Fold demokratiet ud

Nye mødeformer, mulighed for at kunne stå på og af det faglige arbejde, samspil mellem traditionelt fagligt arbejde og it-mediet. Sådan lyder nogle af anbefalingerne i rapporten 'Demokrati og medlemsinddragelse i BUPL'.

Hvad skal der til, for at få flere medlemmer til at deltage aktivt i BUPL's faglige arbejde?

Et ejendommeligt spørgsmål at stikke ud, kunne man synes. Netop nu, hvor pædagogerne er strømmet til strejkemøder, har været på gaden i stort tal for at gøre opmærksom på deres latterligt lave løn og stadig ringere arbejdsforhold, og hvor diskussionslysten aldrig har været større på BUPL's debatside på nettet.

Ikke desto mindre er det et af de spørgsmål, en arbejdsgruppe nedsat af BUPL's hovedbestyrelse søger afklaret i rapporten 'Demokrati og medlemsinddragelse i BUPL'. Og en del af svaret ligger da også lige for. Angår det noget, der er tæt på og vedrører deres professionelle dagligdag, er pædagogerne også på.

Arbejdsgruppen blev nedsat efter kongressen i 2006, hvor en gruppe medlemmer for anden gang forsøgte at få vedtaget et forslag om direkte valg til BUPL's forretningsudvalg. Et ønske som udsprang af de gyldne håndtryk til tre chefer i forbundshuset i 2003.





Dialog er kernen. Forslaget blev forkastet af et flertal på kongressen, og arbejdsgruppen anbefaler ikke, som det udtrykkes, at man for tiden arbejder videre med spørgsmålet om afstemningsprocedurer.

Demokratiet sikres ikke ved en bestemt organisationsform, struktur eller valgprocedure. Demokrati er i stadig bevægelse, og kernen er den dialog, som kører på kryds og tværs i organisationen, så en styrkelse af demokratiet går gennem at styrke dialogen og dialogvejene, konstaterer arbejdesgruppen.

Den anbefaler derfor, at fagforeningerne arbejder med at udvikle nye og forskellige mødeformer og søger at inddrage medlemmerne på kryds og tværs gennem mere uformelle fora og ad hoc omkring konkrete faglige emner og forhold, der omhandler den pædagogiske profession. Men BUPL bør også gøre det mere synligt for medlemmerne, hvordan de kan øve indflydelse gennem de allerede eksisterende kanaler. Desuden lægger arbejdsgruppen op til en drøftelse af, hvordan man kan kombinere det traditionelle 'face to face'-arbejde med interaktive møder mellem medlemmerne og de politisk valgte.



Lokal debat. Arbejdsgruppen er sat sammen af folk fra forbundsledelsen og repræsentanter fra lokale fagforeninger. I arbejdet har de lænet sig op ad et par medlemsundersøgelser og holdt en debatdag omkring demokrati for en gruppe medlemmer uden tillidsposter. Øvelsen er nu at folde diskussionen ud blandt medlemmerne. En opgave fagforeningerne må tage på sig, mener Lasse Bjerg Jørgensen, der sidder i gruppen på vegne af forretningsudvalget:

"Vi opfordrer fagforeningerne til at sætte demokratiet i BUPL til debat på efterårets generalforsamlinger, herunder også forslaget om direkte valg, som vi forventer bliver genfremsat ved næste kongres. Desuden bør vi i hele organisationen se på, hvordan vi inddrager medlemmerne, uden at de nødvendigvis behøver at stå på hele det faglige arbejde. Jeg synes, erfaringen viser, at mange medlemmer gerne vil engagere sig, når det gælder en konkret sag eller et fagligt emne," siger Lasse Bjerg Jørgensen og henviser til 'Husk, hvad du lovede'-kampagnen og det professionsarbejde, som står på i nogle af fagforeningerne.





Anbefalinger fra arbejdsgruppen

•Nye og forskellige mødeformer

•Mulighed for at medlemmer kan arbejde ad hoc. At de kan stå på og af det faglige arbejde med en konkret sag, et fagligt emne eller forhold, der vedrører professionen

•Skabe nærhed i de nye, store fagforeninger gennem aktiviteter i den enkelte kommune

•Fornyelse af de formelle politiske fora, herunder generalforsamlingerne

•Samspil mellem det traditionelle "face to face"-arbejde med interaktive møder mellem medlemmerne og de politisk valgte

•Større synlighed om de veje til indflydelse, der allerede findes i BUPL

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.