Forsvundne børn: Det måtte bare ikke ske

Til daglig ligger bevidstheden om det store ansvar, det er at tage sig af andre folks børn, gemt væk i pædagogernes baghoveder. Men når et barn pludselig er væk, bliver man konfronteret direkte med det enorme ansvar, pædagogjobbet fører med sig.

Bekymring, skyldfølelse og forestillinger om frygtelige ulykker skyller gennem hovedet, når et barn forsvinder, mens det er i pædagogernes varetægt.

Mindst én gang hver anden måned rykker Falck Healthcares psykologer ud for at tage samtaler med pædagoger, som skal have krisehjælp efter sådan en oplevelse. Psykologerne bliver næppe tilkaldt, hver gang et barn forsvinder, så der er grund til at antage, at det sker mere end én gang om måneden.

Men det skete under en udflugt for pædagogerne i Børnehaven Kløvermarken i Sønderborg sidste sommer.

I juni 2008 var samtlige børnehavens 44 børn og institutionens 9 pædagoger taget i skoven. En gruppe var gået ned til den nærliggende strand, og her opdagede en af pædagogerne efter kort tid, at en treårig dreng var forsvundet.

"Det var bare det, som ikke måtte ske. Når man er pædagog, må man ikke miste et barn. Det er utilgiveligt," siger pædagog Camilla Møller, som var med.

Selvom der er gået over et år, sidder episoden stadig dybt i hende samt i kollegaen Amalie Wengel og Kløvermarkens leder, Jytte Lorenzen.



Forsvandt ved vandet. Pædagoger og børn var taget på udflugt i Nørreskoven, som ligger godt 20 minutters buskørsel fra Kløvermarken. Da det var koldt i træernes skygge, valgte fire af de ni pædagoger, heriblandt Camilla Møller og Amalie Wengel, at tage en gruppe børn med på stranden.

"Vi havde talt de børn, der skulle med. Men nogle af børnene i skoven ombestemte sig, efter vi var gået, og de fik lov til at komme ned til os. Derfor var vi pludselig flere, end vi havde regnet med," siger Camilla Møller.

Efter nogle minutter lagde en af pædagogerne mærke til, at drengen var væk.

"Allerede der tænkte jeg 'åh, nej'. Vi var på stranden, og med vandet lige ved siden af kom man hurtigt til at tænke nogle frygtelige tanker. Men jeg holdt fast i overbevisningen om, at selvfølgelig var han oppe hos de andre," fortæller Amalie Wengel.

Et par af pædagogerne afsøgte stranden, mens Camilla Møller og Amalie Wengel samlede børnene og gik op i skoven til de andre.

Men her var drengen heller ikke.



Tænkte på forældrene. Tilbage i skoven sørgede pædagogerne for, at alle de resterende børn var samlet. Mens en del af pædagogerne gennemsøgte skoven for at finde drengen, var Camilla Møller og Amalie Wengel blandt dem, som blev hos børnegruppen.

"Det var forfærdeligt. Børnene skulle aktiveres og måtte ikke mærke, at der var sket noget, mens man selv blev mere og mere bekymret," siger Amalie Wengel.

Camilla Møller nikker. Hun var så oprevet, at hun forlod børnene og de tilbageværende pædagoger for at være alene i et par minutter.

"Børnene skulle ikke smittes af, at jeg var så urolig. Men tankerne kørte rundt i mit hoved. Jeg tænkte med det samme på forældrene. Vi kunne ikke komme hjem uden deres dreng. Hvordan skulle vi så kunne se dem i øjnene," siger hun.

Frygten for, hvad der kunne være sket med drengen, fortrængte alle andre tanker.

"Jeg tænkte bare, at hvis han er ude i vandet, så hopper jeg derud efter ham. Jeg glemte nærmest, at jeg var gravid. Men det gør også noget ved én, at man tænker de tanker, og det var nok også derfor, jeg blev så oprørt," siger Camilla Møller, som gik på barsel et par uger efter udflugten og først er vendt tilbage i starten af august i år.



Frygtede drukneulykke. Da pædagogerne ikke fandt drengen, ringede de hjem til institutionen, hvor leder Jytte Lorenzen netop havde afsluttet et møde.

