Flygtningepædagog - pædagog i ingenmandsland

De syv mindre børnehavebørn har svært ved at blive siddende, da fotografen og jeg kommer på besøg. De er ved at spise frugt, men en af pigerne, en lille sorthåret krøltop med et stort smil og et drilsk glimt i øjet, stiller sig op på sin stol og vrikker, mens hun synger løsrevne fragmenter af en sang. Hun ser udfordrende på os, mens de andre børn griner, og et par stykker er på vej til at følge hendes eksempel.

Bagved står en spinkel mand med blikket fæstnet på børnene uden at fortrække en mine.

Han er på alle måder mørk: sort hår, mørkt tøj og med hovedet dukket, så der falder en skygge over hans pande. Han ser skeptisk på os og gør pædagogerne opmærksom på, at han ikke vil have sine børn med på billederne.

"Han er i en lidt særlig situation," fortæller pædagog Irene Atting.

"To af børnene er hans, og han kommer her for at være sammen med dem, når han har mulighed for det. Han har fået opholdstilladelse i Danmark, men hans kone og børn har fået afslag."

Den slags skæbner står Irene Atting og hendes kolleger over for hver eneste dag. De arbejder på flygtningecentret Kongelunden 16 kilometer fra København, hvor omkring 80 af de 200 beboere er børn. Centret er et specialcenter for asylansøgere "med særlige behov for omsorg", hvilket reelt betyder, at mange af dem er psykisk syge. De fleste af dem har boet på centrene i årevis, omkring halvdelen af dem har fået afslag på asyl, men vil eller kan ikke rejse hjem. En del af dem er fra Irak eller Kosovo. Og de véd, at de hvert øjeblik kan blive hentet af et par betjente og blive sendt tilbage. For et par måneder siden meddelte myndighederne, at man nu er begyndt at tvangshjemsende afviste psykisk syge flygtninge fra Kosovo, fordi FN's administration i landet har ophævet sine forbehold mod tvangshjemsendelserne.

Det præger i høj grad stemningen på centret, fortæller Irene Atting.

"Man kan mærke usikkerheden på hele centret. Hvis en familie er blevet hentet om natten - det bliver de af og til, fordi man ikke vil give dem lejlighed til at flygte - så præger det alle. Vi pædagoger ved heller ikke, hvem der skal hentes hvornår, så det kan være en stor overraskelse for os at møde en morgen og se, at der mangler et eller flere børn."

"Men vi fokuserer ikke på, at børnene kan være væk i morgen. Vi fokuserer på barnet nu og her og på, hvordan vi kan hjælpe det på længere sigt."



Synger til afsked. For 32-årige Irene Atting er jobbet på Kongelunden hendes første som uddannet pædagog, siden hun blev færdig i februar. Hun blev ansat allerede inden sluteksamen på pædagog seminariet, og arbejder i centrets børnehave, fritidsklub og ungdomsklub. Dette indebærer aftenarbejde flere gange om ugen. Kongelunden rummer også en skole og et småbørnsprojekt, der svarer til en vuggestue.

Siden hun blev ansat, har hun taget afsked med mere end 10 børn i børnehaven. De fleste af dem fik asyl, og når det sker, glæder alle sig på de heldiges vegne.

"Vi gør meget ud af det, når nogle skal rejse. Vi holder en fest og synger en afskedssang, så alle er klar over det, og vi har en mappe, hvor vi gemmer tegninger og billeder, som barnet får med. Når vi gør det, så véd alle børnene, at der er en, der rejser. Vi får sat ord på, og det er godt."

Afskedsritualerne er en vigtig del af den pædagogik, som de arbejder efter på Dansk Røde Kors' asylcentre. STROF-modellen kaldes den, og det står for Struktur, Tale, Ritualer, Organiseret leg og Forældresamarbejde. I børnenes og deres familiers liv er der så megen usikkerhed og kaos, at pædagogernes vigtigste opgave er at skabe en nogenlunde forudsigelig hverdag og dermed en form for tryghed.

"Det er jo en meget uvirkelig tilstand at befinde sig på et asylcenter. Jeg har hørt nogle beskrive det som at befinde sig i et ingenmandsland. Asylansøgerne véd ikke, om de kan blive eller skal rejse, og det skaber en masse usikkerhed blandt både forældre og børn. Derfor forsøger vi at skabe en så almindelig hverdag som muligt," fortæller Irene Atting.

Det sker dog ind imellem, at de har penge til særlige projekter. Sidst var det cirkus, hvor nogle kom udefra og øvede forskellige numre med børnene.

"Men det er også en aktivitet, som vi har nogle faste rammer om," forklarer Irene Atting.

