Forældre holdes ude

Nogle børn slår de andre i hovedet, andre udvikler sig langsomt eller har dårligt sprog. Der er mange grunde til, at pædagoger bekymrer sig om børn. Skal barnet hjælpes, er det afgørende, at pædagogerne ind­drager forældrene hurtigst muligt, så de kan samarbejde om at støtte barnet. Problemet er bare, at forældrene i mange tilfælde ikke bliver involveret. Når det sker, er det ofte så sent i forløbet, at forældrene ikke har reel indflydelse.

Det viser en undersøgelse af indsatsen over for udsatte børn i Hvidovre Kommune.

Det manglende samarbejde går ud over børnene.

»Pædagoger kunne få mere modspil og større ansvarlighed hos forældrene, hvis foræl­drene selv var med til at formulere indsatsen. De ville lære af pædagogernes faglighed og kunne bidrage mere kvalificeret. Samlet ville det være bedre for børnene,« siger Søren Smidt, der er forsker og leder af Videnscenter for Institutionsforskning på UCC.

Når et barn har brug for en særlig indsats, skal pædagogerne formulere en individuel læreplan med mål, succeskriterier og handleplaner. Ud over at beskrive indsatsen er pæda­gogernes beskrivelser et godt fundament, hvis der senere skal skrives en underretning.

Pædagogerne skal også beskrive foræl­drenes rolle i indsatsen. I 40 procent af planerne er det punkt slet ikke udfyldt.

»Det er en stærk indikation af, at foræl­drene ikke altid er inddraget i formuleringen af handleplanen. Samarbejdet med forældrene er ikke en del af pædagogernes hovedfokus. Det er ærgerligt, fordi et godt samarbejde gavner indsatsen over for børnene,« siger Søren Smidt.



Forskel på hjem og institution. I 6 ud af 10 handleplaner er forældrenes indsats beskrevet. Det betyder dog ikke, at de nødvendigvis har været med til at formulere, hvad de skal gøre.

»Ofte siger pædagogerne: ’Det vil være godt, hvis I gør sådan og sådan’. Har børnene sprogproblemer, øver pæda­gogerne rim og remser med dem i børnehaven og siger til forældrene, at de skal gøre det samme derhjemme,« siger Søren Smidt.

Det kan være en forkert strategi.

»Hjemmet er en anden ramme, så måske skulle der foregå noget andet derhjemme. Pæda­gogerne kunne spørge, hvordan forældrene synes, at det giver mening at arbejde med børnene hjemme og bygge videre på det. Så kan forældrene aktivt bidrage med observationer hjemmefra,« siger Søren Smidt.



Fæld ikke dom. Det kan være svært at fortælle forældre, at deres barn har problemer, men det bliver endnu sværere, hvis pæda­gogen på forhånd beslutter sig for, hvad problemet er.

»Hvis pædagogen har et fast billede på forhånd, er det sandsynligt, at forældrene reagerer kraftigt og forsvarer sig. Det er ikke konstruktivt, for er der en konflikt mellem forældre og pædagoger, kommer børnene i klemme,« siger Søren Smidt.

Han foreslår, at pædagoger i stedet indkalder forældrene tidligt i forløbet og giver dem tre konkrete fortællinger om deres barn. Det kan være, at barnet driller de andre, tager deres legetøj eller har svært ved at komme ind i legen.

»Så kan pædagogen sige: ’Vi har svært ved at håndtere det i børnehaven. Hvordan mener du, vi skal håndtere det?’ På den måde kan pædagoger og forældre i fællesskab komme med bud på, hvad de skal gøre. Det er selvfølgelig stadig pædagogen, der har fagligheden og skal guide samtalen,« understreger Søren Smidt.



Læreplaner er et godt grundlag for underretninger

Siden 2009 har daginstitutionerne i Hvidovre Kommune arbejdet med individuelle læreplaner. De beskri­ver børn med behov for en særlig indsats og de mål, succeskriterier og handleplaner, som personalet har tilrettelagt for de enkelte børn.

På hver stue i alle institutioner er der et system med tre mapper. I den ene ligger planerne for børn, som trives. I mappe to placerer man børn, der skal have støtte, mens den sidste rummer oplysninger om børn, som pædagogerne er i tvivl om, hvor de skal placere. Planerne er et godt grundlag, hvis der senere skal skrives underretninger.

»Der er løbende beskrivelser af de enkelte børn, så pædagogerne skal ikke begynde forfra, hvis de får mistanke om, at noget er galt. Man kan sagtens have observationer, der ikke i sig selv er så bekymrende, men når man lægger dem sammen, kan de pege i retning af, at barnet er udsat for vold eller overgreb,« siger Søren Smidt.