Forstå teorierne - forstå børnene

Børn er kompetente, det ved enhver Alle siger det igen og igen som et mantra, men hvor mange ved rent faktisk, hvad børn er kompetente til? For mange pædagoger har ikke sat sig ordentlig ind i, hvad forskningen giver belæg for i forhold til børns kompetencer. Det mener Annegrete Brøner, sundhedsplejerske og tidligere seminarielærer på Socialpædagogisk Seminarium i Århus og Gedved. Hun holder kurser i at udlægge Daniel Sterns teorier om kompetencebarnet, hvor hun også fortæller, hvad man kan bruge sin viden til i praksis.

»Pædagogerne har hørt om, at børn har kompetencer, men de ved ikke nok om, hvad det betyder. Pædagogerne skal sætte sig bedre ind i teorierne, inden de bruger dem i deres praksis. Jeg oplever ofte, at de har vanskeligt ved at formulere deres pædagogik, fordi de ikke tager ordentligt afsæt i teorierne, og derfor har de ofte fået begreberne galt i halsen,« siger hun.

Annegrete Brøner mener, at Daniel Sterns teorier kan være en hjælp til at få styr på virkeligheden. Men det forudsætter, at pædagogerne ikke bare bruger det, de selv opfatter og forstår, men bruger det, man rent faktisk ved fra forskningen.

»Sterns teorier giver en bevidsthed om, hvordan vi skal "se" barnet, så det ikke bliver "min" subjektive mening om, hvad jeg skal se, når jeg observerer barnet. Hvis man sætter sig ordentligt ind i teorierne, bliver man i stand til at reflektere og diskutere ud fra teorierne og ikke kun bruge det, man selv har fundet ud af. Man kan ikke bruge kompetencebegrebet til noget, hvis man ikke klart får defineret, hvad kompetence er,« siger hun.

At forholde sig til en teori er at forholde sig professionelt til sit arbejde, mener Annegrete Brøner. Ud over at være personlig - det at bruge sig selv i arbejdet - skal pædagoger også være fagligt bevidste. De skal have en faglig viden, og de skal reflektere. Hun opfordrer pædagogerne til at skelne mellem at være personlig og privat. Hvis man er privat i sit arbejde, betyder det, at man ikke kan bruge sin faglige viden, men handler ud fra egne erfaringer og ud fra den bagage, man har med sig.



Relationen er vigtig. Annegrete Brøner indrømmer, at det er svært at læse Daniel Stern. Men når pædagogerne får udlagt hans teorier, oplever hun, at de får løftet deres praksis.

»De får vendt børns psykologiske udvikling, så de forstår, at det handler om at se børns ressourcer. Det, Stern beskriver, er, at man udvikler sin personlighed inden for forskellige domæner og ikke i trin, som vi før har troet. Domænerne lægger op til forskellige måder at møde barnet på, og det indvirker på vores måde at agere på. Man kan på mange måder sige, at kompetencer er lig med ressourcer. Barnet har nogle ressourcer, vi kan bygge videre på. Og det er jo et ganske andet udgangspunkt, at vi ikke skal finde fejl, men at vi skal kende ressourcerne og vide, at det aldrig er for sent at bygge på dem og lære barnet det, som det ikke har lært tidligere.«

Daniel Sterns undersøgelser og deraf afledte teorier om spædbarnets udvikling viser, at børn er født med evnen til at gå i relation med omverdenen, og at det er i de situationer, de lærer, hvordan de selv, andre og verden fungerer. Deri ligger deres væsentligste kompetence.

Derfor er det så vigtigt, at pædagoger vægter at få en nær tilknytning til hvert enkelt barn. Annegrete Brøner mener, at det handler mere om den voksne end om barnet, for i relationerne må den voksne vide, hvem hun er, og hvad hun skal gøre for at hjælpe barnet til at udvikle relationskompetencen.

»Det handler ikke så meget om, hvad pædagoger gør med børn, men mere om hvem de selv er. Når den enkelte pædagog er sammen med børn, handler det om hendes personlighed og ikke så meget, om børnene skal sidde med perler eller klippe i papir. Det handler om, hvad hun vil med børnene,« siger hun.

I personalegruppen skal man have præciseret, hvilke kompetencer hvert barn har, og hvor der så skal sættes ind for at hjælpe barnets udvikling på vej.