Alligevel opstår der ofte så mange uforudsigelige ting, at dagen ikke bliver, som de har planlagt det.

"Det kan for eksempel være, at en forælder bliver indlagt, så vi skal tage lidt mere hånd om de børn. Det kan også være - det sker desværre engang imellem - at forældrene forsøger at begå selvmord eller i det hele taget ikke er så gode i deres omsorg."



Vigtigt samarbejde. Irene Atting har vist os ind i et rum bag børnehaven, hvor hun mener, vi kan sidde uforstyrret, mens vi taler. Men larmen fra fly, der letter eller lander i Københavns Lufthavn er alligevel så høj, at hun med korte mellemrum må holde en pause i talestrømmen.

"Det vænner man sig aldrig til," siger hun.

Det gør familierne heller ikke, selvom nogle af dem har boet her i fire-fem år.

I disse dage blander støjen fra flyene sig også med støjen fra håndværkere. Der hamres, bores og bankes, så det runger i de tomme institutionsagtige gange, der løber gennem hovedbygningerne. Kongelunden har - modsat de andre aylcentre - fået penge til at udvide nogle af beboernes værelser. Hver familie, der kan have op til fem børn, har typisk to værelser og deler køkken med syv andre familier. På andre centre har familier ikke altid så meget plads, men på Kongelunden gælder særlige vilkår, fordi mindst én af de voksne som regel er syg.

Blandt de ansatte på centret er der mange forskellige faggrupper, og pædagogerne arbejder sammen med de fleste.

For eksempel er det social-koordinatorer, der tager sig af det praktiske, hvis børnenes forældre er blevet indlagt, og børnene derfor skal flyttes til et andet center.

"Vores opgave er først og fremmest at have den tætte kontakt med børnene og fortælle dem, hvad der sker, så de ikke bliver mere utrygge end højst nødvendigt," fortæller Irene Atting.

Mange af børnene har det dårligt, men det er ikke altid, at de ønsker at tale om det. Særligt de ældste er tavse og lukker sig ofte inde.

"De ældste børn kan være utroligt bekymrede for deres forældre. De er som regel meget omsorgsfulde og vil helst blive hjemme for at passe på dem. Eller også lukker de sig inde, fordi de ikke kan overskue at være sammen med andre mennesker."

Irene Atting ved ikke, hvor mange af børnene, der har oplevet noget rigtig tragisk før eller på deres flugt til Danmark.

"Mange af dem ved godt, hvorfor de er flygtet. Nogle har set det på fjernsynet, andre har selv oplevet død og ulykke. Men det er mest psykologerne, der går ind i det. Nogle af børnene har oplevet noget, der er så slemt, at de ikke vil tale med mig om det, og så må der andre fagfolk til."

"Vi arbejder meget sammen med både sygeplejerskerne, lærerne, psykologerne og socialkoordinatorerne om at få familierne til at få det bedre."



Daglige konflikter. Selvom en del af pædagogikken er at skabe tryghed, så skal pædagogerne næsten dagligt håndtere forskellige konflikter.

"Vi har mange konflikter mellem børnene for tiden. De er slemme til at mobbe hinanden - enten ved at slå eller ved at bruge et meget grimt sprog. Det er vi meget opmærksomme på. De siger for eksempel grimme ting om hinandens familier - "fuck din mor" og den slags - fordi de ved, at det er der, de kan ramme hinanden hårdest."

Det sker også, at børnene overværer konflikter mellem de

voksne.

"Det sker desværre engang imellem, at nogle voksne kommer op at slås, og at børnene ser det. Hvis vi kan afskærme dem, så gør vi naturligvis det, men ellers gør vi meget ud af at tale med dem om det. Hvis der for eksempel kommer en politibil for at hente nogle, så kan børnene have mange spørgsmål bagefter."

Pædagogerne bruger i det hele taget meget tid på at tale med børnene. Det er en vigtig del af STROF-modellen, fordi det hjælper børnene rigtig meget at få sat ord på alt det, der umiddelbart virker skræmmende og kaotisk. Med ordene får de lidt mere struktur og orden i tilværelsen, selv om den er præget af konflikter.

Selv bærer Irene Atting og hendes kolleger altid walkie-talkier, når de bevæger sig rundt på centret. Så kan de tilkalde kollegernes hjælp, hvis der opstår situationer, de har svært ved at håndtere.



Vrede forældre. Samarbejdet med forældrene er vigtigt, men mange gange svært.

"Hvis de står til udrejse, så kan det godt fylde hele deres dag og det kan gøre dem lidt psykisk ustabile og aggressive. De er sure, kede af det og vrede, og her skal vi alligevel kunne samarbejde med dem om at få børnene til at fungere - også selvom manden ligger derhjemme i sengen og har det rigtig skidt. Det kan være en stor udfordring."

