Forkælede møgunger

Den danske befolkning har afsagt deres dom: Det var hårdere at leve i gamle dage. De unge i dag skal stoppe klynkeriet.

Vender du det hvide ud af øjnene, når de unge studerende råber op om den alt for lave SU? Krummer du tæer, når ham den nye unge på arbejdet kræver et fitnessrum i kælderen og fleksible arbejdstider, fordi han går til fodbold om torsdagen? Og sukker du højlydt, når det unge par med forældrekøbs-lejligheden brokker sig over de faldende ejendomspriser?

Så er du ikke alene. Familien Danmark har kåret den såkaldte Y-generation som den hidtil mest forkælede, mens 68'erne er blevet frikendt.

Det viser en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4.



I undersøgelsen blev 2.000 danskere over 18 år spurgt om, hvilken generation de finder mest forkælet, og svaret var klart:

Kun 12 procent af de adspurgte mener, at den ellers så udskældte 68-generation havde haft det lettest. Derimod synes næsten halvdelen, at Y-generationen, som er de unge mellem 20 og 28 år, er en svært forkælet årgang. Måske er der noget om snakken. De kan vælge job, som man vælger det bedste stykke frugt i supermarkedet, og SU'en rækker til både sushi og cafè latte.

Efter offentliggørelsen af undersøgelsen behøver man ikke længere føle sig gammel-bitter, når man fortæller børn og børnebørn, at man levede af ketchup - og intet andet - under hele sin studietid.

Det unge folketingsmedlem for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, som selv er en del af Y-generationen er da heller ikke overrasket over befolkningens svar.



"Er det ikke altid sådan, at den yngste generation får skyld for at bande mest, være mest forkælet og opføre sig mest egoistisk?" spørger den 24-årige kvinde, der også forventer, at den næste generation (Z'erne?), vil blive beskyldt for det samme.

Johanne Schmidt-Nielsen er ikke enig i, at hun selv og hendes jævnaldrende skulle være mere forkælede end andre. Hun peger på undersøgelser, der viser, at unge i dag er de mest politisk engagerede siden 68, og at de engagerer sig mere i deres forskellige uddannelser.

"Det er da ikke forkælet at kræve rettigheder," mener Johanne Schmidt-Nielsen.



"Det er et udtryk for, at man er en aktiv medborger. Det kendetegner vores generation, at vi ikke kun kræver ting til os selv, men at vi faktisk involverer os i samfundet," siger den engagerede unge kvinde, der dog medgiver, at hun ikke drømmer om at være født hverken tidligere eller senere end lige netop dét år, hun nu engang er født i.

Undersøgelsen dækker også danskernes holdning til nå-generationen, som er de 38-46-årige. Den stakkels generation bliver kun kaldt forkælet af tre procent af de adspurgte i undersøgelsen.

Men det kan vel heller ikke undre. De får jo hverken SU eller efterløn.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.