Fra isolation til inklusion

Støjniveauet stiger betydeligt, da fire drenge vælter ind ad døren til Satelitten. De har lige fået fri fra skole, og nu er det SFO-tid.

»Britt … Briiiitt, har du set min skyder?«

Mikkel holder stolt et hjemmesnedkereret trægevær frem, mens han forsøger at sætte sig til rette på en stol. Britt Hjort, der er pædagog i Satellitten, smiler imponeret til Mikkel og beder de fire drenge sætte sig ned omkring bordet i midten af lokalet.

Drengene er en del af en flok på syv drenge, som går i Ganløse Idræts-SFO’s specialafdeling for ADHD-børn, Satellitten.

I dag er det Britt Hjort, Malene Wagtberg, Per Jensen og Søren Rosenius, der slår sig ned omkring bordet sammen med de fire drenge. De starter dagen i SFO’en med at snakke om, hvad der skal foregå. Casper, gruppens yngste, skal med de andre børnehaveklassebørn i salen og lege sanglege. De andre drenge skal i træværkstedet og lave skydere, den store dille lige for tiden.

»Klokken et, når vi går udenfor, er der stikbold nede på multibanen,« siger Malene Wagtberg.

»Årh, det vil jeg være med til,« råber Mikkel.

Han afbrydes af Jeppe, der ikke ser begejstret ud ved tanken om stikbold.

»Jeg vil gerne prøve at kigge lidt på.«

Søren Rosenius laver hurtigt en aftale med Jeppe. Han kan starte med at kigge på, og så kan han være med, hvis han får lyst.

Satellitten er et pasningstilbud til børn, der går i 0.-3. klasse i Satellitklasserne på Ganløse Skole, Egedal Kommunes specialklasser for ADHD-børn. Satellitten arbejder med inklusion af drengene i den øvrige SFO ud fra devisen om, at det er gennem deltagelse, at børnene lærer at handle i sociale kontekster og udvikler deres sociale kompetencer. Satellitten har ansat en pædagog med erfaring inden for børn med specielle behov. Derudover skiftes tre andre pædagoger fra SFO’en til at være hos drengene i ugens løb.



Nye muligheder. Satellitten lå tidligere i en villa, der var isoleret fra resten af skolen, men flyttede sidste skoleår til et lokale i SFO’en. Flytningen har været en stor gevinst for både børn og pædagoger. I dag kan ADHD-drengene spejle sig i en masse andre børn på SFO’en, og det præger deres adfærd i positiv retning.

»I Satellithuset var det nærmest normen at gå og råbe, for det gjorde de jo alle sammen,« siger Malene Wagtberg.

Britt Hjort mener, det var problematisk, at man satte børn, der alle manglede sociale færdigheder, sammen.

»Hvis du skal lære noget socialt, skal du også være i en social kontekst. Du kan ikke lære noget, hvis du går op og ned ad folk, der har samme problemer som dig selv.«

I dag har drengene en tryg base i Satellittens eget lokale, men de kan bevæge sig rundt i den øvrige SFO, som de selv lyster. Der er langt flere aktivitetsmuligheder nu, end da Satellitten var isoleret fra resten af SFO’en, og der er mange flere børn at lege med og flere voksne til at styre aktiviteterne.



Idrættens betydning. I træværkstedet, hvor drengene med ildhu har kastet sig over den store våbenproduktion, og hver især er dybt koncentreret om at save, hamre og slibe, fortæller Britt Hjort og Per Jensen, der er en af SFO’ens to idrætskoordinatorer, om at inkludere Satellitdrengene i fællesskabet på SFO’en ved hjælp af idræt. SFO’en blev i februar sidste år certificeret som Idræts-SFO af DGI og har hver dag idrætsaktiviteter på programmet.

»Vi har været glade for at kunne udfordre Satellitdrengene på andre måder end tidligere. Vi er gået fra, at drengene sad enormt meget ved computeren, til at de i dag deltager i idrætsaktiviteter sammen med de andre børn,« fortæller Britt Hjort.

Hun mener ikke, at inklusionen af dren­gene i de daglige idrætsaktiviteter havde været mulig, hvis Satellitten ikke fysisk var flyttet over til SFO’en.

»Drengene kendte ikke de andre børn og turde ikke blande sig med dem, og de andre børn var også utrygge ved drengene. Samtidig var det svært at gennemføre idrætsaktivi­teter med så få børn og voksne, som vi havde i Satellitten. Det er altså kedeligt at spille rundbold, når man kun er fem,« siger hun.

Per Jensen, der som idrætskoordinator har til opgave at sørge for, at de planlagte idrætsaktiviteter bliver gennemført og evalueret, og at alle børn bliver inkluderet i en form for bevægelse, er også positiv over flytningen.

»Efter Satellitten er blevet en fysisk del af huset, tænker vi mere over, at idrætsaktiviteterne også skal være for Satellitdrengene, og den tanke har spredt sig til hele huset. Alle pædagogerne tænker i, hvordan vi kan have dem med i de forskellige aktiviteter. Det skaber en rummelighed og er en god tanke.«



Plads til forskelle. Flytningen og inklusionen af Satellitdrengene har været en længerevarende proces, og alle har skullet vænne sig til det nye fællesskab.

»Til at starte med gik de andre børn i en stor bue uden om vores drenge. Det kunne godt være overvældende, når bølgerne indimellem gik højt. I dag har de andre børn lært at sige, ”Nåh, men det er bare Peter, der har en dårlig dag i dag”. Nu tør de godt stikke hovedet ind i Satellitten, selvom nogen råber lidt,« fortæller Malene Wagtberg.