»Man kan ikke bruge kompetencebegrebet til noget som helst, hvis man ikke er i relation med barnet. Daniel Sterns teorier er skabt til pædagoger, for de synes, at relationer mellem børn og mellem børn og voksne er det allervigtigste. I Stern har de faktisk en teoretiker, der kan hjælpe dem med at få løftet deres pædagogik op på et mere bevidst niveau, fordi han tvinger dem til at få beskrevet, hvad det er, de gør, og hvad der sker med hvert enkelt barn. Ud fra Sterns teorier er det ikke rigtigt at sige, at børnene kan selv. De lærer kun, når vi giver dem noget. De er motiveret for det fra fødslen, så kunsten er at finde ud af, hvor vi skal glide ind og sparke ind, så barnet lærer noget nyt,« siger Annegrete Brøner.



Selvstændige og sociale. Daniel Stern mener, at barnet er født med en selvstændighed, som man førhen troede opstod i et-to års alderen. Det mange stadig kalder trodsalder, men som Annegrete Brøner også hellere vil kalde selvstændighed, er barnets medfødte kompetence til at udfordre sig selv for at finde ud af, hvad det kan og ikke kan.

»Vi kan selv iagttage, at Stern har ret i, at børn er selvstændige meget tidligt. For når vi kigger på det lille barn, kan vi se, at det selv vælger, om det vil i kontakt med os eller ej. Netop derved viser det, at det selv ved, hvad det vil og har brug for. Barnet giver faktisk klare signaler om, hvad det vil være med til og ikke være med til, og det skal vi respektere,« siger hun.

Senere, når barnet får et verbalt sprog, er det vigtigt, at man bliver ved med forholde sig til barnets nonverbale udtryk: Mimik, gestik og udtryk.

»Hvis der er noget, som er svært at udtrykke verbalt, er det følelser. I den tid, hvor barnet får et sprog, er det de voksne, der skal hjælpe det med også at få et sprog for følelser. Vi skal sætte ord på barnets følelser: Nu er du vist vred eller glad, eller hvad det kan være. Hjælpe barnet til at få de følelser, som har styret det første år, med ind i sproget.«

Daniel Stern beskriver barnet fra 0-3 år, og han viser, at der er mange måder at gå i relation med barnet - også dårlige. De relationsmåder lærer barnet af og udvikler hele livet.

»Derfor bliver det så vigtigt, at pædagogerne har en forståelse for, hvordan de kan gå i en positiv relation med børnene. For på den måde udvikles børns kompetence i at møde andre, til at kommunikere med andre og være sammen med andre på en god måde. Jeg er ikke nervøs for, at børn ikke udvikler de sociale kompetencer i institutionerne, for det er der, de er sammen med andre børn. Jeg er mere bekymret for, at vi overvåger børn for meget. For børn skal have mulighed for at finde ud af, hvordan de fungerer sammen med andre børn, og det gør de bedst, når voksne ikke blander sig i alt, hvad de foretager sig,« siger Annegrete Brøner.



Fokus på ressourcer. Børn har ikke en medfødt kompetence til at kende de regler og normer, som vi har sat for samvær. Så det skal voksne lære dem. Men fordi børn er født med en kompetence til at ville indgå i relationer, gør de meget for at lære alt, hvad de kan i samværet med andre.

»Jeg tror på, at børn er sociale væsener ud over alle grænser. Det er de født med. De vil utroligt gerne begå sig blandt andre, de vil gerne være sammen med os. Omsorg for børnene i institutionen er at vise dem, hvad der er godt og ikke godt, hvilken opførsel der er ok, og hvilken der ikke er. Det skal pædagogerne tage ansvar for enten at vise eller fortælle børnene,« siger Annegrete Brøner.

Nogle børns kontaktform er ikke så hensigtsmæssig, de hænger i gardinerne eller råber op for at få kontakt. De har ikke lært at indgå i positive relationer. Men så er det op til de voksne at møde de børn på en velovervejet måde, mener Annegrete Brøner.