Irene Atting er kontaktperson for 10 familier, og her er det hende, der går ned til familiens værelser og banker på døren, hvis ikke børnene er mødt op nogle dage i træk.

"Her hjælper det at skrue sit største smil på, og heldigvis lykkes det mig ofte også at få et smil frem hos dem," fortæller hun.

For udenforstående kan det måske lyde som et meget trist og håbløst arbejde, men det er det ikke, forsikrer pædagogen.

Hun kan nævne mange episoder, der gør det hele værd. For eksempel en med en familie, hvor moren er syg og aldrig står ud af sengen, og hvor faren derfor skal tage sig af de fire børn.

"Børnene har haft det rigtig skidt og ikke rigtig villet deltage i aktiviteterne. Men her gik vi sammen og besluttede, at give denne familie lidt ekstra opmærksomhed. Vi prøvede også at finde ud af, hvordan vi skulle nå ind til de forskellige børn."

Drengen er pædagogerne nået ind til gennem sporten, fortæller Irene Atting. Tidligere dukkede han aldrig op i klubben. Nu kommer han hver dag og har lyst til at være med.

"Og storesøsteren er også blevet mere aktiv efter vi fandt ud af, at hun med et kamera i hånden har mod på at gå ud og møde verden. Da vi lavede cirkus, var det ikke hende, der skulle stå på scenen og optræde, men hun fik et kamera og skulle dokumentere projektet. Og jeg så hende der hele tiden. Hun smilede og var i sit es og stolt af, at det var hende, der skulle dokumentere det."

Irene Atting smiler.

"For et par måneder siden ville vi ikke have fået hende med overhovedet - medmindre vi havde tvunget hende. Det var dejligt og utroligt tilfredsstillende at se."



Vi gør en forskel. Irene Atting indrømmer, at eksemplerne ikke altid er så positive, og at de dårlige oplevelser kan være svære at ryste af sig.

"Det er klart, at det påvirker mig følelsesmæssigt. Jeg cykler hver aften hjem til min trygge tilværelse, men børnene må være her 24 timer i døgnet. Det er hårdt at tænke på, men man må også være professionel og tænke, at vi jo gør en forskel ved at være her. Vi er med til at forbedre nogle børns liv. Det er drivkraften."

Irene Atting insisterer på at tage udgangspunkt i det enkelte barn, og at hun kan give det noget vigtigt, selvom det måske er væk i morgen.

"Uanset om børnene skal bo her i Danmark eller sendes tilbage, så har jeg vist dem, at der er noget at stå op til om morgenen, og at man godt kan være glad, selvom far og mor har det svært."





Bedre boliger til flygtninge



"Børnene skal ikke have så meget som en kvadratcentimeter mere plads, end de har."

Så kategorisk udtalte Dansk Folkepartis Jesper Langballe sig til BT, da han for et par måneder siden fik nys om, at to asylcentre ville udvide asyl-familiers 20 kvadratmeter til 30. Pengene kom fra en ekstrabevilling på 37 millioner kroner, som Dansk Folkeparti havde stemt for under forudsætning af, at pengene ikke gik til afviste asylansøgere.

"Så ville forældrenes kyniske spil være lykkedes," mente Langballe.

Få dage senere beroligede integrationsminister Rikke Hvilshøj Langballe med, at der aldrig havde "været fare for", at pengene ville gå til afviste asylansøgere. Og så var freden genoprettet mellem regeringen og dens støtteparti.

Ekstrabevillingen blev vedtaget, efter at en række politikere fra Folketingets integrationsudvalg på en rundtur i foråret var blevet rystede over de forhold, som børnene lever under.

På Kongelunden bliver en del af puljen trods Dansk Folkepartis ønsker brugt på at forbedre alle asylansøgernes boliger, uanset om de er afviste eller ej, fortæller centerchef Michael Ehrenfels.

"Vi har særlige vilkår her, fordi vi er et omsorgscenter, hvor mindst én af de voksne i en familie er syg. Derfor har alle familier mindst to værelser her."

Den største forbedring for de fleste familier på Kongelunden bliver, at de får hamret hul mellem familiernes to værelser, så de ikke behøver gå ud på gangen, når de skal se til deres syge familiemedlem.





Kongelunden er et center for asylansøgere med særlige behov for omsorg. 70-80 af centrets 200 beboere er børn. De bor enten i de lange hvide bygninger, som selve centret udgør eller i de fem barakker, der er opført bag centret. Hver familie, der kan have op til seks børn, har typisk to værelser og deler køkken med op til syv andre familier. Kongelunden ligger 16 kilometer fra København, syd for Kastrup Lufthavn.