FORSKNING. Sådan stoppede vi et stort fravær

Situationen er vendt fra massivt fravær til mere aktiv deltagelse blandt en gruppe drenge fra 5. klasse på Tovshøjskolen i Aarhus. Før mødte de ofte ikke op i klubben om eftermiddagen, selvom det er en obligatorisk del af skoledagen, fordi Tovshøjskolen er en heldagsskole. Men klubpædagoger og lærere har i fællesskab knækket koden til at få stoppet pjækkeriet.

Det fortæller Malene Halberg, pædagog i klubben Klub-Legeplads i Toveshøj.

»Der var nogle unge med et massivt fravær, som vi begyndte at kredse os ind på. Hvad pokker skal vi stille op, og hvem har en god relation? Det fik vi talt om, og vi fik et fint samarbejde via sms og telefonopkald, hvor vi pædagoger nu melder tilbage til klasselæreren, hvis en af de unge ikke møder op i klubben,« siger hun.

Læreren følger op og ringer for eksempel hjem til forældrene for at få børnene til at møde i klubben. Det har virket. Siden pædagoger og lærere begyndte at samarbejde tæt, er pjækkeriet stort set hørt op, og børnene deltager mere.

»Der har ikke været massivt fravær siden,« siger hun.

Samarbejdede ikke. Det tætte samarbejde mellem lærere og pædagoger opstod i forbindelse med forskningsprojektet ’Samskabende pædagogik – mod nye deltagelsesmuligheder for børn og unge på kanten’, hvor Malene Halberg og hendes kolleger fra både klub og skole i fællesskab skulle finde nye måder at samarbejde på om de børn, der har det svært i skolen.

Før de kom ind i projektet, havde klubpædagogerne og lærerne ikke et etableret samarbejde og regelmæssige møder – selvom skolen er en heldagsskole, hvor børnene har mødepligt i klubben, der formelt hænger sammen med skolen.

»Det var ikke nemt at finde tidspunkter, hvor vi kunne stikke hovederne sammen for at drøfte nogle af de børn med udfordringer. Så samarbejde var en mangelvare, kan man sige,« fortæller Malene Halberg.

I løbet af forskningsprojektet har pædagoger og lærere mødtes til en række workshops. Her skulle de tale om, hvilke børn der havde udfordringer, og hvad de kunne gøre for at hjælpe og støtte dem til mere deltagelse.



Lavpraktisk løsning. De blev hurtigt enige om at fokusere på det massive fravær, som pædagogerne oplevede i klubben om eftermiddagen. Til et barn blev der knyttet en bestemt lærer og pædagog, som skulle kontakte hinanden med en sms eller opringning, når barnet enten ikke mødte op i skole eller klub. Den løsning viste sig at være mere ligetil, end pædagogerne havde drømt om.

»Bare det, at vi kiggede hinanden i øjnene, drak en kop kaffe og fik sludret helt lavpraktisk, betød, at fik vi det, vi alle gik og sukkede efter i vores frustration med de her unge. Det var ganske få ting, der skulle til for at rette op på det,« siger hun.

Det overraskede pædagogerne, at der ikke skulle mere til for at gøre en positiv forskel for de børn, der før blev væk fra klubben om eftermiddagen.

»Vi kunne ikke lade være med at tænke tilbage på nogle af de unge, som er blevet ældre nu. Hvis bare vi havde samarbejdet dengang, hvad kunne vi så ikke have gjort anderledes for dem? Vi greb fat i os selv og tænkte, at det samarbejde bliver vi nødt til at fortsætte,« tilføjer hun.

Samarbejdet mellem de to faggrupper har udviklet sig og har nu en mere fast struktur, hvor pædagoger og lærere er begyndt at mødes.

»Der er selvfølgelig stadig udfordringer med nogle af børnene, men nu bliver vi pædagoger inviteret med til teammøder på skolen. Der snakker vi om hvert enkelt barn, og hvilke indsatser der skal til,« siger Malene Halberg.

»Den tid er så vigtig at prioritere, og det bliver den også nu,« fastslår hun.

Samarbejdet med lærerne er dog ikke helt uden udfordringer for pædagogerne i en travl hverdag, nu da projektet er afsluttet, fortæller Malene Halberg.

»Vi ser verden på to forskellige måder, da vi er pædagoger, og de er lærere. To forskellige professioner og to forskellige tankegange om, hvilke prioriteter der er vigtige«.



Sådan gjorde vi

I forskningsprojektet ’Samskabende pædagogik’ samarbejdede pædagoger og lærere om at spotte udfordringer og udvikle nye, fælles løsninger. Det skete via en simpel model og over tre workshops af tre-fire timers varighed. Workshop­modellen kan bruges af andre som inspiration til, hvordan man styrker samarbejdet mellem pædagoger og lærere i forhold at udvikle af nye fælles indsatser.



1. workshop

I skal danne et nuanceret samlet billede af de børn, som I vil udvikle nye tiltag til. Det skal I ske, inden I begynder at tale om, hvad I sammen kan gøre.



2. workshop

Her skal I fokusere på, hvad I som professionelle kan gøre sammen. Nu skal de konkrete idéer på bordet og formes, så I kan prøve dem af. 



3. workshop

Her skal I beskrive jeres tiltag så præcist og detaljeret, at andre let kan prøve dem af i nye kontekster.



Kilde: Pjecen ’Samskabende pædagogik – mod nye deltagelsesmuligheder for børn og unge på kanten’, hvor du kan læse meget mere om modellen. Den findes på bupl.dk