FORSKNING: Guldet ligger i detaljen

Carlos

skal-opgave

I Børnehaven Skovtrolden arbejder pædagogerne med ’skal-opgaver’. Dem er Carlo er ikke glad for, men en dag får han mulighed for selv at stille en.



Carlo er en forsigtig dreng i mellemgruppen. Han er ikke så modig, og så hader han bare de der ’skal-opgaver’. De handler tit om at gøre noget, man synes er lidt farligt, og det er han ikke meget for. For eksempel skulle børnene prøve en svævebane engang, og han er godt nok ikke meget for det, men han gør det, og han arbejder med det. Men han spørger altid: Er der skal-opgaver? Hvis man så svarer, at det er der ikke, så bliver han så lettet, simpelthen. Det skal vi have snakket om, for sådan skal han jo ikke have det.

Nå, men vi er på stranden, og Carlo har taget skoene af og står med tæerne i vand. Vandet når langt op ad benene på ham. Jeg spørger ham, om ikke det er koldt.

»Jo,« siger han og smiler, tænker lidt og siger så: »Det her ville være en god skal-opgave!«

»Ville det det?« spørger jeg og griber idéen:

»Skal vi så ikke sige til de andre, at de skal prøve det? Vil du sige det? «

Det er Carlo med på. Så vi får alle børn stillet på række, og jeg står med Carlo ved siden af mig og siger, at han har en skal-opgave. Og så står han der og fortæller, højt og tydeligt, at alle skal tage skoene af og hoppe i vandet i kanten.



Forsker Line Togsverds kommentar til fortællingen om Carlo:

»Den er et eksempel på, hvordan det civilisationskritiske perspektiv, som har knyttet sig til pædagogikken siden renæssancen og oplysningstiden, er massivt til stede i pædagogernes praktisering af pædagogikken. Pædagogerne er hele tiden optagede af, om de kan gøre ting anderledes, men de giver også børnene plads til at gøre det anderledes. Hvis ikke det element var til stede i pædagogikken, så var det jo bare socialisering til det bestående. Pædagogerne er enormt bevidste om, at de ikke arbejder med produktionsprocesser, men med tilblivelsesprocesser, med at bringe noget nyt på banen, som ikke har været der før.«



Jens elsker

maskiner

Jens er ny i børnehaven Gerlachsgade og taler ikke så meget, men pædagog Anna-Grethe Pugholm finder en måde at få gang

i dialogen.



Veronica er virkelig gavmild med tegninger

for tiden. Hun har tegnet en maskine, og mens jeg får ­tegningen, ­lægger jeg mærke til, at Jens står ved siden af og ser interesseret til. Jeg ­glider ned ad væggen og viser ham tegningen:

»Se, det er en maskine, som Veronica har tegnet.«

»Jeg elsker maskiner,« siger Jens. Han er helt med.

»Okay, kan du godt lide maskiner?«

»Ja, og dyr,« siger Jens.

»Og dyr?«

»Ja, jeg kan godt lide vilde dyr.«

»Vilde dyr, det lyder farligt,« siger jeg så.

Jens siger, at han slet ikke er bange. Han kan bedst lide hajer.

»Hajer???,« siger jeg og fortæller, at jeg faktisk er rigtig bange for hajer. Jens siger, at det er han slet ikke. Han svømmer bare fra dem!



Pædagog Anna-Grethe Pugholms kommentar til fortællingen om Jens:

»Når man skriver sin fortælling ned, bliver man lidt mere detaljeret. Der behøver ikke at være rigtig kommatering, og der må gerne være stavefejl. Men når den bliver mere detaljeret, kommer guldkornene.

Da vi reflekterede over fortællingen, blev jeg spurgt: Hvorfor ’gled du ned ad væggen’? Det er jo for at få ham i øjenhøjde. Hvis jeg skal snakke med ham, og dialogen skal bruges til noget, er jeg nødt til at være i øjenhøjde med ham. Han skal kunne mærke, at jeg vil ham for den, han er, og at jeg er interesseret i det, han fortæller mig. Det er netop derfor, jeg gentager det sidste i hans sætning. Jeg var engang på et kursus, hvor en fyr havde lavet nogle fantastiske interview med børn, som vi så på video. En af de teknikker, han brugte, var at gentage det sidste ord. Det virkede fantastisk, og det opfordrede ham til at tale videre.«



Børnenes navne er ændret i fortællingerne, da deltagerne i forskningsprojektet er blevet lovet anonymitet i rapporten.



Sådan arbejder I med pædagogiske fortællinger

• Skriv små fortællinger om episoder fra hverdagen ned. Det kan både handle om noget, der er gået godt, eller noget, der er gået skævt.
• Brug tid på et stuemøde eller personalemøde til at dele fortællinger fra hverdagen med hinanden. Reflekter og diskuter pædagogikken ud fra det.
• Undgå at lægge jer fast på en bestemt form for fortællingerne: De kan være korte eller lange og skrevet i helt almindeligt hverdagssprog.
• Inviterer til refleksion og eftertanke ved at skabe et fagligt rum for fortællingerne. I kan invitere nogle udefra, fx lederen af en anden institution, og I kan besøge hinanden.
• Gem de skrevne fortællinger, og brug dem fx til forældresamtaler og i PPR-samarbejdet, hvor de er kilder til værdi­fuld viden om børnene og jeres arbejde.

Få mere viden

Du kan få mere viden ved at læse forskningsrapporten fra projektet ’Viden i spil i daginstitutionen’, hvorfra de to fortællinger er hentet. Rapporten udkommer i

foråret 2017. Den bygger på forløb med fortællerum i fem daginstitutioner i Aarhus.

Line Togsverd, der leder forskningsprojektet, kan kontaktes på lto@via.dk.