"Da jeg fik opringningen, var min første tanke, at han lå i vandkanten. Jeg vidste jo, de var taget ned til stranden," fortæller hun om opkaldet, der vendte op og ned på en ellers rolig dag.

Jytte Lorenzen bad pædagogerne om at lede videre og kontaktede med det samme politiet, forvaltningen og drengens forældre. De mødte straks op i børnehaven med følelserne uden på tøjet.

"De var ulykkelige og vrede, og det var fuldt forståeligt. De syntes jo ikke, vi havde passet ordentligt på deres søn," siger Jytte Lorenzen.

Forældrene tog videre ud i skoven, og Jytte Lorenzen var efterladt alene i børnehaven ude af stand til at tage del i eftersøgningen.

"Det var forfærdeligt at stå tilbage i institutionen. Jeg havde allermest lyst til at tage derud og lede med," siger hun.

Jytte Lorenzen indså dog, at hun var nødt til at blive i institutionen for at tage imod de mange telefonopkald, som kom.

"Hver gang telefonen ringede, tænkte jeg 'Åh, bare de har fundet ham'," husker hun.



Måtte efterlade drengen. Tilbage i skoven var pædagogerne nødt til at tage med børnene hjem, da politiet ankom for at intensivere eftersøgningen. To pædagoger og souschefen blev i skoven, mens resten af personalet, heriblandt Amalie Wengel og Camilla Møller, tog med børnene i bussen.

"Vi kunne høre politibilerne i det fjerne, mens vi gik op mod bussen. Børnene spurgte, hvad det var, men heldigvis nåede vi ikke at se bilerne. Der var ingen grund til, at børnene skulle fornemme, hvor vild situationen var," fortæller Amalie Wengel.

Busturen hjem var hård for pædagogerne, som ikke vidste, hvad der var sket med drengen. Heldigvis lod børnene sig ikke mærke med, at deres kammerat ikke var med i bussen hjem.

"Det var rædselsfuldt at skulle forlade skoven uden drengen. Vi vidste jo ikke noget. Vi havde ingen telefoner," siger Amalie Wengel.

Camilla Møller, som var nyuddannet og kun havde arbejdet i Kløvermarken i få måneder inden udflugten, var plaget af voldsom skyldfølelse under hjemturen.

"Det måtte bare ikke ske. Selvfølgelig er vi mennesker, som kan lave fejl. Men vi er også professionelle. Hvordan kan man fortælle forældre, at 'hov, vi har lige tabt jeres dreng'? Det må bare ikke blive nødvendigt at skulle sige det," siger hun.



Forløsning. Da bussen parkerede foran børnehaven igen, løb leder Jytte Lorenzen sine ansatte i møde. Hun havde netop afsluttet en opløftende telefonsamtale. Drengens mor havde fundet ham i god behold inde i skoven.

"Vi var bare enormt lettede alle sammen," husker Amalie Wengel.

"Man bliver også lettet over omstændighederne. Drengen havde siddet og leget, og han havde ikke haft fornemmelsen af, at han havde været væk. Han havde ikke lidt overlast," siger Jytte Lorenzen.

Netop den viden har hjulpet de tre med at komme videre fra en situation, hvor følelsen af skyld ellers var altdominerende.

Om aftenen efter lukketid indkaldte Jytte Lorenzen hele personalegruppen til et møde. Ud over pædagogerne var også en psykolog fra Falck Healthcare og kommunens dagtilbudschef til stede.

"Først tænkte jeg, 'jamen, så slemt er det vel heller ikke'," siger Camilla Møller.

"Men da jeg kom hjem om eftermiddagen, snakkede jeg med min moster, som også er pædagog. Og der begyndte jeg bare at græde. Og så kunne jeg godt se, at det nok var en meget god idé med en psykologsamtale," fortæller hun videre.



Samtaler sendte blikket fremad. En efter en fik pædagogerne lov til at fortælle om deres oplevelser, mens psykologen stillede spørgsmål.

"Det gav en samhørighed. Det var rart at høre, præcist hvad der foregik inde i de andres hoveder. Rart at høre, at man ikke var alene med de bekymringer, man havde haft," siger Camilla Møller.

"Psykologen vidste, at vi havde brug for at få læsset af," påpeger Jytte Lorenzen.

