Flugten: Men vi hænger der stadig... år efter år

Nina Bengtsen fotograferet af Gitte Sofie Hansen.



"Jeg er netop kommet hjem fra arbejdet, klokken er 15.30, og jeg har skænket mig en stor kop varm kaffe. Computeren er blevet tændt, og jeg vil prøve at slappe lidt af. Udenfor har det rusket og regnet det meste af dagen - og klart nok, det er jo efterår nu.

Jeg tænker tit på det ræs, hvormed vi udfører vores arbejde. Det meste af dagen ligger vi vandrette, vi skifter våde underbukser, tørrer numser, ordner konflikter, taler med forældre, rydder op, stopper børn, der flagrer gennem fællesrummet, henter nyt tegnepapir, spidser farveblyanter, læser og synger med en gruppe børn, fejer og vasker borde af, klæder børn på, giver informationer til hinanden, tømmer opvaskemaskine, finder tørre støvler og leder efter skiftetøj. Tusind ting har vi gang i, og støjen er et kapitel for sig selv.

Det her er ikke noget nyt for os pædagoger, der arbejder i en børnehave. Sådan har vi arbejdet i mange år. Lønnen er ikke nogen guldgrube, men de fleste af os kan jo lide at arbejde med børn. Det er et spændende job med mange udfordringer og nye tiltag hver og hver anden måned. Der er også meget, der skal skrives, observeres og læses, møder, der skal holdes og så videre.

Men vi hænger jo alligevel stadig der i jobbet år efter år.



Jeg har bare lige lyst til at berette om et tidsrum på to timer, som ikke var noget usædvanligt, men alligevel var ved at slå mig totalt ud. Sådanne dage er der nok nogle, der kan nikke genkendende til.

Efter min frokost går jeg ned for at afløse, så de næste kan komme til pause. Vi er alle inde, da vejret er ustadigt med regn. Det vil sige, at alle tre stuer samt fællesrummet er åbne. I fællesrummet er der vildt gang i børnene. De løber rundt og har en kanongod leg med at fange hinanden. Det medfører, at flere bliver væltet og skubbet, og de børn, der bygger høje tårne af klodser, får væltet deres værk. Der lyder høje skrig, og børnene løber videre. Jeg får stoppet et par stykker og går ind på den ene stue, hvor der sidder en del børn i forskellige hjørner og leger. Godt nok har de taget alt, hvad der hedder legetøj ned af hylderne, men der er da nogenlunde fredeligt.



På den anden stue er en voksen i gang med at sminke børn. Der sidder ret mange i kø på en lang række og venter på tur. Andre børn leger i det lille puderum, som hører til stuen. Jeg går ind på den sidste stue, hvor nogle drenge er i gang med at lave et kæmpe bjerg med de høje børnestole, som de har stablet hulter til bulter ovenpå hinanden. Jeg beder dem sætte stolene på plads og finde en anden leg, hvorefter de hurtigt prøver at løbe ud af stuen. Jeg får fanget dem ind igen, og så bliver gulvet ryddet for møbler, og drengene finder togbanerne på gulvet.



Ude i fællesrummet er støjniveauet stadig tårnhøjt. Jeg samler så mange børn, jeg kan, og fortæller dem, at jeg vil lave noget sjovt inde på stuen. Jeg fortæller dem om Rødhætte og opfører eventyret som et teaterstykke med dukker og vores kæmpe bamse. Børnene er nogenlunde rolige, og mens jeg fortæller eventyret, tænker jeg, at der her er ren overlevelse for både børnene og mig. Bagefter leger vi farvelege, synger nogle sange, og til sidst danser vi, Jeg holder meget af at optræde for børnene og få dem med på gulvet som en del af forestillingen, men jeg er også meget brugt bagefter, og her gik der en hel time med ren underholdning for at få ro i huset.



Så bliver det tid til eftermiddagsmad, og alle bevæger sig ind i deres garderober. De børn, jeg spiser med, er lidt oppe at køre. De vil ikke sidde stille, skubber og bytter pladser samt sladrer om hinanden. Pludselig er der et glas, der smadrer på gulvet, børnene må hurtigt væk fra glasskårene, og samtidig bliver en pige hentet af sin mor. Moren begynder at spørge mig om barnets regntøj, imens jeg forsøger at feje glasskår, holde øje med børnene og kalde til det barn, der er færdig på toilettet, at jeg kommer om lidt.



Efter oprydningen sætter jeg perler og perleplader på bordet, og de fleste børn sætter sig op. En pige skal have en ny ble på, og badeværelset skal ryddes op. Lidt fejning i garderoben bliver der også tid til. To af drengene bliver uvenner og slår vildt til hinanden. Det ender med, at den ene kyler en stol igennem stuen af hidsighed. Jeg må tale med store bogstaver, og heldigvis ramte stolen ingen børn. Da alt ånder fred og ro, og de fleste er i gang med at lege, kan jeg se på klokken, at jeg har fri, og en lettelse får mit hjerte til at juble. Nu skal jeg heldigvis hjem.



Da jeg cykler hjemad, kan jeg mærke, at jeg bare er flad og virkelig så træt. Det er nu ikke så underligt, at vi har svært ved at få uddannede pædagoger i børnehaverne. For pokker da, vi får proppet flere og flere børn ind på hver stue, og hvor skal der løbes stærkt i dagligdagen. Da jeg startede i denne her børnehave for otte år siden, var der 66 børn, nu har vi 75. Det er efterhånden BURBØRN, vi passer. Det var ikke med de forventninger, jeg i sin tid tog min pædagoguddannelse.





Skriv dagbog og vind



Skriv dagbog og fortæl os, hvordan onsdag den 7. november gik for dig. Det er en helt tilfældigt valgt efterårsdag. Send din dagbog og deltag i lodtrækningen om tre gange tre flasker god julevin.

Vi samler de indsendte dagbogsbidrag - eller uddrag af dem - til artikler i bladet og på www.bupl.dk

Vi er interesserede i alle bidrag:

de jublende glade, de kulsorte, de lunkne, de triste, de sløve, de korte, de lange. Kun sådan kan vi stykke et reelt billede af pædagogers hverdag sammen.

Din dagbog skal indeholde navn og adresse, både for at vi kan være sikre på, at du er medlem, og for at du kan deltage i lodtrækningen.

Hvis du ønsker anonymitet, skal du gøre opmærksom på det.

Send din dagbog til:

b&u@bupl.dk

Eller til: Redaktionen Børn&Unge, Blegdamsvej 124

2100 København Ø

mrk. dagbog 7. november.

Sidste frist for indsendelse af dagbøger er onsdag den 21. november.