasning - altså bortset fra den løn, pædagogerne selv hæver. Men hvorfor egentlig have ondt af private alternativer til offentlig børnepasning? Forældre kan jo også mod ekstrabetaling få børn i private skoler, uden at kommunale skoler tager skade af den grund. Og øget konkurrence kan måske få de offentlige institutioner til at overveje, om man i for høj grad har glemt forældrenes behov, f.eks. med hensyn til åbningstider."

Lederskribenten overser midt i begejstringen, at en privatskole ikke genererer overskud til privatpersoner, sådan som der lægges op til for børneinstitutionernes vedkommende. Dertil kommer, at åbningstiden ikke som antydet besluttes af de enkelte institutioner, men af kommunalpolitikkerne - og altid med det formål at opnå besparelser.



Pædagogisk kvalitet er for alle. Ret har Berlingske Tidende derimod i, at de faglige organisationer ikke er begejstrede for socialministerens "nye" ide. BUPL kalder den ligeud grotesk.

»Socialministeren foreslår blandt andet, at forældre i private institutioner skal kunne betale sig til mere plads, flere pædagogtimer og udvidet åbningstid. Det er det, vi i BUPL kalder pædagogisk kvalitet, og den skal omfatte alle børn, ikke bare de børn, der er så heldige, at deres forældre har pengene i orden,« udtaler faglig sekretær John Langford fra BUPL's forretningsudvalg. Timingen er efter Langfords opfattelse også forfærdelig.

»Daginstitutionsområdet er blevet udsultet gennem en årrække, og kvaliteten er mange steder helt i bund. Det er grotesk, at man først presser kvaliteten til det yderste og derefter siger: "Det er ikke godt nok - vi må have nogle private firmaer på banen.«

Socialministeren regner med at fremsætte sit lovforslag i efterårssamlingen. Støtterne i Dansk Folkeparti har endnu ikke lagt sig fast.

"Frit valg er jo godt nok, men det kan også blive for frit," citerer Berlingske Tidende Pia Kristensen, partiets socialpolitiske ordfører, for at mene.