Fra topkarakter til arbejdsløs

Det er blevet svært for pædagoger at finde et nyt job. Sidste år var der omtrent halvt så mange stillinger at søge som i 2009. Kommunerne sparer, og det rammer især de nyuddannede pædagoger.

Stella Illemann glædede sig til informationsmødet om de nye job i naturbørnehaven Græshoppen ved Galten. Men da hun skulle parkere sin røde Seat, studsede hun over, at det var svært at finde en parkeringsplads. På vej fra bilen til naturlegepladsen med de små legehuse i træ stødte hun på de første pædagoger.

Som de nærmede sig børnehaven, kom flere til, og det blev en hel forsamling. 70 pædagoger var mødt op for at høre om de ledige stillinger.

"Det var lidt overvældende. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, men tabte ikke modet," fortæller Stella.

Hun bed mærke i, at mange pædagoger var ældre og erfarne, men der var også en håndfuld unge til informationsmødet. Selv var hun nyuddannet fra Pædagoguddannelsen i Viborg. Stella Illemann overvejede, hvordan hun skulle gøre sig bemærket i mængden. Måske var det en god idé at stille et spørgsmål til lederen fra Græshoppen om deres projekt med bevægelse?

Men det virkede ikke. Efter et par dage kom svaret på ansøgningen med posten. Hun fik ikke jobbet.



Stillinger forsvinder. Konkurrencen om et job som pædagog er blevet benhård. I 2008 var der i gennemsnit 809 pædagogstillinger at søge om dagen i hele landet. Året efter faldt tallet til 555, men sidste år gik jobmarkedet næsten i stå. I 2010 var der kun 304 job at søge i gennemsnit om dagen. Det viser en opgørelse fra Jobnet.dk, som Arbejdsmarkedsstyrelsen har lavet for Børn&Unge.

Der er flere forklaringer på, at jobmarkedet er stivnet. For det første har kommunerne sparet flere hundrede job væk, oplyser Allan Baumann, faglig sekretær i BUPL. I nogle områder falder børnetallet, så der bliver institutioner lukket eller sammenlagt. Men for det andet spiller det også ind, at pædagoger ikke tør skifte job i så høj grad som tidligere.

"Når økonomien er stram, fokuserer folk på tryghed. Pædagogerne ved, hvad de har, men ikke hvad de får, hvis de skifter job. Hvis man havner et sted, som ikke viser sig at være lykken, er det svært at finde andet arbejde," fortæller Allan Baumann.

Selvom der er kamp om stillingerne, afskrækker det ikke de unge fra at søge ind på pædagoguddannelsen. Tvært­imod. I hovedstadsområdet har 63 procent flere unge søgt ind på uddannelsen i år end i 2010. Også i resten af landet er lysten til at blive pædagog stor.



Det rammer ikke mig. Heidi Sørensen sidder i kantinen på VIA University College i Viborg og evaluerer den første praktik på pædagoguddannelsen. Hun var i praktik i en børnehaveklasse i Løgstrup, men selvom pædagogerne i pauserne af og til diskuterede besparelser, slår det hende langtfra ud.

"Jeg bliver lidt nervøs, men der er lang tid til, at jeg skal ud på arbejdsmarkedet," siger hun.

Heidi Sørensens blik er fast, og hun sidder på stolen i en sort praktisk trøje med lynlås, mens hun forklarer, at hun vil være pædagog - job eller ej. Hendes mor var dagplejemor i årevis. Storebroderen blev uddannet pædagog for et par år siden, og Heidi har altid været glad for at passe børn og har været pædagogmedhjælper i den integrerede institution Unoden. Hun tænkte slet ikke på jobsituationen, da hun søgte ind på pædagoguddannelsen i Viborg.



Festen fusede ud. I måneden op til den afsluttende eksamen som pædagog spekulerede Stella Illemann heller ikke på job. Hun koncentrerede sig om bache­loropgaven om hierarki i døgninstitutioner. Da hun kom ud fra eksamen, fik hun tårer i øjenkrogen og skyndte sig ud på toilettet. Hvorfor kredsede lærer og censor om de samme spørgsmål? Hun var spændt på karakteren. Det blev 12.

"Jeg begyndte at tude, skreg og krammede alle dem, der ventede uden for døren," fortæller hun.

Bagefter ringede Stella Illemann med den gamle messingklokke på gangen. En tradition på pædagogseminariet i Viborg, når man bliver færdiguddannet. Efter dimissionsfesten begyndte hun for alvor at søge job. Med den gode karakter i baghånden forventede Stella, at det ikke ville blive så svært.

Tre måneder senere har hun fyldt en tynd sort plastikmappe med afslag, breve fra a-kassen og jobcentret. Forleden besøgte hun en børnehave, som manglede en pædagog. Lederen fortalte engageret om stedet, og oplyste så, at der allerede var 55 ansøgere til stillingen. Som nyuddannet skal man kunne noget helt særligt for at komme i betragtning, lød beskeden.