»Vi skal finde ud af, hvorfor det er gået galt med de børns kontaktformer. Finde ud af om det skyldes, at de mangler nogle tætte relationer, om de mangler ægte interesse fra omverdenen. Men vi skal passe på, at vi ikke fokuserer på den negative del af barnet. I stedet for at bebrejde barnet og sige: "Du må ikke...", skal den voksne tage ansvaret og sige: "Jeg vil ikke have...". Jeg skal ikke overbevise barnet om, at det, jeg synes, er rigtigt, jeg skal ikke overtale barnet til at synes ligesom mig. Men jeg må som voksen tage ansvar for, at alle kan holde ud at være i stuen derhjemme, i institutionen eller på restauranten.«

Annegrete Brøner mener, at pædagogerne i højere grad skal benytte sig af observationer funderet på et teoretisk grundlag. Hun har oplevet Marte Meo-metoden med videooptagelser være rigtig god til at vise pædagogerne - og forældrene - hvori barnets ressourcer består, så de kan sætte ind på at styrke dem.

»Man skal se på, hvordan barnets situation er i institutionen. Har det nogle kammerater? Har det nogle tætte voksne? Det handler om at iagttage, hvordan barnet har det psykisk, hvordan trives barnet? Og man skal jo hele vejen omkring det - også på hjemmefronten. Pædagogerne skal være åbne for at snakke med forældrene om barnet allerede, når de er bekymrede. Ofte synes jeg, at de kommer tre skridt for sent, venter for længe i angst for, hvordan forældrene vil reagere.«



Tid til at øve sig. Pædagoger skal give børns kompetencer et med- og modspil. Små børn er ikke selv kompetente til at tage beslutninger om, hvornår de skal spise, og om de vil have en tyk trøje på, når det er koldt. De skal have voksne, der viser vejen, og som har besluttet sig for, hvad der er godt og skidt.

»Voksne skal ikke diskutere alting med børn. Der er voksenbeslutninger, og der er børnebeslutninger. Et barn på et-to år kan jeg kun give to valgmuligheder, og så skal jeg være parat til at godkende barnets valg uanset, hvilket det vælger. Voksne skal vide, hvornår børn er parate til at tage beslutninger om hvad og må tage ansvaret for, at de ikke skal tage beslutninger om noget, de ikke er parate til.«

Men børn skal have lov at være børn. Hvis barnet lige er ved at lære selv at tage støvler på, skal forældrene tænke over, hvordan de kan indrette morgenerne, så barnet kan få lov at øve sig. Det samme gælder i mange tilfælde også i institutionerne. Samtidig kan man godt fortælle barnet, at det skal altså være nu, at de støvler skal på, for mor skal på arbejde, og barnet skal i vuggestue - eller blå stue skal på tur og nå en bus.

»Ofte går vi jo ikke ind i de situationer og skærer igennem, fordi vi vil undgå konflikter med børnene. Men vi skal være parat til at tage dem, for det udvikler også de sociale kompetencer hos barnet. Det må både forældre og pædagoger stille op til, selv om børnene protesterer. Jeg vil være mere bekymret, hvis børnene klapper hælene i og siger javel, det er positivt, at de udfordrer os, for det lærer de af,« siger Annegrete Brøner.



Daniel Stern

Daniel Stern er født i 1934. Han er amerikaner, uddannet psykiater og psykoanalytiker. Daniel Stern var i en årrække professor ved Cornell University, men er nu bosat i Schweiz og professor ved universitetet i Genéve. Daniel Stern har arbejdet sammen med andre forskere om blandt andet før-sproglige børns "sprog". Sterns hovedværker er "Barnets interpersonelle univers" fra 1991 og "Moderskabskonstellationen" fra 1997. Det centrale i Sterns teorier er, at han anser det spæde barn for at være kompetent og havende et selv, altså en høj grad af autonomi og egen udvikling. Det spæde barn rummer unikke kvaliteter og ressourcer (kompetencer) og er disponeret for at søge og engagere sig i læringsprocesser med stor motivation. Hans hovedinteresse er selvoplevelsen og selvfornemmelsen og betydningen af relationen mellem barnet og omsorgspersonen. Stern mener, at barnet meget tidligt udvikler "selvfornemmelse" - en opmærksomhed over for eller viden om en umiddelbar oplevelse, og denne selvfornemmelse er til stede længe før, barnet kan tænke symbolsk og har tilegnet sig et sprog og længe før, der sker en egentlig udvikling af selvbevidsthed. Stern definerer udvikling som reorganisering eller nyorganisering af personlige oplevelser og erfaringer og inddeler udvikling i forskellige domæner, som alle vokser og eksisterer sammen - en lagdelt model i modsætning til stadiemodellen.