Der blev fortalt og grædt, og indtrykkene blev delt på en måde, så både Amalie Wengel og Camilla Møller i dag føler, at det bragte personalegruppen tættere sammen.

Netop fokuseringen på, at alle havde været bekymrede, og at ingen følelser var forkerte, hjalp personalet i dagene efter psykologsamtalen.

"Vi talte stadig tingene igennem i dagene derefter. På den måde fik vi ført det helt til dørs, så vi kunne kigge fremad," siger Jytte Lorenzen, mens Amalie Wengel og Camilla Møller nikker.



Tilliden intakt. På trods af hændelserne under udflugten kunne Jytte Lorenzen allerede dagen efter sige 'godmorgen' til drengen og hans forældre i institutionens garderobe.

"Det var stort, at forældrene allerede kom med ham dagen efter. At de stadig havde tillid til, at vi nok skulle passe på deres dreng. Det er jo utilgiveligt, hvis der sker noget med ens barn," fortæller børnehavelederen.

Camilla Møller er enig.

"Når forældrene viser tillid på den måde, så bliver man bare endnu mere ydmyg," siger hun bestemt.

Da forældrene havde afleveret drengen hos pædagogerne, holdt Jytte Lorenzen et møde med dem.

"Det var vigtigt at få gang i en god dialog. De skulle også have mulighed for at sætte ord på deres følelser," påpeger hun.

Efterfølgende skrev Jytte Lorenzen et brev til den samlede forældregruppe og fortalte om hændelsen. Et enkelt forældrepar var vrede over episoden, men ellers var der opbakning og tillid til personalet fra forældrenes side.

"De var glade for, at drengen var blevet fundet, og de tilkendegav, at de stadig havde tillid til os," fortæller hun.



Gennem mediemøllen. To dage efter dukkede historien om den forsvundne dreng op i aviserne. Sønderborg Kommunes kommunikationsafdeling tog sig af henvendelser fra pressen, så Kløvermarkens personale ikke skulle bruge kræfter på at tale med journalister. Men det var hårdt at stå ansigt til ansigt med mediernes udlægning af forløbet, fortæller Amalie Wengel.

"Det var vildt frustrerende. Nogle af stederne var oplysningerne simpelthen forkerte. De skrev, at vi først havde opdaget, at drengen var væk efter nogle timer, og at vi bare var gået fra ham. Det blev jeg rigtig sur over," siger hun.

Samtaleemnet får intensiteten og lydniveauet til at stige, og Camilla Møller overtager.

"Også fordi jeg tænkte 'nej, hvad tænker andre ikke, når de læser det her'," erindrer hun.

Turen gennem mediemøllen har givet de tre et nyt syn på historier om børn, som bliver væk fra pædagoger.

"Når jeg læste den slags historier før, har jeg tænkt 'hvor svært kan det være'. Vi er uddannet til at passe på børnene, og det skal vi bare kunne. Men nu har jeg langt mere respekt for de situationer, som kan opstå. Jeg føler med de pædagoger og de børn, som kommer ud for det," siger Camilla Møller.

Amalie Wengel og Jytte Lorenzen nikker.



Tilbage til hverdagen. Amalie Wengel har haft et helt år med andre udflugter til at lægge episoden bag sig. Hun kan mærke, at oplevelsen har givet hende nyttige erfaringer.

"På den ene side har jeg ikke lyst til at opleve sådan noget igen. Men på den anden side har erfaringen gjort os meget mere opmærksomme hele tiden. For vi ved, hvad konsekvensen er, hvis vi er uopmærksomme bare ét sekund," siger hun.

Camilla Møller har også taget erfaringerne til sig, men eftersom hun gik på barselsorlov kort efter udflugten og først er vendt tilbage efter sommerferien i år, har hun ikke haft samme mulighed for at bytte oplevelsen ud med gode indtryk fra arbejdsdagen.



"Jeg har fået en ny erfaring, men den har været dyrekøbt. For dyr et eller andet sted. Men det er en erfaring, jeg altid vil have med mig. Den sidder så dybt i mig," siger hun.

Nu håber hun bare på at få nogle gode oplevelser med hjem fra de udflugter, som de næste måneder byder på for børnene i Kløvermarken.