"I begyndelsen var jeg skuffet over afslagene og kom til at tvivle på mine egne evner. Det er træls at sidde hjemme og være arbejdsløs. Men jeg ved, at det ikke er mig, der er noget galt med. Der er bare rigtigt mange pædagoger, som søger jobbene. Det er brandærgerligt. Men sådan er det. Får jeg et afslag, må jeg søge videre," siger Stella Illemann.



Fyrede får tilbudt arbejde. Den 25-årige pædagog bor i et af de områder, hvor det er sværest at finde et job. I Vestjylland var der forrige år 34 ledige pædagogstillinger at søge om dagen i gennemsnit. Men sidste år var der bare 13. Nord- og Østsjælland har også haft en dramatisk nedgang i opslåede stillinger.

Forklaringen er blandt andet, at flere kommuner i Sjælland og Vestjylland har ansættelsesstop. Mange kommuner har også fyret pædagoger, som efterfølgende står i en jobbank. Folk fra jobbanken får tilbudt de ledige job først, og takker de ja, bliver stillingerne aldrig slået op andre steder.

"Den mobilitet, som har kendetegnet pædagogområdet, er ved at forsvinde. Pædagogerne må finde sig i mere på jobbet, for det er svært at søge væk. Usikkerheden på jobmarkedet betyder, at det heller ikke er sikkert, at arbejdsgiverne kan tiltrække den bedst kvalificerede, når der endelig er en ledig stilling," fortæller Pernille Riis, næstformand i BUPL Nordsjælland.



De arbejdsløse unge. Værst ramt af arbejdsløsheden er de nyuddannede pædagoger, som ikke kan slå på erfaring, når de sender ansøgninger af sted. Nogle unge vælger at læse videre på Danmarks Pædagogiske Universitet, lyder meldingen fra de pædagogstuderendes organisation, PLS.

"De unge kommer bagest i køen, når der skal slås job op. Det er et stort problem, at der ikke er sammenhæng mellem, hvor mange man uddanner som pædagog, og efterspørgslen," siger Kathrine Bødker Tegllund, faglig sekretær i PLS.

De arbejdsløse unge pædagoger kan blive tvunget væk fra faget, som tiden går. Det vil være spild af ressourcer, hvis de ikke får brugt deres uddannelse, mener Allan Baumann, faglig sekretær i BUPL. Han anbefaler, at ledige gør alt for at holde kompetencer og viden ved lige.

"Vi ved, at der kommer et stort behov for pædagoger inden længe, når de store årgange går på pension. Der er et håb, så man skal passe på ikke for hurtigt at søge væk fra det pædagogiske felt," råder han.



Bare foden kommer ind. I kantinen på Viborg pædagogseminarium glæder Heidi Sørensen sig over, at uddannelsen kun lige er begyndt. Først om tre år skal hun sælge sig selv på jobmarkedet.

"Til den tid skal det hele nok se lysere ud, og der vil være masser af stillinger at søge. Når det er noget, man brænder for, er det svært ikke at se lyst på fremtiden," smiler hun.

Stella Illemann har stadig sit første job som pædagog til gode. Hun søger ikke længere arbejde nær bopælen, men er villig til at køre en time i den røde Seat til Skive, Århus eller Skanderborg. Timetallet betyder ikke så meget, og hun takker også gerne ja til vikararbejde.

"Jeg har også overvejet at søge stillinger som pædagogmedhjælper bare for at få en fod indenfor. Det går ud over humøret at gå hjemme. Jeg vil gerne ud at arbejde," siger hun og håber, at det lykkes at få job. Snart.



Her forsvinder jobbene

Østsjælland, Vestjylland og Nordsjælland er de områder, hvor der er sket den mest dramatiske nedgang i opslåede stillinger. I Østsjælland var der således knap 30 pædagogstillinger opslået, når man gik ind på Jobnet.dk i 2008 en tilfældig dag, men i 2010 kunne man ikke engang finde 5 job på én dag i gennemsnit.



Så mange pædagogstillinger er opslået på Jobnet.dk om dagen i gennemsnit*

Landsdel Opslåede stillinger Fald i procent

2008 2009 2010 fra 2009-2010

Østsjælland 29,8 14,2 4,7 -67%

Vestjylland 44,3 34,5 12,6 -64%

Nordsjælland 79,2 56,1 24,0 -57%

København by 135,9 101,7 53,7 -47%

Vest- og Sydsjælland 71,2 41,1 21,8 -47%

Nordjylland 82,3 59,3 32,4 -45%

Fyn 39,3 32,2 18,0 -44%

Sønderjylland 104,0 62,4 35,0 -44%

Københavns omegn 98,0 58,7 36,6 -38%

Østjylland 122,0 91,0 62,5 -31%

Bornholm 2,9 3,6 2,5 -30%

Hele landet 442,7 306,8 149,2 -51%



Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen har lavet opgørelsen for Børn og Unge

*Alle offentlige job skal opslås på Jobnet.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.