I dag kommer mange børn fra den almindelige SFO ind og vil lege med drengene i Satellitten.

»Vi har drenge, der bliver inviteret hjem hos kammeraterne for at lege. Det er de her børn ikke vant til. ADHD-børn er ofte meget ensomme og har ingen sociale netværk, så en legeaftale er en stor succes,« siger Britt Hjort.

Hun er begejstret for, at det er lykkedes at nedbryde tabuet omkring ADHD blandt børnene. Det har pædagogerne blandt andet gjort ved at snakke med de andre børn om, at drengene er helt almindelige børn, der har et handicap, som gør, at de har brug for ekstra støtte i hverdagen.

De andre børn på SFO’en accepterer, at Satellitdrengene er mere udadreagerende og har brug for mere voksenstøtte end flertallet. De er gode til at hente de voksne, når det indimellem går galt, og en af drengene har brug for at trække sig ud af legen og væk fra fællesskabet – og det sker med jævne mellemrum.

»Der kan være sket noget i skolen, som gør, at hele dagen er væltet for en af drengene – og hvis en vælter, kan det hurtigt tage flere med sig,« siger Britt Hjort.

Derfor holder pædagogerne ekstra godt øje med, når der er fælles idrætsaktiviteter. Pædagogerne forsøger at gribe ind, når de kan se, at drengene er på vej ind i en konflikt, og inden det ender i en dårlig oplevelse.

»Vi siger til dem, at vi gør det for at hjælpe dem og ikke for at straffe dem, og så tager vi dem med ned i Satellittens eget lokale. Der kan de få lov til at være sig selv og slappe af, for eksempel foran computeren,« fortæller hun.



En pause fra fællesskabet. I Satellitten har pædagogerne arbejdet med at skabe små rum i rummet. Her er rumopdelere, en hems, kæmpeklodser til at bygge huler af og en sofakrog overdækket med et lavthængende stykke stof.

»Drengene skal kunne skærme sig, og de skal ikke være i det store fællesskab hele tiden. Lokalet er deres trygge base. Det er der, de finder tilbage til, når de har det svært og har brug for at have deres voksne hos sig,« fortæller Britt Hjort.

Drengene mødes i Satellitten hver dag til et kort børnemøde, inden de tager hjem. Her skal de fortælle om godt og skidt, som er sket i løbet af dagen, og hvis der er noget, de undrer sig over. Det hjælper dem til at reflektere og sætte følelser på deres oplevelser. På længere sigt kan det styrke drengenes evne til empati.

Britt Hjort fortæller, at pædagogerne i Satellitten arbejder med samarbejdsbaseret problemløsning for at hjælpe drengene til at begå sig i forskellige sociale sammenhænge.

»Vi går meget op i, at børnene skal synes, at de selv løser deres konflikter, og at vi ikke bare gør det for dem. Derfor spørger vi dem: ’Hvad synes I, vi kan gøre i denne situation? Hvordan kan man løse denne konflikt?’«



Rummelighed og ressourcer. Klokken er et, og det er blevet tid til stikbold på multibanen. En stor flok børn hviner allerede ude fra banen. Britt Hjort og Per Jensen prøver at få drengene med udenfor. Det er ikke nemt, for drengene er i fuld gang med hvert deres pistol af træ-projekt.

Pædagogerne kaster sig ud i legen med børnene på multibanen, og så går der alligevel ikke lang tid, før et par af drengene kommer ud og vil være med. Også Jeppe, der kort efter står med bolden i hånden og forsøger at beslutte sig for, hvem han skal skyde.

»Det er fedt at se, at alle børnene har udviklet sig af at lære hinanden at kende. De andre børn er blevet mere rummelige. De har lært at sige ’Okay, nåh, men så må vi jo lige stå og vente 10 minutter, indtil Peter har bestemt sig for, om han vil kaste bolden eller ej’, når en af drengene indimellem skal bruge lidt ekstra tid,« fortæller Malene Wagtberg.

Hun og Britt Hjort er enige om, at inklusionen kombineret med de mange idræts­aktiviteter, giver drengene gode muligheder for at udvikle sig.

»Det er en solstrålehistorie med de her drenge, når jeg tænker på, hvad jeg kunne tilbyde dem før, og hvad jeg kan tilbyde dem nu,« smiler Britt Hjort.

»Vi glemmer tit og ofte at se på, hvilke ressourcer ADHD-børn har. Når vi hører ordet ADHD, hører vi, hvad der bliver sagt i medierne. ’Puh, hvor er det slemt’ og ’hvor er det nogle møgunger’. Men de er nogle dejlige drenge. De har bare brug for, at nogen sætter grænser for dem.« n



Satellitdrengene optræder ikke med deres rigtige navne. De er anonymiseret.





Idræt i Ganløse Idræts-SFO



Skolebevægelse. Hvert klassetrin i 0.-3. klasse har en ugentlig dag, hvor de i timen efter skoletid deltager i voksenstyret leg og bevægelse.

Almenbevægelse. Hver dag tilbydes alle børn i SFO’en at deltage i forskellige idræts­aktiviteter. Aktiviteterne skal være så brede, at alle børn kan og har lyst til at deltage.

Lukkerbevægelse. Idrætsaktiviteter fra kl. 16-17. Aktiviteterne foregår ofte i skolens idrætshal med tilbud om leg og bevægelse, hvor børnene kan forlade legen, efterhånden som de bliver hentet.



Desuden er der hver dag i den obligatoriske udetid efter skoletid aktiviteter på SFO’ens multibane, og der planlægges i løbet af året forskellige større aktiviteter som for eksempel store legedag, svømmedag, cykeldag og rekorddag.