Flere friskoler får overenskomst

Busses Skole i Vangede er en af de omkring 30 friskoler, som har tiltrådt den fælles aftale mellem BUPL og Dansk Friskoleforening. Det tal ser BUPL gerne forøget, derfor intensiverer forbundet indsatsen over for pædagoger ansat i friskolernes SFO'er

"Et godt sted at lære - et godt sted at være."

Mottoet er stadig det samme. Men der er sket meget, siden fru Kirsten Busse oprettede sin privatskole den 10. oktober 1917 i en tre-værelses lejlighed i Hellerup, hvor hun gav lektiehjælp for 50 øre i timen. Siden er Busses Skole vokset til et elevtal på omkring 250, og efter flere flytninger holder den nu til i store, moderne lokaliteter på en villavej i Vangede ved København.

Busses Skole er en af cirka 250 friskoler, som er tilknyttet Dansk Friskoleforening - omkring 200 af dem huser en SFO. Og skolen var blandt de første, som skrev under, da Friskoleforeningen i efteråret 2004 indgik en aftale om overenskomst med BUPL.

Med aftalen nærmer overenskomstdækningen på BUPL's del af det pædagogiske arbejdsmarked sig det totale. Og dog. For der er først tale om en egentlig overenskomst i det øjeblik, den enkelte skole skriver under, hvilket godt 30 af dem har gjort til dato.

Det tal ser BUPL meget gerne forøget, derfor har forbundet taget en række skridt, som skal forbedre servicen over for medlemmer ansat i friskolernes SFO'er. Første skridt er, at alt arbejde med friskolernes overenskomster og afskedigelsessager er flyttet fra de lokale fagforeninger til forbundsregi, nærmere betegnet til Sekretariatet for de små medlemsgrupper, som holder til i forbundshuset på Blegdamsvej i København. Samtidig er staben blevet udvidet, så tre ansatte nu beskæftiger sig med friskolernes specielle forhold.

Faglig sekretær i BUPL Jens Busk ser oprustningen i forhold til friskole-pædagogerne som et signal, der forhåbentlig vil få flere af dem til at tage fagforeningen til sig:

"Det er vores håb, at folk vil føle sig tiltrukket af BUPL, når de ser, at vi interesserer os for deres forhold. Det har det knebet med tidligere, da friskolerne hørte under de lokale fagforeninger, hvor der ikke var den store bevågenhed omkring de specielle forhold på området," siger Jens Busk.

Ud over en forestående hvervekampagne blandt ansatte på friskolerne øger Sekretariatet også aktiviteterne i forhold til de tillidsvalgte på skolerne under Dansk Friskoleforening og skolerne tilknyttet Frie Grundskolers Fællesråd, som BUPL har haft overenskomst med siden 1994.

"Vi arbejder på at opbygge lokale netværk for tillidsrepræsentanter fra skoler tilknyttet de to foreninger. Desuden har vi øget udbudet af tr-kurser, forhandlerkurser, 'den svære samtale' og andre kurser, specielt rettet mod friskolernes ansatte," fortæller Jens Busk.



Gammel løn. Aftalen med Dansk Friskoleforening minder om BUPL's overenskomst med Frie Grundskolers Fællesråd og adskiller sig fra den generelle overenskomst ved at bygge på "gammel løn", som stiger med ancienniteten. Desuden har BUPL måttet give køb på høringsretten ved afskedigelser. I stedet ligger der en henstilling til skolerne om at orientere BUPL, hvis de har tanker om at afskedige en medarbejder, ligesom den fyringstruede har ret til at inddrage BUPL som bisidder.

Friskoleforeningens medlemsskare udgør en bred vifte af religiøse skoler, kristne såvel som islamiske, Steiner-skoler, Scientologi-skoler og skoler, som ikke bekender sig til nogen speciel ideologi. Busses Skole hører til blandt de sidste. Leder af SFO'en Bente Bosse betegner den som en meget musisk skole med en lang tradition for samarbejde mellem lærere og pædagoger i indskolingen. Og hun fremhæver som det første plus ved overenskomsten, at den ligestiller det pædagogiske personale med lærerne på flere områder:

"Overenskomsten sikrer lige løn for lige arbejde. Vi har de samme tillæg som lærerne under udflugter, lejrskoler, kurser og lignende. Og vi får i samme omfang tilbud om kurser og efteruddannelse."

Bente Bosse ser det også som et plus, at aftalen omfatter samtlige ansatte i SFO'en: Fem pædagoger, fire ikke-uddannede og en enkelt anderledes uddannet.

"Det er nok den største fordel ved overenskomsten, at den sikrer alle medarbejdere en årsnorm, som også omfatter aftenmøder, personalemøder mv., så der reelt ikke er noget, der hedder afspadsering," siger hun og tilføjer:

"Og så er vi ikke så begejstrede for Ny Løn, så vi er godt tilfreds med, at aftalen bygger på 'gammeldags' anciennitets-løn."

Når de pædagogiske medarbejdere på Busses Skole har været så hurtigt fremme i skoene for at blive overenskomstdækkede, skyldes det ikke utilfredshed med skolens ledelse. Nærmest tværtimod.

"Vi har også tidligere haft gode vilkår og et godt samarbejde med skolebestyrelsen og med vores skoleleder, som synes, at overenskomst er en god idé. Overenskomsten giver tryghed i ansættelsen og er en sikkerhed for, at aftaler bliver overholdt. Og hvis der skulle opstå en tvist, er der fagligt kompetente folk til at varetage vores interesser. Overenskomsten sikrer også, at timerne faktisk går til pædagogisk arbejde i stedet for, som man hører fra nogle skoler, at pædagogerne bliver sat til at gøre rent. Og det er vel egentlig de steder, der er mest brug for en overenskomst," siger tillidsrepræsentant Gitte Eismark.

Skoleleder på Busses Skole, Bjarne Høj-lund, undrer sig over, at nogle skoler er så tilbageholdende med at skrive under på aftalen mellem BUPL og Dansk Friskoleforening:

"Vi er glade for den fælles overenskomst med BUPL. Jeg synes, det er en udmærket aftale, som jeg kun kan støtte. Min holdning er, at når der bliver lavet en aftale, så overholder vi den, ligesom vi overholder overenskomsten med lærerne. Så jeg vil da opfordre andre skoler til også at tiltræde aftalen," siger han.

Når Dansk Friskoleforening ikke har villet indgå en egentlig overenskomst på med-

lemsskolernes vegne, skyldes det, at foreningen ikke opfatter sig som en arbejdsgiver-forening, forklarer konsulent i foreningen

Ole Mikkelsen:

"Vi er en interesseorganisation, der repræsenterer en række meget forskellige skoler, men som har et fælles syn på forældreret og mindretalsret. Derfor hverken kan eller ønsker vi at gå ind og beslutte på de enkelte skolers vegne. Vi orienterer medlemmerne om indholdet i overenskomsten og har i visse tilfælde anbefalet en skole at skrive under. Men vi opfordrer til, at de følger reglerne i aftalen. Det letter vores rådgivningsarbejde meget, at reglerne er ens frem for tidligere, hvor der var meget store forskelle fra skole til skole," siger Ole Mikkelsen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.